Knap så tilfældigt et møde

[Matti Almsted]

Tag: Rispah Væver

Markedspladsen sydede og boblede som altid med mennesker, som handlede og købsslog og Matti havde idag fået tjansen med at holde øje med lommetyve og des lige i mylderet. Han var lidt overrasket over, at man slet ikke kunne mærke, at en stor del af byens befolkning var taget med på rundrejsen for en uge siden. Det var dog sikkert fordi, der havde stået mange i kø for at overtage de boder, som var blevet frie.

Han var egentlig ganske godt tilfreds med, at han havde fået denne tjans idag, da han havde lovet sig selv, at han snart ville prøve at opsøge Rispah Væver - på en tilfældig måde selvfølgelig - og se, om han kunne finde ud af, hvad der var ved hende, som havde talt så tydeligt til ham til Beltane. Pludselig fik han øje på Væver-boden og han bevægede sig roligt hen imod den og smilede til Rispah, som tilsyneladende var alene på skansen. "Jamen goddag igen, frøken Væver." Han smilede venligt uden at overdrive.

[Rispah Væver]

Rispah var arbejdsom. Der var ikke mindre at lave, bare fordi en god del af befolkningen var taget afsted på dronningens rundrejse. De mærkede det i Væver-hjemmet ved fraværet af Balin og Damion, men det var noget andet på markedspladsen. Der var nok at lave og Rispah havde netop skåret stof til endnu en kunde og solgt det, da en mand talte.

Hun drejede hovedet og så mildt overrasket på Matti Almsted. Udover at Rebekah var begyndt at se mere og mere til hans storebror, så kunne hun ikke huske at have haft meget at gøre med lillebroderen nogensinde. Hun huskede dog svagt, at have hilst på ham til Beltane. "Goddag, mester Almsted," svarede hun og smilede høfligt. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?"

[Matti Almsted]

Matti lagde en hånd på boden - mere for at gøre noget, end bare at stå stille. "Ingenting, såmænd. Jeg tænkte bare, at jeg lige ville hilse på, nu hvor jeg alligevel skal bruge min tid på markedspladsen." Han smilede lidt konspiratorisk. "Meget kan jo tyde på, at vi kommer til at have lidt mere med hinanden at gøre." Han blinkede, for at vise sin spøgefulde attitude. "Jeg har i hvert fald en bror, som ikke kan holde op med at snakke om en ung Væver-frøken."

[Rispah Væver]

Rispah så mildt overrasket ud over motivationen, med den umiddelbare tanke, at hun ikke ville være det oplagte valg til en samtalepartner. Eftersom der ikke var andre kunder, gjorde hun sig dog ingen undskyldninger.

"Jaså," svarede hun. Hun var ikke umiddelbart enig i, at der var meget der kunne tyde på det, men hun kunne forstå bevæggrunden. Rispah smilede venligt. "Det er pænt af dig, at tænke på."

[Matti Almsted]

Matti smilede igen til Rispah, inden han lod sit blik glide ud over menneskemængden - trods alt bevidst om, at han også havde et job at udføre. Han valgte at lade det være reaktion nok på hendes høflighedsfrase og så kort efter tilbage imod hende igen. "Jeg håber, du havde en behagelig Beltane-fejring?"

Der var kun venlighed og nysgerrighed i det blik han sendte hende, men han havde også en skjult dagsorden. Det var ikke gået hans næse forbi, at hun havde været sammen med en anden mand på det tidspunkt og han håbede på at finde ud af, om det var en mand, han skulle tage med i sine beregninger, hvis han besluttede sig for at forsøge at vinde Rispah for sig selv.

[Rispah Væver]

Rispahs blik flakkede kortvarigt over spørgsmålet. Ikke fordi, at hendes Beltane ikke havde været behagelig, men fordi hun prøvede på at lade være med at minde sig selv om ridderen, som hun havde tilbragt den med. Det fik hendes mave til at knuge sig sammen og hun genkendte følelsen. Savn.

"Jeg havde en god aften, ja," svarede hun endelig, uvidende om glimtet i de mørke øjne, der antydede noget andet. Hun tog en diskret indånding og så på Matti med et venligt smil. "Og hvad med dig? Fulgtes du med nogen?" Hun var faktisk ikke klar over, om den yngre Almsted var gift. Hun huskede det dog som om, at han altid havde været lige vel omkring blandt de borgerlige.

[Matti Almsted]

Matti ventede tålmodigt på hendes svar, men var samtidig meget bevidst om, at hun reagerede som om, han havde ramt en nerve. "Det var dejligt at høre." Han overdrev ikke sit smil. Faktisk havde han mest lyst til at spørge ind til emnet og få at vide, hvorfor hun pludselig virkede så ked af det. Havde stodderen svigtet hende? Han kendte hende dog slet ikke godt nok til den slags og lod det klogeligt ligge for nu.

"Nej, jeg var ikke så heldig at finde mig en kvinde at følges med i år." Han havde ganske vist fundet en kvinde senere på aftenen, men det fandt han ingen grund til at nævne. "Jeg hyggede mig dog alligevel godt i selskab med mine venner."

[Rispah Væver]

Rispah var generelt høflig og undlod at rynke på næsen, selvom hun lidt havde lyst til det. For hende var Beltane noget man fejrede med nogen man holdt oprigtigt af og så en fremtid med, ikke bare en person man lige fandt i år. I stedet for at kommentere på det smilede hun venligt.

"Det er bestemt heller ikke en uværdig måde at fejre højtiden på," svarede hun, mens hun stadig beskæftigede hænderne med at rulle stof op. "Jeg plejer at fejre Beltane med min søster."

[Matti Almsted]

Matti lod ikke mærke til noget ved Rispah, men besvarede bare hendes venlige smil. "Nej, det synes jeg heller ikke." Han så en åbning, da hun lavede sin tilføjelse om Rebekah. "Men du fulgtes da ikke med din søster i år?" Han stod et øjeblik og så spekulativ ud. "Fulgtes du ikke med .. Var det Enze, han hed?"

Matti var lidt træt af, at det var lykkedes hende at skifte emne så hurtigt og han var glad for at kunne komme ind på det igen uden at virke anmassende.

[Rispah Væver]

Rispahs blik flakkede, på trods af at hun ellers var fattet. Til gengæld slog hun hurtigt blikket ned og koncentrede sig om at rulle stoffet op. Muligvis med lidt mere kraft, end hvad egentlig var nødvendigt. Hun rømmede sig en enkelt gang. "Ja det var," svarede hun og smilede en anelse stramt.

"Og jo. Vi fulgtes dette år, men han er netop rejst med rundrejsen." Det var tydeligt, at hun ikke havde lyst til at tale om det. Hun savnede Enze og hun vidste, at der ville gå længe før hun så ham igen. Meget kunne nå at ske på den tid.

[Matti Almsted]

Matti opfattede tydeligt, at emnet var ømtåleligt for hende og han skyndte sig at undskylde. "Det må du undskylde. Jeg kan se, at jeg gør dig ubehageligt til mode. Det var ikke min mening." Dette var sandheden og han håbede, at hun kunne se det i hans ansigt. Den dårlige samvittighed gnavede i hvert fald i ham med god appetit. Det havde aldrig været hans mening, at gøre hende ked af der. Han havde blot ønsket at få at vide, om Enze var en fast kæreste eller om han var en tilfældig bekendt. "Jeg er bange for, jeg somme tider er lidt for nysgerrig af mig." Han forsøgte sig med et smil.

[Rispah Væver]

Rispahs tonefald var skarpt, men det var ikke rettet mod Matti. Det var snarere hendes måde at håndtere situationen på og da han undskyldte, indså hun at hun var uhøflig. Hun rystede på hovedet. "Nej. Jeg beklager. Det er blot det, at vi først var ved at lære hinanden at kende og måtte sige farvel for tidligt."

Hendes kinder var lidt varme. Det var en pinlig ting at indrømme overfor en, man ikke kendte godt, men hun følte at en forklaring var nødvendig. Rispah tog en dyb indånding og sendte ham et stoisk smil. "Det er selvfølgelig helt i orden, at du spørger."

[Matti Almsted]

Matti stod et øjeblik og fordøjede, hvad hun sagde. "Det er længe at skulle undvære nogen, man er glad for. Det ved jeg alt om." Han indså, at tiden i hvert fald ikke var til, at han skulle forsøge at lægge an på hende i dag. Hun var en sød pige, som var tydeligt trist og han havde aldrig været typen, som udnyttede dettte.

"Erik var i Scanra for at dygtiggøre sig, vidste du det?" Han så op på hende, usikker på, om hun havde fulgt så meget med i Almsted-familiens gøren og laden. "Det var meningen, at det kun skulle være et enkelt år, men det endte med at blive til tre." Det gamle savn vældede op i ham et kort sekund. "Det var det mest forfærdelige, jeg nogensinde har måttet gennemleve."

[Rispah Væver]

Rispahs blik var faldet mod stoffet og hun løftede det først nysgerrigt igen, da Matti fortalte. Øjenbrynene trak sig lidt sammen, men hun lyttede til ordene. Skuldrene faldt lidt. "Men du klarede det," konstaterede hun, ikke helt så upersonlig som hun ellers havde været indtil nu. Hun tog en diskret indånding.

Smilet var stoisk, men svagt. "Hvordan?" spurgte hun efter et øjebliks tøven. Hun kendte ikke rigtigt den yngre Almsted-bror, men hun kunne umuligt lade være.

[Matti Almsted]

Matti nikkede, mens tristheden fra den tid, stadig lå i hans øjne. "Det gjorde jeg ja. Det var hårdt, men jeg klarede det. Man er bare nødt til at tage en dag af gangen i starten. Lære at klare de dagligdags problemer uden hjælp. Og så lige pludselig en dag, opdager man, at dagene går hurtigere og lettere forbi." Han var klar over, at han talte mere om sig selv, end om Rispah for øjeblikket, men han håbede, at hun kunne bruge ordene til noget.

"Det er en hjælp at holde sig beskæftiget. Arbejde om dagen, være sammen med venner og familie om aftenen." Han smilede let konspiratorisk. "Jo mindre tid, man har til at spekulere i, jo bedre. Og tro mig. Uanset hvor meget tid du sørger for at få fyldt op af andet, så skal du nok få rigeligt tid til at spekulere alligevel."