At høre til

[Amos Søfarer]

Serena Løveklo

Amos havde tidligere på dagen stukket hovedet ind til Serena's øre og foreslået, at hun kom tidligt op til værelserne i aften. Han trængte til at bruge tid med hende og han trængte til at vende nogle ting med hende, som han havde opfattet på det sidste.

Nu sad han og ventede - som altid kun iført bukser, fordi han var hjemme. Han havde ikke drukket ret meget i aften, fordi han vidste, at hun ikke brød sig om det, men han havde svært ved at klare ventetiden, uden at have noget at tage sig til. Og han havde ventet et stykke tid nu.

[Serena Løveklo]

Serena bankede ikke længere på når hun gik ind på Amos’s værelse på Duen. Det havde dog holdt hårdt at vænne sig af med det, og hun tøvede da også et sekund før hun løftede klinken og gik indenfor. Hun rynkede brynene ganske lidt ved synet af Amos på stolen og lukkede langsomt døren bag sig med en følelse af der var noget galt.

Det ændrede dog ikke på, at hun stadig havde brug for hans nærhed og hun nærmede sig med rolige skridt, før hun hjemmevant lod sig glide ned at sidde på hans ene lår og kyssede ham dvælende.

[Amos Søfarer]

Anspændtheden forsvandt delvis, da hun endelig trådte ind. Han havde hørt hende på gangen og den lette tøven uden for døren, havde identificeret hende som Serena, hvorfor han ikke havde en kniv i hånden nu. Han lagde dog en stærk arm omkring hendes ryg og holdt hende tæt ind til sig, mens han tog imod det kys, hun gav ham.

Hans hånd gik allerede på opdagelse på hendes lår igennem det tynde stof og han havde mere brug for hende, end han først havde troet. "Jeg kan forstå, at du kender Miela Honningtunge?" Tonen var mildt spørgende, men der lå også en spænding bag.

[Serena Løveklo]

Serena kunne sagtens være blevet siddende og hvis det var gået som det meget tit gjorde, ville hun heller ikke have behøvet sige andet end usammenhængende lyde det næste stykke tid. Måske en bøn eller to og påråbelse af en gud eller to, men ingen tale.

Det var dog tale der fik hende til at stivne mærkbart under Amos’s brede arm og en rynke fandt igen ind over hendes næseryg mens hun nikkede uden at forsøge at benægte noget ”Hun var på Liljen. Hvad om hende?”

[Amos Søfarer]

Han var meget opmærksom på hendes reaktion og strammede armen om hendes liv den mindste smule, da hun stivnede - usikker på, om hun havde tænkt sig at forsøge at rejse sig. Det gjorde hun dog ikke og han slappede af igen. Et skuldertræk var hans første svar. "Jeg undrede mig bare over, at du ikke har fortalt mig det før. Miela var i hvert fald temmelig overrasket." Hans hånd krummede sig sammen om hendes skørt og trak det langsomt men sikkert op over hendes knæ.

[Serena Løveklo]

Serena kunne ikke helt aflure, hvor han ville hen med emnet. Det gjorde hende forsvarsberedt, mens hun på samme tid havde svært ved at abstrahere fra den fnuglette følelse, af skørtet der blev trukket op, stykke for stykke. Hun trak på skuldrene igen og daskede halvhjertet ud efter hans hånd på sit lår ”Jeg vidste ikke det var så vigtigt at fortælle.” forsøgte hun ”Det er flere år siden hun forlod Liljen.”

[Amos Søfarer]

Han havde ikke tænkt sig at lade hende undslå sig nu og han stak da også hånden ind under hendes skørt, da han fik muligheden for det. Hans fingre tegnede små mønstre på hendes inderlår og drillede engang imellem med sin nærhed til hendes køn. "Det ved jeg heller ikke, om det er. Men det havde været rart at vide." Han kyssede hende igen og lod en enkelt finger stryge over hendes køn.

[Serena Løveklo]

Serenas bryn var stadig trukket lidt ned og blikket var stadig forsvarsberedt. Det var dog umuligt ikke at sidde uroligt med fingrene der tegnede mønstre på sine inderlår og hun greb fat om hans arm uden at gøre sig nogen forhåbninger om at kunne stoppe ham hvis han virkelig ville ”Stop nu!” bad hun mere insisterende og modsagde sig selv sekundet efter, da et dybt suk gled over hendes læber, hendes øjne gled halvt i og hun klemte lårene sammen om hans hånd ”Rart at vide hvorfor.” krævede hun alligevel, mens hun åbnede øjnene og så på ham igen, nu med et glimt af begær.

[Amos Søfarer]

Han ignorerede hendes udbrud, som hun også vidste, at han ville. Han brugte i stedet hånden til at skubbe hendes lår fra hinanden igen og fortsætte med at kærtegne hende. "Jeg er ny Tyvekonge. Alle oplysninger, jeg kan have om de folk, jeg omgiver mig med, er hjælpsomme." Han smilede et af sine sjældne smil for at vise, at han ikke var irriteret. "Hvorfor fortalte du mig det ikke?"

[Serena Løveklo]

Serena spændte hårdt for at klemme lårene yderligere sammen, men i sidste ende var det en tabt kamp og hun skulede halvhjertet mens hun forsøgte at sidde stille. Ikke på vilkår hun ville give ham sejren i at vise så tydeligt, at hendes krop overgav sig længe før den trodsige hjerne.

Hans smil fik det til at blafre lidt i hendes mellemgulv af helt andre grunde end råt begær og hun trak ligegyldigt på skuldrene ”Der er flere tidligere horer i dit hof. Det kan ikke overraske dig.” slog hun det igen hen selvom hun vidste nøjagtigt hvorfor hun selv havde dømt det en mindre vigtig information.

[Amos Søfarer]

Hendes ligegyldige tone havde en lille note af noget, som fik ham til at fortsætte med at bore i det. Det var ikke en tilfredsstillende grund, hun gav ham. "Det gør det heller ikke. Men det ændrer ikke på, at det ville være betydningsfuldt at vide." Han kyssede hende langs halsen et øjeblik. "Og du undgår mit spørgsmål." Han trak sig tilbage og så hende ind sigende ind i øjnene.

[Serena Løveklo]

Serenas øjenlåg blev igen tunge og selvom hun prøvede at lade være, gled hendes hoved langsomt til den ene side og gav hans vandrende læber bedre plads. Blikket der igen mødte hans var mørkere, men stadig lige forsvarsberedt ”Fordi du er min og jeg ikke har tænkt mig at dele.” svarede hun så ligefremt og skød hagen trodsigt frem.

[Amos Søfarer]

Han smilede lidt, da hun endelig fortalte, hvad der havde afholdt hende fra at fortælle det. Han trak hende ordentligt op på hans skød, så hun sad på begge hans lår og han lænede hende lidt bagover, så han holdt hende i sin ene arm, mens han lagde den anden mod hendes kind. "Troede du virkelig, at jeg ville synes om Miela?" Hans øjenbryn var hævet op i tydelig vantro, inden han lænede sig ned og begravede sin mund ved hendes hals igen.

[Serena Løveklo]

Serena udtryk var stadig trodsigt da hun efter et lavmælt udbrud af overraskelse, nu havde den ene hånd bag hans nakke og den anden krummet mod hans bryst, uden at have en skjorte at holde fast i. Hun fnøs halvhjertet, men trak ikke ansigtet væk fra hans hånd. I stedet lænede hun kinden hårdere ind mod den da hans læber igen fandt hendes hals ”Jeg havde ikke lyst til at finde ud af det.” mumlede hun, lettere distraheret og satte neglene let mod hans nakke mens hendes øjne igen gled i.

[Amos Søfarer]

Han fortsatte med at kysse hende på halsen nogle gange. Han var evigt overrasket over, at hun ikke følte sig sikker på ham og samtidig så kunne han ikke lade være med at føle en lille tilfredsstillelse ved det, for det afslørede dybden af hendes afhængighed af ham. Og det betød meget for ham. Det var også derfor, han besluttede sig for endnu engang at vise hende, hvor meget hun betød for ham. "Du behøver ikke at være bange." Hans ord var rolige og lige ud for hendes øre. "Vi tilhører hinanden vi to."