En andens mening

[Emmet af Vårfos]

Emmet af Vårfos havde naturligvis ikke kun valgt at rejse mod Ravntoft, fordi hans væbner havde foreslået det. Der var tværtimod flere formål med det, skønt nogle af dem var langt mere interessante end andre. En af de knapt så interessante var den samtale han havde benyttet den fælles rejse til at have med Kommandant Mervin af Disart, om hans datter Elissa. Emmet kunne aldrig huske at have mødt pigebarnet, og det virkede en anelse afskrækkende, men ikke desto mindre var han udmærket klar over, at det var forventet af ham at han ville tage sig en hustru - og Elissa var et glimrende parti. Det kunne Emmet ikke modsige.

Han havde dog også andre ærinder i Ravntoft, og en af dem var som udgangspunkt noget mere spændende end de trættende, diplomatiske samtaler om ægteskab. Med den gamle jagthund Torden ved sin side, bevægede Emmet sig hurtigt over borggården, væk fra regnen og med et ganske klart mål i sigte.
Han morede sig over, hvordan han oftere og oftere kunne fange den rødhårede væbner i selskab med den ene af sine klassekammerater, og han så sig ikke for god til at drille hende med det, når de var i enrum. Nu var ingen undtagelse, og han var ikke engang overrasket, da han fandt Jessamine af Ravntoft i selskab med Anders af Piratklippen. Ridderen rømmede sig en enkelt gang, samtidig med at lyden af støvler mod brosten forstummede. "Væbner Anders. Hvis du vil undskylde min væbner." Emmets smil var ganske vist høfligt, men det havde også undertoner, der var knapt så sobre. Uanset kunne det aldrig måle sig med den etikette den mandlige væbner udviste, da han bukkede og med et enkelt blik mod Jessamine (som Emmet ikke overså), gjorde omkring.

Det høflige smil forvandlede sig på stedet, og Em vippede en enkelt gang med øjenbrynene, fremvisende et tenderende flabet smil. "Jeg håber ikke, at jeg forstyrrede noget vigtigt," kommenterede han, uden skyggen af reel fortrydelse. Til gengæld foldede han armene over brystkassen, mens Torden løb frem for at blive klappet af væbneren.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa havde helt ærligt svært ved at koncentrere sig om samtalen om taktik i en kampsituation med x-antal fjendtlige soldater over Vassa floden - og det på trods af, at krigstaktik sjældent kedede hende. I dag var det dog heller ikke fjerne dagdrømmerier, som lokkede hende væk fra de rigtige baner. Tværtimod fandt hun sig selv en del mere optaget af munden, der talte, end hun var af hvad han talte om - selvom det sikkert var vældig intelligent. Hun holdt lige netop sig selv fra at fare sammen, da deres komplet uskyldige samtale (okay - næsten uskyldige) blev afbrudt af en kæmpe af en ridder. Hendes.

Etiketten fik hende hurtigt på benene og til ære for Anders bukkede hun da også let for Emmet, før hun drejede hovedet med undertrykt ærgrelse over at se den anden væbner gå. Hendes fokus var dog relativt hurtigt tilbage på ridderen, som fik en grimasse igen for sine forhåbninger. "Til din information, oh nådige Herre, snakkede vi om krigen imod Scanra," svarede hun bestemt, før hun gik lidt i hug og nussede Torden bag ørerne. At hendes egne var blevet røde i mellemtiden, havde hun ikke tænkt sig at lade sig mærke med. Hun så op (man så altid op) på Emmet, imens den gamle hund logrede med halen over opmærksomheden. "Hvad har du brug for mig til? Jeg antager, at du ikke har påtaget dig et nyt hverv som min anstandsdame?" Et lille smil trak i hendes mundvige og blødte den halvfornærmede mine op. Der var ingen andre til stede til at moderere hendes adfærd til den sædvanlige bukken og skraben fra væbner til ridder. Emmet havde vist aldrig selv bedt om det.

[Emmet af Vårfos]

Emmet fnøs muntert og nøjedes med at svare Jessamine med et skeptisk blik. Han gravede dog ikke videre i det, selvom han sikkert sagtens kunne være kommet på flere interessante kommentarer til det, der tilsyneladende spirede mellem Ems egen væbner og væbneren til hans (sandsynligvis) kommende svigerfar. Han lod hurtigt den tanke slippe væk igen, og trak fingrene en enkelt gang igennem det regnvåde hår. De drillende kommentarer skulle i øvrigt nok finde en vej på andre tidspunkter alligevel.

Med et afslappet smil hvilende på læberne, og uden nogen at have nogen grund til at lægge skjul på, at han og Jessamine ud over at være ridder og væbner, også var ganske glimrende venner, hævede han et øjenbryn med et tilhørende spøgefuldt ansigtsudtryk. "Det var ikke planen. Har du da brug for en?"

Spørgsmålet var mest af alt retorisk, og han holdt da heller ikke megen pause, før han fortsatte. "Jeg syntes svagt at huske noget med, at vi var her for at hente noget. Normalt ville jeg ikke tro, at det var noget du ville gå glip af, men hvis du hellere vil luske i krogene med Væbner Anders, end at hjælpe med at udvælge et irritationsmoment til Torden, så lad mig endelig ikke stoppe dig." Han vippede med begge øjenbryn en enkelt gang, smilede drenget og tog et par skridt baglæns, før han vendte helt rundt og begyndte at gå. En lavmælt fløjten fik jagthunden til at følge efter - og med lidt held, også den hormonforstyrrede væbner.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa fnøs muntert over Emmets spørgsmål og himlede med øjnene, imens hun purrede op i Tordens pels. Hun nåede ikke at komme med et svar, men blev i stedet efterladt alene på nul komma fem og kom hurtigt på benene igen. "Hey!" Den fornærmede lyd blev ikke hængende i luften efter hende. Hun havde kortere ben end sin ridder, men de bar hende halvt i løb op på siden af ham.

Hun modstod fristelsen til at daske kammeratligt ud efter ham - lidt respekt måtte man vel bevare - og nøjedes med at hive lidt ned i sin kofte. "Jeg har allerede set dem an," informeres hun Emmet, uden at kommentere på det der med at liste rundt i krogene med Anders (det gad hun godt, men det gjorde de slet ikke rigtigt - desværre). "Der er to, som har særligt gode ben. Stærke. Jeg kan vise dig, hvordan man kan se det selvom de er helt små. Det er slet ikke svært."

[Emmet af Vårfos]

Udbruddet fra Jessamine et sted bag ham, trak et underholdt smil frem på ridderens læber. Det fik ham dog ikke til at vente på hende, tværtimod var det ganske forventet at hun snart nåede op på siden af ham.
Drillerierne var da også snart glemt, og Em lyttede med oprigtigt interesse til hvad væbneren havde at dele af guldkorn. På det punkt havde han absolut ingen skrupler ved at lade hende lære ham noget, for der var ingen tvivl om, at hun var den af de to, der havde mest erfaring med avl af hunde.
Med et skævt smil, så han kortvarigt ned mod Jessa. "Glimrende. Hanner?"

Regnen udenfor var begyndt at stilne af. Hele dagen havde bestået af kortvarige, men massive byger og hvis de var heldige, så nåede de frem i nogenlunde tørvejr.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessamine var kun fornærmet i et splitsekund. Da først hun var nået op på siden af Emmet, var det hele glemt (næsten) og hun var meget mere optaget af at vise at hun kunne andet end at fordrive tiden med sine med-væbnere. Hun trak sin hætte op, da de kom udenfor, så op på ridderen og rystede på hovedet. "Den ene er, den anden er ikke. De har ikke fået navne endnu, men jeg har forslag til dem, hvis det er..." Hun bremsede sin egen talestrøm og rømmede sig med et skævt smil, før hun fik bidt det i sig. "Lige hernede," mumlede hun, som hun viste vej til den improviserede kennel, der egentlig bare var et tætnet udhus.

De blev hilst af bjæffen fra de små størrelser, hvoraf en enkelt væltede ud af sin mors kurv i sin iver efter at sige hej. Jessa slog hætten tilbage igen og klarede ikke at holde et grin tilbage over hvalpen. Hun samlede den op og holdt den ind til sig, før hun drejede sig imod sin ridder med et spillende blik. "Hvem var det, der udvalgte Torden for dig?"

[Emmet af Vårfos]

Et skævt smil trak Emmets læber op, med et tilhørende muntert fnys. Han kunne ikke oprigtigt påstå, at han var overrasket over, at Jessa allerede havde havde navngivet dyrene, men i det mindste, så gjorde det ham egentlig heller ikke så forfærdeligt meget. Han var selv ret fantasiløs på det punkt, og selvom han ikke sagde det direkte, så var det såmænd rart nok med lidt forslag andetsteds fra.

"Lad mig endelig høre. " Han havde alle intentioner om at udvælge hanhunden, men han var ikke så urokkelig, at han allerede nu slog det fast. Han trak hånden en enkelt gang igennem de regnvåde krøller, da de nåede indenfor igen og som Jessa, satte han sig på hug for at modtage de (knapt så) små, bjæffende bæster. En munter lyd undslap ham. "Det gjorde jeg skam selv. Men det må du endelig ikke holde imod ham."

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa smilede over hele hovedet over hunden i sine arme og dumpede ned i skrædderstilling, før hun satte den fra sig på gulvet og fik oversavlet sit ene knæ. "Hende her... Zeki." Hun kløede tæven bag øret, før selvsamme vandrede nysgerrigt over for at snuse til den fremmede tilstedeværelse. Et enkelt nysgerrigt spørgsmål undslap hende og hun fnøs muntert over svaret, uden at have noget at sige om det, der ikke ville ende med at være dybt flabet. "Hun har stærke muskler. Desuden er hun både nysgerrig og ilter. Det eneste minus ved hende er at hendes overblik måske er lidt mindre end de andres, fordi hun stormer så hurtigt frem. Men hun er i virkelig god fysisk stand. Og hun tromler de andre i kullet. Torden skulle nok kunne få sat skik på hende og vist hende at han er den største."

Hun hev en af de andre hvalpe frem og løftede hans poter op. "Du kan selv se her i øvrigt. Ham her bliver ikke nogen dyr investering for nogen. Han træder skævt og han er bange for sin egen skygge. Mit andet bud er Tjørn. Ham der." Hun pegede på den mest velvoksne af hvalpene, som stod og eksaminerede Emmets støvler med næsen i fuld gang. Han havde en uregelmæssighed i pelsen og klare grå øjne.

[Emmet af Vårfos]

Emmet lyttede opmærksomt til, hvad Jessa fortalte og fulgte tydeligt med i hendes fremgangsmåde og evne til at vurdere de små kræ. Det var en ganske prisværdig evne, som så mange andre af hendes (det sagde han ikke så ofte højt). Emmet rakte frem for at klø den knapt så egnede hvalp på hovedet, den som Jessa sad med. Selvom han ikke havde tænkt sig at investere i ham, var han nu meget sød alligevel.

"Hm," Ems opmærksomhed skiftede til hvalpen, der snusede omkring hans støvler og med det ene knæ hvilende i jorden, løftede han den velvoksne hvalp op for at undersøge ham nærmere. "Tjørn. Godt navn." Han kastede et enkelt blik mod sin væbner fremvisende et skævt smil, før han fortsatte den korte undersøgelse af hvalpen. "Mon ikke vi skal få en ordentlig jagthund ud af dig, Tjørn."

Tråd lukket