Brug for råd

[Matti Almsted]

Erik Almsted

Det var stadig tidligt om morgenen, da Matti kravlede ind af vinduet hjemme ved sig selv. Han havde snakket med Rispah et stykke tid ved solopgang, som de havde aftalt og selvom han var træt, både fysisk og mentalt oven på den krævende nat, så havde han ikke lyst til at gå i seng lige nu. Han var alt for fyldt op af følelser og vidste, at han ikke ville kunne finde ro, før de var væk.

Så han tog sit drabantudstyr af og lagde det på stolen, som han plejede, hvorefter han sjokkede ud i gangen og hen til Erik's dør. I dag listede han ikke bare ind og forskrækkede Erik, som han ellers godt kunne finde på - det var situationen for alvorlig til. I stedet bankede han bare let på og ventede på svar.

[Erik Almsted]

Erik sad på sengekanten og var midt i et langtrukkent gab da det bankede på døren. Han behøvede ikke åbne den for at se hvem der stod på den anden side. Der var kun én der ville komme på det tidpunkt. Dog plejede han ikke at bruge døren og tømrersvenden hævede et øjenbryn mod den stadig lukkede dør mens han kløede sig i skægget ”Er vinduet blevet kedeligt?” det var ikke en egentlig invitation, men heller ikke en afvisning. Han holdt egentlig af de tidlige morgensamtaler med sin lillebror.

[Matti Almsted]

Matti ventede udenfor - ikke sikker på, om Erik var vågnet ved den lette banken, men kunne ikke lade være med at grine over den kommentar, som mødte ham fra værelset. Grinet varede lige indtil han havde trykket klinken ned og huskede, hvorfor han var kommet. "Har du tid? Jeg er nødt til at tale med dig." Hans stemme var usædvanlig alvorlig, men det var også en usædvanlig alvorlig situation, han befandt sig i.

Han gik ind og satte sig ved siden af sin bror på sengekanten, som han havde gjort så mange gange før og vidste pludselig ikke, hvordan han skulle få begyndt på denne samtale. Indtil videre følte han, at han var nødt til at holde Rispah's navn udenfor. Ikke fordi han ikke stolede på sin bror, men fordi denne kærestede rundt med Rispah's tvilling og han ønskede ikke på nogen måde, at hun skulle få noget at vide, førend Rispah selv var klar til at fortælle hende det. Desuden havde han lovet hende, at holde det hemmeligt.

[Erik Almsted]

Erik gabte igen da Matti satte sig på sengekanten ”Hvis du kan tale mens jeg gør mig klar, ja.” han rejste sig dog ikke med det samme, men så nærmere på sin lillebror. Noget måtte trykke det forkerte sted med den alvorlige mine der mødte ham ”Hvad har du lavet?” spurgte han, halvt i spøg, halvt i alvor mens han puffede til Mattis skulder med sin egen.

[Matti Almsted]

Matti kom til at smile lidt ved Erik's kommentar. "For en gangs skyld, er det vist ikke mig, der har lavet noget." Han tænkte sig om et øjeblik og ændrede så sin udtalelse. "Eller jo, det har jeg måske nok, men det er ikke noget slemt. Det håber jeg da ikke, du vil synes."

Han sad et øjeblik og fingerede ved bunden af sin kofte, mens han forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle sige, hvad han var kommet for at få råd om. "En af mine gode - ugifte - veninder venter sig." Han så over på Erik et øjeblik og tilføjede så. "Og nej, det er ikke mig, der er faderen."

[Erik Almsted]

Erik hævede brynene igen og så ikke helt overbevist på sin bror. Hans blik spillede dog drillende ”Sad du lige der og sagde min mening betyder noget?” han lagde en hånd over hjertet og rejste sig så ”Spyt ud.” opfordrede han og var efterhånden ret nysgerrig men han hældte vand op i det slidte vandfad og plaskede vand i ansigtet.

Det var koldt og han tog en hurtig indånding før han gjorde det samme igen og så rettede sig brat op, vendte sig mod Matti og så indgående på ham med vandet dryppende fra skægget. Det usagte spørgsmål blev besvaret næsten omgående og han åndede mentalt lettet op før han selv talte igen ”Og faderen er ikke inde i billedet længere?” spurgte han, rakte ud efter håndklædet ved siden af vandfadet og tørrede ansigtet.

[Matti Almsted]

Han var ikke overrasket over Erik's reaktion. Det var ingen hemmelighed, at Matti levede et rimeligt frit liv og tog for sig af livets glæder og Erik var nok den, som kendte mest til hans udskejelser i hele byen. Han kunne derfor ikke lade være med at smile lidt skævt, men skyndte sig at forsikre.

"Nej, han er væk for nu. Måske for evigt." Han lænede sig tilbage på sengen, så han sad med ryggen imod væggen og trak sine bare fødder efter sig op og stak dem under tæppet. "Hun er fuldstændigt ude af sig selv. Aner ikke, hvad hun skal gøre."

[Erik Almsted]

Erik åbnede en skuffe i den slidte kommode han havde stående. Den måtte have et hårdt ryk for at gå helt op og for guderne måtte vide det hvilken gang, lovede han sig selv snart at få høvlet siderne til, så skuffen igen ville glide let. Noget han havde lovet sig selv siden han kom tilbage til Corus ”Forståeligt..” medgav han, tog et par rene sokker og vendte sig mod Matti igen med rynkede bryn ”Men hvad har det med dig at gøre?”

[Matti Almsted]

Matti var godt klar over, at han trak tiden ud. Han var slet ikke sikker på, om Erik ville synes, det var en god eller en dårlig ting, han havde gjort og han var ikke sikker på, at han kunne bære det, hvis hans storebror skulle blive vred på ham over dette. Men det var nok bedst, bare at finde ud af det, tænkte han og tog en dyb indånding. "Fordi jeg tilbød at gifte mig med hende." Han så ikke op på Erik, men bare på sine knæ - i det hele taget en meget ukarakteristisk fremtoning for Matti.

[Erik Almsted]

Erik var på vej tilbage til sengen, men stoppede midt i et skridt med sokkerne i hånden og et vantro udtryk ”Du.. tilbød at gifte dig med hende?” gentog han og mærkede sine øjenbryn krybe længere og længere op i panden. Det var noget af en mundfuld at sluge, og da han endelig fik taget de sidste skridt og dumpede ned på sengen, var der rynker på hans pande ”Hvorfor?” han rystede på hovedet og fortsatte med det samme igen ”Nej, jeg forstår hvorfor, men..” han slog ud med den ene hånd ”Har du tænkt grundigt over det her, Matti?”

[Matti Almsted]

Matti krympede sig lidt over Erik's tonefald. Han var godt klar over, at det kom som en overraskelse, men han havde ikke kunnet finde på andre måde at sige det på. Han nikkede derfor bare lidt til storebrorens spørgsmål og så stadig ret frem, selvom Erik faldt ned ved siden af ham.

"Ja og nej. Jeg fandt først ud af det i går aftes, så det er begrænset, hvor meget jeg har kunnet nå at tænke over det." Han trak lidt på skuldrene og lod nu endelig benene falde ned, eftersom det ikke så ud til, at Erik blev særligt sur over det. Han drejede hovedet og så på ham. "Men jeg synes, det giver ganske god mening. Vi er begge ugifte og jeg har aldrig fundet nogen, jeg har forelsket mig nok i, til at overveje at ægte hende. Hendes kæreste er ude af billedet for nu og jeg fylder syvogtyve næste gang uden udsigt til at få en familie af min egen."

[Erik Almsted]

Eriks blik flakkede over Mattis ansigt. Sokker og dagens arbejde var skubbet i baggrunden for nu. Der var ingen aftaler han skulle være ude til lige med det første og han kunne altid finde en undskyldning til deres far for at begynde senere, om ikke andet kunne han blive længere senere på dagen. Han lyttede tavst og endte med at stryge en hånd over hagen med en overvældet lyd "Bare få mig til at føle mig endnu ældre og komplet fortabt." kommenterede han tørt, men stadig med sin humor i behold "Mithro, Matti!" hånden strøg denne gang igennem det halvlange hår før han slog ud med den "Og hvad så når det bliver hverdag og du står med en kone der egentligt ville have en anden og et barn der ikke er dit?" det lød mere hårdt end han mente det, men han ville hade at se sin bror fanget i et ægteskab han ikke kunne komme ud af igen.

[Matti Almsted]

Matti smilede skævt til Erik's kommentar - trods alt ikke helt i humør til at grine af det lige nu. "Men du ser dog trods alt en kvinde." Han smilede for at opbløde sine tidligere ord lidt.

Han trak igen på skuldrene. "Hun spurgte om det samme. Men der er masser af ægteskaber, som bygges på mindre end et venskab og som kommer til at gå ganske godt. Børn har jeg altid godt kunnet lide, og om vi bliver gift eller ej, så tror jeg på, jeg vil komme til at elske hendes lille purk."

[Erik Almsted]

Erik smilede skævt, men det var hurtigt væk igen, selvom tanken om Rebekahs brune øjne til stadighed plantede en varm fornemmelse i hans mellemgulv. Igen var han tavs mens Matti talte og panderynkerne var igen fremtrædende da broderen tav fra sine argumenter ”Du er vanvittig.” konstaterede han med en hovedrysten og så et langt øjeblik på sin yngre bror, før han bøjede sig forover og endelig fik sokkerne trukket på ”Vanvittig og pludselig klar til at slå dig ned fra den ene dag til den anden.” han så op igen med antydningen af en smil og et blik der var både bekymret og.. stolt ”Hvem er du og hvad har du gjort af min snotunge af en lillebror?”

[Matti Almsted]

Matti var ikke helt sikker på, at Erik ikke havde ret. Han havde selv gået det halve af natten og overvejet, om han mon havde tabt sin forstand et sted på vejen derhjemmefra, men han kunne ikke finde noget dårligt ved arrangementet. "Jeg tror, at jeg er den samme." Han smilede drenget i retning af sin storebror. "Men hvem kan nogensinde være sikker, når det kommer til den slags?"

Han sad et øjeblik og gav så sin bror et venskabeligt dask på skulderen. "Tak fordi du tog mig seriøst. Synes du, jeg er helt galt på den?" Han kunne ikke lade være med at spørge. Han var nødt til at have en andens mening. En som ikke var ham selv eller Rispah.