Svaret af Ari Gøgler on May 11, 2015 15:31:54 GMT
Collab mellem Ari Gøgler og Tamira af Rosenmark
den 23. marts, år 506 M.T.Det var hen mod aftenen på den anden dag, siden Tamira sidst havde set Ari. Hun ville have opfordret ham til at komme til sit kammer igen den efterfølgende nat, havde det ikke været for en banket på paladset, der havde fyldt gangene med liv til midt ud på natten. Det havde i hvert fald virket nemt, mens de stadig lå omslynget i hinandens arme. På den anden side af det, ude i det åbne, var behovet ikke mindre, men omstændighederne knapt så simple.
Hun var dog ikke i tvivl om, at hun havde lyst til at se ham igen. Hun tog sig selv i at kaste lange, håbefulde ned af korridorer eller rundt om hjørner, men alt sammen uden held. Hun kunne have spurgt nogen hvor gøglertruppen holdt til, men det var både mistænkeligt og i øvrigt uønsket at se ham blandt andre mennesker.
Hun måtte dog erkende, at det nok var sidste chance for at finde ham og da hun spottede lyset fra et par bål nær skovkanten bag paladset, fandt hun sig selv på vej - uvidende om, hvorvidt det egentlig var gøglerne og om Ari var der, men uden andet at gå efter. Tamira trak hætten på sin kappe lidt længere op og hægtede op i skørterne, mens hun hurtigt skridtede over det vilde græsareal, der allerede nu havde gjort sømmene gennemblødt.
Som Tamira kom nærmere, kunne hun høre lyden af musik, stemmer og latter. Gøglerne arbejdede hårdt, men de forstod også at more sig. Lidt udenfor cirklen af vogne, op imod en busk, stod en af dem dog og havde en privat stund. Det var da et held, for det betød, at han fik øje på kvinden, der var på vej imod festen. Han fik hurtigt lukket sine bukser og trådte hastigt efter hende, inden hun kom så langt, at hun blev set. En hånd lagde sig over hendes mund og en arm omkring hende i et fast, stærkt greb. “Hvem er du, der kommer og lurer på godtfolk?” Hans stemme var dæmpet, ikke helt uvenlig, men varsom. Da han fik syn for sagen, fløj begge hans øjenbryn dog et godt stykke op og hans tænder blev svagt synlige i et varmt smil. “‘amira,” udbrød han lavmælt. “Er du blevet en gemen spion?”
Tamira var ikke vant til at lytte efter folk i mørket og det var mildt sagt, at hun blev forskrækket, da arme greb fat i hende. Det overraskede udbrud blev dog kvalt af hånden og hun ville sandsynligvis havde forsøgt at vride sig fri, hvis ikke Aris genkendelige stemme havde ræsonneret i hendes øre.
I stedet for at blive bange, faldt hun mærkbart sammen ind mod ham og vristede en arm fri, for at trække hans hånd væk fra sin mund. Hun gispede lavmælt. “Hilser I altid sådan på fremmede?” udbrød hun dæmpet, svagt indigneret, men med hamrende hjerte og sommerfugle der flagrede.
Ari grinede dæmpet og drejede sig rundt, så han stod med front imod Tamira. “Når De kommer snigende som tyve i mørket,” mumlede han, før hans fingre gled ned og indfangede hendes. “Kom,” opfordrede han, imens han trak hende væk fra vognene og det første lille stykke med skov, der strakte sig ud fra Paladset. Han holdt sig i mørket og de var snart indhyllet af træer, helt alene. Der stoppede han op og så rigtigt på hende. Han løftede begge hænder for at trække hendes hætte ned og tog en dyb indånding, imens blikket gled over hendes ansigt. Den ene hånd faldt til hendes hals og strøg hende over kinden, inden han lænede sig frem og kyssede hendes pande.
Tamira fnøs, men kunne ikke lade være med at smile. Hendes hjerte sprang et slag eller ti over, da Ari trak hende med sig. Hverken skoene eller kjolen var lavet til det høje græs, så fremgangen var besværlig og efterlod hende den mindste smule stakåndet og rødkindet, da han endelig stoppede op.
Hun følte sig dog åndeløs af helt andre grunde og huden sitrede under Aris fingre. Hun lukkede øjnene og tog en skælvende indånding over intimiteten af de blide kærtegn. “Jeg har prøvet at finde dig,” hviskede hun halvt, uden at trække sig tilbage. Tværtimod var trangen til at træde tættere på ham ganske overvældende.
Han havde tænkt meget på den unge kvinde de sidste dage og tænkt på at opsøge hendes kammer, selvom det var blevet gjort umuligt. Nu hvor hun stod her, var det svært ikke at røre ved hende og han modstod ikke, men strøg fingrene langs hendes kæbe, så hende i øjnene og nikkede svagt.
“Og det lykkedes,” mumlede han i sin tykke accent, før han bøjede sig en anelse, strøg næsen imod hendes og langsomt fandt hendes læber igen, flygtigt. “Var der noget særligt du…” Han kyssede hende igen, ømt, denne gang. “... Ville?”
Hendes knæ føltes som smør, men hun var ikke typen, der nemt tabte fatningen. Tværtimod stod det lysende klart for hende, at hun intet ønske havde om at holde sig fra den rødhårede gøgler, der effektivt havde fejet benene væk under hende.
“Jeg ville bare se dig,” svarede hun uden tøven, med læber der svagt strejfede hans og afslørede hendes smil. Hendes hånd havde løftet sig til hans hals og strøg over den varme hud. “Faktisk, føltes det helt umuligt at lade være… Har du savnet mig, Ari Gøgler?”
Aris øjne var lukkede og hans læber så tæt på Tamira, at han kunne mærke hendes ånde. Hans frie hånd havde for længst fundet rundt om hende og han trykkede hende blidt imod sig, imens hans fingerspidser kærtegnede hendes hals. “Oui,” mumlede han. “Hvert lille øjeblik.”
Han gjort op med al snakken og kyssede hende insisterende. En anden, men ikke mindre effektiv måde at fortælle hende hvor meget han havde savnet hende.
En kuldegysning rislede ned over hendes rygrad og hun kunne ikke gøre andet end at give sig hen til Ari. Hun trådte så tæt på ham som det omfangsrige skørt tillod og fortabte sig i hans kys, skjult af mørket og uden umiddelbar risiko for at blive opdaget.
Da hun endelig trak sig den mindste smule tilbage, hævede og sænkede hendes brystkasse sig tungere end før og blikket flakkede kun langsomt op.
Ari slap en dæmpet glose fra sin egen dialekt og tog en hastig indånding tæt på Tamiras læber, som han åbnede øjnene og så på hende. Han sukkede og krummede fingrene lidt sammen i hendes hår, hvor de havde forvildet sig hen.
“Det er snart mig, der er bange for hvad du gør ved mig, lille ‘eks,” brummede han dæmpet. “Jeg tror såmænd jeg er ved at blive besat…”
Tamira kunne ikke lade være med at le blødt ind mod Aris læber. Hun havde svært ved at huske, hvor optaget hun havde været af sin korrekthed og værdighed, da hun først var kommet til Corus til midvinter.
Hovedstaden havde ændret hende og selvom hun burde, så kunne hun ikke føle noget forkert omkring sine spirende følelser for gøgleren. "Jeg er bange for, at vi begge er på vejen mod fortabelse," konstaterede hun smilende, selvom det falmede lidt øjeblikket efter og blev erstattet af alvor. "Ari..."
Hun fugtede læberne og lod kortvarigt blikket falde til sin hånd mod hans hals. "Hvor længe bliver du i Corus?"
Aris smil falmede lidt. Han tog en dyb indånding. “Det ved jeg ikke,” svarede han ærligt. Hans blik flakkede en anelse. “Til ‘offet begynder at kede sig…”
Tamiras blik faldt ikke, men forblev på Ari. I stedet for at blive ulykkelig over en stadig så tidlig betagelse, som så mange andre komtesser kunne have gjort, så nikkede hun og lod tanken synke til bunds.
“Jeg vil håbe, at det ikke er med det første,” konstaterede hun endelig lavmælt, smilede mildt og strakte sig på tæerne for at trykke et blidt kys mod hans læber.
Ari smilede lettet og tog imod hendes kys med en behagelig skurren i mellemgulvet. Han strøg fingrene over hendes nakke og gengældte det insisterende. Da han trak sig væk igen, var hun i hans arme og han kom i tanke om en mindre detalje, der fik ham til at slippe hende med den ene hånd, rode i bæltepungen og fiske en tynd læderrem med et lille, uundseligt vedhæng op. Han viste hende det med en alvorlig mine. “Hvis du beslutter dig for…” Han så sigende på hende. “Den er din.”
Hendes blik faldt til vedhænget og maven slog en kolbøtte, men hun tøvede kun et ganske kort øjeblik, før hun rakte frem og tog imod den. Et lille smil rørte hendes læber og hun strøg tommelfingeren over det diskrete vedhæng.
I stedet for at gemme det, rakte hun det dog tilbage til Ari. Hendes blik i det næsten fuldendte mørke afslørede, at det ikke var en afvisning. Hvis det ikke var klart, blev det tydeligt understreget, da hun vendte ryggen til ham og rakte op i halsen for at løsne kappen lidt og blotte sin nakke.
Ari tog imod lædersnøren og hang den rundt om Tamiras hals med blide fingre. Han lænede sig frem for at kysse hende på siden af halsen og strøg sin næse over den sarte hud der, før han blidt fangede hendes øreflip mellem tænderne.
“Vær min,” brummede han lavmælt ved hendes øre. “Her. Nu?”
Et lavmælt, overrasket suk gled over Tamiras læber ved det ukendte kærtegn og en forventningsfuld skælven gik gennem hende. Det var umuligt at sige nej til Ari, når hver en fiber af hende brændte efter at være tæt på ham igen.
“Ja,” åndede hun ud, en let sitren i hendes mundvige og øjnene lukkede. Det virkede simpelt og hun var ikke bange. “Gør mig til din, Ari.”
Aris kys fortsatte fra hendes hals til hendes kæbe og han drejede om hende, indtil han atter engang kunne tage hendes læber i sin besiddelse. Han løsnede hendes kappe og slap hende kort for at lægge den på jorden, før han gik i knæ på den, tog hendes hånd og hev blidt i hende. “Kom herned, min smukke tortalli.”
Tamira kunne ikke huske, at hun nogensinde havde følt sig mere kvindelig end hun gjorde i lige de øjeblikke. Det virkede så uendeligt naturligt bare at følge Ari og lade sig rive med. Det var da også netop, hvad hun gjorde, som hun smilende lod sig trække ned på kappen.
Hendes blik slugte hans ansigtstræk og hånden kærtegnede hans kind, før hun kyssede ham blidt igen og trak ham med sig, da hun forsigtigt lod ryggen falde tilbage mod stoffet. Det var køligt og græsset omkring dem var vådt, men Tamira ænsede det ikke.
Ari fulgte med uden ord. Det virkede så indlysende alt sammen. Så ligefremt. Han kyssede hendes læber og hans fingre fandt snører, trak, løsnede, bandt sløjfer op og frigjorde hende for snørelivet med en nyfunden iver. Hans kys forsvandt nedefter, mellem hendes bryster, over den store forhindring der var skørtet, under det. Han fandt andre snører her, løsnede dem og begravede sit ansigt imellem hendes ben, uden at spørge adelsfrøkenen pænt om lov.
Behovet var til at tage og føle på. Det overvældede Tamira og hun kunne kun overgive sig til Aris kys og kærtegn. Hun var ikke nogen erfaren kvinde, men han fik hende ikke til at føle sig uskyldig og uvidende. Der var ingen frygt for at gøre noget forkert, kun et opslugende behov for at føle det hele.
Alligevel kunne hun umuligt have forventet, hvad der var på vej. Et overrasket, nydelsesbetonet gisp fandt vejen over hendes læber, mens fingerspidserne borede sig ned i græsset. Jord under neglene var det sidste hun tænkte på.
Ari smilede svagt og greb blidt fat om Tamiras knæhase, uden at stoppe. Han tyssede dog drillende på hende, uden at behøve at understrege, at det ikke ville være heldigt hvis de blev fundet. Gøglertruppen ville selvfølgelig være grundigt ligeglad med at han var ved at gøre et af paladsets damer til en kvinde, men folkene fra paladset havde nok en anden holdning.
Tamira lo åndeløst over Aris tyssen, men måtte bide nådesløst ned i sin underlæbe for at undertvinge lydene. Hun vidste ikke, om det generelt blev betragtet som forstyrrende og utiltrækkende, men hun forstod ikke helt, hvordan man kunne kæmpe imod det.
Tænderne virkede dog efter hensigten og kun dæmpede, uhørlige lyde slap ud, mens hun vred sig under hans indflydelse. Dog kun så længe, før en behagelig krampetrækning gik gennem hende og et halvkvalt “Åh, Ari,” tvang sig op gennem hendes hals og hun flød på kanten af ekstase.
Han løftede sig op på armene og så op på sin unge kvinde med et skævt, tilfredst smil og et nådesløst, spillende glimt i øjnene, før han bøjede sig ned og løsnede hendes skørter nok til at kunne hive dem af hende, før han selv hastigt frigjorde sig for skjorte og bukser og var nede ved hende, lænet på en albue og med kys på hendes næse læber og hals. Han trak sig nok væk til at se hende i øjnene og rakte ned imellem dem, før han stoppede op. “Er du sikker, ‘amira min?” Han hævede øjenbrynene svagt. Det ville være svært at stoppe der.
Tamira slap en lavmælt, frustreret lyd da Ari stoppede og hun stadig balancerede på spidsen af en knivsæg. Det fik hende dog også til at le åndeløst, sitrende og stadig uden at bemærke kulden fra den tidlige forårsaften.
Hun hjalp så godt til hun kunne og tog sig ikke af at både hende og hendes tøj ville være beskidt, når hun engang gik derfra. Hun smilede blot og fangede Aris læber overfladisk, før hun så ham i øjnene og nikkede. “Jeg er sikker.”
Ari skulle ikke have det at vide to gange. Han flyttede lidt på sig, før han forsigtigt skubbede sig ind til hende. Han var insisterede, men blid og kyssede hende overfladisk, inden han sank lidt sammen med et tungt suk, hev en anelse efter vejret og søgte efter hendes blik. Med sine lyse øjne hvilende i hendes, fandt hans ene hånd atter hendes knæhase og han trykkede sig ind imod hende med mere insisterende kraft.
Det var den første gang i den korte tid hun havde kendt Ari Gøgler, at hun oplevede noget, der ikke fik hende til at sitre af velbehag. Men det var en smerte hun havde hørt om og selvom hendes muskler spændtes i ubehag for en stund, så gik der ikke længe før hun åndede tungt ud i lettelse og smerten blev erstattet af nydelse.
Hun havde givet sig til ham og det ville komme til at få konsekvenser, men Tamira var ligeglad. Hendes øjne flakkede op og fandt hans blik. De nøgne, lyse ben kærtegnede hans sider og den unge Komtesse af Rosenmark lærte, hvad det rigtigt ville sige at være kvinde af sin flammehårede, smukke gøgler.
Ari begravede sit ansigt ved Tamiras hals og mistede sansen af tid og sted i hendes varme, villighed og sødme. Han kyssede hende blidt der og slap et tungt støn, imens hans hænder krummede sig om hendes hår og hendes ene ben, hvor han holdt fast og gav sig selv mere plads. Han havde dog ventet på hende og der gik ikke en evighed, før hans udåndinger blev mere anstrengte, før han til sidst rystede en anelse og sank tungt sammen med en forpustet lyd.
Tamira tvivlede på, at der ville komme en dag, hvor hun ville fortryde sit valg. Intet kunne være værd at opgive den opslugende følelse af Aris krop sammenslynget med sin egen for og hun krummede fingrene sammen i de røde, bløde krøller, mens hendes krop instinktivt fulgte hans.
Fanget på kanten for et øjeblik siden, skubbede hans bevægelser til et glas der allerede var overfyldt og flød over samtidig med hans. Tamira kurrede frydefuldt, krummende fingrene hårdt sammen, før hun selv blev slap og endte med den varme, trygge følelse af Aris vægt mod sin egen. Hun drejede hovedet til siden og begravede smilet i hans hår, forpustet, men lykkelig.
Ari tog en dyb indånding ved Tamiras hals, før han kyssede hendes kraveben, aflastede sin vægt over på sin ene arm og løftede sig nok til at se hende i øjnene. “Vidunderlig,” mumlede han dæmpet, betaget, imens han betragtede hende. “Du er vidunderlig.”
Og han var forelsket. Det havde han været fra første øjeblik, men han var mere sikker på det nu. Følelsen var ikke fuldstændig fremmed, men alligevel anderledes. Hårdere. Lettere overvældende.
Tamira lo åndeløst og så på Ari med varme strålende fra de lyse øjne. Hun strøg ham blidt over kinden og pressede læberne sammen om smilet. “Min smukke gøgler,” musede hun blot, betragtende ham i skæret fra den smule månelys, der slap gennem trækronerne.
Alle dele af hende var optaget af ham. Opslugt. Bekymringer ville først komme når hun var alene, men hun frygtede at også de ville blive overskygget af den blotte tanke om ham. Hvordan hun nogensinde skulle vende tilbage til sit normale liv nu, det måtte kun Guderne vide. Hun smilede varmt. “Er du min, Ari?”
Ari tog en dyb indånding og smilede over hvad det gjorde ved deres forbundne kroppe. Han kyssede hende blidt, før han svarede, nærmest mere med sit smil end sine ord. “Jeg er din, ‘amira. Du har mig i din ‘ule ‘ånd, lille ‘eks.” Han så kærligt på hende og kyssede hende igen, indtil han glemte, at han allerede havde haft hende og tog hende igen, midt på skovbunden med lyden af gøglernes sang fjernt i baggrunden.