Støvlesnak

[Orimilius Skriver]

Til Lee Bartram

Solen var endnu ikke gået ned, men udenfor var det så småt begyndt at mørkne og inde i Støvlekatten var der ganske roligt. I et hjørne, let til siden for pejsen, sad et par drabanter, der havde taget en tidlig fyraften og nu nød et krus skummende øl, mens de diskuterede dagens ballademagere. Bag disken stod kromutter med ryggen til og sorterede i rækkerne af farverige flasker på hylderne. Den lette klirren af flasker akkompagneredes af en lut, der med lette anslag nænsomt blev stemt af sin ejer. Iblandt alt dette sad Orimilius ganske stille og vippede med foden, imens han let førte pennen hen over et stykke pergament for at tage noter til sin næste fortælling. De gode gamle historier virkede altid og kunne drejes, blandes og jongleres, men indimellem måtte en historiefortæller, som alle andre kunstnere, finde på noget nyt.

Med et let suk lagde Orimilius pennen fra sig og tog et slurk af sin letøl. Han vidste at kromutter havde en tønde med cider ude bagved og med glæde ville varme den for at hjælpe en gammel mand, også selvom omtalte gamle mand nu ikke følte sig som en sådan, men han ville gemme den til Mester Bartram ankom. De havde kun kendt hinanden i et par måneder, men Orimilius havde ikke mødt mange andre med samme fornemmelse for dramatik og historier. Det var egentligt Amelias, hans nieces datters, skyld at han og Mester Bartram overhovedet var faldet i snak. De havde været inde at se et teaterstykke og Amelia havde forelsket sig i Mester Bartrams rolle. Bagefter havde hun slæbt Orimilius om bag scenen og før de vidste af det var Orimilius og Bartram faldet i snak.

Denne dag havde de aftalt at mødes i Støvlekatten, nu de begge boede i Fabeldistriktet, og Orimilius forventede at Mester Bartram nok ville diskutere nogle af de stykker han overvejede at søge optagelse på. Orimilius så ned på noterne til sin egen historie, der endnu ikke havde så meget kød på. Nå, Mester Bartram dukkede nok snart op og efter en aften med ham plejede Orimilius' hoved at vrimle med ideer. Ungdommens fantasi, Orimilius smilede let.

[Lee Bartram]

Det var en god dag. Lee havde fri fra teatret en enkelt aften og udnyttede det ikke til at besøge Baronen af Viksø. Der var noget med, at man ikke skulle sidde lårene af folk... Desuden trængte Støvlekatten og den gængse befolkning i området til at få et besøg og hans gane havde brug for at blive læsket med de simple, gode drikkevarer på stedet. Han havde set frem til at mødes med den gamle, krogede, pudsige mand med de gode historier fra landevejen.

Da han trådte ind på kroen, så han sig nysgerrigt omkring. Det imponerende, grålige skæg var ikke rigtig til at overse og han hævede en hånd til hilsen, før også en kropige fik en hilsen med på vejen i form af et indsmigrende smil. Det var efterhånden blevet en vane at småflirte lidt med i hvert fald et enkelt kvindfolk per aften og den buttede, lyshårede lille sag var et udmærket valg i denne omgang. Hun smilede i hvert fald ganske kært igen og virkede helt overrasket over, at han ikke benyttede den pakkede krostue som undskyldning for at beføle hende. Den slags havde han intet behov for. Han var ærlig talt ret hurtigt mere interesseret i at komme hurtigt over til den gamle historiefortæller og slog sig ned der med et langt mere hjerteligt smil. "Mester Skriver," udbrød han, før hans bagdel var i kontakt med træet. "En fornøjelse. Hvad har De til mig denne gang? Et eventyr om Løvinden? En fabel om fjerne forfædre til Tortall? Måske endda et krus mjød på vej?"

[Orimilius Skriver]

De smukt vævede bogstaver på notearket var tørret ind mens rummet langsomt blev fyldt med mennesker. Pennen lå renset ved siden af og Orimilius havde i nogen tid givet sig hen til at studere kroens gæster, mens ølkruset langsomt blev tømt. Derfor så han den lettere ranglede, lyshårede skuespiller træde ind af døren og kante sig gennem rummet. Kort efter slog han sig ned på den stol Orimilius skubbede ud med den ene fod, mens han gengældte den unge mands smil: ”Mester Bartram”. Mere nåede han ikke at sige, inden han blev overdynget med en lettere strøm af spørgsmål. Da de lod til at Mester Bartram var kommet af med sine mest presserende spørgsmål, gav Orimilius sig til langsomt at svare i et afslappet tonefald: ”Hvad jeg har til Dem er ikke just et færdigt produkt, men det skulle da gerne ende med en historie.” ”Jeg tror ikke det er en historie for Løvinden, men man hun har det jo med at komme springende når man mindst venter det.” Her undslap en lille velfornøjet latter Ori, inden han tog fat igen: ”En fabel om fjerne forfædre?” Et kort øjeblik med brynene rynket i tanke og så fortsatte han ”Flot formuleret forslag, men jeg tænker at denne historie skal være en af dem uden for tid og sted. På sin vis ligesom fablen, men jeg tænker nu at lade hovedpersonen være en Shangkriger og ikke en talende dromedar.” ”Har du for resten hørt at der skulle være kommet en til byen? Altså en Shangkriger.” Det sidste skyndte Orimilius sig at tilføje, alt imens han fik lagt en let hånd på Kromutters arm, da hun passerede, på vej tilbage med et tomt fad. Ved berøringen vendte hun rundt, så hendes hestehale af langt sort hår et øjeblik stod ud i luften, og Orimilius spurgte med en stemme, der havde været flirtende havde han været 30 år yngre: ”Kunne du ikke hente et varmt krus af din gode cider til en gammel mand og så et krus mjød til den unge herre?” Her så han spørgende over på Mester Bartram for at sikre sig at denne ikke havde skiftet mening. Kromutter kom med et muntert fnys og mens hun begav sig af sted mod disken igen kom over skulderen et bekræftende: ”Cider til den gamle og mjød til herren.” Orimilius satte sig lidt bedre til rette inden han svarede Bartrams sidste spørgsmål: ”Ahh, ikke helt på vej, men tæt på.” Herefter gav Orimilius Bartram tid til at gruble over svarene til alle sine spørgsmål, spændt på hvad han ville nå frem til.

[Lee Bartram]

Lee smilede underholdt over Oris mangefacetterede svar. Han lænede sig afslappet tilbage og ventede på, at den gamle mand var færdig med sin bestilling, før han selv sagde noget. Selv da, tog han sig god tid og vippede lidt med den ene hånd i luften. ”Jeg synes man hører den slags rygter hver anden dag. Oftest uden bekræftelser,” konstaterede han med et lille skuldertræk.

Han hvilede nakken imod rygstøtten og så op i loftet med et skævt smil. ”Uanset om det passer eller ej, så kan man jo skrive en historie om det. Det handler bare om lidt fantasi, god fortællekunst og vilje... Og måske en god skudefuld cider og mjød?” Da han løftede hovedet igen, så han på Orimilius med et spillende blik. Det var ikke helt forkert.

[Orimilius Skriver]

Et let træk på skuldrene var eneste svar på Mester Bartrams kommentar om rygter, men da han fortsatte fandt Orimilius sig hurtigt nikkende samtykkende. Da den unge mand var færdig mødte Orimilius hans spillende blik med faste klare grå øjne: "Det opsummerer de essentielle dele af en historie ganske godt, selvom jeg nu holder af mere en lidt fantasi. Mjød og cider hjælper gerne på den konto, men jeg er ikke helt ung længere og må holde mig til et glas eller to. En smule viden om dramaturgi er dog heller ikke helt ved siden af, når det kommer til at skabe den gode historie." Det sidste tilføjede han med en dramatisk gestus af sin højre hånd samtidigt med at hans blik blødte lidt mere op. Læreren var kortvarigt kommet op i ham. Med et venligt smil spurgte Orimilius nu ind til Mester Bartram: "Nu vi taler om dramaturgi, hvorledes går det på de skrå brædder? Blænder du dem stadigvæk med dit talent? Ellers kunne min nieces datter måske hjælpe dig." Det sidste tilføjede han med et hemmelighedsfuldt blik.