Tid til at møde verden

[Demadina Brygger]

Elva Brygger
d. 11. juni, år 526 M.T

Så var det nu. Timerne var gået, veerne var blevet værre og den mindste Brygger ville ikke lade sig vente længere. Dina var blevet lagt i sengen og sveden haglede af hende, som hele hendes krop opfordrede hende til at bringe nyt liv til verden.

Fingrene var knuget hårdt sammen om Annalyns, uden omtanke for dennes velbefindende og Dina hørte næsten ikke de beroligende ord i en velkendt, tyransk dialekt fra Kara ved sin anden side. Hun skreg til gengæld, da det endnu engang var tid at presse og fik også messet en forbandelse eller to, som det formentlig kun var den anden tyrabo der ville forstå.

---

OOC: De andre kvinder i rummet og evt. nogle af dem der lytter nedenunder, må hjertens gerne også smide en reaktionspost ind, hvis de har lyst.

[Elva Brygger]

Elva var rolig som kun en der havde oplevet så mange fødsler som hun kunne være. Det nyeste skud på Brygger-stammen havde vist sig usamarbejdsvillig helt til det sidste og insisterede på at møde verden med bagdelen først. Det gjorde det ikke nemmere for Elva selv og langt mindre for Dina ”Gisp, Dina. Jeg ved du gerne vil presse, men hold igen alt du kan.” bad hun fra sin plads halvt oppe i sengen ved svigerdatteren. Det blege forklæde var allerede plettet og det røde hår var bundet stramt tilbage under et hovedlin for ikke at komme i vejen ”En ve mere, så er hans bagdel ude.”.

[Demadina Brygger]

Dina gispede hørligt og klynkede, som hun faldt tungt tilbage mod madrassen og bandede højlydt igen. Der var intet hun hellere ville end bare at få det overstået og det krævede al hendes styrke at holde igen.

Fingrene var knuget hårdt sammen om lagnet og da den næste ve ramte, pressede hun hårdt og skreg alle sine frustrationer ud samtidig. Der var ingen omtanke for Tågelygtens andre beboere eller mulige kunder, nu hvor det nærmede sig middag.

[Elva Brygger]

Elva var rolig, det var hun nødt til at være, for Dina. Det var ikke hendes første sædefødsel, men den stak lidt dybere end alle de andre ”Jeg ved det føles umuligt, men stille.. roligt. Du klarer det flot, Dina.” opmuntrede hun og satte sig bedre tilrette , halvt inde i sengen med rynkede bryn mens den næste ve ramte svigerdatteren ”Godt, Dina! Bliv ved.” fortsatte hun og tog sig ikke det mindste af skriget der måtte have vækket flere af gæsterne. Sådan var livet nu engang og der var vigtigere ting end deres nattesøvn at tænke på.

”Dina.. jeg vil gerne have dig helt ud til kanten af sengen.” hun sendte hurtigt blik til Kara og Annalyn om at hjælpe ”Så du næsten ligger med bagdelen ud over kanten. Ella, tag stolene til Dinas fødder inden den næste ve.”

[Ella Brygger]

Fødsler kunne være meget forskellige, nogle hurtige og lette, andre mere besværlige. Dinas fødsel hørte til sidstnævnte. Ella var som sin mor, ganske fattet, også selvom en naturlig bekymring boblede under overfladen. Dette var ikke hvem som helst der skulle føde. Det var familie. Elva havde lagt større ekspertise end hun (naturligvis), og med sådan en fødsel - og nu hvor det var Dina af alle, indtog Ella ganske naturligt en mere passiv rolle. Hun var dog klar til enhver ordre Elva måtte udtale, så da moderen bad om stole, varede kun få sekunder, før datteren fik placeret stole for Dinas fødder, så hun kunne rykke ud over kanten af sengen, uden at falde ned. Hun slap ikke grebet om dem, for svigerinden skulle nødigt falde ned, skulle hun spjætte med fødderne.

[Demadina Brygger]

Dina stirrede på Elva, som om hun lige havde bedt hende om at hente månen ned. Flytte sig? Kvinden måtte være gal, tænkte hun gennem den blændende smerte og sin hiven efter vejret.

Hun mumlede noget i tyransk dialekt, før hun slap et udbrud da Annalyn og Kara hjalp hende. “Få den ud af mig,“ hvæsede hun endelig gennem sammenbidte tænder i en forståelig dialekt. Øjeblikket efter ramte den næste ve.

[Elva Brygger]

Elva fandt tid til at give sin ældste datters arm et hurtigt klem før hun på trods af Dinas mange, forståelige protester, hjalp med at få hende drejet i sengen og få fødderne op på stolene. Selv tog hun plads på knæ mellem stolene og fortrak ikke en mine, selvom hendes knæ absolut ikke brød sig om det ”Dina. Jeg ved du er udmattet og jeg ved du bare ønsker det hele overstået, men du er nødt til at hænge på lidt endnu. Jeg kan ikke gøre det uden dig.” med den næste ve blev den lille kvinde også strukket til bristepunktet og Elva fik en ny rynke i panden til at gøre de andre selskab ”Dina.” begyndte hun igen da veen tog af ”Din søn er næsten ude for at møde os, men jeg har brug for, at du ligger helt stille. Jeg er nødt til at hjælpe hans ben ud så resten lettere kan følge med. Du må ikke presse før jeg siger til.”

[Demadina Brygger]

Dina havde endnu engang lyst til at fortælle Elva at hun måtte have mistet forstanden, men stønnede i stedet anstrengt og hev efter vejret. Tårer af smerte og udmattelse trillede ned over hendes kinder, men hun bed tænderne hårdt sammen, da den ældre kvinde endelig sagde sig.

Hun skreg halvkvalt sine sidste kræfter ud og gjorde alt hvad hun kunne, selvom hun var sikker på at hun ikke kunne mere. Lige om lidt ville hendes krop give helt op, det var sikkert... Sådan kunne det umuligt føles at overleve.

[Elva Brygger]

Elva arbejdede både så forsigtigt hun kunne, og så hurtigt hun kunne, for Dinas skyld mere end nogen andres. Men det krævede ro og snilde, at få de små ben fri og efterfølgende sørge for at passe på de tilsvarende små arme, der sammen med resten af drengens krop, kom bagvendt til verden.

Med en ve mere, var hele drengens krop født, holdt oppe af hans farmor der havde sved på panden. Sekundet efter hun selv blev bevidst om det, havde Ella tørret hendes pande og fik et taknemmeligt smil ”Dina. Ét pres mere, så har du gjort mig til farmor for første gang. Du kan godt. Bare ét mere.” opmuntrede hun og koncentrerede sig helt om at tage imod det lille nye menneske det sidste stykke ad vejen (og sikkert resten af sit liv efter det).

[Demadina Brygger]

Dinas fingre borede sig ned i madrassen og hun var rød i hovedet og dryppende af sved i ren anstrengelse. Hun gav alle sine kræfter, næsten som om hun ikke havde noget valg, og stoppede denne gang ikke før det var overstået og det sidste af den mindste Brygger mødte verden.

Hans nybagte mor faldt anstrengt bagover og hev gispende efter vejret, udmattet og ødelagt, men høj på adrenalin og lyden af barnegråd, der pludselig fyldte det lille kammer. Hendes ben rystede, men hun kunne ikke sanse at flytte dem selv. I stedet drejede hun hovedet og søgte efter lyden af det lille liv, der fik sine første indtryk af verden.

[Elva Brygger]

Elva åndede ligeså lettet op som sin svigerdatter, da det lille drengebarn langt om længe mødte verden med den rigtigt ende. Hun var revnet i et smil der fik alle de fine rynker i hendes ansigt til at stå frem, men på samme tid fik hende til at virke adskillige år yngre ”Velkommen til verden, du lille.” mumlede hun, mens hun rejste sig, ignorerede de værkende knæ og den nyfødtes utilfredse gråd, og lagde ham på Dinas bryst mens han fortsatte med højlydt at fortælle verden, han nu var ankommet ”Din søn, Dina.” det varme smil og stolte blik var ikke til at tage fejl af.

[Demadina Brygger]

Dinas øjne var store, da Elva lagde den lille skikkelse mod hendes nøgne bryst og pludselig var udmattelsen og smerten sekundær. Den lille dreng erklærede sin utilfredshed tydeligt, men hans mor stirrede på ham, som om han var solen.

“Ssh,“ hviskede hun stille, hæst, men dybfølt og løftede en arm for fjerlet at kærtegne den varme, klistrede ryg. Bange for at han ville gå i stykker, selvom hun selv rystede af anstrengelse. “Ssh, lille mand.“

[Elva Brygger]

Elva tillod sig selv at betragte det lille skue da moder og søn for første gang mødte hinanden ansigt til ansigt. Et forlænget øjeblik før hun tørrede hænderne i det allerede blodplettere forklæde og så vendte sig for at finde den lille kniv hun vidste altid lå i tasken. Hun behøvede dog kun vende sig før Ella allerede stod klar med den og to små stykker snor. Hun smilede varmt og nikkede sigende mod Dinas nyfødte ”Der er en første gang for alt.” hun gjorde et opfordrende kast med hovedet og fulgte opmærksomt med, mens Ella let tøvende bandt de to stykker snor om den lille drengs navlestreng og efterfølgende skar den over og brød det sidste fysiske bånd han havde til sin mor.

Hun overlod det også til Ella at vaske sin lille nevø, mens hun selv tog sig af efterbyrden og brugte sin Gave til at lette Dinas heling og ubehag, over de skader fødslen uundgåeligt havde forsaget. Det hele akkompagneret af barnegråd, men det var en type gråd der lovede lyse tider, ikke sorg.

[Demadina Brygger]

Dina var i de bedste hænder man kunne tænke sig og selvom hun var udmattet, så var smerterne dæmpet, da både hun og det nyeste medlem af familie var blevet vasket.

Dina sad med sin søn i armene og så forelsket ned på ham, kortvarigt ubevist om de andre kvinder i rummet. Først efter lidt tid så hun op og fandt Elva med blikket. Et lille, træt smil sneg sig over hendes læber og hun så ned på Ulliver igen. "Jeg tror, at din farmor gerne vil sige hej."

[Elva Brygger]

Da Elva endelig kunne rette sig op og tillade sig at slappe af, var trætheden begyndt at snige sig ind på hende sammen med stivheden i lemmer og led der ikke længere var tyve år gamle, men det dobbelte. Det varme smil og stoltheden i hendes ansigt var dog ikke til at fjerne da hun efter at have vasket hænderne grundigt i vandfadet, vendte sig og betragtede sin svigerdatter og nyfødte sønnesøn.

Hun lod Dina få sin tid og havde ingen hast, men smilet blev mere udtalt da Dina så op. Hun nikkede blot og tog forsigtigt, men kyndigt det lille menneske op i armene og nærstuderede kærligt alle de små træk ”Farmor er ikke sikker på hun nogensinde slipper dig igen.” stemmen var lavmælt og hun klukkede muntert da den lille dreng gabte med eftertryk og missede med øjnene op mod hende.