Svaret af Deleted on Nov 21, 2013 22:06:55 GMT
Sebastian af Masbo
FØDSELSDATO 03-05-496 M.T.
ALDER 28 år
NATIONALITET Tortall
RANG Ridder
LEN Masbo
DRAGKISTEN
VÅBEN Han har alle de våben der nu kræves af ham, men det som flest lægger mærke til er at han altid har to sværd på sig, en på hver side.
DYR Han har en gammel, grå, langhåret hunkat, som hedder Mauda, og ellers har han sin trofaste ganger, en grå hoppe han har kaldt for Kappa.
MAGISKE EJENDELE -
UDSEENDE
FACECLAIM Shiloh Fernandez
UDSEENDE Sebastian er en velproportioneret ung mand, med kort mørkebrunt, næsten sort hår, der sidder som en uregerlig rede på hovedet af ham, og for det meste ligner han lidt en forblæst krage, da han ikke ligefrem er den der går alt for meget op i sin frisure, da han ikke har tid til det. Han har to lysebrune øjne der for det meste virker til at have et tåget og tomt udtryk, men kan skifte til et klart og skarpt blik på få sekunder. Den hårde riddertræning har selvfølgelig givet ham en hvis muskelmasse, der kræves af en ridder at besidde for at kunne kontrollere sine våben, med den finesse der kunne ses ved de fleste riddere.
Han er ikke den der træder i de fineste klæder, da han ligesom sine forældre er ikke den mest velhavende blandt de adelige, men på grund af især sin moders krav, så går han i klæder der mindst kræves af en mand af hans herkomst, så han ikke ville gøre familien til skamme. Man ser ham desuden sjældent uden to sværd, en ved hver side.
PERSONLIGHED
INTERESSER
- Tegning og maleri: Han er en kunstner. Han elsker at tegne og male, og han tegner stort set altid, så snart han kan komme til det, og for det meste tegner han underlige maskiner, fabeldyr (andre end de udødelige) og til tider temmelig erotiske scener, på mange forskellige måder.
- Opfinde: Han elsker at prøve at opfinde nye og sære mekanismer, selvom han meget sjældent kommer længere end fra idéfasen, og når han omsider går i gang med at prøve at bygge noget, så går der sjældent særlig lang tid inden han glemmer det og lader det stå i hjørnet, men ikke desto mindre synes han at det er fascinerende at prøve at lave nye ting.
- Samling af forsteninger: Han er lidt af en samler af mange forskellige ting, men især hvis han finder noget forstenet, så tager han det med sig, så han har fået sig en fin lille samling med tiden.
ERHVERV Ridder af Kronen
GAVEN Han har en lille gave med evner inden for element magi. Farven er en knitrende harlequin grøn, hvilket får gaven til at virke langt større, da den har sådan en kraftig farve.
FREMTIDSPLANER Så langt frem ser han slet ikke. Man er heldig hvis han planlægger til den næste dag, men han regner nok stadigvæk med at være en ridder.
PERSONLIGHED Mange der møder ham første gang tænker tit om han overhovedet hører efter hvad man siger. Bare rolig. Han gør alt hvad han kan for at prøve på det. Han er ekstremt distræt. Han kan tit komme til at glemme hvad han egentlig var i gang med at lave, og gå over til noget andet, hvis han kommer i tanke om at det skal han også nå, så derfor kan han nemt fremstå som meget omflakkende og temmelig umulig at være sammen med. Han er dog ganske flink og venlig overfor alle, og bliver nemt flov hvis han føler at han har kommet til at være uhøflig eller ligefrem vanærende overfor andre. Det er dog ikke ens betydende med at han aldrig kan være fokuseret. Han kan nemlig godt lige pludselig blive ekstremt fokuseret, hvilket tydeligt ses i hans blik. Normalt virker han nemlig altid fuldstændig fjern, og blikket er meget drømmende, men pludselig kan man bare mærke på ham at han fokuserer på noget, hvilket tydeligt kan ses på hvor opmærksom hans blik bliver. Selvom han altid virker meget fjern, så kører hans sanser egentlig på højtryk og advarer ham om det meste, så hvis hans opmærksomhed virkelig er påkrævet for sin overlevelse, så bliver han straks fokuseret. Det sker også hvis der er noget der virkelig interesserer ham, og tænder en tydelig inspiration hos ham.
På grund af hans meget distræte adfærd er han meget nem at overtale til ting, og man kan nemt manipulere med ham, så at få ham ud i tåbelige situationer uden meget energi, er derfor en barneleg for de fleste. Man skal dog passe på med at nare ham for tit, da han mener at hvis man narer ham første gang, så er det hans egen skyld, men gør man det en anden gang, så bliver det personligt, og han begynder at blive fjendtlig stemt. Hvor fjendtlig han bliver kommer meget an på hvor alvorlig narestregen er, og jo værre den var, desto længere tid vil det tage sig at forsone sig med ham.
Meget af tiden er han i sine egne tanker, som er ganske fantasifulde, så man kan nemt komme til at ende i en samtale med ham, hvor han pludselig udtaler noget, som han tænkte, hvilket vil fremstå som nogle umulige tanker for de fleste, og der er snak om at han er en smule skør. Hvis hans ideer og fantastiske forestillinger ikke kommer ud gennem ord, så kan man næsten være sikker på at de kommer ned på papir eller lærred, hvis han lige får fat i det.
Ellers er Sebastian en meget elskværdig ung mand, med hjertet på det rette sted og forholdsvis fordomsfri overfor andre. Han dømmer sjældent bogen på dets omsalg. Derfor virker han også som en ganske imødekommende person, hvis man lige ser bort fra hans til tider meget fjerne blik. Til gengæld, hvis man begynder at hælde lidt vin på ham, så begynder fjernheden at fjerne sig, og han bliver meget mere fokuseret på sine sociale relationer og langt mere jordnær, selvom hans fantasi godt stadigvæk kan komme til udtryk, bare at han virker langt mere seriøs omkring nogle af sine vanvittige ideer.
BAGGRUND
FAR Sir Piers af Masbo, 54 år, underviser på væbner skolen og ridder af Tortall
MOR Lady Sira af Masbo (née Legan), 49 år, hofdame for dronningen
SØSKENDE Lady Dina af Stenbjerg (née Masbo), 25 år, adelsfrue
Lady Nienna af Masbo, 18 år, adelsfrøken
CIVILSTATUS Enlig
BØRN Der kommer nok nogen, ellers bliver mor Sira nok meget skuffet
BOPÆL Hvor han oftest opholder sig er på Paladset når han ikke er udsendt, selvom han også af og til residerer hos sine forældre, hvis han lige føler for det.
HISTORIE
Der var liv og glade dage da en lille dreng blev født. Det var ridderen Sir Piers og dennes hustrus førstefødte, og oven i købet en søn. Glæden havde ikke været mindre havde det været en pige, men det var trods alt en søn, der kunne føre familienavnet videre. De nybagte forældre var utrolig stolte over deres lille søn, der stirrede op på dem med sine klare lysebrune øjne. Ingen var i tvivl om at han skulle blive en ridder, ligesom sin far, der også var en dygtig en af slagsen, så drengen havde alle tiders gode mulighed for at blive opdraget til at blive en fabelagtig ridder, og en dag skabe sig selv et flot ry, ligesom sin fader.
Opvæksten var præget af kærlighed og omsorg, men også discipliner opdragelse, selvom den først blev tydligere jo ældre han blev. Knap kunne han gå og holde et træsværd, inden faderen, Sir Piers, prøvede at lære ham at bruge et sværd. Det først lange tid blev det ikke mere til en håbløs viften med attrappen i luften, men den jævnlige træning styrkede den lille drengekrop, og gjorde ham ganske udholdende, og med tiden begyndte han sågar at kunne bruge sværdet til andet end at slå den over kokkepigens storetå, så hun spildt sovsen ud over hele køkkenet, og råbte og skreg i et kvarter, fordi hun kom bagud med aftensmaden, når hun nu var den eneste der for rundt i køkkenet.
Man kunne godt sige at Sebastian af Masbo havde en ganske tryg opvækst, hvilket er ganske rammende. Han havde ingen bekymringer i livet. Heller ikke da en smule af den opmærksomhed han stort set altid fik, gik over til hans lillesøster, da hun blev født. En af de største problemer han nok havde var da man fandt ud af, at han ligesom sin moder havde Gaven. Ikke noget stort, men nok til at sætte ild til dugen med en harlequin-grøn flamme. Han var kun fem år gammel, så man fik lige set efter hvor stor Gaven var, og så skulle han selvfølgelig også undervises i hvordan han kunne kontrollere det, så han ikke faklede hele bygningen ned, hvilket ville en større irritation. På dette tidspunkt begyndte han også at miste fokus fra ting. Han begyndte at blive mere og mere fjern, og det eneste tidspunkt han ikke helt virkede til at forsvinde ind i sig selv, var under den daglige træning med sin far i fægtekunsten. Tit fandt man den lille Sebastian med et eller andet i hånden, mens han tegnede på stort set hvilken som helst overflade han kunne komme til. Det startede selvfølgelig ud som harmløse krusseduller, men allerede da han var syv år kunne de fleste se hvad det var han tegnede, med mindre det var noget han selv havde fundet på, så var der ikke rigtig nogen der kunne se hvad hans børnetegninger skulle forestille. Det gav stuepigen jævnligt grå hår på hovedet, siden det tit skete at han havde fået fat i noget kul og var begyndt at tegne på gulvet og væggene.
Da han nåede omkring sin tiende sommer så blev han sendt i pageskolen, så han kunne blive ridder. På det tidspunkt var han endnu ikke helt så distræt, så man kunne se på ham at han glædede sig utrolig meget, og han snakkede ikke om andet end at blive ridder, og kæmpe mod uhyrer og banditter. Hans tegninger (der nu omsider kun blev nedfældet på pergament) bar også tydelig præg af hans glæde, nu hvor han skulle af sted på pageskolen og blive en rigtig ridder. Den unge Sebastian tog alle indtryk til sig, som en tør svamp sugede vand til sig. Han kunne knap nok lade være med at stirre på alt og alle, og man havde i lang tid ikke set ham så fokuseret i så lang tid, så man håbede da på at ridderuddannelsen vil fjerne det drømmeriske blik fra ham.
Tiden som page startede for Sebastian som for så mange andre. De ældre pager, især fjerdeårs pagerne, satte ham til opgaver, fordi han var ny. I modsætning til mange andre, så gjorde han de fleste opgaver uden at stille spørgsmålstegn ved dem, så han holdt sig generelt på den gode side af de ældre. Ikke fordi han ikke turde sige dem imod, han gad bare ikke, og så var de opgaver de ældre pager stillede ikke så grove. De fleste var faktisk rent flinke ved dem. Det skete dog også at han jævnligt glemte at han havde en opgave, så blev nogle af de ældre selvfølgelig lidt sure, så han fik da også sin andel tæsk, selvom han gjorde alt hvad han kunne gøre for at slå igen, men hvornår kunne en ti-årig nogensinde ene mand slå en fjorten-årig, der havde haft langt mere træning end ham, så han var langt stærkere end lille Sebastian. Der var dog andre tidspunkter hvor han kunne vise sine talenter. Den tidlige våbentræning han havde fået af sin far viste sig at have betalt sig alligevel. Der gik nemlig ikke lang tid efter deres første fægtelektioner, før man tydeligt kunne se at Sebastian var blandt de dygtigste pager med et sværd, og han kunne efter ikke særlig lang tid, sågar konkurrere med tredje og fjerdeårs pagerne uden problemer. Han blev temlig populær på sin kunnen med et sværd, så han gik tit rundt med de mere populære pager i deres fritid. Han blev dog ikke særlig populær hos de forskellige Mithros præster, der underviste dem i de boglige fag. Ikke fordi Sebastian ikke interesserede sig for fagene, men han kunne alt for nemt få fat i en pen, pergament og noget blæk, så forsvandt han ind i sin egen drømmeverden og begyndte at tegne alle mulige fine tegninger. Det gjorde blot at han ikke fulgte med, så han endte bare med at sidde med en enorm bunke lektier efter stort set hver time, og ingen af Mithros præsterne kunne lide ham, fordi han kun sad og tegnede i alle timer, i stedet for at lytte efter.
Tiden gik som sådan, og pageårene begyndte lige så stille at lakke mod enden, og tiden som væbner nærmede sig drastisk. I den tid begyndte Sebastians nyfundne evne til at fokusere at blive mindre og mindre, og han blev langt mere distræt som tiden gik. I sit tredje år som page skete det uheldige at han en dag under en ridetur, faldt af hesten og brækkede den højre arm. Skaden blev dog hurtigt repareret af nogle helere, men man sagde at han ikke måtte bruge sin arm i en uges tid, så han skulle nok ikke se for meget frem til våbentræning, mente man. For at sørge for at han holdte den stille, så blev armen lagt i en slynge, og endnu en gang formanet om ikke at tage til våbentræning. Det glemte Sebastian dog temmelig hurtigt. Han tog til den næste fægtelektion, men slyngen gjorde i det mindste at han bare tog sværdet i sin venstre hånd. Da deres underviser så at Sebastian var dukket op, men blot taget sværdet i den anden hånd, tænkte han at det vel ikke kunne skade at han kunne prøve at kæmpe med venstre, så for at være flink, lod træneren Sebastian kæmpe mod den dårligste på holdet, der selvfølgelig glædede sig usigeligt meget til at give stjernedrengen tæv for en gangs skyld. Det gik dog hurtigere end nogen ville have forventet at Sebastian slog den anden uden problemer. Det var lige før man mente at det var som om han kæmpede med højre hånd. Sebastian fik derfor en ny og bedre partner, som han igen overvandt ganske nemt, selvom det selvfølgelig blev lidt sværere. Det endte med at Sebastian fik sin sædvanlige partner tilbage. Denne gang tabte Sebastian selvfølgelig noget oftere end han plejede, da han både ikke kunne være mobil nok med den højre arm i slynge, og så var han ikke helt vandt til at bruge sin venstre arm, men han klarede sig alt for godt. Træneren så en del potentiale den unge page, som viste sig at kunne bruge begge hænder forbandet godt, så han overvejede om man kunne prøve at give Sebastian to sværd, i stedet for et. Det var meget usædvanligt at man ville gøre sådan noget, men med de talenter drengen havde, så hvorfor ikke prøve det? Som tænkt som gjort. Sebastian begyndte at få ekstra timer hvor han skulle bruge to sværd. Det betød så også at han kom bagud med sine lektier, men han fik da overtalt en af de mere boglige pager til at hjælpe ham en smule på vejen.
Pagårene gik, og han blev væbner. Hans talenter med to sværd havde rygtes sig hurtigt blandt riddere, så det tog ikke lang tid for en ridder at vælge ham som væbner. Han vidste bare ikke at han ville ende med at få noget af et hyr med knægten. Ikke nok med at drengen pludselig begyndte at skyde i vejeret, men han blev blot mere distræt end han var før, og tit så glemte han sågar hvor de var på vej hen, og hvorfor overhovedet de skulle derhen. Ridderen brugte lang tid på at finde en metode på hvordan knægten kunne huske det, når han endte med at komme til at stirre på skyerne og hans tanker svævede et helt andet sted hen. Ridderen prøvede mange forskellige ting til at få Sebastian til at huske det, og den bedste metod var at få Sebastian til at tegne et kort med ruten, fordi så fik han også lov til at ufolde sig kreativt, så skidt pyt om der nu kom en grif eller to kentaurer på kortet samtidig. Knægten begyndte at huske hvor og hvorfor de skulle derhen. Sebastian har i dag ikke længere brug for det, men gør det stadigvæk blot af vane. Udover at han blev så distræt, så begyndte han også at interessere sig for kvinder, som alle halvstore drenge (eller hvert fald de fleste) nu en gang gjorde, og det skete så også at der af og til kom nogle lettere vulgære tegninger på kortene i stedet for andre, lidt mere harmløse tegner der normalt var der. Ikke at tegningerne var grimme, da mange mente at han var en rigtig kunstner. Det var flotte tegninger. Sebastian havde sågar altid taget et stykke kul med hver gang han havde muligheden, og tilspidse det undervejs, da det var ikke så nemt at tvære det ud over det hele som blæk var, og så kunne han også tegne kortet på farten, hvilket glædede ridderen en del. Ridderen havde dog ikke kun besvær med Sebastian og sin distræte natur, da de to aldrig kom til at mangle et bål om natten, slev når det regnede, hvor Sebastian med sin Gave kunne tænde et fint bål hver gang uden besvær. Ydermere så fandt Sebastian tit på nye og alternative måder at løse nogle problemer, hvilket både kunne være med taktikse planer, eller blot praktiske ting som lettere pakning og så videre.
Da Sebastian omsider nåede sine atten år, og havde haft de otte år, hvor de fire af dem var som page og de andre fire som væbner,så kunne han tage ridderprøven, og han bestod den. Nu var han blevet en rigtig ridder af Tortall, og det tog ikke lang tid inden han blev udsendt den første gang. Han skulle hjælpe en by, der blev hærget af banditter. Livet for ham fortsatte på denne måde i lang tid uden egentlig ændring. Han begyndte at opbygge sit eget ry, han fik sin oven i købet sin egen kampstil, som han havde startet at udvikle stort set siden han begyndte med to sværd, men det var først i ridderårene hvor man begyndte at kunne sige at det var Sebastians stil, og så tegnede han stort set hver gang han kunne komme til det, så han har en ganske fin samling af forskellige tegninger, og nogen ville nok sige at han er ganske skør, med de ting han havde fået ned på papir. I disse år fik han også en brændende interesse for at samle forsteninger. Han forblev dog ungkarl i lang tid endnu, selvom han fik hundredvis af breve fra sin moder om at nu skulle han altså til at finde sig en kone, som en mand med hans stand skulle, og han var altså ved at blive lidt gammel for at være en ungkarl, mente hun, men han glemte meget hurtigt brevene. Ikke med vilje, skal man dog sige. Moderen har dog ikke givet op endnu med at få hendes søn gift, selvom der er lykkedes hende at finde et godt ægteskab for hendes ældste datter. Sebastian har i løbet af ti år ikke ændret sig særlig meget, ud over at han selvfølgelig ser voksen ud, og ikke blot ligner en stor dreng, selvom han godt kan have en drenget fremtoning endnu. Måske er det fordi han endnu ikke er gift?
OUT OF CHARACTER
C-BOX NAVN Nemo
ALDER Tyve
KONTAKT PM/Skype
HAR DU LÆST OG FORSTÅET REGLERNE? Sir, yes Sir!
