Svaret af William af Stenbjerg on Sept 25, 2015 21:09:27 GMT
Collab mellem Marinie af Linden og William af Stenbjerg
den 21. december, år 519 M.T.Endnu et kedeligt selskab, som han ingen interesse havde i, men deltog i på sine forældres kraftige opfordring. Selvom han ikke behøvede at lede efter nogen forlovet, skulle han stadig styrke forholdet til andre lener og der var få bedre måder end at deltage i midvinterfestlighederne ved hoffet og lade sig se. Den unge Emmet var naturligvis også tvangsindlagt, men i det mindste kunne han gemme sig bag et serveringsfad. William huskede det glimrende.
Han stod rank og betragtede de dansende, imens hans drak af et bæger med rødvin fra Sigisfelt. Vinen var en nydelse og der var da også godt selskab, men han ville have foretrukket at være på vejen, selvom der var koldt ude og et tyndt lag puddersne alle vegne.
Marinie nejede ganske let for sin dansepartner og sendte ham et høfligt smil, men ikke et blik der inviterede til yderligere engagement. Skulle sandt siges, så var manden ganske kedelig og hun havde ingen interesse i at spilde sin aften på ligegyldigheder.
Det var naturligvis uheldigt, at Nestor var væk på patrulje. Hun brød sig ganske godt om sin forlovedes selskab og han kunne lysne enhver aften op, men det var også så ganske nemt at glemme alt om ham, når han havde været væk i et stykke tid.
Hendes blik søgte andet selskab og beslutningen tog sig selv, da en væbner tilbød hertugarvingen til Stenbjerg endnu et glas vin. Marinie lod sjældent en mulighed passere og hun havde snart taget de få skridt, for selv at tage et glas fra bakken inden knægten kunne nå at forlade sin glimrende position.
William opdagede hende først, da hun tog glasset ved siden af hans. Hans blik gled fra slanke fingre over mælkehvid hud og noget i hans blik ændrede sig en lille anelse.
“Komtesse,” hilste han høfligt, med et lille nik og ikke uden interesse. “Så meget dans må gøre en ganske tørstig.” Han hævede et bryn en smule.
Marinie var i et øjeblik mere end tilfreds, men hun viste det ikke udadtil. Hun tog glasset, inden hun gengældte nikket med en svag knejsen i knæene og rankede sig igen. “Frygteligt, ridder Stenbjerg,” svarede hun mildt, på trods af at hun endnu ikke havde nippet til den krydrede vin.
Hun lod blikket glide diskret over hans ansigt en enkelt gang, før hun rettede det ud mod den resterende balsal. “Det kan få en til at ønske, at man var skjult for blot et øjeblik,” svarede hun i et muntert, men alligevel afdæmpet toneleje. Kontrolleret. “For at få vejret og stille tørsten, naturligvis.”
Williams bryn trak sig en anelse sammen, før han tog en tår af dette, sit tredje, glas. “Jeg er sikker på, at ingen vil tvinge Dem ud på dansegulvet imod deres vilje,” forsikrede han. “Hvis det skulle ske, kan De regne med min beskyttelse.”
Han trak en anelse på smilebåndet, men så ud på de dansende, frem for på hende.
Marinie så ikke op på ridderen igen. Til gengæld buede hendes læber en anelse og spidsede sig sammen til et smil. “Det er nobelt af Dem,” svarede hun, inden hun endelig tog en lille tår af vinen.
Smagen var rig mod hendes tunge og hun var tilfreds med livet. “De danser ikke selv i aften?” tilføjede hun nonchalant, selvom der ingen tvivl var om, at ordene ikke var en invitation. Snarere det modsatte.
En dæmpet, uforpligtende og meget nordlig lyd forlod ham som respons på hendes svar. Han drejede glasset mellem fingrene og stjal et blik på hende igen. Han var ikke så grundigt indøvet i alle adelige familier endnu og havde svært ved at placere hende. Det virkede dog næsten for sent at spørge nu.
“Jeg havde et uheldigt møde med en kæmpeedderkop i slutningen af november,” bemærkede han, uden forsøg på at prale. “Mine danseevner er ikke helt kommet sig.”
Marie hævede et enkelt øjenbryn ganske let, men drejede ikke hovedet. Det var ellers fristende. Hertugsønnen var en ren godbid for øjet.
“Det er jeg ikke i tvivl om, at der må være mange, unge komtesser, der begræder,” bemærkede hun roligt, velvidende at hun hverken inkluderede eller ekskluderede sig selv i den observation. De fleste, der havde studeret adelsslægterne flittigt, vidste at arvingen til Stenbjerg var lovet bort, men endnu blot til et barn.
William lavede samme lyd igen og trak lidt på skuldrene, før han drak. Han smigrede ikke sig selv i lige så høj grad som Komtessen, men smilede en anelse over hendes bemærkning trods alt. “Jeg har endnu ikke set nogen bryde sammen i tårer,” bemærkede han, en anelse tørt.
“Hvis De ellers skulle savne en dansepartner, kan jeg tilbyde min væbner, Emmet. Jeg kan dog ikke love, at han vil sætte lige så meget pris på æren, som De fortjener.”
Det trak let i Marinies mundvige og hun kastede et enkelt, flygtigt blik op mod hertugsønnen. “Det er et generøst tilbud,” konstaterede hun med en lille, spidsfindig undertone, som afslørede at ordene måske var mere tørre end de umiddelbart fremstod.
“Selvom det uden tvivl ville være en fornøjelse, vil jeg tillade mig selv et øjebliks hvil.” Og langt mere interessant selskab end væbneren ville være, uden tvivl.
William nikkede let. Han drak igen og fandt, at han ikke havde mere at sige. Han var ikke altid så god i disse forsamlinger. Hertuginden insisterede på, at det var en tillært evne og ikke en gave, men det forekom ham, at nogen virkede som om de var født til det.
Han selv sendte blot stjålne blikke mod Komtessens prægtige kavalergang og overvejede hvordan man ville beskrive dem i et digt. Fyldige frugter… Eller noget i den dur. Han havde heller aldrig været god til lyrik på væbnerskolen.
Marie var ikke komplet uvidende om de stjålne blikke. Tværtimod fik de hende blot til at ranke sig en anelse og effektivt fremhæve sine fordele.
Da hun endelig drejede hovedet, var det i en forhåbning om at fange netop et af de dvælende blikke i gerningsøjeblikket. Hendes egne øjne glimtede svagt og spørgsmålet hun stillede var relativt ligegyldigt. Hun var mere interesseret i det underliggende.
“Nyder De ellers aftenen, ridder Stenbjerg?” Ligegyldige høflighedsfraser. Hendes blik på ham antydede andet end en interesse i hans aften.
William forstod ikke helt spillet, men han var heller ikke blind for det. Blikket komtessen sendte ham holdt visse spørgsmål, synes han, men han var ikke sikker på hvilke. Han tog en tår rødvin mere og rømmede sig.
“Jeg har en glimrende aften… Og De - ud over at være blevet kørt træt af dansepartnere?” Han skævede lidt en bekendt, der gik forbi, nikkede let og sendte ham et høfligt smil, før hans blik strejfede frugterne igen og han trak blikket op og mødte Komtessens blik.
Marie tog sig ikke af de vandrende blikke, men holdt til gengæld sit eget på ham nu. “Hvis jeg kan være ærlig for Dem,” begyndte hun, uden egentlig at forvente bekræftelse. “Så har den ikke været så interessant.”
Hun tog en tår af vinen og lod blikket glide væk. Smilet spidsede læberne sammen igen. “Indtil nu, selvfølgelig.”
Nok var han ikke naturligt dygtig til etikette, men han forstod en flirtende bemærkning når den blev skåret så tydeligt ud og mundvigene sitrede lidt i mild selvtilfredshed, før han nikkede let i hendes retning.
“De får mig til at rødme, Komtesse,” bemærkede han, selvom hans hud var ganske samme farve som den plejede. Han virkede generelt ikke særlig akavet over komplimenten.
Maries læber spidsede sig en anelse mere i et smil, der udstrålede en snert af tilfredshed. Hun kastede et enkelt, halvt blik op på ham gennem sine øjenvipper og nøjedes med at svare på hans konstatering med det ene, simple blik og den mindste hældning af hovedet.
Blikket dvælede der lidt, ved hans eget, før hun langsomt rettede det tilbage mod de dansende par og nippede til vinen. Uden at sige mere med det samme.
William tog endnu en tår vin, med et diskret blik, der fulgte hendes krops nydelige kurver og et mentalt billede af hvordan hun så ud under alt det tøj.
Han tog en dyb indånding og nød den tanke en kort stund, før han klarede halsen en smule. “Synes De også her er ganske indelukket, Komtesse?”
Marinie konstaterede for sig selv, ikke uden tilfredshed, at hun ikke havde fejlbedømt hertugen. Den ene mundvig trak den mindste smule op og hun lod gå et par sekunder, før hun så tilbage mod ham igen.
“Frygteligt,” svarede hun og hævede øjenbrynene den mindste smule. Invitationen var hans at give, men hun gjorde intet for at se afvisende ud.
Hans mundvige sitrede svagt, før han bøjede hovedet i en let gestus. “Ville De se det som dybt upassende, hvis jeg inviterede Dem på en kort gåtur i korridoren? Jeg er bange for at udendørs er en kende for koldt til Deres påklædning og at De ville blive syg.”
Smilet var synligt og hun gjorde ikke noget nummer ud af at dæmpe det, da hun bøjede nakken ganske let. “Tværtimod, ridder Stenbjerg. Jeg ville se det som ganske betænksomt af Dem,” svarede hun i et mildt, behageligt tonefald.
Blikket havde kortvarigt været sænket, men hun så snart op på ham gennem sine øjenvipper. Udtrykket i de lyse øjne virkede alt andet end optaget af, hvad der netop var passende. “Tillad mig at tage imod Deres tilbud,” svarede hun og ventede ikke på unødvendigt svar, før hun tilbød ham sin hånd.
William bukkede ganske let for Komtessen, hvis navn han stadig ikke kendte, før han bød hende sin arm og fulgte hende ud. Hvis nogen mistænkte, at der var andet end en uskyldig gåtur i tankerne, gjorde de ingen miner ud af det.
Han gik da også blot ned af en oplyst gang med hende på armen og var indledende ganske tavs.
Marinie hvilede sin hånd ganske let mod hans arm og forlod salen uden nogen tegn på, at der skulle foregå noget upassende. Hun kunne stadig få en sejrsrus ud af hoffets spil og hun var tilpas ung til, at kedsomhed ikke var noget, der kunne tolereres.
“Mhm,” musede hun lavmælt, i en halvkælen lyd. “Her er meget bedre.”
William havde tendens til at blive en smule akavet i situationer som disse, men var alligevel ikke ubevandret. Han gik i et ganske adstadigt tema og ignorerede en tjener, der passerede dem med en kasse, der klirrede.
“Luften er mere forfriskende,” konstaterede han, med sans nok til ikke at nævne kropslugte, prutter og varierende ildelugtende parfume. “Selskabet er fortryllende,” bemærkede han i stedet. “Men er der ingen, der vil savne Dem ved festlighederne?”
Marie rødmede klædeligt, men ikke forlegent. Man kunne sige meget om hende, men hun satte pris på komplimenter og tog dem ikke nødvendigvis som en selvfølge. “De smigrer mig,” konstaterede hun, absolut ikke så anklagende, som det uden tvivl burde have været.
Hun rankede sig lidt og holdt blikket rettet frem. “Desværre ikke,” fortsatte hun, selvom hun egentlig ikke helt mente, at der var noget desværre omkring det. Tonefaldet var nonchalant, men hun var alligevel opmærksom på hans reaktion. “Min forlovede må befinde sig i den modsatte ende af landet på dette tidspunkt.”
William smilede en anelse, men beklagede ikke. Rødmen i hendes kinder, som han sneg sig til et blik af, gjorde ham temmelig tilfreds og han blev ikke slået ud, da hun nævnte en forlovet. Tværtimod, rømmede han sig blot en anelse.
“Sikke en tilfældighed,” bemærkede han spekulativt, men med et glimt af munterhed i blikket. “Det samme gør min forlovede.”
Marinie havde ganske få klager over sin tilkomne, ud over det faktum at han syntes at være urimeligt meget væk. Det huede hende ikke, så der var ikke andet for end at finde underholdning andetsteds.
“Det er ganske ensomt,” svarede hun selvfølgeligt. “Det er et rent held, at man kan finde forståelse og selskab hos en i samme position. Synes De ikke?” Hun hævede et øjenbryn let og var tydeligvis ikke så oprevet, som hendes ord skulle forestille at antyde.
William løftede sin frie hånd og lagde den let over komtessens, i hvad der kunne forstås som en betænksom trøst. Fingerspidserne, der strøg over hendes håndryg var dog knapt så uskyldigt antydende.
“Man må søge trøst hvor man kan,” konstaterede han. “En forstående favn må være en rimelig forventning for os, som er i savn.”
Ingen dele af ham savnede den tolvårige, der var hans egen forlovede, men det behøvede ingen tænke nærmere over. Det var ret tydeligt, at han ikke rigtig talte om hende.
Marinie gjorde intet ud af at trække hånden til sig, på trods af at der ikke var megen tvivl om berørings karakter. Tværtimod så hun kortvarigt op mod ridderen gennem mørke, farvede øjenvipper og spidsede læberne i antydningen af et smil.
“De tager ordene ud af munden på mig,” svarede hun lavmælt og lod blikket dvæle ved ham et øjeblik endnu, interessen knapt så diskret, før hun rettede det frem igen. “Det kan, så sandelig, være en prøvelse at være ladt tilbage.”
William trak sine fingerspidser blidt over hendes håndryg, før han flyttede den igen og vendte tilbage til en mere passende, galant føring af hende. Målet var dog knapt så passende. Frem for at lede hende i en bue og tilbage til salen, nærmede de sig den fløj, hvor han selv var indkvarteret for natten, så han slap for den lange vej til byhuset. Hans mundvige sitrede, men han gjorde intet for at skjule målet. “Vi må distrahere os selv imens,” bemærkede han. “Det kan ingen bebrejde os, Komtesse.”
Marie var absolut ikke dum. Hun vidste udmærket, at vejen ikke nær ledte dem tilbage mod forsamlingen, men det var absolut ikke noget, hun havde tænkt sig at skræppe op over. Tværtimod havde det snarere været et mål og allerede nu var den lille sejrsfølelse begyndt at samle sig i hendes mellemgulv.
“Det håbede jeg, at De ville sige,” svarede hun og mødte hans blik denne gang. Hendes eget bar ingen præg af usikkerhed; flakkede ikke, men hvilede roligt på ham. “Det lader til, at vi forstår hinanden, ridder Stenbjerg.”
Der var mange spørgsmål og svar mellem linjerne og William læste dem med stigende tilfredshed. Han førte komtessen videre ned af en gang, indtil de nåede målet og han standsede, med et blik, der kort strejfede rundt. Smilet han sendte hende lagde ikke skjul på planerne, men han måtte kort fumle med en nøgle til det, der var hans faders arbejdsværelse, men som havde fået installeret en seng og andre små bekvemmeligheder for vinteren.
Han holdt døren åben for komtessen med et lille, diskret buk og trådte selv ind efter hende. Der var ild i ildstedet, men ellers helt mørkt i det lille værelse.
Marie rankede sig lidt og kastede selv et enkelt, flygtigt blik ned ad gangen, før hun så tilbage på hertugsønnen og smilede indbydende til ham. Udover hans ganske nydelige navn, så var han også en attraktiv mand og hun var absolut ikke blind for det.
Uden tøven tog hun imod opfordringen og trådte ind bag den massive egetræsdør. Mørket var næsten omsluttende, men ikke helt og hun smilede tilfreds for sig selv i et øjeblik, før hun langsomt drejede sig mod ham og hørte lyden af døren, der blev lukket.
William drejede nøglen i låsen - han havde ingen planer om at blive forstyrret af en klodset tjener - og vendte sig om imod komtessen med et skævt smil.
“Deres forlovede er en heldig mand,” konstaterede han tænksomt, som blikket gled ned over hende, mindre diskret end tidligere. “Han burde være her for at sætte pris på det og ikke overlade Dem til andres… Påskønnelser. Ikke at jeg klager, Komtesse.”
Marinie rankede sig en anelse over lyden af nøglen i låsen og blikket, der så tydeligt tog mål af hendes figur. Hun var dog ikke genert og hendes eget blik hvilede på hans ansigt, mens antydningen af et smil krusede hendes læber.
“Jeg kunne sige det samme til Dem, ridder Stenbjerg,” bemærkede hun roligt og lod selv blikket glide ned over ham en enkelt gang. Hun tog et enkelt, langsomt skridt frem, der fik de omfangsrige skørter til at knitre. “De er, sandelig, ikke en mand, der bør overses.”
William smilede temmelig tilfredst, men med let sammenknebne øjne, som hun trådte nærmere. Han lukkede selv afstanden imellem dem og løftede langsomt den ene hånd, for at lade fingrene forsigtigt kærtegne siden af hendes hals, imens hans blik fulgte dem.
“Hans tab,” bemærkede han, som han så hende i øjnene. “Mit held, aye?” Han bøjede sig roligt, for at strejfe hendes læber.
Hun hverken bøjede nakken eller sænkede blikket, som han kom nærmere. Der var ingen umiddelbare tegn på usikkerhed eller for den sags skyld uvidenhed omkring, hvad hun havde rodet sig selv ud i.
Det hele var en ganske bevidst leg og hun lod øjenlågene glide halvt i, da ru fingre kærtegnede hendes hals. Hun svarede ham aldrig, men sitrede svagt, da hans læber var så tæt på hendes, at hun kunne ane dem.
Det var pirrende, men hun bukkede ikke under med det samme. I nogle øjeblikke slog hans varme ånde, sød af vinen, ind mod hendes læber, før hun tiltede hovedet en anelse og trykkede sine egne blidt mod hans.
William havde ingen skrupler. Han kendte stadig ikke komtessen - eller hendes forlovedes - navn, men hun var ganske forførende og han sagde absolut ikke nej til en varm, velduftende krop.
Hans læber mødte hendes og han lod fingerspidserne stryge fra hendes hals, til hendes nakke og forsvinde i nydeligt opsat hår. Der fandtes dårlige kyssere blandt hoffolk, både novicer og erfarne, men hende her var ikke en af dem. Han fandt sig selv temmelig opslugt en stund, med en hånd støttende imod hendes side. Da først han trak sig væk, var der en anelse farve i hans ansigt og hans pupiller var store i de lyse øjne.
Han var dog ikke kommet for at udveksle høfligheder og mødte hendes blik med et mørkt smil. “Vend dig om,” bad han dæmpet, men bestemt.
Marie havde kysset mere end en enkelt mand i sin relativt korte tid ved hoffet og hertugsønnen viste sig hurtigt at tilhøre den bedre halvdel. Det selvom han virkede en anelse grov i kanten. Hun lod sig ikke optage af det, men helligede sig den sitrende følelse, der så ofte meldte sig, når man kyssede nogen for første gang.
Hun trak sig roligt væk og åbnede langsomt øjnene, for at møde hans blik. Der skulle væsentlig mere til at tage pusten helt fra hende og gøre hende ved siden af sig selv, men hun var absolut ikke utilfreds. Nordboen havde potentiale og hun mærkede en lille, belønnende kriblen i mellemgulvet over hans ordre.
Et enkelt øjenbryn hævede sig ganske let og læberne spidsede sig en kende sammen i et smil, men hun sagde intet. I stedet lukkede hun slanke fingre let om det omfangsrige skørt og vendte sig. Ikke ubevidst, tiltede hun i samme omgang hovedet til den ene side og lod den blottede side af sin hals stå frem i skæret fra ildstedet. Synet af nøgen hud, hvor lidt det end måtte være, kunne sætte gang i så mange tanker hos en mand.
Der var mange forskellige typer kvinder ved hoffet. De uskyldige og ærbare, som kunne lokkes til unoder, men som grundlæggende var kedelige mellem tæpperne, de ældre, erfarne kvinder, som ikke gjorde noget nummer eller nogen hemmelighed ud af, at de havde affærer og så var der kvinder som hende her. Tydeligvis ingen novice, selvom hun var ganske ung. Han var tilfreds med fangsten og betragtede hende intenst, som hun vendte sig om, elegant og forførende, med halsen afsløret. Det vækkede noget lettere dyrisk i ham og inden han gav sig i kast med snørerne, trådte han helt tæt ind til hendes ryg og bøjede nakken, for at plante et enkelt kys under hendes øre.
“De har ikke fortalt mig Deres navn endnu, Komtesse,” bemærkede han dæmpet, som han stod der. “Vældig upassende af Dem…” Tonefaldet var drillende og han var alt andet end optaget af etikette, som hans fingre lukkede sig omkring de første bånd og løsnede sløjferne med øvede fingre.
Marie smilede for sig selv og lukkede øjnene i et øjeblik, da varme læber rørte den følsomme hud bad hendes øre. I det korteste øjeblik kom tænderne til syne, selvom han ikke kunne se det. “Jeg ville have troet, at en mand som Dem, ville sætte pris på en anelse mystik,” svarede hun roligt og under det kælne tonefald, utvetydigt drillende.
Hun var tydeligvis en kvinde, der var vant til at blive både hjulpet i og af med sit tøj og hun rørte sig dårligt nok, mens hans fingre løsnede snører og langsomt gjorde kjolen løsere omkring hende. Ikke før den var tilpas løs til, at hun med en lille, diskret bevægelse, kunne lade stoffet glide ned fra sin ene skulder og efterlade den blottet.
William fnøs dæmpet, men svarede ikke. Han forblev tæt på den unge komtesse, men måtte alligevel trække sig en anelse væk, for at kunne se hvad han lavede. Da hun gav et diskret lille vrik med den ene skulder, fulgte han stoffets flugt nedefter og løftede sin hånd til den blottede hud, for at stryge fingerspidser over den.
“Hvad skal jeg så kalde dig,” funderede han højt, men mest for sig selv, imens han betragtede sine fingres kærtegn imod hendes mælkehvide hud.
Marie var ikke genert. Ikke når hun blev mødt med blide kærtegn og tydelig interesse. “Hm,” lød det dvælende fra hende. Øjnene var gledet i og hun havde drejet hovedet halvt til siden; som om hun ville se på ham, men uden at gøre det.
Hun undlod at svare ham med det samme. Hendes navn var ingen hemmelighed, men hun var nysgerrig og holdt tand for tunge i et øjeblik endnu. Følelsen af varme fingre mod hendes nøgne hud var nok til at optage hende imens.
William smilede skævt over hendes reaktion og bøjede sig igen, for at kysse hende på siden af halsen, før han langsomt genoptog arbejdet med at løsne hendes kjole. En skulder var ganske fristende, men kun et skridt på vejen.
“Fionnghall,” mumlede han overvejende. “Hvide fremmede?” Munterheden var tydelig i hans stemme.
En dæmpet, overvejende lyd undslap hende og hun spidsede læberne i et smil, selvom ordet lød barskt i hendes ører. Som den måde de nordboere talte, der boede omkring Gudernes By.
“Marinie,” svarede hun endelig og drejede hovedet nok til, at hun kunne kaste et enkelt blik på ham. Smilet sitrede en anelse tydeligere.
Williams fingre nåede slutningen af båndet og tog en dyb indånding. Han så Marinie i øjnene og smilede ganske svagt. “Kønt,” svarede han lavmælt, som han tog blidt fat i kjolen og hjalp den ned over hendes arme med et opslugt blik. I al sandhed var han ikke så interesseret i hvem hun var lige nu. Han var temmelig interesseret i at få hende med i seng.
Smilet forsvandt ikke, da hun rettede blikket frem igen og lod ham trække overkjolen ned over sine arme. Underkjolen indenunder var af så fint stof, at hendes hud næsten var synlig gennem og føltes fjerlet mod hendes hud, nu hvor snørerne var løsnet og kun det tunge skørt forblev tilbage.
Hun lod ham færdiggøre arbejdet selv, mens hun selv, med rolige og yndefulde bevægelser, løsnede de få nåle, der holdt hårnettet på plads og snart sendte en kaskade af tunge, gyldne krøller ned omkring sig.
William var opslugt af processen, der i sig selv bar sensualitet og løfter om fremtiden. Han fik overkjolen videre ned over Marinies hofter og bøjede sig nok til at hjælpe hende helt ud af den, efterladende hende i en underkjole, som næsten var mere forførende end havde hun været helt afklædt. Han forlod hende kort for at efterlade kjolen hen over stoleryggen ved skrivebordet og blev stående der et øjeblik, mens han så langsomt ned over hendes former. Nok til at gøre en mand stum. Hun kunne ikke være en dag over atten, men hun var i den grad en kvinde og han forstod at sætte pris på udsigten, som han lænede sig lidt imod skrivebordet.
En enkelt skælven gik gennem hende, men hun havde bedre kontrol end at vise, at hun frøs i stenrummet, hvor ilden snart ville være reduceret til gløder.
Hun vidste også, at der snart ville være rigelig mulighed for at få varmen, da hun langsomt vendte sig mod ham. Underkjolen skjulte ikke meget, men lige tilpas nok og hun var udmærket klar over det.
Et smil krusede hendes læber og hun krydsede med tålmodige, langsomme skridt afstanden over til ham.
William kunne se nok. Han kunne se hendes brystvorter gennem det tynde stof, hvad end det var ophidselse, kulde eller begge dele, der fik dem til at træde frem. Synet var tilfredsstillende uanset og han lod blikket glide op over hende, som hun kom nærmere. Et smil trak langsomt op i hans mundvige, som han nød hvad han så. Han løftede hænderne for at løsne snørerne, der holdt sammen på hans tunika, uden at slippe hende med blikket et eneste øjeblik.
Marinie smilede med tilfredshed under vægten fra blikket og hun førte sig med en selvsikkerhed, der kun kunne tilhøre en, som vidste at hun var smuk. Hun havde set tilfredshed i mænds blikke tilpas nok gange og hun var ikke genert, selvom hun kom tættere på.
Tværtimod fortsatte hun indtil hun var så tæt på, at hun måtte lægge nakken tilbage for at se op på ham. Hvide, slanke hænder løftede sig og gled op over hans brystkasse, ned over stærke arme og centrerede sig endelig om det bælte, der hindrede hende i at fjerne tunikaen helt.
Han nød kvindens selvsikkerhed. Der var noget enormt forførende ved den simple demonstration af, at hun var tilfreds i sin egen krop. Som hun rakte ud efter hans bælte, lagde hans ene, grove hånd sig på hendes side og han trak hende lidt ind imod sig. Nok til, at hun ville kunne mærke virkningen af hendes svingende hofter og den halvgennemsigtige kjole. Han havde ingen problemer med at demonstrere sin interesse.
Marinie så op gennem sine øjenvipper og smilede et pænt, men alligevel næsten rovdyragtigt smil, da han gjorde sin ophidselse klar. Det stoppede ikke hendes hænders arbejde med hans bælte, men hun holdt til gengæld blikket på ham, selv da hun løsnede det og efterfølgende roligt trak hans tunika op.
Den landede på skrivebordet bag ham og hun lod hænderne vandre langsomt tilbage ned over hans brystkasse med negle, der markede let mod underskjortens grove overflade.
William lod den kønne komtesse hjælpe ham af med bælte og tunika og slap hende i processen. Begge hænder lagde sig dog imod hendes hofter, som hun markerede imod hans brystkasse med sine fine, polerede små negle. Han trak hende ind til sig og bøjede hovedet for at kysse hende igen, denne gang uden afventende eller drillende tilbageholdenhed.
Der var næppe nogen, der ville savne dem til banketten. Der var ingen forældre, der søgte at arrangere forlovelser, for det kapitel var overstået for dem begge og på samme måde, var der heller ingen forlovede, der undrede sig over deres fravær.
Det tillod en behagelig frihed og Marinie mærkede den risle hele vejen ned langs sin rygrad, da hertugsønnen kyssede hende igen. Hun mødte hans kys uden tøven og trykkede sig ind til ham. Lod ham mærke sin egen form, såvel som hun ikke var i tvivl om hans.
En dæmpet, tilfreds og særdeles feminin lyd undslap hende ind mod hans læber og inden længe havde hendes fingre fundet ind under hans skjorte, hvor hun kunne kærtegne den varme hud, som fyldte hendes næsebor med duften af mand.
William tog ikke vanvittig ofte kvinder med sig herind. Det føltes på en måde forbudt. Det var hans faders arbejdsværelse og selvom det var privat, så var det også næsten en synd. I dag var han dog ikke tålmodig nok til andet. Den velformede lille kvinde havde tændt en ild i ham og som hendes fingre gled ind under hans skjorte, flammede den op. Han slap hende, trak underskjorten over hovedet og lod den falde på gulvet uden omtanke. Med et mørkt blik på hende, greb han om hendes underkjole og hev den af hende. Han bøjede sig en anelse, greb fat ved hendes lår og løftede hende, før han drejede sig og placerede hende på skrivebordet, uden skrupler.
Marie var absolut ikke upåvirket selv, men hun var meget sjældent helt styret af sine instinkter. På trods af det, hævede hendes brystkasse sig synligt en enkelt, hurtig gang, da han hev natkjolen af hende og hun trak vejret hastigt ind.
En lille, lys lyd undslap hende, da han løftede hende op og hun kunne ikke lade være med at føle sig en anelse magtfuld. Ikke fordi, hun havde ham i sin hule hånd, men fordi hun kunne få ham til at reagere som han gjorde og det fik hendes ellers lyse øjne til at gløde.
Blikket på ham var intenst og hendes puls var hurtig, da hun trak ham tættere på og løsnede hans bukser; alt sammen uden at slippe hans blik.
Lyse øjne var låst i hinanden, imens Marinies slanke fingre løsnede hans bukser. William stod stille, med begge hænder imod hendes hofter, indtil den ene rakte op og kuplede et bryst. Han tog en dyb indånding og flyttede lidt på sig, så bukserne faldt og efterlod ham i braies, imens han trådte ud af stoffet om sine ankler og sparkede skoene af.
Hun var tæt på, varm og han bøjede hovedet, for at kysse hendes hals igen. Hun måtte have brugt en eller anden parfume, en blomsterolie af en slags, for hun duftede i det område. “Havde du regnet med at forlade festen med en mand?” Hans stemme var dæmpet og lettere drævende, som han smilede skævt og lukkede fortænderne blidt om hendes øreflip. Tanken generede ham på ingen måde. Han havde ingen ambitioner om at være en særlig charlatan - eller nogen illusioner om at hun var særlig uskyldig.
Marie rankede sig instinktivt under hans berøring og veg ikke tilbage fra den. Tværtimod buede hendes læber sig blot en anelse mere opad og hun lod øjnene falde i, da han kyssede hendes hals. “Hm,” musede hun lavmælt, en kende distraheret, men absolut ikke så meget, at hun ikke var fuldt bevidst om hans spørgsmål.
Mundvigende sitrede en anelse mere og hun slap en dæmpet, nydende lyd, da han fangede hendes øreflip. “Jeg havde ikke planlagt det,” svarede hun sandfærdigt, stemmen blød, kælende og bestemt ikke upåvirket. Hun drejede hovedet en anelse, så hendes læber strejfede huden ud for hans ører. “Ikke før jeg mødte dig, ridder Stenbjerg.”
William slap en munter lyd og rakte ned for at frigøre sine braies, imens han kyssede hendes hals. “Jeg er en heldig mand, så,” konstaterede han lavmælt, som det sidste stof faldt ned omkring hans ankler og han trak hende en anelse mere ud til kanten af bordet.
En hånd rakte ind imellem dem, som han trak sig nok tilbage til at se hende i øjnene og han smilede tilfreds, før han trykkede sig tæt ind til komtessen med et dæmpet grynt.
En halvkvalt, utvetydig lyd gled ud mellem hendes læber, som engang havde været indstuderet til præcision, men i dette øjeblik var ganske oprigtig. Der var for hende absolut intet skamfuldt over at nyde følelsen af en mand og hun værdsatte den akkurat så meget, at hun selv trak ham tættere på.
Antydningen af et åndeløst smil spillede over hendes læber og hun lænede sig så langt tilbage, at hun lige kunne se ham i øjnene. “Det er du uden tvivl,” svarede hun mørkt og skruppelløst, før slanke fingre begravede sig i tætte krøller og hun krævede hans læber insisterende.
William mødte Marinies læber, imens begge hans hænder fandt hendes hofter og holdt hende fast, hvor han ønskede hende. Han skænkede det en tanke, at det var hertugens skrivebord han tog hende på og det fik en kuldegysning til at vandre op langs hans rygrad. På en måde følte han sig magtfuld. En dag ville det være hans bord og dette var en udmærket måde at indvie det på. En villig kvinde og vin i blodet.
Det fortsatte sådan lidt tid, før han trak sig nok væk til at få vejret. Han frøs i det kolde rum, på trods af den fysiske aktivitet og løftede hende op igen, for at gå de få skridt over imod sengen og sætte hende ned på den. Der var tæpper, men han krøb ikke under dem. “Sæt dig på alle fire,” kommanderede han i stedet dæmpet, halvt knurrende, men med et skævt smil.
Hertugsønnen ville en dag blive en magtfuld mand og det var ikke en utilfredsstillende tanke, som hun lod ham tage hende, som han ville og gav sig hen til hans magt. Det var berusende og selvom hun frøs, så var hun høj på begær, da han løftede hende op igen.
Det var muligvis det mest berusende af det hele; at føle sig lille i hans arme. Værdifuld, næsten, sådan som en kvinde burde have det og hun så op på ham med et mørkt blik, da først han satte hende på sengen.
Ordren fik hendes mellemgulv til at trække sig behageligt sammen. Der var noget tiltalende, ved en mand, der vidste hvad han ville have og hun spidsede læberne i et djævelsk smil, før hun yndefuldt lod sig glide ned på den ene hofte og i et en enkelt, smidig bevægelse, havde gjort som han bad.
William smilede yderst tilfreds, som hun adlød i en enkelt, glidende bevægelse. Hun havde været et kønt syn i sin kjole, helt indstrammet, og yndefuld, men hun var bedre uden, som hun var nu. Han fulgte hende ind på sengen, lod fingerspidserne stryge over hendes velformede bagdel og slap en dæmpet, tænksom lyd. Hænderne lagde sig mod hendes hofter og trak hende en anelse mere bagud, før han atter engang trykkede sig tæt ind til hende og denne gang lukkede øjnene i velbehag.
Det var en uheldig bivirkning af vin, at det kunne tage ham ganske lang tid at nå målet, men han havde alligevel tænkt sig at nyde Marinie fuldt ud. Allerede imens han tog hende på sengen, nåede han at overveje, at hun ville være en ganske god elskerinde. Han havde aldrig haft en fast, men hvis han skulle, skulle det bestemt være en som hende. Ung, smuk, adelig og gift - eller i det mindste forlovet - med en anden mand. Ingen risici, ingen forpligtelser, men rigeligt med gensidig fornøjelse. Han betragtede den kurve hendes ryg lavede og eksperimenterede med at krumme fingrene om hendes hår, for at gøre den tydeligere, når han trak ganske blidt, men bestemt, tilbage.
Marie kunne ikke undslå sig, at hun nød opmærksomheden. Der var få ting, der var mere tilfredsstillende end at vide, at en mands øjne for øjeblikket kun hvilede på hende; det føltes som at vinde den konkurrence om opmærksomhed, som hun ubevidst havde kæmpet i hele sit liv.
Hun stønnede hørligt, men ikke højlydt og krummede fingrene en anelse ned mod madrassen, da stærke fingre tvang hendes hoved en anelse tilbage. Hertugsønnen viste sig hurtigt at være en interessant elsker, erfaren og bedre end tidligere, ganske uimponerende oplevelser.
Hun lod ham få sin vilje i nogle øjeblikke, før hun gav efter for trækket og i en smidig bevægelse kom op at sidde. Ganske kort var forbindelsen mellem dem brudt, men hun tøvede ikke længe med at trykke sig ned til ham igen og glide på plads på hans skød. Håret var så langt, at selvom det var fanget i hans greb, så kunne hun stadig dreje hovedet kortvarigt og se tilbage på ham med et begærligt smil. Synet af begæret spejlet i hans blik, fik kun sejrsrusen til at bruse gennem hende igen.
William var et øjeblik overrasket, men tilpassede sig med en dæmpet, munter lyd og hvilede sig tilbage imod sine ankler. Han mødte hendes blik med et skævt, mørkt smil og lod hånden på hendes hofte glide op og lægge sig over et bryst, før han bøjede hovedet og kyssede hendes hals igen. Fingrene masserede det nydelige fremspring, som hans tænder markerede imod hendes sarte hud og han skød hofterne frem, uden at have sluppet hendes hår.
Han havde ikke travlt. Hele natten lå foran dem og få fornøjelser, ud over ridderfaget, kunne optage ham som en varm kvinde. Han tog en dyb indånding og løsnede grebet om hendes hår, for at lade sin nu frie hånd finde ind mellem benene på Marinie.
Marie slap en lavmælt lyd af tilfredshed og skød instinktivt sit bryst en anelse frem, før hun skubbede sig ned mod ham. Øjenlågene faldt i og hun bevægede sig ikke med mindre passion, end han selv havde gjort for et øjeblik siden.
Hun havde fundet, at der kun var få ting, der kunne måle sig med en varm omfavnelse og hun nød absolut godt af det nu. Det afslørede hun effektivt, hvis ikke hendes lyde allerede havde gjort det, da hun krummede neglene en anelse sammen mod hans knæ, hvor hun kortvarigt måtte finde støtte.
Det var muligt, at hun først havde opsøgt hertugsønnen for hans status, men nu var hun der også for egen vindings skyld og der gik ikke mange øjeblikke, før hun bevægede sig igen; væsentlig mere insisterende.
William havde lært sine kundskaber af løsere kvinder end Marinie og det kom ham til gode nu, som det havde gjort før. Hans fingre søgte at finde hendes nydelse og ifølge lydene, gik det ikke dårligt. Et dæmpet støn forlod ham selv, som hun trykkede sig imod ham og han slap hendes bryst i en instinktiv bevægelse, for at lukke den om hendes hofte og trække hende tættere på, med mere styrke.
De var ovre ord, men et lavmælt “hurtigere,” røg alligevel over hans læber, nær hendes øre. Han havde alle ambitioner om at nå sit eget mål. Hendes kunne han altid tage sig af senere.
De fulgte hinanden godt, selvom det var første gang de delte lagner og hun var ikke sen til at følge hans opfordring. Det tvang en anstrengt lyd ud mellem hendes læber og en lille, koncentreret rynke trak hendes øjenbryn sammen, som hun samlede alle sine kræfter og lagde dem i sine vuggende bevægelser.
Det var uendeligt svært at koncentrere sig om det, så længe hans fingre trak hende nærmere mod forløsning, men hun var vedholdende, selv da en dæmpet, klynkende lyd af nydelse undslap hende og hun fandt sig selv vaklende på kanten af afgrunden.
William smilede skævt over Marinies lille lyd og trak hånden til sig, for også at lægge den på hendes hofte. “Ikke endnu,” mumlede han drillende, som han brugte begge hænder til at hive hende helt ned på sit skød. Han tog en dyb indånding og nød følelsen, før han vippede hende af. “Jeg vil have dig på alle fire,” knurrede han dæmpet, velvidende at det var den sikreste måde at nå det han ønskede. “Senere tager vi os af dig,” lovede han, som han gav hendes bagdel et let, kommanderende klap.
Marie nåede at slippe en halvfornærmet lyd, som kun en kvinde kunne gøre det, men der gik ikke mange øjeblikke, før den gled over i en dæmpet latter. “Jeg stoler på, at du holder dine løfter,” kurrede hun og kastede et enkelt, flygtigt blik tilbage på ham, før hun parerede ordrer og gled frem på hænderne igen.
William lo og satte sig helt op igen. “Jeg holder altid hvad jeg lover,” konstaterede, han, før han i en enkelt, glidende bevægelse var hos hende igen. Med begge hænder på hendes hofter, tog han hende denne gang hårdere og hurtigere og der gik kun et par minutter, før han stønnede dybt og trykkede sig en sidste gang imod hende, inden han sad stille, med hastigt hjerteslag og lukkede øjne. Han nød følelsen et par lange øjeblikke, inden han trak sig tilbage og dumpede ned at sidde på sengen, strygende en hånd gennem krøllerne.
Marie slap en anstrengt lyd, da han var hos hende igen og hun krummede fingrene hårdt ned mod madrassen. Vægten på hendes arme var anstrengende, men hun kunne ikke drømme om at beklage sig. Ikke nu, ikke så tæt på og der gik ikke mange øjeblikke, før hun blev belønnet for sin tålmodighed.
Et tilfreds smil bredte sig over hendes læber og hun slap en hørlig udånding, ramt af en velkendt sejrsrus, der ikke nødvendigvis krævede hendes egen forløsning. En veltilfreds, munter lyd undslap hende, som hun elegant drejede sig og lod sig glide ned på den ene hofte ved siden af ham.
William frøs, men rørte sig ikke lige med det samme. Han så over på hende med et skævt smil og hævede et bryn, uden at sige noget. Hun var en køn lille sag, men han havde ikke tænkt sig at lade hende sove på sin faders kontor. Til gengæld havde han givet hende et løfte.
“Læg dig ned,” bad han derfor, da først han var kommet sig over sin egen forløsning. “Og spred benene for mig…”
Marie hvilede hovedet mod sin håndflade og spejlede uden tøven, da han hævede et enkelt øjenbryn af hende. Læberne var spidset en anelse i et smil og hun så på ham nogle øjeblikke, uden at adlyde blindt i samme øjeblik.
Hun havde naturligvis ikke tænkt sig at afslå, men der var alligevel en lille tilfredsstillelse i at fremhæve, at hun havde et valg, før hun lod hånden falde, gled ned mod puden og trak det ene ben en anelse op til sig.
“Det må være en sjælden dag, hvor nogen siger dig imod, ridder Stenbjerg,” konstaterede hun, øjenbrynene let hævet og smilet spillende. “Det virker ganske umuligt.”
William ventede ganske tålmodigt indtil hun lagde sig ned og gav hende et øjeblik, før han fulgte med og lagde sig mellem hendes slanke, lyse ben. Han så op med et enkelt, hævet øjenbryn. “Jeg mindes ikke, at vi er dus, komtesse Marinie,” bemærkede han med en underholdt undertone, som to fingre gled langs hendes inderlår. Han tog en dyb indånding og kneb øjnene lidt sammen, før han bøjede sig over hende og helligede sig hendes nydelse.
“Du gav os den frihed, da du tog mig, ridder Stenbjerg,” drævede hun og hævede øjenbrynene en anelse af ham, selvom mundvigene sitrede afslørende. Der var ingen tegn på, at hun havde hørt hans ord som alvorlige eller på nogen måde havde tænkt sig at beklage.
Tværtimod havde hun øjeblikket efter snarere lyst til at takke ham, da en tung udånding undslap hende og hun faldt en anelse tilbage mod madrassen. Der var ikke langt til paradis og efter relativt kort tid, gav hun endelig slip og lod ham drive hende helt ud over kanten.
William førte hende med glæde ud hvor hun ikke kunne bunde og forblev bøjet over hende et øjeblik, imens det ebbede ud. Så rejste han sig i midlertidig fra sengen med en dæmpet, munter lyd og gik over til ildstedet, for at få lidt mere gang i den. Han ville ikke vågne op til et fuldstændig isnende værelse og lagde endnu en knastør brændeknude på gløderne, som fik ilden til at springe op omkring det. Tilfreds, samlede han en kåbe op fra sin position slænget over dragkisten og tog den på, imens han betragtede den nydelige kvinde på sengen.
“Du sagde aldrig hvad dit fulde navn var,” bemærkede han, i en invitation. Han var vågen nok til at vide, at han gerne ville have en tur til hos den lyshårede ved senere lejlighed - og det krævede et lidt nærmere kendskab.
Marinie forblev liggende nogle øjeblikke endnu med øjnene lukket, selvom han rejste sig. En enkelt, skælvende kuldegysning gik gennem hende over rummets kulde, men hun var godt tilfreds på trods af det.
Da han talte, åbnede hun øjnene og skubbede sig op at sidde, kun for at krybe ned på maven igen, men nu så hun kunne se på ham. Hun trak fingrene en enkelt gang gennem de lyse krøller og lod dem falde tungt ned ved siden af sig. “Marinie af Linden,” drævede hun og svingede benene let i luften, det lyse blik opmærksomt. Hendes krop var tung af mæthed, men hun havde ingen forestillinger om at blive natten ud. Absolut ikke.
Han var i stand til at nyde synet af en veldrejet kvindekrop, selvom han midlertidigt var færdig med hende. Et skævt smil trak op på hans læber, som han fulgte hendes kurver med blikket, inden han så hende i øjnene.
“Ah,” brummede han. “En af Linden-pigerne. Du er Nestor af Harise’s forlovede?” Han fnøs muntert og hævede begge øjenbryn lidt. “En heldig mand,” bemærkede han, ganske upåvirket, imens han gik over til skrivebordet og åbnede en af skufferne. Han fandt den flaske med cognac hertugen altid havde stående og skænkede sig selv et glas, uden at tilbyde hende et.
En af Linden-pigerne. Omtalen fik hendes smil til at falme brat og det var et held, at han havde ryggen til. Utilfredsheden ved at blive omtalt som en del af en uniform størrelse var dog til at tage og føle på, især når de andre var hendes søstre.
Hun spændte en anelse i kæben i et øjeblik, før hun med magt tvang det til side og smilede behageligt. Komplimentet havde hun mere eller mindre overhørt; det virkede alligevel mest som en høflighedsfrase. Det kunne diskuteres af mange, hvor heldig en mand var, når han var forlovet med en kvinde, der ikke var bange for at tage andre i sin seng.
“Du har ret,” konstaterede hun til sidst, ganske simpelt og kastede et enkelt, flygtigt blik mod glasset. Hun havde ikke tænkt sig at bede om et til sig selv.
William kom over til sengen igen, satte et enkelt knæ imod den og sank ned at sidde på siden med glasset i hånden. Han stak en finger ned i væsken, før han holdt den frem nær hendes læber og strøg den blidt over den nederste, med et skævt smil.
“Det var en fornøjelse,” bemærkede han dæmpet. “Hvis du finder dig selv med behov for mandligt selskab igen, så er jeg en yderst villig deltager, Marinie.” Han hævede begge øjenbryn en anelse. “Hvis ikke jeg havde fået et par glas, skulle dit søde smil hurtigt have gjort mig klar til endnu en omgang, men… Så god en midvinter bliver det ikke…”
Marie fulgte hertugsønnen med blikket og smilede en anelse, da han satte sig på sengen. Et enkelt øjenbryn hævede sig spørgende, umiddelbart før en finger løb over hendes underlæbe og den stærke spiritus fik huden til at prikke en anelse. Det var en lille kamp ikke bare at fugte læberne med det samme.
I stedet skubbede hun sig op at sidde på den ene hofte og tiltede hovedet svagt, da han talte. På trods af sin kortvarige utilfredshed, voksede smilet sig en anelse større og hun kunne ikke benægte overfor sig selv, at hans ord satte en lille, tilfreds kriblen i hendes mellemgulv.
Hun svarede ham dog ikke; gav ham ingen løfter, selvom hun også i dén grad havde nydt deres lille foretagende. Som det eneste lænede hun sig frem og trykkede et enkelt, dvælende kys mod hans læber, før hun svang benene ud over kanten af sengen og smidigt kom op at stå.
William var ikke i tvivl om at komtessen havde haft det sjovt. Han tog en tår af det lille, kostbare glas og betragtede hende roligt, som hun rejste sig. Blikket gled ned over hendes figur med en lille, tilfreds lyd ved synet og han gjorde intet for at skjule sin interesse.
Til gengæld sagde han heller ikke mere, men blev blot siddende. Hun havde situationsfornemmelse nok til at læse, at aftenen var slut, tydeligvis. Det var også en glimrende egenskab, som en potentiel, fremtidig elskerinde.
Marinie var ikke i tvivl om, hvornår hun ikke var velkommen længere. Mænd var ikke så diskrete og hun foretrak at handle på det med det samme. Det samme gjorde hun nu og havde i løbet af ganske få øjeblikke trukket underkjolen og siden overkjolen over hovedet.
Sidstnævnte lod sig dog ikke gøre uden hjælp og hun vendte roligt tilbage til sengen, tydeligvis forventningsfuld. “Hvis du vil være så venlig,” bød hun og kastede et enkelt, flygtigt blik tilbage mod ham.
William rejste sig roligt og tog den sidste tår af glasset, som han placerede på skrivebordet, før han stillede sig bag Marie. Han rakte op og gav sig til at stramme hende ind igen, med rolige og øvede bevægelser. Han var bedre til at klæde kvinder af, men det modsatte var også en del af processen.
“Så,” brummede han, eftet at have bundet en sløjfe. “God som ny.” Han smilede en anelse for sig selv.
Marie var vant til at blive snøret ind af andre og selvom hertugsønnen gjorde det væsentlig mere klodset og upræcist end hendes øvede anstandsdame, så ville det gå an for den tid det ville tage hende at komme tilbage til familiens byhus.
Hun glattede skørtet en anelse med hænderne. “Ikke ringe, ridder Stenbjerg,” konstaterede hun, før hun drejede sig halvt og hurtigt havde snoet hele manken af hår sammen til en knude og med en kendskab, der afslørede at hun havde gjort det samme i lignende situationer før, fik hun hurtigt nettet på plads.
Det bragte hende mere eller mindre tilbage til den adelskvinde, der først var trådt med ind på kammeret og hun havde ingen grund til at blive længere.
“Tak for i aften,” sagde hun som det eneste og spidsede læberne i et enkelt smil, før hun vendte ryggen til ham og forlod rummet. Hun havde ingen løfter givet ham og absolut bevidst, men hun noterede alligevel for sig selv, at det ikke nødvendigvis var sidste gang, at hun udså sig William af Stenbjerg som sin sengepartner.
