Svaret af Daniella Stjernestøv on Aug 20, 2015 14:33:28 GMT
Hun og Arram havde arbejdet næsten uafbrudt, siden de endelig havde fået deres gennembrud. Hun var kommet sent hjem og gået tidligt om morgen og det var derfor også begrænset, hvor meget hun havde set til sine forældre i denne tid.
Det var hun sådan set temmelig glad for, for det var først nu, hvor de havde set de første spæde tegn på succes, at hun turde fortælle dem om deres nye idé. At fortælle dem det og så bagefter risikere at skulle fortælle om endnu en fiasko, virkede som en dårlig idé.
De var blevet enige om, at de skulle holde tidligt fri denne aften. De trængte begge til lidt hvile og Daniella ventede til middagen med sine forældre om aftenen, inden hun bragte det på bane. "Jeg har en god nyhed," annoncerede hun. "Vi har endelig løst problemet med at lagre energireserven."
Hendes smil var forsigtigt. Faktisk var hun slet ikke vant til at smile derhjemme. Det havde hun aldrig tænkt over før nu. Men det var blevet mere og mere naturligt for hende at smile sammen med Arram. Især efter, at de havde fået deres gennembrud.
Maggie lagde langsomt sit bestik fra sig og duppede sig lidt om munden, inden hun vendte sit blik mod sin datter. "Virkelig? Og her var jeg begyndt at tro, at det aldrig ville ske." Hendes stemme var let drævende. "Hvad har I så fundet ud af?"
Daniella skuttede sig lidt i sin stol, mens moderen talte. Hun havde forventet noget i denne retning, men af en eller anden grund, gjorde det mere ondt, end det plejede. "Jeg faldt over en reference i Gantler's værker, hvor han nævner en konstruktion, han selv havde opfundet til at opbevare tidevandsenergi." Stemmen var lidt lav og der var intet spor af den glæde, hun følte omkring projektet, når hun var på universitetet.
"Så I stjæler altså en andens opfindelse." Det var mere en konstatering end det var et spørgsmål og skuffelsen var tydelig i hendes stemme. "Jeg vil tro, at det er typisk for en troldmand som Arram Dalben. Det er umuligt at forestille sig, at den mand nogensinde har opfundet noget af sig selv."
Vreden over den kommentar rørte en lille smule på sig, men års tilvænning holdt den nede, så Daniella ikke udvidste ydre tegn på, at ordene havde ramt hende. "Nu er du uretfærdig, moder. Mester Dalben er meget dygtig." Facaden var præcis, hvor den skulle være og hun trak vejret i små lette stød.
"Må jeg være fri. Den mand er den mest idéforladte undskyldning for en troldmand, jeg nogensinde har mødt." Hendes stemme steg og den smældede ned over Daniella, mens hun så sin mor i øjnene, som hun havde gjort det så mange gange før.
"Uden dig, ville han aldrig have fundet ud af noget som helst på egen hånd. Han er den mest dovne og uintelligente mand ved universitetet og jeg fortryder, at vi gav vores samtykke til, at du måtte indgå som hans lærling."
Daniella's muskler stivnede og hun mærkede noget gribe hende, som hun aldrig nogensinde havde kendt til. Hun skubbede dog følelsen fra sig og lod moderen fortsætte. "Faktisk.. Så vil jeg gå til dekanen straks i morgen og forlange, at du bliver sendt efter Mester Tano. Han kunne i det mindste finde ud af motivere dig til at gøre dit bedste!"
Det tog hende et øjeblik at forstå betydningen af moderens ord og så mærkede Daniella en kold hånd gribe om hendes hjerte. Det sidste i denne verden, hun kunne tænke sig, var at forlade sin stilling som Arram's lærling. Hun følte sig sikker i det arbejdsværelse. Han var altid rar og venlig og støttede hende i de ting, hun forsøgte sig med. Og Mester Tano var ingen af disse ting.
Hun mærkede frygten gribe sig og et øjeblik følte hun sig fuldstændigt fanget. Dette kunne hun ikke gå med til. Men hun havde aldrig i sit liv sagt sin moder imod og hun troede ikke på, at hun kunne gøre det nu.
"Nej." Ordet var kommet så pludseligt, at hun fik lyst til at se sig omkring for at finde ud af, hvem der havde brudt ind og det var kun de mange års indlæring med, at man ikke brød morens øjenkontakt, som afholdt hende fra det. Men et blik på moderens vantro ansigt, fortalte hende, at det var hendes egne læber, som havde formet ordene, uden at få besked om det og en blanding af rædsel og beslutsomhed vældede ind over hende.
"Åh jo, min fine ven. Dette er ikke op til diskussion." Maggie rejste sig og lagde servietten fra sig på bordet, inden hun vendte sig mod Daniella igen. "Den mand har sat griller i hovedet på dig længe nok. Jeg vil ikke tolerere denne form for ulydighed. Og med den form for opsætsighed, du lægger for dagen er det ikke et øjeblik for tidligt. Jeg går hen til dekanen med det samme." Og så gik hun hen mod døren.
Igen uden at have taget en bevidst beslutning herom, rejste Daniella sig i en fart og stod pludselig i vejen for moderens færd ud af rummet. "Nej. Jeg forlader ikke min stilling hos Arram og du kan ikke tvinge mig!" Hendes øjne var stålfaste og overraskede på samme tid. Hun kunne ikke forstå, at hun turde gøre dette, men hun var heller ikke til sinds at give op nu.
Hun så moderen svinge armen mod hendes ansigt i samme sekund, som hun selv manifesterede en mur, som lignede mørkeblåt glas mellem sig selv og moderen. "Du kan ikke tvinge mig." Realisationen af, hvor sandt dette var gik pludselig op for hende og styrken vældede op i hende.
"Hvis du insisterer på at fortsætte med denne dårskab, så er du ikke blot dum og uambitiøs, men også en direkte skamplet på vores familie. Og du vil ikke længere være velkommen i dette hus!"
Der var ingen tvivl om, at moderen mente, hvad hun sagde. Hun stod pludselig i et valg, hun aldrig havde troet, hun skulle stå i. Og nu måtte hun vælge. Familien eller Arram og alt, hvad han stod for. Valget var lettere, end man skulle tro. "Hvis du mener det, må det jo være sådan." Og så vendte hun ryggen til sin familie og gik ud i varmen.