Lidt til at dulme nerverne

[Kara Kulsvier]

Demadina Brygger
11. juni, 526 M.T.

Kara var ikke stået op meget senere end Elva, og så snart hun var blevet informeret om hvad der foregik, havde hun grebet ud efter en af de få kjoler hun ejede, og iklædt sig til lyden af sin søn der var ved at vågne.

Nede i køkkenet med sin unge i sin favn, sad Kara og nynnede lavmælt, mens hun bekymret stirrede ud i ingenting. Hun huskede stadig den nat hvor hendes vand var gået, og selvom fødsel var gået uden de store problemer, så huskede hun stadig nervøsiteten, og de bange anelser der var fulgt med.

Kara kyssede sin søn farvel på kinden, i det hun efterlod ham hos Mattis for en stund, inden hun selv med et krus mellem sine hænder, bevægede sig hen til det værelse hvor Demadina lige nu opholdte sig.

”Demadina”, sagde hun i en varm tone, og bevægede sig ind i rummet, med det roligste smil hvilende om sine læber. ”Jeg har noget med til dig. Noget der vil hjælpe med at dulme dine smerter lidt”, hun rakte blidt kruset frem mod hende, og sendte hende et mildt smil, selvom tilstanden Dina var i, fik det til at krible ubehageligt inde i hende selv.

[Demadina Brygger]

Det nærmede sig nu, men alligevel var det stadig langt væk. Sådan føltes det i hvert fald for Dina, der nu kun ventede på at få at vide at hun havde åbnet sig nok til at fødslen kunne gå ordentligt i gang. Det var angstprovokerende og hendes smerteudbrud var ikke længere diskrete. Veerne kom næsten lige efter hinanden og hun tog sig til maven hver gang, hvor den yngste Brygger ikke havde vendt sig ordentligt. Hun måtte se i øjnene, at barnet ville komme ud forkert og Elva og Ella var ved at forberede sig på det.

Hun ventede kun på at de kom tilbage med de dulmende urter og savnede allerede distraktionen i form af Annalyn, der kortvarigt havde undskyldt sig. Imens gik tyraboen og bandede for sig selv i så tyk en tyransk dialekt, at der uheldigvis kun var én person på Tågelygten, der ville forstå det. Dina så op på Kara, men så ikke særligt skamfuld ud. “Hvad er det?“ kvækkede hun i stedet og lignede en, der var klar til at kysse den anden kvinde blot ved sætningen dulme dine smerter. Hun tog imod kruset, duftede til indholdet og sukkede næsten lettet, før hun tømte det i ét drag.

[Kara Kulsvier]

”Lad os bare sige det er noget der virker hurtigt og godt, men som måske vil give dig en smule hovedpine når du vågner igen”, forklarede hun, og gav en munter lyd fra sig, hvorefter hun smilede venligt, i det Dina gav sig til at tømme det indhold hun havde haft med op.

”Det må være tyragenerne der gør at din dreng vil ud nu. Mine brødre var på samme måde. Min mor har fortalt at hun efter hver af deres fødsler sværgede at hun aldrig skulle blive gravid igen”, fortalte hun i en let tone. Kara vidste at dette ikke var en fødsel som de fleste, og at der var grund til at bekymre sig. Det vidste Demadina også og Kara skulle ikke være hende til at minde hende om det. Kara ønskede tværtimod at få hende til at glemme det hele for en stund.

[Demadina Brygger]

Dina behøvede nærmest ikke få at vide, hvad der var i kruset. Hun kunne tydeligt lugte det og derfra var der ingen tøven. Stod det til hende, havde hun taget sig endnu en, men havde alligevel sans nok til at lade være med at spørge.

“Det bliver næppe bedre af at blive blandet med Bryggerblod,“ svarede hun tørt og strøg håndryggen over sin svedige pande. Hun bed tænderne sammen og støttede sig til sengen, som endnu en ve ramte. Fingrene var knuget hårdt om kruset og hun rakte det snart tilbage til Kara, da hun lettere stakåndet rettede sig igen. “Men din mor kom på andre tanker alligevel? Jeg er ellers tilbøjelig til at give hende ret lige nu... Argh,“ endnu en ve. “Aldrig igen.“