Ved floden

[Gwyneth af Masbo]

Tilegnet
  @sebastian

Genskæret fra solen i floden fik hende til at knibe øjnene sammen, mens hun indåndede den friske havluft. At være så tæt på havet var en af de ting hun satte pris på ved Corus, det var så anderledes for hende, der altid havde boet ved en sø. Der var måske tale om vand begge steder, men det her var nu alligevel anderledes. 

Gwyneth havde kun aller nådigst fået lov til at gå ud selv og kun efter hun lovede ikke at gå over broen til de andre bydele i Corus. Det var trods alt ikke en god ide hvis hun på en eller anden måde fik forvildet sig ned til den nedre by. Hun havde aldrig været der, men de historier hun havde hørt om det fik hende til at gyse. Disse beretninger fik hende til at tænke på sin storesøster og hun håbede inderligt at hun ville komme helskindet hjem. Den ældre kvinde sagde altid at hun bekymrede sig for meget, men hvad kunne hun gøre, når hendes lillesøster var svagelig og hendes storesøster tog i krig. Krig var dog måske en overdrivelse, tænkte hun, mens hun gik langs floden og sine omgivelser. 

Gwyneth havde iklædt sig en mørkegrøn kjole, der var broderet med lysegrønne mønstre, men ellers ikke synderlig prangende. Hun brød sig ikke om at se særligt rig ud når hun var ude og spadsere, desuden var det rart at have noget mere behageligt på. Hendes hår var delt i en midterskildning og en del af det flettet på hver side af hendes ansigt, resten hang løst ned af hendes ryg. Hendes ene hånd hvilede på en lille skuldertaske og den anden svingede diskret frem og tilbage i rytmen til hendes gang.

Den unge kvinde klædt i grønt hvilede sine arme på balustraden der skildte hende fra vandet og kiggede hen mod den anden del af byen i håb om at der ville komme en hun kendte hen over broen. Hun havde sendt meddelelser afsted om sin ankomst, men havde ingen svar fået endnu og nu var hendes eneste mulighed at gå hvileløst rundt indtil hun stødte på nogen eller blev træt og måtte gå hjem. Desuden havde hun hørt en lille fugl synge om at Sebastian af Masbo ofte red over denne bro når han skulle hjem. 

[Deleted]

Det var en dejlig dag i dag. Ikke kun fordi solen skinnede fra den kolde november himmel, men det var som om der var et eller andet der gav dagen en behagelig stemning. Det var som om alle bare var en smule mere glade end sædvanligt. Det kunne også bare være noget som Sebastian bildte sig ind, og det ville så heller ikke være første gang. Han var ikke ligefrem altid den mest egnede til at vurdere end situation, med mindre at han var ved fuld fokus, og det var han sædvanligvis ikke.
Sebastian havde med sin gode lune tænkt at det nok var lang tid siden han havde hilst på sine forældre. Eller havde han gjort det sidste uge? Han var ikke helt sikker. Nå, men de plejede da at blive glad for hans besøg, regnede han med. Sådan virkede de hvert fald. Han havde sadlet Kappa og red i et roligt tempo gennem byen. De to sværd der hang ved hver sin side slog jævnligt mod sadlen med et stille klak. Han havde et svagt smil på læberne og kiggede drømmende på de få skyer der hang i kanten af horisonten, mens de drev dovent forbi. Kappa var vandt til at skulle styre sig selv, og vidste hvilken vej hun skulle gå. Normalt når hun gik alene og han ikke styrede hende, så var de altid på vej op huset i Højagerdistriktet. Hun lod derfor sin herre sidde på hende og gik målbevidst den samme vej som hun var vandt til. Da de krydsede floden over en af broerne, brummede Sebastian stille for sig selv, mens han stirrede åndsfraværende fremad og direkte på en kvinde der stod ved balustraden, men han lagde ikke noget vægt i hendes tilstedeværelse. Da han kom tættere på den anden side af bredden, vandrede hans blik væk fra kvinden i den grønne kjole og direkte frem for sig. Han lod ikke til at have genkendt hende, hvilket han faktisk heller ikke havde. Kappa fortsatte med samme tempo, mens hendes hove slog taktfast mod broens sten.

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth var langt væk i sine egne tanker i flere minutter mens hun betragtede vandet. Hun overvejede at gå forbi sin lillesøster, hun ville nok være hjemme, men hun var ikke sikker på hun kunne vejen derhen. Et mindre suk undslap hendes læber og hun rettede sig en smule op, mens hun overvejede om hun skulle gå tilbage. I samme øjeblik faldt hendes blik på en rytter, der bevægede sig langsomt hen over broen i hendes retning. Hun fik øjenkontakt med ham et kort sekund og af ren forbavselse vendte hun hun sig med siden mod ham. Han virkede bekendt, men hun var på samme tid ikke helt sikker, hvis det ikke var Sebastian ville det være utroligt akavet. Desuden var det evigheder siden hun sidst havde set ham og hun vidste ikke om det ville være passende at hilse. Derfor drejede hun sig rundt og begyndte at gå tilbage mod familien Masbos hus, mens hun prøvede at samle mod til at hilse på ham. Det endte med at hun ventede til at hans hest var nået op ved siden af hende og da hun rettede på sit hår og så op, mødte hun endnu en gang den unge mands blik og smilede mildt til ham. "Sebastian?" Hendes stemme var lav og spørgende og den eneste grund til hun kaldte ham ved fornavn var fordi der ikke var særlig mange omkring dem og at de havde været på fornavn så længe hun havde kendt ham. Hun var dog utroligt genert når det kom til det andet køn og turde derfor ikke tale særlig højt.

[Deleted]

Mens han var i gang med at ride forbi kvinden, fangede han at nogen sagde hans navn. Han fik standset Kappa, der prustede lidt da han hev i hendes tøjler. Han vendte hovedet fra side til side for at se hvor stemmen kom fra. Da hans blik endelig faldt på kvinden i den grønne kjole kunne man tydelig se en forandring i hans blik. Nu kiggede han virkelig på hende. Før kunne man mere fornemme at han stirrede gennem hende, og slet ikke havde lagt mærke til hende. Hans blik var langt klarere nu, og de lysebrune øjne havde et mere overvågent skær en før. Han havde et lille smil på læben, som han normalt havde. Han havde ikke lige bidt mærke i at man kun havde kaldt ham ved fornavn. Han havde bare opfanget at nogen havde prøvet at kontakte ham.
Han svingede benet over ryggen på Kappa, og lod sig glide ned af sadlen, og ned på brostenene. Mange der så ham første gang bed mærke i at han havde et sværd på hver side af hoften, hvilket var meget unormalt, ville de fleste mene. Det var ikke tit man så en ridder med to sværd. "Er der noget jeg kan hjælpe Dem med?" spurgte han, mens han stadig vedholdt sit nogenlunde klare blik. Noget sagde ham at han burde kende denne kvinde, men lige umiddelbart var der ikke noget der slog klik. Siden han var blevet ridder havde han set mange mennesker, men noget sagde ham at dette var et langt ældre bekendtskab. Han rynkede brynene lidt da han begyndte at overveje hvem det kunne være. Hans øjne søgte efter noget bekendt, og der begyndte at tegnes et billede af en ung kvinde, men noget yngre end den han stod overfor. "Gwen af Gyldensø?" spurgte han forsigtigt da han mente at være sikker på hvem han stod overfor.

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth havde slet ikke forestillet sig at han ville hoppe af hesten og en pludselig generthed overtog hende nu da han stod overfor hende i stedet for at være på sikker afstand til hende. Hans klare lysebrune øjne fik hende til at rødme og hun slog instinktivt blikket ned for at han ikke skulle lægge mærke til hendes sky opførsel. Hun måtte dog tvinge sig selv til at møde hans blik da han talte til hende og bed derefter mærke i at hans udsædvanlige mundering, med sin storesøster i familien vidste hun dog trods alt at to sværd ikke var det mest almindelige at bære rundt på og hun spekulerede kortvarigt på om der var en grund.

”Øhm.. Tænkte på om De kunne hjælpe mig.. Jeg er vist blevet lidt væk.. Ser De det er så lang tid siden jeg har været her..” Hun sendte ham et undskyldende, forsigtig smil og bøjede nakken en anelse. Hans blik gjorde hende meget bevidst om sig selv og den sædvanlige akavede følelse ramte hende, som den plejede når hun stod overfor en mand. 

Gwyneths ansigt lyste dog op i et smil da han huskede hende og hun følte sig allerede bedre tilpas. ”Ja – så De kan huske mig..Hvor dejligt.. Her troede jeg at jeg ville vandre rundt hele dagen uden at møde nogle jeg kendte.. Selvom jeg selvfølgelig mødte Deres mor i morges.. ” En lav klingende latter undslap hende og hun smilede derefter let, mens hun pressede læberne sammen. Endnu en gang formåede hun at snakke alt for meget og hun tvang sig selv til at stoppe så hun ikke ville virke opfarende. I stedet smilede hun let til ham og strøg en lok af sit sorte hår bag øret.