Svaret af Jessamine af Ravntoft on Nov 11, 2013 18:01:13 GMT
Jessamine var flygtet fra sin mors spørgsmål. Hun havde bare ledt efter en undskyldning, da Emmet først var forsvundet til en eller anden udgave af "herresnak" med de to gamle mænd. Anders og Arthur havde pligter, de heldige asner, men hun var blevet fritaget for en gangs skyld. Denne gang var hun slet, slet ikke i stand til at sætte pris på det. Hun havde med stor glæde tilbragt sin tid med at flirte meningsløst med Anders eller konkurrere i sværdfægtning med enhver af de våbenkyndige mænd, der var til stede på borgen. I stedet var hun hensat til at underholde sin mor og hendes piger. Da førstnævnte havde sneget sig til at stille mere og mere nærgående spørgsmål, var det kun et spørgsmål om hvornår de blev direkte og Jessa ikke længere kunne undvige. Netop derfor havde hun pludselig haft et akut behov for luft og var forresten også kommet i tanke om, at hun havde lovet at hjælpe Galeron med præcis det samme, der havde trukket hendes storebror væk lige efter middagen.
Hun mistænkte ham i den grad for at have løjet ligeud. Deres mor var kontrollerende overfor hende - hun kunne kun være værre overfor sin ugifte søn, der nærmede sig tredive. Med et lille gys, gjorde Jessamine sin løgn en smule mere sand, ved i det mindste at traske op af alle trapperne, banke på døren til Galerons værelser og skubbe den op med skulderen. Hun tog sig ikke af at glatte kjolen i Ravntofts farver, som hun selv følte var så dybt upassende at have på i sin egenskab af væbner. Den kunne alligevel have siddet bedre. Til gengæld var hendes hår for en gangs skyld flettet mere indviklet og kun halvt opsat, så de frie krøller rammede hendes ansigt ind. Hun kløede sig kort på næsen og så sig rundt i arbejdsværelset, uden at se direkte på sin bror. "... Din forrædder," udbrød hun simpelt, alt for tørt til at fremstå direkte vred. "Du efterlod mig til..." hun sænkede stemmen en anelse "... hunulven."