Efterfest

[Petria Glas]

Vitor Øksesvinger

Hun spejlede hurtigt sig selv i de blanke overflader, mens bølgerne gled forbi, og hun indsnusede den friske luft af salt og tang, mens de blå øjne interesseret studerede hver enkelt sejlbåd der holdte til i havnen. Et dybt suk fra vinden bed let i hendes kinder, og ruskede lidt op i de krøllede lokker, som hun på grund af varmen havde opsat i en lav knold.

Det overraskede hende, da hun så op mod himlen, og indså at hun havde siddet med benene ud over havnebroen, i hvad der efterhånden svarede til en halv dag. Snart ville solen gå ned og det var hendes yndlingstidspunkt på hele dagen. Hvis blot hun kunne male. Så ville hun indkapsle netop det øjeblik, og finde maleriet frem, hver gang hun ikke kunne sove.

[Vitor Øksesvinger]

Slåskampe havde i efterhånden mange år været noget, som Vitor holdt meget af. Og som altid, når han havde været ude at slås, og nok havde fået en del blod på sig, og selv blødte, søgte han ned til havnen. Dernede kunne han få skyllet det værste af sig.

Han gik hen ad molen, og fik øje på en skikkelse siddende med benene udover havnebroen. Han kneb øjnene let sammen, for at se, hvem det var. Han havde hørt rygter om en ny ankommen til Tyvenes Hof, men havde ikke haft tid til at se hende an endnu. Måske det var hende. Rygterne lød på, at hun skulle være fra Scanra. Han fortsatte sin gang hen til hende, dog nogle skridt længere, så han ikke stod lige ved siden af hende.

[Petria Glas]

Petrias blik var fastlåst på himlen, og der gik lidt, før hun indså, at hun ikke længere var alene. Hun drejede i starten kun hovedet den mindste smule, nok til at hun kunne ænse personens skygge, der bevægede sig som bølger, hver gang personen tog et skridt.

Så løftede hun hagen. Lyse lokker af hår faldt ned over hendes ansigt, og hun måtte løfte en arm, og føre det om bag øret, så hun bedre kunne se. Synet fik hendes øjne til at flakke, men resten af kroppen forholdt sig i ro. “Du bløder”, stemmen var lav, tydeligt afslebet til perfektion i konstant konfrontation med usikkerheden ved at tale højt. Langsomt, men endelig, fandt de blå øjne hans.

[Vitor Øksesvinger]

Den tydelige accent i hendes stemme afslørede med det samme, de rygter som han havde hørt om hende. Det var tydeligt, at hun var fra Scanra, og bestemt ikke havde være i Corus særlig lang tid.

Han drejede hovedet en anelse, da hun talte til ham. Han satte sig ned på havnebroen og trak let på skuldrene. "Det er ikke alt sammen mit," sagde han og lod den ene hånd glide ned i vandet, for at vaske en anden mands blod af dem.

[Petria Glas]

Hun granskede forsigtigt hans ansigt for spor af ufortalte sandheder, men fandt intet. Livet som slyngel var barskt. Pietra var stadig ved at vænne sig til det - hvis det da nogensinde blev noget man vænnede sig til. Af ren refleks rykkede hun sig i det han satte sig ned, men det var ikke meget, og da han sad ved siden af hende, var mellemrummet mellem dem ikke større end beskedent.

Hun åbnede den lille pose hun havde liggende ved siden af sig, og trak et slidt klædestykke op derfra, som hun lagde på det frie brostykke mellem dem, hvorefter hun skubbede det hen mod ham. Det ville gå hurtigere for ham at få det indtørrede blod af, hvis han havde noget at gnubbe det væk med. Pietra trak sine hænder til sig, og lod dem falde ned i sit skød, inden blikket igen blev vendt op mod himlen.

[Vitor Øksesvinger]

Han lagde ikke rigtig mærke til hendes bevægelser, men koncentrerede sig mere om at vaske blodet væk, hvor han kunne komme til det. Heldigvis var der stadigvæk en smule dagslys tilbage, så han kunne se, hvad det var han foretog sig.

Hun lagde et klædestykke imellem dem, og han drejede hovedet for at se, hvad hun mente med det. Men det var åbenbart en gestus, så han nemmere kunne få blodet af. "Tak," mumlede han blot, tog klædestykket og dybbede det i vandet, hvorefter han skrubbede blodet af hænderne. Han vred det våde klæde og kiggede ned på det. Det var blevet lidt mørkerødt af blodet. "Vil du have det igen?"

[Petria Glas]

Hun overvejede kort hvad der havde fået den unge mand til at søge ud til havnebroen. Var det blot for at vaske blodet af sig? Eller havde han søgt det samme som hende? Ro og stilhed fra den ellers store mængde af tumult. Hænderne lå i skødet på hende, hvor fingrende nulrede enden af det tynde tæppe, som var lagt over hendes skuldre.

Hans ord fik hende til at vende de blå øjne mod klædet, inden hun i en stille bevægelse rystede på hovedet. “Det var ikke til meget brug alligevel”, svarede hun stille, men med en svag mildhed i stemmen. Hun flyttede igen blikket. Lod dem søge ud mod havets bølger der virkede så beroligende på hende.

[Vitor Øksesvinger]

Selvom hænderne var blevet lidt renere end før, så var der stadigvæk blodstænk på hans tøj og lidt i ansigtet, men det havde han ikke lagt mærke til. Ved hendes ord, lod han blot det blodrøde klæde ligge ved siden af sig på havnebroen. Han satte sig ned ved siden af hende, og et meget svagt smil spillede på hans læber. Det var lang tid siden, at han havde hørt en anden end ham selv med scanransk accent. "Du er fra Scanran, ikke sandt?"

[Petria Glas]

Hans tilværelse fremkaldte ikke den typiske angst hos hende, på trods af at solen var ved at gå ned, og hendes skuldre stadig føltes anspændte. Hun konkluderede at det måtte være hans accent. Den fremkaldte en hjemlig følelse hos hende. Den mindede hende om sin bedstemors lille hus ved bredden, og de lange stier, som hun havde leget ned af et utal af gange. Dengang verden havde virket enkel i sin fremmedhed.

Hun nikkede som svar, efterfulgt af et lille smil. Denne gang så hun på ham uden at skjule det. “Hvordan endte du op her?”, spurgte hun forsigtigt. Hun behøvede ikke også at få bekræftet at han var fra Scanra. Hans accent talte for sig selv.

[Vitor Øksesvinger]

Han havde egentlig ikke behøvet at spørge hende. Hendes accent havde afsløret ved de første ord, som han havde sagt til ham. Ved hendes spørgsmål, gled der for en kor stund en skygge hen over hans ansigt. Det forsvandt dog, da han trak ligegyldigt på skuldrene. "Jeg blev træt af livet deroppe," svarede han. Det var en direkte løgn. Men ingen i Corus kendte hans navn, eller hvorfor han var kommet til Corus. Han var her bare. "Dig?" Spurgte han. Han var langt mere interesseret i oplysninger omkring hende. Oplysninger var altid gode at have.

[Petria Glas]

Petria fortrød sit spørgsmål i det hun havde stillet det. Den slags spørgsmål havde en tendens til at blive kastet tilbage i hovedet på en, og var der noget hun ikke ønskede, så var det at rive op i de minder. Såret den tid havde givet hende havde i forvejen svært ved at hele. Der var ingen grund til at gøre det mere sårbart.

Petria flakkede en gang med øjnene, men trak så på skuldrene, før hun vendte blikket udad. “Jeg havde ingen grund til at blive”, mumlede hun ud, og fugtede sine læber, hvorefter hun begravede sine fortænder i underlæben. Det var sandt nok. Ingen familie, ingen udødelig romance. Kun dårlige minder hun havde ønsket at flygte fra.