Som skabt af Mørkets Moder

[Demadina Brygger]

Annalyn Tømrer

d. 11. juni, år 526 M.T.

Veerne kom hurtigere efter hinanden nu. Nok til at Dina ikke længere kunne sidde, men måtte gå rundt i et forsøg på at distrahere sig selv fra ubehaget. Det var ikke lykkedes at vende barnet og der var kun tilbage at håbe på det bedste. Elva var bestemt en af de bedste og Dina var i gode hænder, men hun var alligevel urolig.

Det var ikke længe ad gangen, at hun var alene i sovekammeret. Det skete dog, for der var mange ting der skulle klargøres og Dina blev mere og mere rastløs, når hun ikke slap smerteudbrud og bukkede let forover. Hun kunne kun håbe på, at der ikke ville gå længe før Mattis kom tilbage med Annalyn, så hun havde nogen at tale med og til at distrahere sine tanker.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn var blevet vækket af sin far, der før det var blevet vækket af en insisterende banken på døren. Hun var dog vågen allerede der, og lå afventende, og lidt anspændt i sin seng. Når folk bankede på midt om natten, var det sjældent gode nyheder.

Da stenhuggermesteren stak sit buskede hoved ind og gav hende besked om hvad der foregik, var hun ude af sengen så hurtigt, at hun nær var faldet i natkjolen. Den blev hurtigt skiftet ud med den nærmeste kjole før hun kastede et sjal om skuldrene og hastede ud i natten. Hun glemte endda helt, at hun ellers ikke vovede sig ud alene så sent.

Da hun nåede Tågelygten var hendes allerede forsovede fletning halvt gået op, men det var Dina der fyldte hendes tanker - ikke hvordan hendes hår sad, eller det faktum at det ikke var dækket af et hovedlin. Hun talte kort med Elva og Ella i køkkenet før hun skyndte sig op ad trappen til overetagen og bankede på døren ind til Micah og Dinas kammer.

[Demadina Brygger]

Dina pustede tungt ud og stønnede efter endnu en ve, da der blev banket på døren. Hun slap et anstrengt “kom ind,“ og støttede sig lidt til sengegavlen.

Hun så op og åndede lettet op ved synet af Annalyn - så meget som det nu var muligt. “Hej,“ hilste hun mat, med en hånd hvilende mod maven og selvom veerne gjorde hende mere og mere aggressiv, så var det helt væk fra hendes blik da hun så på sin bedste veninde.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn vidste nok hvordan børn kom til verden. Hun havde oplevet sin egen mor gøre kunststykket ikke mindre end fire gange, men dog kun på afstand. Hun havde aldrig været i rummet og det hele var lidt surrealistisk, nu hun stod i rummet sammen med Dina og vidste, at det var nu det hele skulle ske.

Hun sank en klump og smilede varmt, omend en smule beklemt til sin veninde ”Åh Store Moder.” mumlede hun for sig selv ”Det er virkelig nu, Dina.” åbenlyst, men så var det sagt. Hun gik nærmere og forsøgte at glatte det let uglede hår mens hun lukkede den korte afstand over til veninden ”Hvad kan jeg gøre? Er der noget jeg kan gøre? Madam Brygger sagde jeg bare skulle gå op, men hun sagde ikke hvad jeg skulle gøre.” det gik op for hende hvor hurtigt den nervøse ordstrøm flød og hun bed sig selv af med en overvældet lille latter ”Undskyld. Det er bare..” hun slog ud med den ene hånd og havde lyst til at omfavne Dina, vidste ikke om hun burde og endte så med at gøre det alligevel, meget forsigtigt, som om den anden kunne gå i stykker.

[Demadina Brygger]

Dina fnøs lavmælt, men smilede skævt og viftede affærdigende med den ene hånd, før Annalyn omfavnede hende. Det fik tyraboens skuldre til at falde mærkbart og i et øjeblik gemte hun bare ansigtet ved sin venindes skulder og blev påfaldende tavs, før endnu en ve ramte og hun brød væk med et lille udbrud.

“Jeg er bare glad for, at du er her,“ gispede hun i kølvandet på den og rettede sig anstrengt op igen. Der var allerede nu små svedperler at se på hendes pande og håret klæbede til hendes kinder. “Vil du flette mit hår væk fra ansigtet? Alt hvad der kan distrahere mig lige nu...“

[Annalyn Tømrer]

Da Annalyn først havde armene omkring Dina, havde hun ikke lyst at give slip igen. Det skete dog uundgåeligt efter adskillige lange, og tavse, sekunder og efterlod stenhuggerdatteren lidt beklemt over venindens tydelige ubehag og smerte. Svaret på Dinas spørgsmål blev et mut nik, før hun trak en stol frem og ventede på veninden satte sig før hun så sig om efter en børste ”Er det meget slemt?” spurgte hun tøvende, hentede børsten da hun fik øje på den, og begyndte med lange strøg at børste Dinas hår.

[Demadina Brygger]

Dina satte sig tungt på stolen uden meget elegance, men til gengæld heller ikke med særlig tilstedeværende selvbevidsthed. Hun lukkede øjnene og masserede maven, som om det kunne hindre smerterne i at blive værre.

“Det er ikke nogen drøm,“ svarede hun lettere anstrengt, men formåede alligevel at slappe lidt af over de blide strøg mod sin hovedbund. “Jeg har det ikke værre end jeg havde det efter at have gået en hel dag langs ørkenen, men jeg ved at det ikke bliver ved med at værre på den måde...“ Hun fnøs lavmælt, men hun forsøgte da at være humoristisk omkring det.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn børstede videre, men skævede hele tiden frygtsomt ned på Dinas svulmende mave, som om hun forventede den pludselig eksploderede. Hun kunne dog ikke lade være at smile over Dinas tørre konstatering - næsten så tør som den ørken hun talte om ”Jeg behøver aldrig vende tilbage til Sydørkenen.” hun skar en lille grimasse og fandt det underligt beroligende at børste Dinas hår, der snart faldt blødt og blankt ned over hendes ryg.

”Er alt som det skal være?” spurgte hun forsigtigt og lagde børste fra sig, før hun delte Dinas hår i tre nogenlunde lige store totter og begyndte at flette dem sammen ”Ella virkede lidt ved siden af sig selv nede i køkkenet da jeg kom.”

[Demadina Brygger]

Dina lo lettere anstrengt og selvom Annalyn ikke kunne se det, så sagde hendes ansigtsudtryk det samme. De havde alligevel været tæt på igen, da de tog hjem fra dannelsesrejsen.

Hun ville dog i virkeligheden langt hellere tale om tiden nær ørkenen end det næste. “Barnet lader til at have det fint,“ konstaterede hun langsomt og gav sig lidt, da hun mærkede endnu en ve nærme sig. “Ella er bekymret, fordi han ikke vil vende sig rigtigt.“

[Annalyn Tømrer]

Annalyns fingre gik brat i stå over Dinas ord og hendes blik flakkede selvom veninden ikke kunne se det før de fortsatte med fletningen, dog ikke så hurtigt som før ”Kan Madam Brygger ikke gøre noget?” spurgte hun forsigtigt, men vidste nok til at vide, det kunne blive meget alvorligt, potentielt livstruende. Fødsler var aldrig uden risiko, men nogen situationer med mere risiko end andre.

[Demadina Brygger]

Dina lukkede øjnene og trak været overfladisk ind, da veen ramte. Af samme grund svarede hun ikke Annalyn med det første, men ventede til det var passeret.

“Hun har gjort sit bedste,“ svarede hun og tog en dyb indånding, før hun smilede forsikrende. Det på trods af at veninden ikke kunne se det. “Vi kan kun håbe på, at han selv bestemmer sig for at finde ordentligt på plads. Bryggere har det dog med at gøre som de vil," bemærkede hun tørt, men halvmuntert, før hun lænede sig lidt tilbage og tillod sig at nyde venindens fingre i håret.

Tråd afsluttet