Svaret af Alin Jelinek on Jun 19, 2015 20:16:36 GMT
Collab mellem Miri Iskandar & Alin Jelinek
Sommeren år 520 M.T.
Alin sad med ryggen mod en stor hængebøg og så ud over floden, som gled langsomt forbi. Yderst på tegningen foran ham, trådte enden af en flodbåd frem i sorte kulstreger og han gjorde, hvad han kunne for at fange den ro, som synet indgød ham selv, på papiret. Han var så opslugt af af sit forehavende, at han ikke hørte, at nogen nærmede sig.
Flodbredden var fugtig, men Miri havde altid holdt af følelsen af den under sine bare tæer. Selvom hun var væk fra floden, så kunne hun mærke nærheden og et smil spillede over hendes læber, da hun fik øje på en velkendt skikkelse.
Smidigt sprang hun over trærødder og dukkede under lavthængende træer, indtil hun dumpede ned ved siden af den mørkhårede mand. Tænderne var synlige i et smil. “Gemmer du dig for mig, Alin?”
Han fik et mindre chok, da der pludselig sad nogen ved siden af ham, men da han så, hvem det var, lagde han den nærmeste arm omkring hende og trak hende tæt ind til sig og kyssede hende på håret. “Aldrig, min smukke blomst.” Han puttede hendes hoved ind til hans hals og trak vejret dybt af lykke.
Miri lod sig villigt trække tættere på og løftede det ene ben, for at lægge det ind over begge hans. Krogen ved hans hals passede godt til toppen af hendes hoved, det havde hun lært for længst, og hun sukkede tilpas, mens blikket gled nysgerrigt over tegningen.
“Det ser smukt ud allerede,” bemærkede hun og smilede lidt, før hun trak hovedet tilbage og så op på ham. Tænderne var synlige. “Hvis du smiler dit pæne smil, kan du sikkert få en lille adelspige til at købe et af dine billeder inde i byen.”
Hans arme var lange nok til, at han kunne tegne ganske forsigtigt, selvom han sad med hende i sin favn og han fortsatte derfor, mens han stadig havde fat om inspirationen. Nu hvor Miri var kommet til, fandt han, at fornemmelsen af ro og fred, trådte lettere frem på papiret og han smilede derfor bare og blinkede til hende, da hun talte. “Ja, der skal nok være nogen, som er tomhjernede nok til at købe dem.”
Miri fnøs og skubbede forsigtigt til ham, for ikke at komme til at ødelægge tegningen. “Kun adelsfolk har råd til at købe den,” rettede hun ham og kyssede ham flygtigt på kinden. Tænderne var synligt i et overbevisende smil med en svagt drillende undertone. “Dine tegninger er alt for gode, til at tilhøre nogen borgerlig.” Hun tyggede let ned på sin underlæbe. “Undtagen mig selvfølgelig…”
Han kyssede hende blødt på panden uden at kommentere yderligere. Han havde aldrig lært at forstå, at folk ønskede at købe hans tegninger. De var fyldt med fejl og endte ofte med at se nussede ud, men eftersom han elskede at tegne dem, og der samtidig var nogen, som var dumme nok til at købe dem, valgte han bare at se det som en løsning på et problem. Hans øjne var dog varme, da han så ned på Miri. “Du må få så mange af mine tegninger, som du har lyst til.”
Den unge sigøjner smilede varmt og kærligt. “Kun hvis du har lyst til at give mig dem,” bemærkede hun, mens hun så op på ham gennem sine øjenvipper. Smilet sitrede i hendes mundvige og selvom hun ikke var uerfaren i livet, så var der stadig en snert af uskyld i hendes blik. Fingrene strejfede hans kind let og tænderne kom helt til syne. “Jeg elsker dig, Alin. Min store kunstner.”
Han lagde sin tegning fra sig og placerede omhyggeligt kulstiften ovenpå, så den ikke blev væk og lagde derefter sin frie hånd mod hendes bløde kind. “Jeg elsker også dig, min lille nufăr.” Han lænede sig lidt ind imod hende og pressede et kys mod hendes læber. Derefter endnu et. Og endnu et, mens han holdt hendes ansigt fast til sit. Et øjeblik var han ved at tro, at han ikke ville kunne stoppe, men på en eller anden måde lykkedes det og han trak sig tilbage - let snappende efter vejret.vandlilje
Han så på hende med kærlighed og et brændende begær i øjnene. “At tænke sig, du snart fylder seksten år.” Han strøg en lok af hendes hår om bag øret på hende, mens han lod sig bade i hendes skønhed. “Jeg kan slet ikke vente, til du bliver min.”
Miris hjerte hamrede hårdt, da Alin kyssede hende og det var svært ikke at læne sig ind mod ham og lade ham tage lige så meget, som hun gav. Kinderne var varme, da hun trak sig tilbage og åndedrættet hastigt.
“Jeg er allerede din,” konstaterede hun med et spillende blik og kyssede ham overfladisk igen, mens hun i stille sind priste sig lykkelig for det valg, der var blevet taget for hende. Modvilligt trak hun benene til sig og skubbede sig på benene. “Mama sendte mig for at sige, at der er mad,” afslørede hun med et varmt smil. “Jeg kunne blive siddende her længe, men vi bliver sultne senere…”
Han sad et øjeblik og bare så på hende og skulle til at argumentere for, at hun bestemt ikke var hans endnu. Ikke på alle måder. Han ville dog ikke presse hende. Ikke med vilje i hvert fald. Men han var i den sidste tid begyndte at kunne mærke, at hun var en voksen kvinde og at han selv havde været voksen et stykke tid. Da hun rejste sig, blev han siddende et kort sekund, mens han forsøgte at presse sit behov bag sig og smilede derefter til hende igen. “Jamen så må vi jo hellere se at komme tilbage.” Han rejste sig op og samlede sine ting sammen, hvorefter de gik sammen tilbage til flodprammene.
