Drøftelser

[Matti Almsted]

   

Collab mellem Rispah Væver & Matti Almsted
den 3. juni år 526 M.T.

Matti havde haft en uro i kroppen hele natten og selvom det lykkedes ham og hans makker at fange et par indbrudstyve, inden de kunne slippe væk med deres tyvekoster, så havde rastløsheden holdt sig. På grund af de to arrestander, var vagten trukket lidt ud og solen lysnede allerede himlen, da han begav sig ud til højen.

I ham sled to stemmer, som begge lød lige fornuftige. Den ene insisterede på, at han ikke skulle lade sig indblande i sådan en affære og i stedet hytte sit eget skind - stemmen lød betænkeligt meget som Rispah’s - og den anden argumenterede for, at der sandsynligvis ikke ville gå noget fra ham, ved at hjælpe hende. Desuden var hun både en sød og en dejlig pige, som sikkert ville kunne være ham en god hustru. Hvis man altså lige så bort fra det faktum, at hun elskede en anden og at Matti selv heller ikke var forelsket i hende. Men sådan var der mange ægteskaber, der startede ud.

Rispah sad der allerede og hev rastløs græsstrå efter græsstrå fra hinanden. Hun stirrede ud i ingenting, men havde fattet sig siden tidligere og forsøgt at se på situationen med rationelle øjne.

Matti havde givet hende et tilbud, der var umuligt at tage imod, men hvad var alternativerne? Hun kunne forsøge at klare sig selv, men ville ultimativt sætte både sit eget rygte og familiens over styr. Hun kunne fortælle Enze sandheden, men ville han forlade rundrejsen og komme tilbage til hende? Ville han på nogen måde kunne forsørge en familie?

Tankerne var mange og hun var så opslugt af dem, at hun nærmest ikke bemærkede at hun ikke var alene. Det gibbede let i hende, da hun så op på Matti. “Åh. Hej,“ hilste hun lavmælt og strøg en hårlok om bag øret, før hun så ned i skødet på sig selv. Tankerne var mange, men ordene fattige.

Matti smilede varmt til hende, uden at være i tvivl om, at hun sikkert stadig var ved at gå ud af sit gode skind. Han satte sig ved siden af hende og lagde en arm om skuldrene på hende et øjeblik og trykkede hende ind til sig. “Hej.” Han strakte benene og forsøgte at få styr på de nerver, som igen var dukket op. “Har du fået sovet i nat overhovedet?”

Ris protesterede ikke mod armen, selvom en lille del af hende havde lyst til at trække sig væk. I stedet rystede hun svagt på hovedet. “Der er for meget at tænke på til at sove,” mumlede hun lavmælt og lukkede kortvarigt øjnene. Et lille suk undslap hende, men hendes skuldre var anspændt. “Matti, jeg kan ikke tage imod dit tilbud.”

En del af ham havde ventet, at hun ville sige sådan. Hun var for ansvarlig og selvstændig en kvinde til at tage imod et tilbud om hjælp, som hun mente, var for generøst. Dette var han forberedt på, men han havde besluttet sig til at vente og høre, hvilke argumenter, hun havde. Det kunne jo være, hun havde set en side af sagen, som havde undgået ham. “Hvorfor ikke?” Hans stemme var rolig og nøgtern og ikke spor vred eller ked af det.

Rispah fugtede sine læber og foldede armene lidt tættere om sig selv. “Det ville ikke være retfærdigt overfor dig. Eller mig selv,” mumlede hun stille. Eftertænksomt. “Det er mit eget rod og jeg vil ikke trække dig med ned.”

Han rystede lidt på hovedet af hende. “Skal vi ikke lige tage den én af gangen, hmm?” Han smilede lidt. “Hvorfor er det, du mener, at det ikke vil være retfærdigt over for dig selv?” Han satte hænderne i jorden bag sig og lænede sig tilbage imod dem med strakte ben.

Rispah foldede armene omkring sine knæ og så lige frem for sig. “Jeg har ikke lyst til at skulle leve med samvittigheden,” mumlede hun eftertænksomt. “Jeg har nok som det er, men hvis jeg altid skulle bekymre mig for, at jeg havde frarøvet dig en mulighed for at finde en du elsker. Og mig selv med…”

Matti nikkede lidt. “Det er også en svær beslutning. Og jeg vil bestemt ikke tvinge dig.” Han smilede drenget og skubbede til hendes skulder med sin egen. Nattens arbejde havde trods alt givet ham lidt perspektiv på sagerne. “Men det ér jo ikke umuligt at få løst ægteskabet, hvis en af os finder en anden.” Han trak let på skuldrene. “Jeg er sikker på, vi kan tale vores sag ordentligt for præstinderne, hvis det kommer dertil.” Han lagde sig tilbage imod højen og så på på den morgenblå himmel. “Og eftersom et eventuelt ægteskab ville komme til at bygge på venskab mere end på kærlighed, så kan jeg ikke forestille mig, vi ville nægte hinanden muligheden for at finde kærligheden på egen hånd.”

Rispah så op på Matti og smilede svagt, men varmt. “Du er en god ven, Matti,” mumlede hun stille, men ømt og oprigtigt. Blikket hvilede ved ham nogle øjeblikke, før hun så frem for sig igen. “Jeg har brug for lidt mere tid til at tænke. Ikke fordi tid er det jeg har mest af,” tilføjede hun tørt og fnøs lavmælt. Det var hendes egen fejl. “Men bare lidt. Er det for meget at kræve, når du gør så meget for mig i forvejen?” Hun så forsigtigt op på ham igen.

Matti smilede roligt og strøg sin hånd beroligende over hendes ryg og satte sig derefter op igen. “Selvfølgelig ikke. Tag alt den tid, du har brug for.” Han stirrede op på skyerne igen. “Mit tilbud står, så længe du har brug for at overveje. Og selv hvis du ikke mener, det er en god idé, så skal jeg nok hjælpe dig, så godt jeg kan.”

Rispah gav sig lidt over hånden mod sin ryg, men endte til sidst med at læne sig lidt ind mod ham. “Tak, Matti. Du er virkelig en god ven. Jeg er glad for, at jeg kunne betro mig til dig.“ Hun så op på ham og smilede lidt.

Da hun lænede sig ind imod ham, lagde han armen bedre til rette om hendes ryg. Hun havde været så meget igennem i den sidste tid, at hun sikkert kunne bruge en omfavnelse. “Jeg er også glad for, at du fortalte mig det. Det virker som en alt for stor hemmelighed at bære rundt på helt alene.”