Svaret af Alin Jelinek on Jun 26, 2015 8:35:05 GMT
Collab mellem Miri Iskandar & Alin Jelinek
Forår år 523 M.T.
Mødet havde igen trukket ud og han havde hovedpine, da han vendte tilbage til sin båd. Trætheden var malet ind i alle hans træk og han glædede sig bare til at se Miri. De havde aftalt at spise sammen, men nu var det flere timer over spisetid og han var ærligt talt ikke sulten mere. Han åbnede døren i forventning om at se hende vente på ham, men rummet var tomt. En tung skuffelse lagde sig over ham, men inden han var nået hen til karaflen med rom i hjørnet, havde det skiftet over til at være vrede.
Der var måske en tid, hvor Miri gladeligt havde ventet i timevis på Alin. Det var før hans faders død og dengang, den første han hilste på ikke var endnu en flaske.
Da han ikke var dukket op til spisetid, tog hun det derfor som en rimelig undskyldning for at forsvinde igen. Hun var ikke bare nogen lille pige, der ventede omkring på en mand. Hun var Tyvedronningen og havde sandelig bedre ting at se til. Det sagde hun i hvert fald til sig selv, som hun endelig slæbte sig op fra det lille græsstykke, hvor hun altid ventede på bådene og gik tilbage mod byen. Spild af tid.
Han havde netop bundet sjus nummer to, da han besluttede sig for, at han ville høre, hvorfor hun ikke ventede på ham som aftalt. Han gik derfor med bestemte skridt ud på dækket og sprang i land uden vaklen på trods af, at benene var lidt ære under ham. Hvis ikke hun var ved flodbredden havde han tænkt sig at gå helt til Corus om nødvendigt for at få en forklaring.
Netop som han kunne se stedet, rejste en skikkelse sig og gik og han satte i småløb med vreden brusende i årerne. Ikke nok med, at hun ikke havde været i båden, som de havde aftalt, hun forsøgte også at undgå ham, når hun så ham komme. “Miri! Vent!” Hans stemme var vred og højlydt.
Miris mellemgulv trak sig hårdt sammen og instinktivt satte hun farten op. Hun var vokset op på bådene og savnede sine venner og familie, men når de endelig lagde til i Corus, havde hun stadig ikke modet til at være der.
Grunden til det, var lyden af den gjaldende stemme bag sig. Hårene stod lige op i nakken og hun så sig ikke tilbage, men smøg sig så hurtigt gennem træerne, som hun kunne uden at løbe.
Måske havde hun ikke sat i løb, men det var tydeligt, at hun havde hørt ham og han satte i løb for at indhente hende. Da han gjorde, rakte han frem og tog fat om hendes overarm, så hun ikke kunne undslippe den samtale, de nu skulle have. “Miri! Hvorfor ventede du ikke på mig, som vi havde aftalt?”
Flere kuldegysninger vandrede ned over hendes ryg og følelsen af at blive forfulgt var overvældende. Det var noget af det, hun havde lært at skærpe sine sanser overfor i Corus, men alligevel lod hun nu Alin forfølge sig, som var hun et vildt dyr.
En overrasket lyd undslap hende, da han lukkede hånden om hendes overarm og instinktivt forsøgte hun at trække armen tilbage mod sig selv. Siri Sarka var ikke den samme, som den pige, der havde boet på flodbådene, men overfor Alin, var det hende der kom til sin ret. Øjnene var store, da hun så op på ham. "Du var væk i timevis. Jeg har andre pligter," svarede hun, mere undskyldende end trodsigt. Hjertet hamrede.
Irritationen over hendes åbenlyse løgn flammede endnu mere op. “Og de pligter lod til at være at sidde på flodkanten og så smutte så snart du så mig komme. Sig mig engang, vil du bare ikke være sammen med mig?!” Ubevidst havde han stillet sig så tæt på hende, at hun var nødt til at se temmelig meget op for at se ham i øjnene.
Hendes puls ræsede og huden brændte, hvor han havde ved hende. "Alin," bad hun rystende, en kontrast fra den ellers sikre tyvedronningen. Hun frygtede ikke mange ting, men hans temperament var en af undtagelserne.
"Jeg vidste ikke, hvornår du ville være tilbage," forsvarede hun sig forsigtigt og sank en enkelt gang. Hun kunne ikke svare på hans spørgsmål. "Jeg har ventet længe. Brishen venter på mig nu..."
Han vidste ikke hvorfor, men det faktum, at hun tydeligvis var bange for ham, fik ham kun til at blive vredere. “Mon ikke han kan overleve at undvære dig lidt endnu?!” Stemmen var snerrende mere end den var spørgende. “Du bruger så meget tid deroppe, at du aldrig er hjemme hos mig, hvor du hører til.” Han vendte sig lidt til siden og gik et skridt tilbage imod bådene, stadig med hånden om hendes arm, så hun var nødt til at følge med. Han havde savnet hendes selskab og kunne ikke holde til, hvis hun smuttede af sted nu. “Kom så.”
Miri holdt ubevidst vejret, da han snerrede hende ind i ansigtet. Ellers ville hun have kunnet lugte alkoholen i hans ånde. Grebet om armen var for stramt og en del af hende havde lyst til at kæmpe imod. At sige fra og fortælle ham, at han ingen ret havde over hende.
Men hun gjorde det ikke. Hun fortalte sig selv gang på gang, at hun jo elskede Alin og at han bare havde det svært. At det nok skulle blive bedre. Nogle gange troede hun endda på løgnen, men det var ikke den dominerende følelse nu, hvor han trak hende med sig over underskoven. "Alin, de venter på mig," bad hun igen, mens hun småsnublede.
Han vendte sig om imod hende igen med gnistrende øjne. “Ja, men det kan vist ikke være andres skyld, end din egen?! Hvis du nu havde været hjemme, som vi havde aftalt, så ville vi ikke have været nødt til at bruge tid på alt det her pjat.” Han vendt sig om og begyndte at gå igen.
Det ville ikke være første gang, at hun bøjede nakken og tog skylden. Hun havde gjort det mange gange før, men ikke denne gang. Hvad der greb i hende, det vidste hun ikke, men hun stoppede op og rykkede i sin arm for at få den tilbage. "Jeg var der, på det tidspunkt vi havde aftalt," udbrød hun indigneret. "Det var dig, der først dukkede op timer senere."
Han var overrasket over hendes kamp denne gang, men han havde alle dage været stærkere end hende og på trods af, at han var uforberedt, så havde han godt nok fast i hende, til at hun ikke kom fri. “Du ved udmærket godt, at jeg ville have været hjemme før, hvis jeg kunne.” Hans stemme var stadig vred, men nu ikke så voldsom mere. “Du ved jeg hader at sidde til de møder. Det eneste som fik mig igennem var, at jeg vidste, jeg skulle se dig bagefter.”
Skyldfølelsen meldte sig hårdt og ubarmhjertigt. Det fik hendes mave til at trække sig hårdt sammen. "Det ved jeg," åndede hun ud og stoppede med at forsøge at trække armen til sig. "Men det er ikke min skyld, at det trak ud." Hun løftede blikket og så direkte ind i hans. Hårene rejste sig i hendes nakke.
Ved hendes ord fik han et ømt udtryk i de mørke øjne. “Du har ret. Undskyld.” Vreden sivede ud af ham og han slap hendes arm. “Jeg blev bare så ked af det.” Han lagde sine arme om hende i en varm omfavnelse i en kæmpe modsætning til deres kontakt indtil nu. Han lagde sin kind imod hendes hår. “Undskyld, hvis jeg gjorde dig bange.”
Miris hjerte hamrede, men hun slappede en anelse mere af, da først han slap sit greb og i stedet omfavnede hende. Det var øjeblikke som det, der overbeviste hende om, at hendes Alin ikke var forsvundet endnu.
Hun nikkede ind mod hans bryst. "Jeg kan blive lidt," sagde hun stille.
Han trykkede hende lidt hårdere ind til sig og tog hendes ansigt i sine hænder, så han kunne se hende i øjnene med en varme, som sjældent kom frem for tiden. “Det er jeg glad for.” Han lænede sig ind og kyssede hende forsigtigt - som kunne hun gå i stykker. “Jeg elsker dig, nufăr.”
Hjertet hamrede lidt hårdere i brystet på hende, men et smil sneg sig frem over hendes læber. Hun lukkede øjnene og lod ham kysse sig, før hun nikkede svagt. "Jeg elsker også dig," mumlede hun lavmælt, på trods af at hun nogle gange var i tvivl. Om den del af ham, hun holdt af, ville blive ved med at eksistere.
