En larmende velkomst

[Kara Kulsvier]

Marek Smed

14. marts, år 526 M.T

Det var tidlig eftermiddag, og i en kombination af det gode vejr og tanken om at sommeren var på vej, var en mærkværdig ro blevet affødt i Corus; Undtagen på Tågelygten, hvor Mikals gråd var blevet så ustyrlig, at Kara havde været nødt til at forlade kroen, og søge ud mod gården, i et forsøg på at få ham til at falde til ro.

Hun forsøgte at vugge ham frem og tilbage, og nynne en af de tyranske vuggeviser hun kendte, men intet hjalp det. Det skar i hende hver gang han hylede, og hun var næsten selv på randen af tårer, i det hun tog en dyb indånding, og begyndte forfra på at nynne visen.

[Marek Smed]

Marek var kommet hjem selv samme dag og det var naturligvis en grund til at fejre. Det var der så meget der var, når man var en del af Bryggerfamilien og de manglede i hvert fald ikke undskyldninger.

Tværtimod var han halvt gennem sit andet krus gode øl, da han - stadig med et grin på læberne - trådte ud i gården for at trække luft. Der var dog ikke tilnærmelsesvis mere ro derude og han så lidt forundret på den unge kvinde, hvis barn så ud til at være ved at skrige lungerne ud.

Han holdt sig halvt for det ene øre. "Har du brug for hjælp?"

[Kara Kulsvier]

De blå øjne hvilede på den lyshårede mand der trådte ud i gården og i et kort sekund, var hun sikker på at det var Micah, før det gik op for hende at det ikke var tilfældet. Ligheden var dog slående. Hun så beklagende på ham, med et undskyldende udtryk malet i ansigt, i det hun bemærkede hvordan han holdte sig for det ene øre.

Hans spørgsmål fik et svagt, taknemmeligt smil frem på hendes læber, hvorefter hun bevægede sig hen mod ham, for at minimere afstanden. “Det er første gang jeg oplever ham så ked af det. Han plejer ikke at græde sådan”, forklarede hun, og plantede et blidt kys mod sin babys pande, hvis ansigt efterhånden var helt forgrædt.

[Marek Smed]

Marek bed ikke vanvittigt meget mærke i pigen. Barnet gjorde i større grad opmærksom på sig selv og hans blik hvilede på den mindre skikkelse, der med sit forvrængede ansigt, mindede ham om baby Elzie.

Som femtenårig knægt havde der ikke været meget mere formål end at forsøge at få ungen til at stoppe med at skrige. Han så tøvende op mod moderen. "Må jeg prøve?"

[Kara Kulsvier]

“Ja”, Kara havde stadig svært ved at ryste ligheden han havde med Micah fra sig. Det gav hende en tryghedsfølelse, der ikke fik hende til at tøve den mindste smule, i det hun rakte ham sin søn.

Kara trådte et lille skridt tilbage, og krydsede sine arme hen over brystet, der var blevet ømme efter at have holdt Mikal så længe. De blå øjne blev taknemmeligt placeret på den fremmede et kort øjeblik, inden de igen gled ned på sin søn, stadig med bekymringen at se i de unge træk.

[Marek Smed]

Marek var nænsom og tydeligt erfaren, som han tog mod barnet. Måske var det afvekslingen fra moderens arme, anspændte, udmattede og med en klar udstråling af desperation, der virkede med det samme. Det var i hvert fald Mareks teori, afslappet som han var og efter få øjeblikke skiftede de klagende skrål til mere dæmpede klynk.

Han smilede lidt og mumlede lavmælt til barnet, mens han vippede det beroligende i sine arme og efter et øjeblik skævede han op igen. "Hvem er du?"

[Kara Kulsvier]

En bølge af lettelse ramte hende i det Mikal faldt ned, og hun sendte den fremmede et smil der afspejlede dette, inden hun med en forsigtig hånd strøg sin søn blidt over hovedet, hvilket fik ham til mumle nogle af de sjove lyde, der altid fik hende til at smile lidt bredere.

Kara løftede blikket for takke ham, men han kom hende i forkøbet med et spørgsmål. “Jeg er Kara. Jeg kom hertil med Micah og Demadina Brygger fra Tyra”, fortalte hun, og sendte ham et venligt smil, inden hun rynkede sine bryn svagt sammen. Et spørgsmål rumsterede igen i hendes hoved, og hun valgte at få det besvaret, ved at tænke højt. “Er du Micahs bror? Ham der skulle ankomme i dag?"

[Marek Smed]

Mareks øjenbryn hævede sig lidt overrasket over svaret. "Virkelig?" udbrød han, før han smilede halvt. På en eller anden måde virkede barnet som en blokade for de ting, der normalt krøblede ham. Han så nærmest ikke, at kvinden var køn.

Øjeblikket efter nikkede han. "Det er mig. Marek," hilste han og nikkede en enkelt gang, men stoppede ikke med at vugge barnet let. "Kendte du Dina?"

Hvad vidste han. Han havde aldrig været i Tyra.

[Kara Kulsvier]

Karas læber trak sig op i et bredt smil over hans ord, før hun rystede svagt på hovedet. “Nej, desværre. Jeg håber dog på at komme til at lære hende bedre her i Corus”, fortalte hun med en oprigtighed, der gjorde det tydeligt at det ikke var af ren høflighed at hun havde sagt ordene. Der var noget fascinerende over Dina, det havde Kara indset allerede i løbet af de første dage hun havde mødt hende, og hun kunne ikke lade vær med at se lidt op til hende.

“Det må være rart at have så stor og tæt en familie”, sagde hun, og skævede kort hen mod bagdøren hvor en svag brummen af latter og snak kunne høres, inden de blå øjne blev vendt mod den andenældste brygger igen. “Især Elzie. Hun er noget helt specielt. De ting hun kan komme op med. Hvor får hun de skønne inputs fra?”, spurgte hun, og lo mildt, inden tænderne blev blottet i et venligt smil.

[Marek Smed]

Marek nikkede en anelse, men han var egentlig ikke helt sikker på, at han så forstod, hvordan i alverden hun var endt der. Han gav sig dog ikke til at udspørge hende, men nikkede blot en anelse og smilede skævt.

"Elzie har mange ældre søskende, der har gjort sit for at fylde hende med idéer til skarnstreger," forklarede han, mens blikket rettede sig mod drengen, der nu faldt helt til ro. "Det sker med børn, der vokser op på Tågelygten..."

[Kara Kulsvier]

Kara trak på smilebåndet, og nikkede en smule til hans ord, før en munter lyd forlod hende. “Jeg har selv to ældre brødre, og de gjorde alt for at sikre sig, at jeg forstod at de var de ældre, og derfor vidste bedre”, et lavmælt grin forlod hende, og et glimt af munterhed var at finde i de blå øjne, inden hun bestemt krydsede sine arme. “Vi mindre søskende må gøre vores for at være på lige fod med jer”, smilet blev bredere, hvilket kun fik munterheden til at virke mere fremtrædende, inden hun rømmede sig, og lod de blå øjne glide ned på sin søn.

“Se, hvor rolig han er blevet”, påpegede hun med varme i stemmen, inden hun lod sine fingre strejfe Mikals kind igen. “Tak”, tilføjede hun, og løftede hagen for at rette sit blik mod Marek, inden et mildt smil, med undertonen af taknemmelighed, blev sendt hans retning.

[Marek Smed]

Marek kom til at smile skævt over kvinden, Karas, ord. "Jeg har også to ældre brødre," mindede han hende om. Han havde lige så mange ældre søskende, som han havde yngre. Ultimativt den midterste.

Han nikkede let og så op, for først nu at indse, at hun var trådt lidt tættere på. På samme måde indså han også først nu, at hun var virkelig køn og det fik, naturligvis, hans tunge til at slå en knude. "Det, øh. Var så lidt," mumlede han, før han pludselig rømmede sig dæmpet og gjorde anstalter til at række barnet tilbage.

[Kara Kulsvier]

Kara rakte sine arme frem for at tage imod sit barn, og hun kunne mærke en svag nervøsitet røre på sig i det hun mærkede vægten af barnet mod sine arme, i frygt for at han ville begynde at græde igen. Han lå dog lige så roligt hos hende, som han havde gjort hos Marek, og hun kunne ånde lettet op. Hun smilede varmt ned til sin søn, inden hun så op igen, uden at bemærke ændringerne i Mareks opførsel den mindste smule.

“Jeg har fået arbejde i køkkenet her på Tågelygten”, fortalte hun, og knugede sin søn lidt ind til sig, inden hun forsatte. “Det er på prøvetid. Men det er mere end jeg kunne bede om”, det var tydeligt at se på hende at hun var yderst taknemmelig for det tilbud hun var blevet givet af Bryggerfamilien.

[Marek Smed]

Marek var omhyggelig og forsigtig, da han lempede knægten tilbage i sin mors arme og lod blikket dvæle ved ham nogle øjeblikke, før han så tøvende op på hende igen. Smilet var måske en anelse nervøst.

"Nå? Det er da dejligt," svarede han, en kende tamt. "Jamen, så ses vi jo nok noget mere..." konstaterede han tøvende og så lidt tilbage mod døren. "Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe. Jeg må hellere...?"

[Kara Kulsvier]

Hendes ord var blevet sagt med stor entusiasme, og det brede smil blev derfor en kende mindre ved hans svar, dog uden at forsvinde helt. “Ja. Det gør vi nok”, svarede hun tilbage, og rynkede panden en smule, forvirret over måden han havde valgt at formulere sig på.

Hun betragtede ham forsigtigt, før hans sidste ord fik hendes smil til høfligt til at trække sig opad, inden hun nikkede. “Ja. Gå endelig. Jeg bliver herude lidt endnu. Tak igen”, sagde hun, og knugede Mikal blidt ind til sig, mens hun fulgte Marek med blikket kort i det han gik mod bagdøren, før hun drejede rundt, og bevægede sig længere ned i baggården.

Tråd afsluttet