Svaret af Alin Jelinek on Jul 5, 2015 12:51:14 GMT
Collab mellem Miri Iskandar & Alin Jelinek
Efterår år 524 M.T.
Alin havde fået et glas eller to til rådsmødet, men blev ikke længere så påvirket af drikken, som han engang havde gjort. Derfor var han også nogenlunde ædru, da han kom hjem til sin flodbåd, åbnede døren og gik ind.
Selvom hendes bevægelser var sikre, så sad hjertet helt oppe i halsen, mens hun pakkede sin få genstande sammen. Hun havde netop stoppet det sidste i vadsækken, da døren blev åbnet og Alin trådte ind.
Miri rettede sig op og vendte sig mod den ældre flodsigøjner, som hun havde været forlovet med siden hun var ganske ung. Hun var hendes ansigt besluttet. Tilsyneladende følelsestomt, selvom blikket brændte. “Jeg forlader dig, Alin.”
Han trådte ind, men nåede ikke at lukke døren bag sig, før han stoppede op i chok. “Gu gør du ej.” Hans stemme var en mellemting mellem overrasket og vred. Da chokket havde lagt sig lidt, lukkede han døren bag sig meget bevidst og stillede sig, så hun ikke kunne smutte uden om ham. Og så ventede han.
Miri var ikke overrasket over reaktionen. Hun havde forberedt sig på det værste og håndterede det ved at slynge vadsækken op over skulderen og træde hen mod ham. “Lad mig komme forbi,” bad hun roligt og så op på ham med et neutralt ansigtsudtryk. I virkeligheden stod hårene i hendes nakke lige op og hun var spændt som en flitsbue, men hun var ikke hjælpeløs. Overhovedet ikke.
Han flyttede sig ikke en millimeter. Han var ikke bange for, at Miri skulle gøre ham noget, men han havde heller ingen intentioner om at gøre hende noget. “Nej. Du er min forlovede og vi skal giftes inden årets udgang, præcis som det altid har været planlagt.” Set fra Alin’s synspunkt var der ikke andre muligheder.
Tyvedronningen rankede sig og hun mødte sigøjnerens blik ligepå. “Nej,” svarede hun og spændte lidt i kæben. En del af hende græd for det hun opgav, men hun huskede hvor befriende det havde været, da først hun havde givet sig hen til en anden. Hvor lettende det havde været, ikke at skulle bekymre sig om at sige eller gøre det forkerte.
“Mennesker ændrer sig. Jeg har ændret mig og jeg vil ikke giftes med dig længere,” svarede hun. Han havde såret hende i lang tid og nu havde hun lyst til at gøre det samme. At slippe væk fra det kvælende greb han havde haft om hende. Engang havde hun elsket ham, men den mand var langt væk og det samme var den uskyldige pige.
Han mærkede vreden røre på sig igen. “Det er Brishen, som har sat disse tanker i hovedet på dig!” Han pegede en anklagende finger imod hende. ”Jeg har jo sagt, at du skulle lade ham lege sin lille tyve-leg for sig selv!”
Miri veg ikke tilbage for den anklagende finger. Tværtimod stod hun fast og stirrede på ham. “Det har intet med Brishen at gøre,” svarede hun og trådte et lille skridt tættere på ham. “Det er ikke Brishen, der drikker dagene væk og opfører sig som en tyran,” hvislede hun. “Jeg er færdig, Alin.”
Hendes ord fik ham til at træde et ufrivilligt skridt væk fra hende - og døren - og hans øjne blev store, som anklagen sank ind. “Du ved, hvor svært jeg har haft det! Du ved hvor meget, min faders død tog på mig!”
Miri fnøs. Hun havde alt for mange gange bukket under for sympatien, men ikke denne gang. “Folk sørger og kommer videre hver dag,“ svarede hun hårdt. “Jeg har været tålmodig længe. Jeg har givet dig tid, men ikke mere. Jeg vil ikke høre det.” Og med de ord skubbede hun døren op og var få øjeblikke senere sprunget på den næste båd.
Han trådte hen imod hende, da hun smuttede forbi ham, men nåede ikke at få fat i hende, inden hun var ude af døren og på vej væk. Han var i gang med at sætte efter hende, men tænkte så over, at de ikke var alene i skoven eller andre steder og at hans familie kunne se ham. Derfor blev han stående i døråbningen og råbte efter hende. “Miri! Miri, kom så tilbage!” uden nogen forhåbning om, at det ville ske.
