Svaret af Orimilius Skriver on Nov 16, 2013 22:16:45 GMT
Orimilius Skriver
FØDSELSDATO 05-09-463 M.T.
ALDER 61 år
NATIONALITET Tortall
RANG Lærd
LEN -
DRAGKISTEN
VÅBEN I Orimilius’ bælte hænger en velslebet daggert, der for de fleste ville fremstå som et våben, men for ham er det primært et værktøj, som kan bruges til snart set alt. Desuden er der dem, der siger at pennen er mægtigere end sværdet. Ifølge Orimilius er det en sandhed med modifikationer, men sikkert er det, at han altid har pen og tre farver blæk på sin person.
DYR På en af sine halvårlige vandreture mellem Corus og Mindelan overnattede Orimilius under et stort træ. Da morgenen kom, blev han vækket af et gråbrunt æsel, der pustede ham i ansigtet. Lidt befippet satte Orimilius sig op, men æslet blev bare stående som om det ventede på ham. Orimilius besluttede sig til at tage en god lang morgen og se om nogen kom efter æslet, men efter omtrent tre timer var ingen kommet vejen forbi. Han så det derfor som sit held, beholdt æslet og gav hende navnet Morgenbrise. Hun er lidt svagtseende på det ene øje, men har lært at stole på Orimilius.
MAGISKE EJENDELE Lige siden Orimilius hørte om opalers evne til at lagre magisk kraft, havde han et ubændigt ønske om selv at eje en. Desværre er opaler dyre og først hans læretid hos en magiker, derefter oplæring som skriver, hans korte ophold i gudernes by og endeligt tre års eventyr, gjorde at der gik længe før han selv kunne søge efter en. Da han var 23 drog han så endeligt til Galla for at betalte sig adgang til en lille minelod med de penge han havde lagt til side som skriver i Corus. Det viste sig i midlertidigt ikke at være nok. Lensherren der ejede jorden krævede Orimilius’ tjeneste som skriver i ét år uden anden løn end daglige måltider bestående af rester. Stadigvæk stålsat godtog Orimilius tilbuddet og efter et år kunne han drage ud til sin lille jordlod. Næsten to år tilbragte han der med hårdt arbejde. Han levede af sine opsparede penge og havde ikke megen mad, men endeligt en dag stod han med en lille sort opal, på størrelse med spidsen af en lillefinger, i sin beskidte håndflade. Denne bærer han i en kæde om halsen. Selve opalen er skjult af en lille læderpose foruden hans store hvide skæg. Hver aften lægger han størstedelen af sin kraft heri og den rummer årtiers akkumuleret kraft.
UDSEENDE
FACECLAIM Sir Ian McKellen
UDSEENDE Orimilius går og står rankt og rager et godt stykke op med sine 1,87 meter, når ellers ikke lige han sidder bøjet over skrivepulten. Han har aldrig været robust på samme måde som mange riddere med deres brede skuldre og svulmende overarme, men han er med årene blevet mere spinkel at se på. Alligevel besidder han en senet styrke og udholdenhed, der kommer af hans glæde for at vandre og daglige svømmetur. Hår og skæg har længe været kridhvidt og hænger begge dele ned til bæltet. Hans lyse grå øjne ligger dybt og bærer på en venlig glød, der ligger og ulmer. Når han underviser og forklarer får han et nærmest stålsat blik og vrede forvandler øjnene til mørke uvejrsskyer. Et ansigt beskrevet med flere rynker vidner om et langt liv og er med til at give hans ord vægt, når han taler. Typisk bærer han en kåbe af ufarvet grålig uld, men til rejser foretrækker han hoser og kjortel i hørstof foruden sin rejsekappe i brun uld, som hans niece har syet til ham.
PERSONLIGHED
INTERESSER
- Magi – specielt hvordan den kan styrkes og de begrænsninger der ligger på den enkeltes evner og alsidigheden heraf.
- Skrifttyper og især stiliserede bogstaver med deres inkorporering af billeder.
- Bøger – det kan ikke helt undgås i hans fag.
- Sine nuværende og tidligere elever fra Mindelan.
- Musik – især den slags som alle kan synge med på.
- Rejser – selvom han nu primært rejser frem og tilbage mellem Corus og Mindelan.
- En god historie – sand eller opdigtet.
- De generelle forhold i landet og Tortalls forhold til nabolandene.
ERHVERV Skriver og underviser, samt historiefortæller, hvis det kan skaffe ham et måltid mad og et tag over hovedet på sine rejser. Orimilius endte som skriver, da hans læremester ud i magi så hans evner med en pen og satte ham til at kopiere mange af hans bøger. Orimilius syntes om arbejdet og blev opmuntret af sin læremester, så da hans læretid efter syv år var ovre, faldt skriverhvervet ham nærmere and fiskeriet som han havde været væk fra så længe.
GAVEN Orimilius har gaven, om end den er lille og farvet som isfuglens vinger (isblå). Den udmærker sig inden for søgen og navigation, men Orimilius har lært også at knytte den til skrift og farver, hvilket gør ham i stand til at danne et begrænset værn ved hjælp af en farvet skærm han sætter op om sit sovested (Dette kræver dog størstedelen af hans magiske kraft).
FREMTIDSPLANER Tilværelsen er god og Orimilius har fundet sin plads i verdenen, alligevel dagdrømmer han om en sidste længere rejse ud i verdenen inden han bliver for gammel, men om han får ført drømmen ud i livet er mere usikkert. Hver gang han er i Corus har Orimilius såmænd nok at lave med kunder der sætter pris på hans evner, men som modstykke til hans drømme går han og overvejer at finde fast arbejde i Corus. Enten som skriver på paladset eller som underviser på universitetet, hvor det sidste besværliggøres af at han ingen mestergrad har. For at opnå en stilling er han i gang med at udfærdige et værk om magi, smukt illustreret med stiliserede bogstaver og i to eksemplarer, et til universitetet og et til dronningen.
PERSONLIGHED
Orimilius ved hvem han er, hvilket giver ham en ro som tit synes at smitte folk omkring ham og man fornemmer hurtigt at han hviler i sig selv. Som hovedregel er han opmærksom på sin omverden og føler et ansvar herfor, men hvis han gribes af en ide kan han godt blive helt fjern uden at kære sig meget om hvor han er. Der er mange ting der kan glæde gamle Orimilius i løbet af hans dag og hans liv er som oftest præget af munterhed om end den er lettere afdæmpet og oftere viser sig i et let smil om munden eller en veltilfreds brummen i skægget frem for i et højt latterudbrud. Forundres eller forbavses han bryder han dog let og ubesværet ud i en dyb og rungende latter.
Selvom Orimilius stadigvæk søger ny viden er han stærkt overbevist om de ting han ved. Sammen med en god del stædighed fra naturens side, kan det gøre ham lidt svær at diskutere med og der skal tungtvejende argumenter til for at overbevise ham. Det er her, ligesom når han underviser, at man ofte fornemmer hans mere alvorlige side. Smilet er dog sjældent længere væk end som så og kan snart dukke frem igen. Han kan til tider virke umulig at diskutere med, men hvis en ide synes at have noget på sig, vil han ofte vende tilbage til den i ro og mag for at overveje den. Det selv om han i første omgang konsekvent har afvist den og et par dage eller en uge senere kan man så opleve at vender tilbage for i hvert fald delvis at give en ret.
Hans familie og venner betyder meget for ham og han vil altid kæmpe deres sag. Det værende sagt er han også langt hen af vejen en fornuftens mand, om end en, på sin egen måde, ganske modig en og kaster sig sjældent hovedkulds ud i noget. Som sådan er han ikke den første til at ofre sit liv for en anden, med mindre det lige skulle være hans søsters barnebarn Amelia, der ejer gaven, og som han elsker meget højt.
På trods af sin betragtelige alder udstråler Orimilius stadigvæk stor livskraft og er endnu ikke holdt op med at drømme. Han ynder at gå på kro, hvor han sidder, nyder et krus varm cider, snakker med folk og synger med på de viser han kender. Er han i humøret til det fortæller han gerne en historie og stiller man ham et godt måltid og en varm seng i udsigt skal der sjældent meget til at overtale ham.
BAGGRUND
FAR Vidal Fisker, afdød (blev 63). Fiskede langs kysten i Mindelan len fra sin lille fiskerbåd.
MOR Korelia Fisker (Født Bager), afdød (blev 65). Husmoder og fiskerkone.
SØSKENDE
- Dorthea Bigård (Født Fisker) (søster), 60 år, pensioneret. Hun er gift med Maleron Bigård, 57 år, pensioneret ejer af Bigård: en lille gård med utallige bistader.
- Asmund Bigård (søn af Dorthea og Maleron), 37 år, har i en del år stået for driften af Bigård sammen med sin kone Gemma Bigård, 32 år, der desuden fremstiller vokslys.
* Naldo Bigård (søn af Asmund og Gemma), 15 år, jager lidt vildt men hjælper ellers sin far med gården.
* Geradt Bigård (søn af Asmund og Gemma), 12 år, Har siden han var lille drømt om at blive ridder og det var et hårdt slag da han som niårig forstod at man skulle være adelig. I det foregående år har han været plaget af sygdom, men en af Dronningens ryttere, der søgte ly på hans forældres gård, gav ham nogle urter, som har fået ham på højkant. Han er nu rask og længes efter at søge optagelse blandt Dronningens ryttere, men må slå koldt vand i blodet til han er fyldt de påkrævede 15 år.
* Lourine Bigård (datter af Asmund og Gemma), 9 år, render rundt efter sin mors skørter og vil meget gerne hjælpe til.
- Sigrid Skrædder (datter af Dorthea og Maleron), 34 år, har sammen med sin mand William Skrædder en mindre skrædderforretning i den nordøstlige del af Fabeldistriktet.
* Amelia Skrædder (datter af Sigrid og William), 10 år. Er begunstiget med en mellemstor gave hvis farve er løvegul og har en tæt forbindelse til lys. Hun har kruset rødbrunt hår, brune øjne, fregner og er Orimilius yndling.
CIVILSTATUS Orimilius har ingen livsledsager, men føler sig nu ikke alene af den grund.
BØRN Nej, men han føler en stor hengivenhed for sin søsters børn og børnebørn.
BOPÆL I Mindelan bor han i sin mors og fars gamle hus, en stenhytte tæt ved havet godt isoleret med muslingeskaller og tætnet med ler. Herfra er der cirka en times gang til hvor han underviser i den nærmeste landsby, der kun ligger tre timers vandring fra Mindelandslægtens gods. I Corus bor han i Fabeldistriktet hos sin niece Sigrid, belejligt tæt ved floden så han hver morgen kan få en dukkert heri.
HISTORIE Den tidlige morgensol skinner ned på et lille bestemt hus, der kliner sig til kysten som så mangen en blåmusling og stædigt står imod den friske havluft. Der høres en latter og fra husets varme indre bryder en lille dreng med korngult hår tæt fulgt af sin søster. I en vild fangeleg går det rundt om huset, ned til strandkantens skumsprøjt hvor legen dog går i stå, da de med store øjne finder en hel mosaik af søstjerner tæt klynget til en sten med deres orange og lilla farver. Flere timer går med at beundre og nænsomt flytte rundt med søstjernerne for at skabe nye mønstre. Så optaget er børnene af deres leg at de end ikke ænser deres mor før hun løfter dem begge op og bærer dem grinene ind i huset. Her blander duften af nybagte brød sig med duften af tang og børnene bliver placeret foran ildstedet med hver deres skive brød, mens moren tegner, skriver og lærer dem mange tings navne. Undervisningen afbrydes da farens høje brøl lyder udenfor, efterfulgt af bådens skraben mod sandet, og alle løber de ud for at hjælpe til med dagens fangst. Pigen og drengen jager med kæppe og høje skrig mågerne væk, mens fiskene renses. Da tusmørket langsomt nærmer sig bæres fiskene ind i rygehytten, hvor lugten af bøgerøg hænger tæt, og den lille familie vender tilbage til deres trygge hjem. Efter en varm fiskesuppe døser børnene langsomt hen til lyden af deres fars rolige stemme, der fortæller en historie. Således tilbragte Orimilius det meste af sin barndom, for den lille kornhårede gut var netop ham, med leg, sin mors lærdom, sin fars historier og altid med havets sukken i baggrunden.
Barndommens sorgløse tilværelse uden noget ansvar eller tanke for morgendagen, end sige den næste time, varer dog ikke ved. Da Orimilius i en alder af fem et halvt opdager sin gave, må han begynde at tænke over sine handlinger, selvom han stadigvæk er et barn. Det var en dag som så mange andre og han legede sammen med sin søster Dorthea i klitterne et lille stykke fra huset. Dorthea havde gemt sig blandt det høje sivgræs og Orimilius havde ledt længe og var ved at være træt af legen. Han råbte at hun skulle give lyd, men det eneste han hørte var vinden der susede. ”Dumme søster” tænkte han indædt og så vredt ud over det svajende sivgræs. Netop da lyste Dorthea op i en klar isblå farve, sprang op med et hyl og løb tilbage til hytten. Orimilius råbte at hun var fundet, men hun løb bare forbi ham. Da han kom hjem så hans mor på ham på en særegen måde, mens søsteren skjulte sig i hendes skørter, men han fik ikke nogen forklaring. Næste dag tog hans mor ham med til den nærmeste by, hvor man på en klar dag som denne kunne ane Mindelandgodset i det fjerne. Han blev ført hen til et hus, hvor en mand der lugtede særegent af urter, lukkede op. Manden satte Orimilius til alle mulige ting og de gange det lykkedes fulgte et svagt isblåt skær. Efter prøverne fortalte manden ham at han havde fået en gave og den næste måned kom han tit forbi den lille hytte ved kysten og lærte Orimilius at styre sin gave gennem forskellige øvelser.
Da Orimilius blev syv fik han lov at sejle ud med sin far, når han tidligt om morgenen skubbede den lille jolle ud af den beskyttede vig og satte de solblegede lærredssejl. I starten sad den lille knægt med store grå øjne mens faren hjemmevant styrede båden og kastede net ud, men efterhånden hjalp Orimilius mere til, først med at pille fiskene ud af nettet, så med at styre og senere også at sure og trimme sejlet. Et lige så stort eventyr var det dog når hans mor Korelia tog ham med til den nærmeste by om lørdagen for at sælge fisk, købe det nødvendige og besøge familien i det lille bageri. Orimilius var dybt betaget af byen, de mange huse og gaderne og han blev da også væk blandt dem mere end en gang, hvilket nogle gange førte til knubs fra bybørnene. En dag da han endnu en gang, optaget af byens undere, var ved at vandre ind i en gruppe jævnaldrende der stod og skulede til ham, blev han reddet af to der hver greb en af hans arm og førte ham udenom. De to viste sig at være bror og søster og præsenterede sig som Todart og Brina, da de skulende blikke først var ude af syne. En tid gik alle tre rundt på markedspladsen, indtil Todart og Brina skulle af sted til deres undervisning. Orimilius havde hovedet skruet godt på og ville gerne lære mere end hvad hans mor vidste, så da han næste lørdag mødtes med Brina og Todart, overtalte han dem, med hjælp fra to kanelboller fra sine bedsteforældre, til at tage ham med til deres undervisning, hvor deres underviser heldigvis intet havde mod en ekstra elev. Således var der to verdener der åbnede sig op for Orimilius og han lærte meget af både havet og byen.
Kort efter sin ti års fødselsdag var Orimilius, som så mange gange før, ude at sejle med sin far, der i dette øjeblik var ved at hive nettet ind over rælingen mens de fangne fisk sendte salte skumsprøjt op i luften. Bag faderen stod Orimilius og behændigt pillede fiskene ud af nettet ned i dertil anrettede kasser. Således optaget af arbejdet opdagede de derfor ikke en tæt tåge, der hurtigt trængte ind på dem fra land. Kun da de med et suk strakte ryggen lagde de mærke til tågen der havde lagt en let hinde af fugt over deres arme og begrænsede deres udsyn til omtrent en meter. Med tågens opdukken forsvandt vinden også og Vidal, hans far, greb to årer og gik i gang med at ro. Efter en halv time lod Vidal årene hvile og så på sin søn. Han turde ikke ro videre, de havde endnu ikke set land og i tågen kunne man hurtigt miste retningssansen. Orimilius, der i starten havde syntes at det var lidt spændende, blev nu bange og en tåre løb ned af hans kind, alt imens han ønskede sig hjem af hele sit hjerte. Netop som tåren ramte bådens bund steg en lille isblå lyskugle op og placerede sig et stykke styrbord for spidsen. Det havde ikke været bevidst, men nu koncentrerede Orimilius sig alt hvad han kunne for at holde pejlingen mod hjem. Efter sit instinkt og med et hurtigt kig på sin lille søns koncentrerede ansigt fulgte Vidal lyset med store kraftige tag og efter halvanden time skrabede de i land lige ud for deres hus, hvor fakler var sat ud. I det samme besvimede Orimilius og Vidal lod fisk være fisk og skyndte sig op i huset med sønnen i armene. Hans vejrtrækning var heldigvis stabil og mens han lå foran ildstedet, hviskede hans forældre sagte sammen. De havde i nogle år vidst at deres søn havde gaven, men det var aldrig sket at han var besvimet og Orimilius mor begyndte nu at se sig om efter en læremester til hendes søn. En måned efter stødte hun på Mester Loban og med de få penge hun havde og en hjertefølt bøn fik hun ham overtalt til at tage hendes søn som lærling, hvis han altså havde evnerne. Orimilius’ evner var ikke store, men hans gode hoved og iver for at lære overbeviste Mester Loban.
Mester Loban var bosiddende på Mindelan gods det meste af året, men om foråret rejste han rundt til lenets landsbyer for at hjælpe med såningen, da hans gave var stærk med planter og hjalp til at spire og beskytte den nyplantede såsæd. I syv år var Orimilius lærling under Mester Loban, hvor han lærte ikke kun magi, men også historie, matematik, urtekundskab, geografi og astronomi. Han lærte også Catharkisk for at kunne læse værker af nogle af deres store magikere, ligesom han deltog i Lobans forårsrejse gennem lenet og lærte at dele sin mesters glæde for at vandre. Endeligt sørgede Mester Loban for at Orimilius afskrev flere af hans værker, samt udfærdigede dokumenter af forskellig art. Skrivningen faldt for det meste Orimilius let, men især nød han at kopiere de stiliserede begyndelsesbogstaver, hvori dyr og fabelvæsener indflettedes. På sit andet år kopierede han en bog, hvori opalers indvirkning på magi var beskrevet og han svor en dag selv at eje en. Da de syv år var gået havde Orimilius forbløffende godt styr på sin gave, men da dens styrke var lille sendte hans læremester ham til en skriver i Corus for at give ham et hverv han kunne leve af.
Da der var gået et år havde Orimilius færdiggjort sin uddannelse som skriver, der med Mester Lobans visdom allerede var startet i Orimilius’ tid som troldmandslærling. Han holdt af Corus og den megen liv der var i byen og i yderligere et år arbejdede han der som skriver, men tanken om at blive troldmand kunne ikke slippe ham. Derfor drog han til Gudernes By, hvor hans gode hoved endnu en gang tjente ham vel og fik ham optaget på en af magiens skoler. Der var dog mange der så ned på hans beskedne gave og han endte derfor med at benytte størstedelen af tiden på biblioteket, hvor han dog lærte meget, blandt andet at kulde og saltvand styrker gaven. En aften, omtrent ti måneder efter sin ankomst, fandt Orimilius sig trængt op i en krog af tre lærlinge med ildkugler i hænderne, som følte at han intet havde at lave i Gudernes by. Heldigvis blev han reddet af en kvindelig ridder, der let slog dem omkuld med den flade side af sit sværd. Hun havde mellemblondt hår, mørkebrune øjne og et kækt smil. Orimilius var forgabt på stedet og tilbød at gå i hendes tjeneste, ganske kvit og frit. Da hun spurgte hvad han ville leve af, så han lidt fåret ned på sine fødder, men hun smilede bare og sagde at hun ville sørge for kost og logi. Der var ikke mange troldmænd der syntes om at rejse på vejene, og da slet ikke med en ung lidet erfaren ridder, så hun, der ingen magiske evner selv havde, tog imod muligheden for at få sin egen troldmand.
I næsten tre år rejste den kvindelige ridder og Orimilius sammen. De besøgte det meste af Tortall foruden afstikkere til Galla og Scanra og en længere diplomatrejse til Carthak, hvor Orimilius fik lejlighed til at studere nogle af deres magiske tekster. Orimilius’ følelser for ridderen voksede, og med tiden blev de også gengældt og førte til mange nætter i hinandens arme. Da de vendte hjem fra Carthak sluttede eventyret dog. Den kvindelige ridders familie havde trolovet hende væk, og hvad kunne en søn af en fisker stille op heroverfor. Dybt nedtrykt drog Orimilius til sin søster og hendes mand på Bigården, hvor han boede og lærte at smile, indtil han med ét besluttede at drage til Galla for at finde en sort opal. Det viste sig ikke så let at få retten til en minelod og hans opsparing var ikke nok, så han måtte sælge sin tjeneste som skriver til en Gallisk lensherre i et år for at få en lille minelod.
Det var en mørk november aften og Orimilius brugte en af sine dyrebare fakler til at grave videre på sin lille lod. Han var efterhånden dybt under jorden, så der var faktisk varmere end ude i sneen, men alligevel var det primært arbejdet der holdt ham varm. Duften af sod blandede sig med lugten af støv der dansede flakkende i skæret fra faklen. Udmattelsen trængte sig på, men en sær optimisme var over ham og han hakkede videre. Da skete det. Miraklet. Et strålende glimt midt i al støvet. Et par forsigtige hak og den sorte opal lå i hans håndflade. Forsigtigt svøbte han den i et klæde og vendte tilbage til civilisationen.
De næste mange år rejste Orimilius som skriver mellem de forskellige len og nogle steder blev han op til flere år, andre kun et par uger indtil en ønsket bog var blevet kopieret. I al den tid fik han mange venner, deriblandt et par kvindelige bekendtskaber, der dog ikke førte til noget mere vedvarende. Han lærte igen at nyde livet og gemme mindet om den kvindelige ridder væk i sine tanker, om end hun altid vil være der. I al denne tid arbejdede han desuden på at styrke sin egen gave.
Da han blev fyrre indså Orimilius at han ville give sin viden videre til andre og drog til byen tæt ved sit barndomshjem, hvor han frydedes ved at undervise på den offentlige skole. Desuden var han tæt på størstedelen af sin familie og da hans far døde flyttede han ind hos sin mor og hjalp hende indtil den sorte gud også tog imod hende. Efter seks år kom Orimilius dog til at savne det at rejse og begyndte at rejse til hovedstaden Corus, hvor hans niece var flyttet til. Her genoptog han sit gamle skriverhverv på fuld tid om end det ikke lå stille når han var i Mindelan.
Nu til dags er Orimilius faldet godt til rette i sine rutiner. Hvert forår vandrer han i halvanden måned fra Corus til byen ved barndomshjemmet og Mindelan godset og om efteråret går det den anden vej. Corus har mere til at holde en gammel mands hjerne beskæftiget og underholdt gennem en hel vinter og så vil han ikke gå glip af den store midvinterfest. I løbet af forår og sommer underviser han i Mindelan og har desuden hjulpet flere unge med at få styr på deres gave gennem meditation og fokus.
OUT OF CHARACTER
C-BOX NAVN Darkow
ALDER 24
KONTAKT pm
HAR DU LÆST OG FORSTÅET REGLERNE? Ja, jep og jepsen
