Stranger on the doorstep

[Deleted]

Tågen lå som en tæt dyne over jorden da Trehon stod op for at vandre det sidste stykke ind til Corus. Takket været hans fantastiske stedsans var det ham dog ikke svært at finde vejen i tågen, og for en sikkerhedsskyld spurgte han nogle enkelte forbipasserende på landevejen om han var på den rigtige vej til Corus. Alle dem han havde mødt, havde sendt ham et ekstra blik, og lagt en hånd på deres pengepung, så en laset vagabond som den mand de stod overfor ikke skulle tro at han kunne stjæle deres hårdt opsparede penge. Selvom han havde lagt mærke til deres reaktion, så takkede han dem bare pænt, og gik nynnende videre ad landevejen i tågen.

Han vidste ikke hvor længe han var gået da han omsider nåede byporten. Det var omkring halvtreds til hundrede meter før han nåede den, at han kunne se bymurens omrids gennem tågen. Han havde dog kunne høre at han nærmede sig langt før, da byens larm af mennesker der sludrede mere eller mindre højlydt kunne tydeligt høres gennem tågen. Han glædede sig dog over at folk virkede snaksagelige, på trods af tågen, som i løbet af formiddagen ikke havde valgt at lette sig, blot blive tyndere. Det ville gøre det meget nemmere for ham at finde rundt i Corus på sin første dag i hovedstaden, som han ikke tvivlede på var overvældende, og især for en rejsende som ham. Det ville nok tage lang tid inden han virkelig ville kunne finde rundt i dette bymassiv.
Uden tøven gik han direkte mod bymuren, sågar uden at blive standset af byvagterne, der dog så på ham med skeptiske øjne, siden han kun bar på en bylt og intet andet, så det ud til. Han lod dem dog tænke om ham hvad de ville. Han var ved at være vandt til det. Når først nogen fandt ud af at han var en Shang-kriger, så skulle det nok være over hele Corus inden solen står på sit højeste punkt på himmelen. De klare blå øjne søgte rundt efter nogen der ville snakke med ham, mens han gik videre. Han valgte til sidst at sætte sig på en bænk under et imponerende egetræ, der havde tabt næsten alle blade, og stod der som en spøgelsesagtig silhuette i tågen. Han så at han var på en forholdsvis åben plads, og på renligheden af dette kvarter, så kunne han også regne ud at han var havnet i de rigeres område, hvis ikke de helt riges område. Så var det bare hvor lang tid han kunne sidde der, inden en eller anden adelsmand eller kvinde vil få en af byvagterne til at fjerne ham. Alt imens så han om der var nogen der så ud til at kunne være venlige nok til at vise ham vejen til paladset.

[Liam af Drotvig og Masbo]

På en så tåget dag som denne ville Liam normalt bruge hele dagen på sine studier, men siden at han var kommet i lære hos Rikash begav han sig oftere og oftere udenfor. Det var ikke fordi at han var utilfreds med sin nye lærermester, han kunne godt lide ham både som lærermester og som person, men nogen gange kunne hans distræte holdning være forvirrende og en smule trættende i længden, og så hjalp det ofte med lidt luftforandring. Dette var nok på mange punkter nok også en god ting, han var ikke ligefrem kendt for sit sprudlende sociale liv, og mange dage var blevet brugt med hovedet i bøgerne, så forhåbentligt kunne hans ture rundt i byen byde på at par nye bekendtskaber.



Inden han fik set sig om befandt han sig i Højager distriktet. Han havde gået i sine egne tanker og havde derfor ikke lagt mærke til hvor han gik, ikke at der var noget unormalt i det, det skete af og til at han pludselig befandt sig i en helt anden del af byen end han havde haft til hensigt. Gudskelov var Højager distriktet dog et af de finere steder af byen, ikke at han havde noget imod de fattige distrikter i byen, han befandt sig oftere i dem end i distrikter som Højager, men det kunne være farligt at bevæge sig i dem, og lige netop den dag var hans tøj af en lidt finere kvalitet end at man kunne gå i uden at gøre sig bemærket i de mere lyssky distrikter.
På trods af tågen besluttede han sig for at blive i Højager distriktet og se om der var noget som fangede hans interesse.

Der nåede ikke at gå lang tid før noget faktisk fangede hans interesse. Han havde ikke lagt mærke til skikkelsen på bænken, der var trods alt en del mennesker i Højager distriktet. Det der havde tiltrukket hans opmærksomhed var en vagt som var gået hen til skikkelsen på bænken, han kunne ikke høre hvad vagten sagde eller så nøjagtigt hvad der skete, men han var ikke i tvivl om at vagten ønskede at fjerne personen. Han vidste at mange mennesker ikke var tolerante overfor fremmede, især ikke hvis disse fremmede var anderledes, men han mente at man burde byde nye folk velkommen, derfor satte han også kursen mod vagten og personen på bænken.
”Undskyld mig min gode herre. Jeg ved at de blot forsøger at gøre deres job, men jeg har ventet på denne mand det meste af formiddagen så jeg vil sætte pris på hvis de ikke smider ham væk” sagde han til vagten. Selvom han var iklædt nær så fint tøj som han kunne have været, så var der ingen tvivl om at han var i høj stand, derfor nikkede vagten blot og skyndte sig væk. Hans blik fulgte kort vagten inden det blev vendt mod den fremmede.

[Deleted]

Trehon nød stort set hvilket som helst slags vejr, selvom en god omgang snestorm godt kunne være irriterende og problematisk, men så længe man så sad i en hule eller en lun stue, så ville han mene at en snestorm blot var hyggelig at se på. Sådan var han nu. Han elskede tågen for den mystiske aura den nærmest havde, og nærmest lagde en fortryllet facade over verden. Tågen kunne være meget forræderisk, hvis man ikke kendte sin vej, men det gjorde det hele blot en smule mere spændende. Tågen havde efterladt sig nogle tegn på ham, i form af små dråber der hang i hans skæg og hår.

Som han havde forventet, så kom der selvfølgelig en vagt, for at bede ham pænt om at gå væk. Eller det var nok meningen at man burde bede folk pænt om at gå. "De bliver nød til at gå. De forstyrrer andre med Deres tilstedeværelse," sagde vagten og så på ham med et olmt blik. Det var tydeligt at vagten heller ikke kunne lide hans lugt, selvom han da jævnligt vaskede sig i en flod eller sø, hvis han passerede sådan en. Trehon smilede venligt til ham og sagde: "Det kan jeg godt, men kan De ikke vise mig vej til paladset? Jeg er ny her i Corus, og jeg vil gerne komme i tale med... kong... nej dronn... regentet, så hvis De ville være rar at vise..." Han blev brat afbrudt af vagten, der tydeligvis troede at det han sagde var en spøg. "Som om De skal til paladset! Hvis De ikke straks forlader området, så smider jeg dem i fængslet!" Trehon tænkte at han bare kunne prøve. Selvfølgelig troede vagten at han bare var en omvandrende vagabond og en tyv, som sikkert var ude på at røve hele paladset for alt det guld som han kunne få fingrene i. Trehon nåede dog ikke inden en lille ung fyr på en eller anden måde fik overtalt vagten til at opgive sit mål med at smide denne beskidte røver ud af Corus. Han lænede sig blot mageligt tilbage da vagten gik sin vej. Da fyren vendte opmærksomheden mod ham, sendte han ham blot et tilfreds smil, og så ud til at have det ganske godt i denne kølige tåge. "Hvis du håber på en belønning for din heltegerning, så er du nok gået lidt forkert, fordi jeg har ikke noget." Man kunne tydeligt mærke på hvordan han havde lagt trykket på heltegerning, at han mente det temmelig ironisk. "Men nu du er her, så kan jeg da høre om du gider at vise vej til paladset. Vagten havde vist lidt for travlt med andre ting." Han sad stadigvæk mageligt tilbagelænet og lagde armene bag hovedet, så man virkelig kunne se at han tog det hele med ro og ikke havde alt for travlt. Bylten lå på bænken ved siden af ham, bundet til en kraftig kæp.

[Liam af Drotvig og Masbo]

Liams blik på manden blev først en smugle forskrækket ved mandens ord, derefter skiftede de til en blanding mellem forvirring og såret stolthed. Han havde mange dårlige uvaner, og han kunne da også ofte finde på at sige ting som langt fra var passende, men han kunne aldrig finde på at forlange en belønning for at hjælpe en person, det lå ham så fjernt at han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere på det der for ham nærmest var en fornærmelse. Måske pga. hans befippede tilstand lagde han ikke mærke til manglen på høflige tiltaleformer, ikke at det gjorde ham noget, han så selv meget stort på de formelle tiltaleformer, men det var der mange andre som ikke gjorde.

"Jeg ville aldrig finde på at bede om en belønning for at hjælpe en som fortjener min hjælp.. det.. det er jo en nærmest absurd tankegang" sagde han, tydeligt en smugle ubekvem ved situationen.
Han havde mest af alt lyst til at forlade denne mand, om ikke andet så for at komme ud af den akavede situation han åbenbart havde bragt sig selv i, dog fangede mandens spørgsmål hans interesse.
Om han kunne vise ham vej til slottet? Mange ville nok havde sagt nej efter den reaktion manden havde haft på hans hjælp før, og det krydsede også kort Liams tanker, det var dog kun meget kort. Han var nu og engang en hjælpsom dreng, og han kunne jo lige så godt gå forbi slottet, Rikash ville nok ikke savne ham lige foreløbigt.. faktisk ville det undre ham hvis Rikash overhovedet havde lagt mærke til at han var væk.
"Jeg kan godt vise dem vej til slottet" sagde han mens han stille håbede på at hans førstehåndsindtryk af den fremmede mand var helt forkert.

[Deleted]

Trehon prøvede at holde masken, men et forklemt smil kom på hans læber da han så knægtens forvirrede og noget befippede udtryk da han begyndte at snakke om belønning og alt mulig. Det kunne godt være at en Shang-krigers tjeneste tit kostede noget, så ville han da heller ikke forlange noget for sådan en flink gerning. Sådan noget gjorde man jo af godhed, ikke af griskhed. Det gik dog ikke at holde masken særlig længe, så han slog en grov latter op, og morskaben var tydelig i hans ansigt. Der var intet ondt ment med latteren, og han håbede på at han ikke fornærmede knægten, selvom han var klædt i nogle fine gavanter, men det virkede ikke til at han var så fintfølende som nogle af de fornemme folk han havde truffet på sin vej. Da han holdte op med at le rejste han sig op og sagde: "Bare rolig knægt. Jeg laver sjov med dig. Det var pænt af dig at hjælpe en stakkels og ensom vandringsmand." Det sidste sagde han igen med en ironisk tone, og sendte drengen et kækt smil, som et bevis på at det igen var for sjov. Han havde lyst til at daske knægten over skulderen, men han vidste ikke hvor godt knægten ville tage imod det. Han virkede til at være nem at forvirre, så han skulle nok passe på med at introducere for mange fremmede skikke. Han kendte jo ikke en gang til alle de tortallanske skikke, så han måtte prøve sig lidt frem. "Men det er meget pænt af dig at ville bruge tid til at vise mig hen til paladset. Jeg har læst meget om det, men at se det for mig selv er nok noget andet." Han havde lagt den drilske og muntre tone på hylden og taget en mere venlig og imødekommende personlighed på sig. Han virkede knap så prompt nu. Han virkede faktisk til at kunne være temmelig høflig, selvom hans indledende sætninger nok ikke bar præg af det. "Forresten, så hedder jeg Trehon Stenrod." Han valgte at lave et let buk for knægten med den ene hånd på brystet. Derefter trak han hurtig sin bylt med sine småting til sig og brugte staven som vandrestok. Han lavede en gestus for at vise at drengen godt måtte vise vejen.

[Liam af Drotvig og Masbo]

Da Trehon begyndte at grine af ham var han et øjeblik endnu mere forvirret, han indså dog hurtigt at latteren højst sandsynligt ikke var ment som hån, men at det var pga. morskab over hans forviring over de fremmede skikke som tydeligvis var meget fremmede for ham. Nu hvor han vidste at manden ikke havde haft nogen ond mening bag sin kommentar kunne han godt se at hans reaktion måtte have været sjov, han havde uden tvivl set noget fortabt ud, gudskelov kunne han godt tåle at blive grint af, derfor blev hans forvirrede mine hurtigt erstattet af et venligt smil. Han valgte at lade være med at kommentere på mandens kommentar, han trak blot på skuldrene for at vise at han skam var kommet sig over skin tidligere sårede stolthed.

Manden havde ikke behøvet at sende ham det kække smil, han havde hurtigt gættet sig til at mandens i hvert fald ikke var en stakkels vandringsmand, om han var ensom skulle han dog ikke kunne udtale sig om.
"Man kan ikke forestille sig slottet, historierne om det lever på ingen måde op til dets storslåethed" sagde han med en smule stolthed i stemmen. Han var stolt af at de i Corus, egentligt generelt i Tortall, havde storslåede og smukke bygninger.
"Mit navn er Liam af Drotvig og Masbo" han betragtede kort Trehons særegnede buk, selv valgte han bare at lave et kort lille buk. Han gik normalt ikke op i høflighedsfraser som buk og des lige, men når manden nu bukkede for ham følte han sig forpligtet til at gøre det samme.
Kort efter smilte han igen venligt og en smule opfordrende til Trehon inden han vendte sig om og begyndte langsomt at gå mod slottet. Han regnede med at Trehon bare ville følge efter, han havde trods alt selv bedt om at få vist vej til slottet så der kunne ikke være nogen tvivl om hvor de skulle hen.

[Deleted]

Han kunne godt høre på knægten at der var noget tortallanerne var stolte af. Hver nation skulle trods alt have noget at være stolte af, og bygningsværker plejede at være et ganske godt eksempel, og på sine lange rejser i verden havde han set en del imponerende bygningsværker, alle sammen i forskellig stil, og hver storslået på sin egen måde. Han skulle dog lige først se paladset for at se om det kunne hamle op med noget af det han havde set før, men tågen var nok for tæt for at han kunne se det hele i sin storslåethed. Han måtte vente til næste dag, og så håbe at tågen var lettet, så han kunne se det hele, men måske kunne han da også vurdere lidt af det på det udsnit han ville kunne komme til at se.
Da knægten nævnte sit navn tænkte han bare at det var en pokkers mange navne han ville skulle huske, men siden han ikke regnede med at komme til at se knægten efter at han havde vist ham frem til paladset, så glemte han hurtigt lige den sidste del af navnet, så han i det mindste stadigvæk havde hans fornavn, hvis det nu skulle være nødvendigt at bruge det på et eller andet tidspunkt under deres gåtur.
Mens han gik slog staven mod brostenene med høje klak-lyde, så man var hvert fald ikke i tvivl om at der var en der kom gående der. Han prøvede at fange nogle af detaljerne af byen, men tågen gjorde det svært, så han virkelig kun kunne se de nærmeste ting sådan virkelig ordentligt, selvom han kunne se langt ned af gaderne. "Så. Hvilken del af Corus er vi i? Jeg har hørt at byen er delt op i mange forskellige områder, eller hvad i kalder det. Tyra er ikke delt op på samme måde, selvom tågen godt kunne minde om noget fra sumpene omkring Tyra." Han kiggede nysgerrigt omkring, og der var også nogle der kiggede nysgerrigt på ham og Liam, hvor nogen af dem også kendte Liam, så de blev lidt ekstra nysgerrige om hvem denne fremmede var, der så noget fattig ud, selvom livskraften tydelig var meget stærk hos denne mand, og han havde ikke lidt nød i meget lang tid, hvilket nok var lidt af en underdrivelse, da han aldrig rigtig havde lidt nød. Jovist. Han havde gået i seng på en tom mave af og til, men for det meste fik han altid fat i noget spiseligt dagen efter.

[Liam af Drotvig og Masbo]

Liam kunne ikke lade være med at kigge på Trehon mens de gik. Der var noget ved Trehon som fascinerede ham og gjorde ham nysgerrig. Han havde set mange fremmede og rejsende i den tid han havde tilbragt i Tortall, men på en eller anden måde skilte Trehon sig ud fra de andre rejsende, han kunne bare ikke helt sætte fingeren på hvorfor han skilte sig så meget ud fra de andre rejsende.
Han var dog ikke i tvivl om at Trehon havde tilbragt meget tid på vejene.

"Vi er i Højager distriktet. Nu ved jeg ikke hvor meget du i forvejen ved om Corus, men Højager distriktet er stedet hvor de fine og adelige bor, hvilket du vel må have gættet efter den måde vagten behandlede dig på" Han havde selv valgt at droppe de formelle tiltaleformer nu, det gav ingen mening at han gik og gjorde sig umage for at bruge de formelle tiltaleformer når  Trehon ikke selv brugte dem. Desuden havde han en fornemmelse af at Trehon var fuldkommen ligeglad med de formelle tiltaleformer.
"Hvordan er det i Tyra? Jeg har hørt mange historier og rygter om det, men nu har jeg ikke selv haft lejlighed til at besøge det" Han havde aldrig som sådan haft den helt store lyst til at se mere af verdenen, men han ville stadig gerne vide mere om de lande som han måske aldrig selv ville få at se.

[Deleted]

Han lyttede hvad Liam forklarede ham om dette distrikt. Som han havde gættet så var det de fornemmes kvarter. Det var også alt for rent for en af de fattigere distrikter. Han ville mene at han vidste noget om Corus, men nok ikke de vigtige detaljer. Han kunne en smule om byens historie. "Det jeg ved om Corus, er at i 439 M.T. kæmpede Liam Jernarm, Shang-dragen, for Kong Jonathan og døde for at beskytte ham under kroningsslaget, og i året 452 M. T. tog Eda Bell, Shang-vildkatten, til Corus og underviste pagerne i kampkunst." Man kunne godt høre på ham at han havde en vis kendskab til historien i Corus, selvom det ikke var alt for meget. Han fulgte stadigvæk efter Liam. Denne unge dreng virkede ganske venlig. Gad vide hvor gammel han var. Femten? Seksten? Så ville det ikke kunne være lang tid til at han ville kunne have taget Prøven, hvis han var blevet Shang-kriger, men han virkede ikke ligefrem til at være stof for en Shang-kriger.
Han havde et skævt smil på læben da knægten spurgte til Tyra. Så han var interesseret i at høre om fremmede steder. Han bebrejdede ikke knægten. Han elskede trods alt selv eventyr, så hvorfor ikke også lade andre smage lidt på et af hans mange eventyr. "Vådt." sagde han i første omgang uden større forklaring lige umiddelbart, men så fortsatte han, "Tyra er næsten et kæmpe mosehul, så man skal virkelig passe på kæmpeedderkopper og minotaurer der lurer i de mørke kroge af landet, og så ligger hovestaden, Tyra, på et større tørt område i sumpen. Ganske taktisk placeret, hvilket gør det svært at indtage, hvis man skulle forsøge. Men det er meget fladt i forhold til Scanra og Galla. De mægtige bjerge i norden!" Liam kunne ikke være i tvivl om at på trods af Trehons unge alder, så havde han set en del af verden. Man kunne også høre på ham hvor meget han elskede at besøge fjerne dele af verden. Han var en rigtig eventyrer, nok en uden et fast hjem, som blot gik fra sted til sted. Den der blot gik med vandringen for øje, uden et egentligt mål, og så tilfældigvis var havnet i Corus. Et frit liv.