Svaret af Alin Jelinek on Jun 22, 2015 6:03:12 GMT
Collab mellem Miri Iskandar & Alin Jelinek
efteråret år 522 M.T.Alin havde stirret på den samme plet på gulvet siden han kom tilbage fra mødet. Han vidste ikke, hvor længe det var siden. I dag var det præcis en uge siden, at hans far var død og sorgen var ikke blevet lettere at bære. Det var tværtimod som om, det blev værre for hver dag. Der var et stort hul i brystet på ham og han kunne ikke finde noget, som kunne fylde det.
Og han var dødtræt af folks sørgmodige ansigter. At de så på ham, som var han en fremmed, selvom han havde levet blandt dem hele sit liv. Han kunne ikke holde ud at være sammen med nogen af dem og det var derfor, han havde lukket sig inde efter mødet. Og nu sad han så her uden at kunne tage sig sammen til at gøre noget som helst.
Miri havde selv mistet sin far år forinden og nu var det samme sket for Alin. Hun havde været ung. Ung nok til ikke helt at forstå det, men sådan var det ikke med ham og hun følte smerten, som var den hendes egen.
Alin var en del af hende og hun kunne ikke længere holde sig på afstand og give ham tid til at sørge. På trods af det åbenlyse ønske om at være alene, sprang hun om bord på båden, der nu tilhørte Alin. Hun bankede på træet, men ventede ikke på svar, før hun var trådt ind. “Prietenă,” sagde hun lavmælt.
Han så op, da det bankede på - uvillig til at svare - men mærkede pludselig tårerne samle sig og løbe over, da han hørte Miri’s stemme. Noget i ham bristede og de løb ned over kinderne på ham, inden hun havde nået at lukke døren bag sig. Han blev pludselig klar over, at han havde ventet på hende. Manglet hende i denne enorme sorg og kort efter sad han med ansigtet skjult i sine hænder og rystende skuldre.
Miri tøvede ikke i mange sekunder. Alin havde altid været stærk og nu faldt han fra hinanden foran øjnene på hende. I det korteste øjeblik naglede det hende til gulvet, før instinkterne skød ind.
Hun sank ned foran ham og lukkede hænderne om hans håndled. “Alin,” bad hun bestemt, men dybfølt. “Prietenă mea. Se på mig.” Hans tårer var knusende, men hun faldt ikke fra hinanden. I stedet strammede hun grebet lidt og forsøgte at få ham til at gøre, som hun bad.
Han havde ikke kunnet græde siden den frygtelige dag, hvor hans far var blevet dræbt, men nu hvor tårerne endelig var kommet, kunne han ikke stoppe dem igen. Da hun faldt ned foran ham - rørte ved ham - mærkede han et voldsomt jag af smerte gå igennem hans knuste hjerte og en knust lyd, fandt ud imellem hans læber. Han havde dog ikke lyst til, at hun skulle se ham sådan og han nægtede at fjerne sine hænder fra sit ansigt.
“Alin,” gentog hun mere bestemt den her gang og med autoritet, som hun ellers sjældent brugte overfor ham. Det gjorde fysisk ondt på hende at se ham sådan, men hun skubbede sine egne følelser væk. “Se på mig.” Hun skubbede sig tættere på ham, som hun fysisk nægtede ham ensomheden længere. Blikket brændte og hendes hænders greb var fast. Næsten hårdt.
Han vidste ikke, hvordan han skulle komme ud af dette hul. Han kunne ikke se sig ud af denne umulige situation, men da hun forlangte, at han så på hende igen, lod han sine hænder glide om, indtil de lukkede sig om hans nakke og et par øjne fyldt med desperation fandt hendes. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Stemmen knækkede på det sidste ord og han så igen ned i gulvet, som tårerne begyndte at løbe.
Miri havde set ind i de mørke øjne utallige gange i løbet af årene, men hun havde aldrig set den smerte, hun så i dem nu. Det rørte noget dybt i hende og hendes ansigt faldt, mens hun druknede i hans desperate blik.
Hun flyttede hænderne og hvilede den ene fast mod hans skulder, mens den anden tørrede tårerne væk. “Du er ikke alene,” hviskede hun bestemt og lukkede fingrene på den ene hånd hårdere sammen. “Jeg er her hos dig. Vi kommer videre sammen, prietenă,” mumlede hun, mens hun kyssede hans pande og fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre, også kyssede tårerne væk fra hans ene kind.
Han mærkede hendes hænder mod sin hud og pludselig var der noget, som brød igennem det hulrum, han havde befundet sig i den sidste uge. Han tillod hende at tørre hans øjne, selvom det ikke gjorde nogen forskel, da friske tårer erstattede de gamle hele tiden. Han hørte hendes stemme, men registrerede ikke, hvad det var, hun sagde til ham.
I stedet fjernede han sine hænder fra nakken og lagde dem om hendes varme skikkelse. Han trak hende tæt ind til sig og begravede sit ansigt ved hendes hals, mens han stadig gennemrystedes af små hulk. Men kontakten med hendes hud hjalp og kort efter satte han små desparate kys i hurtig rækkefølge langs hendes hals.
Miri vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var stadig ung og selvom hun havde mistet sin far, så havde hun ikke lært at håndtere det. Det eneste hun kunne komme på, var at vise Alin fysisk, hvor meget hun holdt af ham og hvordan hun havde tænkt sig at være der for ham.
Hun havde afvist ham mange gange, men ikke nu. I stedet flyttede hun på sig, slap ham med den ene hånd for at justere skørtet og kravlede så tæt ind til ham som hun kunne komme, med et ben på hver side af ham. Hænderne lukkede sig bag hans nakke og hun kyssede ham insisterende, mens hun holdt ham tæt ind til sig. Beskyttede ham. “Jeg elsker dig,” sagde hun halvkvalt ind mellem kys og strammede sit greb.
Han blev blev helt chokeret, da hun kravlede op på skødet af ham og viklede sine ben omkring livet på ham. Chokeret nok til at gråden stoppede og for første gang i en uge, kunne han tænke på noget andet end sorgen. Hendes kys startede en ild i ham, som havde brændt mange gange før, men som aldrig var blevet slukket ordenligt og nu hvor hun kastede sig efter ham, brød alle de gamle følelser frem for lys lue og han kyssede hende desperat tilbage.
Han kunne ikke svare på hendes ord, men han tog sig på at vise hende det i stedet. Hans arme lagde sig stramt om hendes ryg og ønskede bare, at han kunne komme tættere på hende.
Det virkede. Hun kunne mærke, hvordan gråden stoppede og det opfordrede hende kun til at fortsætte. Det var ikke særligt rationelt, men det var en løsning og det var nemt at følge den. Miri trykkede sig ind til ham og gjorde sit kys dybere, mere krævende, følelsesladet.
Hendes hænder fjernede sig fra hans nakke, for i stedet at løsne snørerne i hans skjorteåbning, indtil hun kunne bøje nakken og kysse den varme hud over hans kraveben. Hun kunne mærke hans reaktion og det sendte et sus gennem hende, en følelse af at hun trak ham væk fra sorgen og det fik hende til at øge sin vægt ned mod ham mærkbart.
For øjeblikket var der ikke plads til andre følelser, end dem, som Miri tændte i ham og han var svag nok til at gribe chancen for at få sorgen på afstand bare for et øjeblik uden at skulle tænke for meget over det. Han rejste sig op og bar hende hen til sengen, som stod i hjørnet af rummet. Fars seng - han forviste bestemt tanken og lagde sig ned på sengen med hende under sig. Han frigjorde hendes ben fra sig og lod sine hænder glide ind under hendes bluse og begyndte at trække den af hende.
Hendes mellemgulv trak sig hårdt sammen, da Alin løftede hende op i armene. Hun havde afvist ham flere gange end hun kunne huske, men ikke nu. Nu lukkede hun bare benene tæt omkring ham og lod ham lægge hende på sengen, der burde have været en ægteseng, men ikke var det.
Den tanke forviste hun nu og løftede i stedet armene over hovedet, så han kunne få blusen af. Hendes hals var tør, men hun lod ikke nervøsiteten krybe ind. Til gengæld var hendes kys mere blidt end for et øjeblik siden, da hun trak ham til sig igen og hev ham tættere på med benene.
Han trak blusen helt af hende og hans egen røg kort efter. Hendes blide kys satte lidt ro i ham, men han kunne ikke presse desperationen helt i baggrunden, før han mærkede de mørke følelser røre på sig igen og han kastede sig fuldt ind i akten igen. Han lagde begge sine hænder imod hendes kinder og kyssede hende, mens han pressede sig hårdt ned imod hende og ubevidst begyndte han at bevæge sig lidt. “Hvad skulle jeg gøre uden dig, nufăr?” Hans stemme var stadig rusten, men følelserne bag stemmen var ikke til at tage fejl af.
Miri havde skubbet sine egne behov og følelser til side i desperationen efter at give Alin en form for forløsning, men et sted under overfladen lurede nervøsiteten stadig. Hun lod den ikke komme frem, men sank blot og tog en hørlig indånding, da han trykkede sig ned mod hende med mærkbar kraft.
“Du er ikke uden mig, prietenă,“ slog hun fast ind mod hans læber, opfordret af hans tonefald. “Jeg er her. Jeg er din,” hviskede hun, før hun kyssede ham igen, mere krævende denne gang, og lod fingrene løbe ned over hans nøgne ryg. Følelsen fik noget dybt i hende til at trække sig hårdt sammen.
Han havde fornuft nok i hovedet til at huske, at dette var deres første gang, men han kunne ikke stoppe sig selv. Den dårlige samvittighed krøb ind på ham og pludselig gik luften af ham. Han gemte sit ansigt ved hendes hals og han mærkede modløsheden glide ind i ham igen. “Jeg.. Jeg kan ikke. Det er ikke sådan, det skal være…” Han snøftede igen og klamrede sig til hende. “Men jeg ved ikke .. Ved ikke hvordan..” Resten af ordene forsvandt, inden han fik dem sagt og han klamrede sig bare til hende, mens sorgen igen overtog ham.
Det gik lige så godt, indtil det ikke gjorde længere. Hun mærkede hvordan, hun mistede den kontrol hun havde vundet og hvordan Alin gled tilbage i den fortvivlede sorg, som hun ikke kunne bære at se ham med.
Det rev i hendes bryst og en del af hende, havde lyst til bare at kysse ham igen og håbe på, at han glemte det, men hun kunne ikke. I stedet strammede hun grebet om ham og holdt ham tæt ind til sig. “Hvad ved du ikke, prietenă?” hviskede hun ind mod hans øre, uden at slippe ham. “Fortæl mig det.”
Han forsøgte desperat at holde sorgen på afstand, men han kunne mærke den komme krybende - støt og altdominerende. “Jeg kan ikke gøre det godt for dig, som jeg har det nu. Jeg kan ikke styre mig.” Hans ene hånd lagde sig imod hendes bryst, uden at han havde bedt den om det, men han flyttede den heller ikke. I stedet strøg en tommelfinger hen over den lille knop og han mærkede igen mørket blive trængt i baggrunden.
Miris øjne brændte svagt, men hun nægtede at give efter for impulsen. Hun måtte ikke lade hans sorg påvirke hende på den måde, skønt hun også havde haft et nært forhold til hans far. Hvis hun lod den slippe ind, så kunne hun ikke hjælpe ham og der var intet hun hellere ville. Hun var desperat.
“Jeg er ligeglad,” åndede hun ud, før hun nåede at tænke over det. Hun ignorerede sin nervøsitet og hele sit grundlag, for ikke at have givet sig hen for adskillige år siden. Miri skælvede over det lille, ukendte kærtegn og fugtede sine tørre læber en enkelt gang. “Jeg er ligeglad, Alin. Jeg vil hjælpe dig.”
Den dårlige samvittighed var næsten lige så voldsom som sorgen et øjeblik og den blev ikke mindre af, at hun forsikrede ham om, at det også var hendes valg. Han trak sig lidt op og så hende i øjnene et sekund eller to og dét han så der, fik noget af knuden i maven til at løsne sig. Han holdt varsomt om hendes ansigt og kyssede hende langsomt og dvælende - forsøgte virkelig på at tage det roligt - men sekundet efter angreb han igen hendes mund og denne gang havde begge hans hænder fundet hendes bryster.
Han havde ofte nok talt med de andre unge mænd og selvom han ikke selv havde nogen erfaring på området, vidste han nok til at kunne vide, hvad han skulle gøre. Hans hænder var derfor blide på trods af den intensitet, han kyssede hende med og efter et stykke tid, rakte han en hånd ned imellem hendes ben - uhindret af skørtet, som stadig lå omkring hendes liv.
Miris øjne var store og opfordrende og hun fortalte sig selv, at det var det helt rigtige tidspunkt, da han kyssede hende igen. Hun skælvede under den ukendte følelse af hænder mod sin hud, men hun var tryg ved Alin og hun vidste, at han var den rigtige. Hvordan kunne han være andet, så længe som de havde været sammen.
Hun havde naiv tiltro til ham, selv i hans opløste tilstand og hun slap en hørlig lyd, da hans hånd vandrede videre og overskred endnu en grænse. Hun stivnede lidt og glemte at trække vejret i et øjeblik, før hun fandt hans blik og smilede forsigtigt, men opfordrende. Hjertet hamrede med en intensitet, hun ikke kunne huske at have oplevet før.
Han mærkede hendes nervøsitet og forsøgte at gøre hende mere rolig, ved at lade sin ene arm glide ind under hendes nakke i en halv omfavnelse, hvorefter han lænede sig ned og kyssede hende varmt igen. Hendes nervøsitet lagde en dæmper på hans desperation, da han kunne finde en smule afstand ved at koncentrere sig om hende.
Han holdt hende tæt ind til sig, mens han trak hendes underbeklædning ned om hendes hofter og lod sin hånd lægge sig over hendes dunede høj. Han lod en finger følge langs revnen - frem og tilbage - inden han til sidst lod den glide en lille smule ind i hende - og han fattede for første gang rigtigt, at hun faktisk havde tænkt sig at give ham lov.
Miri trak vejret hørligt og en anelse overrasket ind, da Alin brød en anden, ny barriere. Fingrene knugede sig sammen mod hans skuldre og selvom en lille stemme sagde, at det stadig var for tidligt, så havde hun ikke tænkt sig at stoppe ham.
I stedet sank hun og lukkede øjnene, mens hun vænnede sig til den nye følelse. Hun var overrasket over sin egen sensitivitet og da hun åbnede øjnene og igen så ind i hans, var de brune øjne blevet en umulig smule mørkere.
Hendes fingre mod hans skuldre fik ham til at stønne dybt og han brummede dybt nede i halsen, mens han fysisk måtte tvinge sig selv til at tage det roligt. Hun havde succesfuldt fjernet hans fokus på faderens død og han kunne nu ikke andet end fokusere på hende.
Hendes øjne fik et sug til at gå igennem hans mellemgulv og han lænede sig ganske langsomt ned og kyssede hende, hvorefter han kyssede hendes ansigt og hals, inden han tog hendes bryst i sin mund og sugede let. Mens han gjorde dette, fandt han den knop, som han havde hørt omtalt som kvindens lystknude og gav sig med let klodsede fingre til at bearbejde den.
Hun havde ikke vidst, hvad hun skulle gøre for at hjælpe og hun gjorde heller ikke meget nu, men hvis bare det trængte sorgen væk for en stund, så ønskede hun ikke mere. Imens lod hun sig opsluge af Alin's klodsede, men ukendte og dermed overvældende kærtegn.
En lavmælt, overrasket lyd røg over hendes læber og fingrene krummede sig sammen ned mod stråmadrassen. “Hvad laver du?” spurgte hun forundret og glemte i et øjeblik helt, hvorfor hun gjorde hvad hun gjorde.
Han trak sig forskrækket tilbage og så på hende med store øjne. “Gør jeg dig ondt?” Hans hænder havde han trukket til sig i samme øjeblik hun havde talt og han var næsten bange for at røre ved hende.
Miri rystede på hovedet og følte sig en anelse varm om nakken, men alligevel sneg et smil sig frem over hendes læber. “Nej,” svarede hun og så forundret på ham. “Nej, overhovedet ikke…”
Han opdagede først, at han holdt vejret, da hun beroligede ham og han pustede let ud. “Det var godt.” Det første smil i flere uger viste sig på hans ansigt og han lænede sig igen ned og kyssede hende varmt, mens hans fingre genoptog deres forehavende. “Kan du ikke lide det?” Stemmen var let drillende denne gang og han kyssede hende let flere gange, mens han ventede på hendes svar.
Ved synet af Alins smil, voksede Miris eget og afslørede tænderne. Hun var i et øjeblik mere opslugt af det, den kortvarige glæde i hans blik, end deres foretagende. I hvert fald indtil han begyndte igen og hun trak vejret hørligt ind.
Det var svært at koncentrere sig om kyssene og en lettere overvældet lyd undslap hende, før hun nikkede og sank en enkelt gang. “Jo,” kvækkede hun og flyttede den ene hånd, for at lukke den fast om det mørke hår i hans nakke.
Han skubbede sin arm lidt længere ind under hendes hoved, så hun næsten lå fastklemt imellem hans overarm og hans ansigt. Han kyssede hende igen og igen, mens han masserede hendes lystknude og nød at mærke hendes bevægelser under sig. Han nød, at han kunne sætte sådan en lyst i hende og han nød, at han kunne få lov til at kontrollere hendes lyst i dette umulige øjeblik.
Efter et stykke tid, flyttede han igen sin mund til hendes bryst og flyttede sin hånd ned til hendes åbning, som denne gang var betydeligt mere fugtig end tidligere.
Det var meningen, at Miri skulle fokusere på Alin, men hendes tanker var usammenhængende og distraherede. Han var overalt på hende og i nogle øjeblikke var hun i tvivl om, hvorfor hun havde sagt nej så længe. Hele hendes krop sitrede i forventningen om noget mere, som hun ikke helt vidste hvad var.
Fingrene knugede sig sammen i hans hår og hun løftede sig instinktivt lidt op mod ham. Hun var ikke i en position, hvor hun kunne skelne godt fra skidt. Der var trods alt heller intet at sammenligne med. I stedet åndede hun lavmælt lyden af hans navn og lod øjenlågene falde i.
Han stønnede igen, da hun sagde hans navn og han trak sig lidt til siden, så han kunne løsne sine bukser. Kort efter var de kommet af og han lagde sig roligt ind langs hendes side igen, så hun ikke skulle blive skræmt over hans tydelige ophidselse. Han kyssede hende forsigtigt og førte derefter hendes hånd hen til hans manddom, hvorefter han fortsatte med at kærtegne hende for at distrahere hende fra en eventuel frygt.
Miri følte sig tryg med Alin. Det havde hun altid gjort og selvom det hele var nyt, ukendt og hun var en anelse nervøs, så var hun ikke bange. Til gengæld rødmede hun en anelse, da han tog hendes hånd.
Hendes hals føltes en anelse tør og hun så søgende på ham, forsigtig, men villig. Det betød dog ikke, at hun vidste, hvad hun skulle gøre. Hjertet hamrede i brystet på hende, mens hun så spørgende på ham.
Hendes forsigtighed tændte op under ham og han var voldsomt tilfreds med, at hun ikke var lige så bekendt med det, de lavede, som han var. “Luk hånden omkring mig og stryg din hånd op og ned af mig.” Hans stemme var dyb og hæs og der var ingen spor af den sorg, som tidligere havde lammet ham.
Miri blinkede lidt over Alins tonefald, den dybe tone, der afslørede hans ophidselse. Det fik hende til at smile forsigtigt, før hun fugtede læberne og gjorde som han bad hende om. Hun var svagt distraheret af hans kærtegn, men fokuserede på sine egne bevægelser og så opmærksomt på ham.
Han sugede luft ind mellem sine læber i en voldsom bevægelse, da hun gjorde, som han sagde og en enorm beruselse opfyldte ham, som han stønnede lavmælt og igen angreb hendes læber med sine - tavst opfordrende hende til at fortsætte.
Efter et stykke tid, kunne han ikke klare at vente mere og han tog omkring hendes hånd og flyttede den roligt væk fra hans manddom, men inden han placerede den ved hendes side, førte han hendes håndled til sine læber og kyssede det let.
Hun var kun opildnet af hans reaktioner og det opfordrede hende til at fortsætte. Hun så opslugt på ham og blev ved, mere og mere sikkert, lige indtil han stoppede hende.
Blikket var spørgende, men roligt. Han udstrålede ikke, at hun havde gjort noget forkert. Miris åndedræt var tungt og hendes hud sitrede lidt over den begrænsede varme udenfor tæpperne, men der var ikke plads til meget andet end Alin i hendes tanker. “Jeg elsker dig, prietenă,” hviskede hun kærligt. Omsorgsfuld, men med en ukendt rastløshed i kroppen.
Hans blik blev ømt og samtidig brændte der en ild i ham, som overdøvede alle lyde og alle andre ting i denne verden, end Miri. “Jeg elsker også dig, nufăr.” Han lagde begge hænder omkring hendes ansigt, som han lagde sig ind over hende og placerede sig selv imellem hendes ben.
Han lænede sig ned og kyssede hende ømt flere gange, mens han lod hende vænne sig til hans vægt og kærtegnede hendes bryst. Men pludselig kunne han ikke holde sig tilbage mere og han rakte en hånd ned imellem dem og hjalp deres forening på vej. Han pressede sig en lille smule ind til hende, men stoppede derefter for at kysse hende igen.
Et kærligt smil spredte sig over hendes læber og hun blinkede et par gange, mens hendes blik fandt Alins. Smilet forsvandt ikke helt, men blev øjeblikket efter en anelse anstrengt og en lille rynke trak hendes øjenbryn sammen, som hun flyttede lidt på sig.
Det føltes anderledes end det, han havde gjort lige før, men ikke på en bedre måde. Hun sagde dog intet, men tog en dyb indånding og forsøgte at koncentrere sig om kysset. Fingrene knugede sig en anelse hårdere sammen om hans nakke, mens den anden hånd lukkede sig om madrassen og en lille lyd undslap hende.
Han kyssede hende et stykke tid, så både hans og hendes hjerte kunne holde op med at banke helt så hårdt. Da det var lykkedes, pressede han sig lidt tættere på hende, mens han pludselig var nervøs igen. Han havde hørt, at det kunne gøre ondt for kvinden den første gang, men han anede ikke, hvordan han skulle undgå det. Det eneste han kunne forestille sig at gøre, var at tage det hele stille og roligt og avancere på samme måde. Og det var netop, hvad han gjorde.
Stille og roligt bevægede han sig frem og tilbage, mens han hele tiden havde sine læber som limet til hendes. Hans ene hånd lå stadig på hendes bryst og selvom han engang imellem glemte det, forsøgte han stadig at kærtegne hende lidt for at distrahere hende. Han kunne dog ikke selv tilbageholde gisp og små støn. Han havde ventet på dette så længe han kunne huske og han var så opfyldt af begær for den kvinde, han elskede, at han ikke kunne tilbageholde dem.
Miri lukkede øjnene og koncentrerede sig. Hun havde hørt, at der var kvinder, der kunne lide det, men det var svært at forestille sig i det øjeblik. Alins blide kys og kærtegn var beroligende og det var kun det, at han virkede til at nyde det, der fik hende til at holde ud og synke ubehaget.
Netop som hun var begyndt at overveje, om det ikke snart var overstået, aftog smerten og et lettet suk gled ud mellem hendes læber, uden at hun trak ansigtet langt væk fra hans. Til gengæld løsnede hendes fingre sig lidt og hun åbnede langsomt øjnene. “Var det alt?” hviskede hun stille, spørgende. Uden at vide bedre.
Han sukkede let sammen med hende, da han mærkede hendes anspændthed foretage sig lidt. Han havde mærket noget, som han havde gættet på, var hendes mødom for et øjeblik siden, men eftersom han aldrig havde prøvet det før, havde han ikke kunnet vurdere, om han havde ret. Noget tydede dog på, at det faktisk var rigtigt.
Han smilede ned til hende og kyssede hende kærligt på næsen. “Nej, nufăr. Dette var kun den ubehagelige del af det.” Han smilede igen og kyssede hende med en ny dybde. Langsomt begyndte han at bevæge sig igen og kom nu længere ind i hende, end han tidligere havde haft mulighed for.
“Oh,” mumlede hun lavmælt, ubevidst om at hun dårligt nok turde flytte på sig. Hun lå musestille, men så op på Alin med store, nysgerrige øjne og ingen andre overvejelser end at tro på hans ord.
De blev også bekræftet lige efter og en overvældet lyd rød ud mellem hendes læber. Neglene markerede hans hud let og instinktivt flyttede hun benene den mindste smule, for at give ham plads. Hjertet hamrede og før hun vidste af det, besvarede hun krævende hans kys.
Han var glad for at mærke hende komme ham imod denne gang. Det gav en helt ny fornemmelse af, at være sammen med hende om dette og han trak hende tæt ind til sig, mens tempoet af sig selv kom højere og højere i vejret.
Han kunne ikke tilbageholde de lyde, som boblede op af hans strube og hendes navn blandede sig også ind i hans ord engang imellem, indtil han ikke længere selv var herre over sine bevægelser, men stødte hårdt imod hende flere gange i træk, inden han mærkede et klimaks, som han aldrig havde prøvet før. Han fortsatte dog med bevægelserne lidt endnu og faldt derefter sammen oven på hende og begravede sit ansigt ved hendes hals. “Tak, nufăr.”
Der var ikke meget hun kunne gøre og Miri var overladt til Alins nåde. Hun gav ham det hele ganske villigt, lod ham tage hende og borede neglene ned mod hans hud som svar. Det hele var overvældende, rodet, men følelsesladet og hun vidste, at hun aldrig ville komme tættere på ham, end hun var i det øjeblik.
Da han faldt sammen over hende, rystede hendes ben og åndedrættet var en anelse hastigt. Pulsen stoppede ikke med at ræse afsted, men denne gang var hun ikke i tvivl om, at det var afslutningen. Miri strakte sine fingre ud og lod langsomt armene glide omkring ham. Kinderne føltes varme og hun var først nu svagt bevidst om, at hun var helt nøgen. Det var dog sekundært og hun skubbede det til side, mens hun drejede hovedet lidt og kyssede hans fugtige tinding. Ord var der ikke mange af i lige det øjeblik.
Han skubbede sig lidt til siden, så han ikke lå oven på hende mere, men stadig havde hende i sine arme. “Hvordan har du det?” Nu hvor akten var overstået, vendte bekymringen for hende tilbage og han så hende nervøst i øjnene.
Miri krøb tættere ind til ham og smilede svagt over spørgsmålet. I stedet for at svare med det samme, løftede hun den ene hånd og strøg fingerspidserne blidt langs hans kindben. “Jeg har det godt,” hviskede hun stille og så undersøgende på ham. “Hvad med dig, prietenă?”
Det var et spørgsmål han ikke brød sig om, at hun stillede. Han havde lige haft det så godt, men nu krøb de voldsomme følelser ind over ham igen. “Vil du ikke blive her hos mig i nat? Det hjælper, at du er i nærheden.”
Spørgsmålet fik hendes øjenbryn til at trække sig let sammen og kortvarigt måtte hun slå blikket ned. Hun trak sig dog ikke væk fra ham, men strammede til gengæld grebet lidt, før hun nikkede svagt. “Jeg spørger min mor,” lovede hun og så søgende på ham.
Det var det bedste, hun kunne klare. Hun burde ikke være der, som det var, men med sorg som undskyldning…
Han strøg hende over kinden og kyssede hendes næse. “Ingen behøver at vide noget. Jeg siger intet, hvis du lover det samme.”
Miri smilede lidt og nikkede. “Det lover jeg,” svarede hun og lukkede kortvarigt tænderne om sin underlæbe, før hun kyssede ham dvælende. “Jeg er tilbage snart, prietenă.”
