En ulykke kommer sjældent alene

[Emmet af Vårfos]

Collab mellem Jessamine af Ravntoft og Emmet af Vårfos
den 21. august, år 526 M.T.

Det var nu snart en måned siden Jessamine var ankommet til Vårfos og hun var begyndt at føle sig hjemme, selvom hun var bevidst om, at det absolut ikke var hendes hjem. Emmet virkede som om han var i bedring og rundrejsen ville komme i oktober, hvorefter hun ville følge med. Lige i øjeblikket var hun dog i gang med at fortabe sig i de grimasser Valon lavede, når han blev kildet under tæerne, siddende på knæ på kanten af et tæppe, lænet ind over den lille, rundkindede hertugarving, som var alt andet end statelig eller imponerende. Hun lo af ham og smilede varmt. Ammen havde travlt med et eller andet og den rødhårede ridder havde intet imod at lege børnepasser en stund.

Emmet var hvid som et bleget lagen, da han åbnede døren ind til det værelse, hvor ammen tog sig af Valon og han havde alle intentioner om at hente sin søn, da han lidt uventet blev mødt af synet af Jessa på gulvet.

Det var nok til at få hertugen til at stoppe brat op i døren og se lidt forundret ud nogle øjeblikke, som om han ikke helt forstod det scenarie, der udspillede sig foran ham. “Jeg troede, at dit værste mareridt var at være alene med et barn,” konstaterede han og brød ind i den lille boble, men ikke helt med det muntre smil, der burde være kommet med kommentaren.

I stedet rungede hans stemme hult og der var noget i hans blik, der afslørede at et eller andet var ravruskende galt.

Jessa så op, da døren gik op, men smilet stivnede på hendes ansigt over udtrykket i hans. Valon vred sig lidt på tæppet og hun ignorerede den pludselige, hårde krampetrækning i mellemgulvet over hans tørre konstatering. Rød i nakken, trak hun forsøgsvis ligegyldigt på skuldrene, uden at kunne formulere et svar.

“Hvad er der i vejen?”

Emmet blev stående i døren nogle øjeblikke endnu, halvt stivnet som forstyrrede han noget, han ikke havde lov til. Den tanke var naturligvis absurd, men han var overraskende uvillig til at bryde ind.

“Lionel blev fundet efterladt i en skov i Trebond med et hovedsår,” svarede han hult. “De ved ikke, hvad der er sket og han er, efter sigende, kun lige i live. Hvor længe endnu er de ikke klar over,” forklarede han i et tonefald, der næsten ville have været fattet, hvis ikke hans stemme havde rystet svagt og afslørende.

Jessa samlede forsigtigt Valon op på en arm, før hun stivnede lidt over hans nyhed. Hendes blik fandt ham og hun stirrede, inden et enkelt, grumt kraftudtryk forlod hende. Hun rømmede sig hæst og kom op at stå. “Jeg er sikker på, at han nok skal overleve,” sagde hun bestemt. “Guderne kan ikke… De kan ikke tage mere nu.” Hun tog de få skridt over til Emmet, men stoppede der, Valon en beroligende vægt imod hendes hofte. “Ved de hvem…?”

Emmet registrerede synet af sin tidligere væbner med sin stadig spæde søn på sin arm. Det virkede absurd og han blinkede en enkelt gang, før hendes spørgsmål trængte gennem den lidt tomme fornemmelse.

“Nej,” svarede han, næsten i en udånding. Han var ikke overbevist af hendes forsikring; turde ikke tro på, at guderne var tilfredsstillet nu. “Han har endnu ikke været ved bevidsthed og ingen blev fundet i området; død eller levende.”

Det var svært at forstå, at hans lillebror ikke skulle have kæmpet imod. Han var en erfaren ridder efterhånden og havde aldrig ligget på den lade side.

Jessa støttede forsigtigt Valons hoved og lod duften af spædbarn og den bløde tyngde holde sig rolig. Hertug Nelan, Hertuginde Uline, Ridder Lionel. Det var for meget død på for kort tid og hun kunne se Emmets bedring ebbe ud foran sig.

“Vil du afsted til… Hvor er de? Trebond?” Hun rynkede panden svagt og strøg Valon blidt over håret med fingerspidserne, velvidende at det beroligede den lille størrelse.

Emmets øjenbryn var trukket sammen i dybe rynker og han overvejede spørgsmålet, mens hans hoved forsøgte at rumme, at han potentielt var på vej til at miste endnu et familiemedlem. “Ikke endnu,” konstaterede han endelig. “Jeg venter på at høre mere, men ved den næste melding…”

Bekymringen og splittelsen var tydelig på hendes ansigt. “Jeg kan ikke efterlade Valon alene med min mor.”

Der kom en lav boblelyd fra Valon, som ellers havde været stille. Jessa så kort ned på ham, før hun rankede sig lidt. “Jeg kan blive her,” tilbød hun, uden tøven. Ikke at hun havde nogen anelse om hvorvidt det ville være godt nok for Emmet.

Emmet så på Jessamine og ikke uden overraskelse. “Ville du gøre det?” spurgte han, uden at overveje det. Havde hans tanker været mindre optaget af andet, ville han måske have været i stand til at se, at hun allerede gjorde meget for ham bare ved at være der. Nu så han bare på hende med et næsten håbefuldt blik, der var en kontrast til det ellers livløse.

Jessa ville have leet, hvis ikke situationen var så alvorlig. Hun rakte den ene hånd frem og hvilede den imod hans arm med et indtrængende blik, imens den anden havde godt fat i Valon. “Emmet…” Hun rynkede panden. “Jeg er her ikke fordi jeg havde brug for bjergluften, vel? Hvis du har brug for at jeg bliver her med ham, så bliver jeg her selvfølgelig.”

Blikket gled til hånden mod sin arm og han gav sig næsten under den fysiske kontakt, der ellers for tiden nærmest kun var forbeholdt Valon og en sjælden tjenestepige, der tilbød sin hjælp gennem sorgen.

“Tak,” svarede han og indså, at det måske var et ord, han burde have sagt for længe siden. Øjenbrynene var trukket sammen og efter et øjeblik løftede han den ene hånd og hvilede den mod hendes skulder. “For det hele, Jess.”

Jessa trak hånden til sig og spændte svagt i kæben, da han takkede hende. Hun rystede på hovedet, før hendes læber formede et lettere anspændt og glædesløst smil. “Intet du ikke ville have gjort,” affærdigede hun, imens en knude formede sig i hendes mave. “Desuden er han godt selskab,” bemærkede hun i et forsøg på en spøg; noget halvhjertet, eftersom det var tydeligt, at hun mente det, som hendes blik faldt på drengen.

Emmet trak hurtigt hånden til sig igen; hvorfor vidste han ikke, men noget i hendes ansigtsudtryk syntes at bede om det. Den krøllede sig lidt sammen og faldt ned langs siden igen, før blikket rettede sig mod Valon.

Antydningen af et smil sitrede i hans mundvige, selvom det ikke kunne udradere den bekymrede rynke på hans panden. Frygten for at miste endnu et nært familiemedlem sad dybt i ham. “Det virker til, at I er blevet gode venner…” musede han, før en pludselig, uovervejet sætning undslap ham. “Du har forandret dig.”

Jessas mundvige sitrede ganske svagt i et mere reelt smil. Ganske gode venner. I starten havde hun mest tænkt på Valon som en måde at opleve hvordan det ville være at kende Keladry, men selvom hun stadig var smertefuldt hjemsøgt af tankerne om den lille pige, så var det drengen selv hun så, når hun kiggede ind i de store, tillidsfulde blå øjne.

Smilet stivnede en anelse over hans næste ord, før hun så op og rømmede sig hæst. “I lige måde...”

Emmet kunne sige til sig selv, at den eneste forandring lå hos hendes pludselige interesse i barnet, men han var ikke sikker på, at det var sandt. Der var noget mere; noget som han ikke kunne sætte fingeren på, selvom han havde tilbragt næsten fire år sammen med hende.

Blikket faldt og øjenbrynene trak sig lidt mere sammen, før han nikkede ganske let.

Jessa tog en dyb indånding og strøg Valon lidt over håret igen. “Du kom efter ham, ikke?” Hun rakte sin lille byrd frem i et tilbud, imens hun stadig kunne mærke følelsen af hans hånd imod sin skulder. “Vil du… Vil du hilse Adalia fra mig?”

Hun ville egentlig have sagt sin mor, men det sad fast i halsen på hende.

Emmet så op igen, men på Valon og han nikkede, som han først selv kom i tanke om sit egentlig formål. Nænsomt, overraskende for så stor en mand, tog han imod sin søn og lod ham hvile på den ene arm, der sagtens kunne bære barnet alene.

“Selvfølgelig,” svarede han og så kortvarigt op på hende, blikket flakkende let over hendes ansigt. “Jeg tager afsted i morgen, hvis der ikke kommer mere nyt,” konstaterede han.

Det tog hende et øjeblik at synke og fordrive tanken om Elenore af Ravntoft. Hun kunne skrive, hvis det endelig var. “Det skal nok gå,” forsikrede hun, velvidende hvor tomt et løfte det var. Et øjeblik dvælede hendes blik ved billedet af far og søn, med den tilbagevendende, dumpe smerte over at Keladry aldrig ville ligge der, svagt overvindende en varm fornemmelse over synet. Hun rankede sig og nikkede let. “Jeg ville tage ud og jage senere. Jeg går ikke ud fra, at du vil med?”

Emmets blik dalede uundgåeligt til sønnen, der spjættede livligt med benene, men stadig lå sikkert på sin fars ene arm. Ved spørgsmålet så han dog op igen og i et øjeblik var tanken om den friske luft nok til at få ham til at overveje at sige ja.

Indtil han så lidt nærmere på hende og noget ved hendes ansigtsudtryk gjorde ham usikker på, om hun egentlig ønskede selskab. Så han rystede på hovedet. “Jeg bliver her og gør klar.”

Jessa smilede ganske svagt og nikkede igen, før hun rankede sig. “Vi ses senere,” forsikrede hun. En kort tøven fulgte, før hun klappede ham på skulderen og forlod lokalet, med en underlig fornemmelse i maven, der ikke kun skyldtes medfølelse.