Ud til minen

[Daniella Stjernestøv]

Arram Dalben

Det havde taget næsten to uger med forespørgsler, papirarbejde og forsikringer om, at de ville overlade alle opaler, de ikke selv skulle bruge til det kejserlige skatkammer, før end de endelig havde fået lov til at gøre et forsøg i den gamle opalmine. De var taget afsted ved omkring daggry og var nu endelig nået frem. Kejseren havde tilbudt at sende et par vagter med dem, men de havde afslået, idet de var ret sikre på, de kunne klare sig selv.

Daniella havde siddet med et kort foran sig på hesten og havde navigeret dem sikkert igennem frem til minen. Nu pegede hun frem mod en gruppe klipper. "Den burde ligge i midten af den klippeformation derhenne."

[Arram Dalben]

Arram havde aldrig lidt af fantastisk stedsans og slet ikke et sted han ikke kendte. Selvom han havde været i Carthak et stykke tid, havde han ikke været uden for byen for alvor. Det var derfor alene Daniella der førte an og ham der stolede på hun læste et kort bedre end han.

Solen stod allerede højt da hun holdt hesten an og han selv gjorde det samme da han kom op på siden af hende ”Hvilken?” han tørrede sved af panden og lod hånden skærme for solen for at kunne se ordentligt ”Den der?” han pegede og greb hurtigt fat i tøjlerne med begge hænder igen, da vallakken under ham trippede utålmodigt. Nogen genial rytter havde han heller aldrig været, eller nærmere manglede han øvelsen.

[Daniella Stjernestøv]

Hun nikkede til hans forespørgsel og skyndte sig at skjule sin morskab over, hvordan han sad på den hest. Hun selv red ikke nær så meget, som hun ville ønske, hun kunne. Hendes forældre havde altid holdt på, at hun burde lade sig transportere i karet. I dag var det heldigvis ikke en mulighed og hun nød det i fulde drag.

De red rundt om den første række klippe og kunne nu se tydelige spor efter kærrer og vogne, som førte ind til midten af formationen, hvor de kunne se en masse brædder, som var banket sammen til en barriere, så man ikke kunne komme derind.

[Arram Dalben]

Arram lod igen Daniella føre det sidste stykke og sad en smule kluntet af, da de kom tæt nok på den nedlagte mine til at se indgangen ”Så.. hvordan skal vi gribe det an?” spurgte han og frigjorde det ærme der havde viklet sig ind i tøjlen ”Jeg går ikke ud fra vi bare kan fjerne brædderne og gå direkte ind.” han rynkede panden og så over på hende ”Var udtømning den eneste grund til minen lukkede ned?”

[Daniella Stjernestøv]

Hun nikkede let til hans sidste spørgsmål, mens hun bandt hestenes tøjr til en busk i nærheden, så de ikke ville vandre af uden dem. "Så vidt jeg ved, var det det eneste ja." Hun kom hen til ham og de gik hen imod indgangen. "Men vi skal selvfølgelig altid holde udkig efter nedstyrtninger, som er en indikation af, at minen kan være ved at styrte sammen. Da de nåede derned, undersøgte hun plankerne. "Måske kan vi slippe afsted med at fjerne bjælkerne i en enkelt side bare, så vi kan komme ind?"

[Arram Dalben]

Arram nikkede og tørrede hænderne i bukserne mens Daniella tøjrede hestene ”Vi kan bruge magi til at stive gangene af, men lad os gemme det til hvis det virkelig bliver nødvendigt.”der var ingen grund til at bruge sin Gave på noget der egentligt var overflødigt, hvis man nu kunne lade være.

Ved fælles hjælp og Gave, fik de fjernet halvdelen af brædderne for indgangen. Det tog kun Arram et øjeblik at skabe en lysende kugle af magi i sin håndflade. Han trådte forrest ind i den mørke gang og sendte lyskuglen afsted fra sin hånd. Den steg lidt og duvede som en sæbeboble, men så snart troldmanden begyndte at gå, fulgte den med som om den var tøjret til ham.

[Daniella Stjernestøv]

Inde i minen lod Daniella Arram om at skaffe lys. Hun brugte kun sin gave, når det ikke kunne være anderledes og var mere end glad for, at han tog teten. Minen lod til at være sikker nok og de gik forsigtigt ned af hovedgangen, lod deres gave brede sig til siderne og gav sig til at afsøge jorden omkring dem, som de havde planlagt hjemmefra.

De fortsatte så længe, uden at finde noget, at Daniella begyndte at overveje, om de mon havde fundet den rigtige metode. Men pludselig mærkede hun alligevel noget og hun rømmede sig let. "Arram? Jeg tror måske, jeg har fundet noget." Hun pegede i den retning, hun følte trækket størst.

[Arram Dalben]

Arram var stoppet ved et fremspring i den rå mur. Der stod noget skrevet med klodsede bogstav er og han forsøgte at tyde det, uden helt at have held med det ”Ja?” svarede han, stadig med øjnene knebet sammen og næsen tæt mod muren. Så trængte det helt ind hvad hun havde sagt og han vendte sig i en hurtig bevægelse ”Hvor?” han var henne ved siden af hende på nogle få lange skridt og dirigerede lyskuglen hen hvor den ville give dem det bedste lys at se ved.

[Daniella Stjernestøv]

Hun gik hen imod minens ene væg og lagde begge hænder imod den ru overflade. "Her." Selv mærkede hun nærmest en syngen fra væggen. Noget som gav resonans, når hun puffede sin gave imod det. Spontant flyttede hun sine egne hænder og tog fat i Arram's og lagde dem på stenene, hun lige havde sluppet. "Kan du ikke mærke det?" Hun så ophidset på ham.

[Arram Dalben]

Arram så en smule overrasket ud, da Danielle plantede hans hænder mod stenmuren. Så rystede han den uventede kontakt af sig og koncentrerede sig i stedet om at finde hvad hun havde mærket. Han stod tavs med rynkede bryn nogle lange sekunder og var lige ved at ryste på hovedet da noget forskubbede sig da hans Gave kom i kontakt med det. Han rynkede brynene endnu mere og prøvede igen, før den koncentrerede rynke glattedes lidt ud ”Jo.. der er et eller andet.” gav han hende ret, men kunne ikke helt tro de allerede ville være heldige. Han havde stået med en opal i hænderne enkelte gange før og fornemmelsen nu, var ikke helt den samme.

[Daniella Stjernestøv]

Hun stod anspændt og ventede på, at han skulle kommentere på, om han troede, hun havde fundet noget og hun smilede stort af eventyrlyst, da han gav hende ret. "Lad os skynde os at finde ud af, hvad det er!" Hun hoppede næsten af ophidselse ved tanken om, at de måske faktisk havde fundet, hvad de ledte efter og så opfordrende på ham for at han skulle fjerne jorden, som de havde aftalt og trække hvad-det-nu-var frem i lyset.

[Arram Dalben]

Arram vendte ansigtet mod sin lærling med et insisterende træk i mundvigene. Hun var en helt anden person når hun blev ivrig og glemte hvordan andre mente hun burde opføre sig. Han ønskede bare det ville være permanent og ikke kun noget der skete engang i mellem.

Han trak sig et halvt skridt tilbage og slog opfordrende ud med den ene hånd ”Efter dig. Du fangede færten.” han rakte ud efter lyskuglen og kneb øjnene svagt sammen mens han koncentrerede sig. Lyset blev stærkere og gjorde det endnu nemmere at se.

[Daniella Stjernestøv]

Hun så uforstående på ham et øjeblik - uforstående, fordi hun havde troet, at han ville gøre det. Da han trak sig tilbage, gik hun lidt usikkert frem og så på muren igen. Hun lagde sine hænder imod stedet og lukkede øjnene, mens hun trak sin gave frem og lod den søge ud i jorden omkring dem igen. Hun mumlede nogle få ord og forestillede sig, at hendes gave samlede sig til et net, som hun lagde tæt omkring dét, hun kunne mærke og stille og roligt trak nettet til sig.

Der faldt en lille lind strøm af jord ud fra væggen, mens hun arbejdede og til sidst så hun en sort sten dukke frem af overfladen. Hun trak den lidt længere ud og gjorde den derefter fri af væggen og vendte sig imod Arram med en lille bitte opal i sine hænder. "Ih altså." Skuffelsen var tydelig.

[Arram Dalben]

Arram fulgte opmærksomt med mens Daniella arbejdede. Han var klar til at bryde ind, men forventede ikke det blev nødvendigt. Han ville gerne sige hun havde haft en god underviser før ham, men selvom det rent faglige måske havde været tilfredsstillende, havde han efterhånden fundet ud af, at det menneskelige haltede.

Så han smilede opmuntrende selvom hun var tydeligt skuffet over fundet ”Det var i det mindste en opal, Daniella. Det kunne have været glas.” han lagde en hånd på hendes skulder og rettede sig helt op ”Kom, vi fortsætter.”

[Daniella Stjernestøv]

Daniella var meget tæt på at surmule over det skuffende fund, men nåede at tage sig i det. Arram's ord hjalp også på det. Hun krympede sig ufrivilligt en lille smule, da han lagde en hånd på hendes skulder. Hun vidste nu godt, at hun ikke havde noget at frygte fra hans side, men reaktionen var for indlært, til at hun kunne stoppe den endnu. Hun havde dog efterhånden lært at hun godt måtte røre ved ham, selvom hun stadig synes, det var lidt sært og hun gjorde det heller ikke ret ofte. Men det var så meget nemmere, hvis det var hende, som rørte ved ham og ikke omvendt.

Hun skyndte sig dog at rette sig igen, fordi hun havde bemærket, at han blev lidt trist, hver gang det skete og hun ville helst ikke skuffe ham mere, end hun allerede havde gjort."Ja, lad os det." Hun begyndte at gå og åbnede samtidig den lille sæk, hun havde fået med fra universitetet til at opbevare eventuelle opaler i og lod den skuffende sten dumpe derned.