Sidste dag i Corus

[Jessamine af Ravntoft]

Hvordan i alverden hun havde fundet tid til at leve op til en ældre aftale med sin ridders lillesøster, havde Jessamine absolut ingen anelse om. Hun havde rigeligt travlt med at sikre sig at alting var i orden, pakke sine egne sager, pakke Emmets sager... Men nu stod hun nu engang foran døren til den jævnaldrende piges værelser og glattede sin kofte. Kjole var det ikke blevet til. Håret var heller ikke andet end samlet i en hurtig fletning. Hun var langt mere Væbner Ravntoft end Lady Jessamine, men det var nu engang også sådan Adalia kendte hende bedst.

Tøjet var i Vårfos' lyse farver og selvom de intet godt gjorde for hende, så befandt hun sig godt i dem. Kinderne var farvede efter at have småløbet gennem gangene og hun glattede også sit hår en anelse, før hun løftede hånden og bankede på. Det tog et øjeblik, før en ældre kvinde åbnede døren. Jessamine bøjede hovedet let for Adalias tjenestepige og klarede halsen. "Væbner Ravntoft. Jeg har en aftale med Komtesse Adalia." Hun genkendte den tjenende ånd af udseende fra Vårfos, men huskede ikke hendes navn. Til gengæld smilede hun høfligt, da hun blev vist ind i en lille stue og så sig lidt rundt efter sin veninde. Kvinden forsvandt og Jessamine samlede hænderne bag ryggen, imens hun vippede lidt rundt i rummet i sine bløde støvler.

[Adalia af Vårfos]

Adalia lå på maven i sin seng, med øjnene klistret til bogen mellem sine hænder, mens hun i langsomme bevægelser vippede med sine fødder op og ned i luften. Adalia havde tilbragt det meste af dagen udenfor, hvilket kunne ses på hendes flettede frisure, der langt fra lignede den omhyggelige frisure hun havde fået sat i morges. Det skete ofte – til stor frustration for Adalias tjenestepige, der havde til job at sætte hendes hår. Bogen Adalia holdte var slidt, tydeligt mærket efter at have læst den utallige gange. Det var en af hendes yndlings, hun synes dog ikke at kunne koncentrere sig om den her til aften, og til sidst blev hun så rastløs at hun måtte rejse sig op, og efterlade bogen flydende på sengen.

I det hun rejste sig op hørte hun lyde inde ved siden af. Det tog hende ikke mange sekunder at opfange hvem det var. I hastige skridt bevægede hun sig hen mod den halvåbne dør, åbnede den helt, og gik de sidste skridt til hun fik øje på sin rødhårede veninde. Hun fangede et hurtigt glimt af Diane, men før hun fik mulighed for at henvende sig til hende, var hun allerede ude af døren. I stedet vendte hun sin opmærksomhed mod sin veninde.

”Jessa”, udbrød hun glad, og trak hende ind i et varmt knus, hvilket hun lod vare i et par sekunder. Hun studerede kort sin veninde, og misundte kort hendes påklædning, i forhold til kjolen hun selv var iført. ”Jeg er glad for at kunne se dig en sidste gang, inden i begge forlader mig”, sagde hun, med hvad nogen ville kalde en dramatisk undertone. Det blev dog sagt kombineret med en let tone, trods hun ikke var glad for at både Jessa og hendes bror snart ville drage fra Corus. ”Kom”, sagde hun blidt, og begyndte at bevæge sig hen mod rummet, hun var kommet ud fra. Hun satte tempoet ned så hun kunne gå side om side med sin veninde. ”Er du færdig med at pakke?”, spurgte hun kort efter.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa lyste straks op i et skævt smil, da Adalia kom flyvende. Hun gengældte venindens kram med et fnys og himlede med øjnene af hende, da først hun var fri igen. "Der er stor forskel på at blive forladt og at slippe for flere dage på hesteryg i hvad der ligner konstant efterårsregn, Komtesse," konstaterede hun tørt, ikke uden et drillende udtryk i det rundkindede ansigt. Hun samlede dog hænderne bag ryggen igen og fulgte med uden protester og med kun et underholdt blik på den jævnaldrende. Havde hun lydt lige så selvretfærdigt fortørnet, da Anders sagde, at han skulle rejse?

En lille grimasse blev skåret bag Adalias ryg og Jessa sukkede lydløst. "Næsten," svarede hun simpelt. Øjeblikket efter var smilet dog tilbage på hendes læber og hun så sig rundt i et værelse hun ikke havde besøgt før. "Er det her du tager dine elskere ind efter festerne?" Glimtet i de grå øjne var fuldt af narrestreger, som den rødhårede væbner forsøgte at se uskyldigt spørgende på sin veninde. Interessen var dog reel nok.

[Adalia af Vårfos]

Hun krydsede sine arme, og formede sine læber i et skævt smil, som resultatet af det hun sagde. ”Det klæder dig ikke at klage, væbner. Du lyder som min bror.”, kommenterede hun i et drillende og ironisk toneleje. Sætningen kunne ikke være mere dobbeltmoralsk, og så stikkede hun lidt til sin bror, som hun sådan holdte af at drille – selv når han ikke var til stede. ”Du kender mig godt nok til at vide at jeg langt hellere udholdt regn i staver – og en forkølelse med – fremfor at skifte lagner og lægge kjoler sammen…. Ikke at jeg klager.”, tilføjede hun muntert, med et glimt i øjet. Hun lød mere utaknemlig end hun var, men overdrivelse fremmede forståelsen, og Adalia var trods alt ikke lykkelig over for sit nye erhverv.

Adalia satte sig i sin seng, netop i det Jessa kom med sin sætning, hvilket fik det til at se helt forkert ud. Timingen fik Adalia til at le. ”Hvorfor? Er du jaloux?..”, spurgte hun, stadig med latter i stemmen. Latteren forsvandt langsomt, og hun så op på sin veninde, med et nysgerrigt glimt i øjnene. ”Nogen du kaster lange blikke efter?” spurgte hun. Hun prøvede ikke at lyde uskyldig.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessamine ville have påpeget Adalias dybe dobbeltmoral - hvis ikke veninden pludrede videre i lige så lystigt et tempo, som hun selv plejede at ligge for dagen. I stedet himlede hun teatralsk med øjnene og dumpede ned i en bred vindueskarm, med udsigt over byens tage. Der plapredes løs og væbneren lænede hovedet imod karmens ene side med blikket hvilende dovent på komtessen ovre i sengen. Hun smilede skævt, men tav komplet indtil stilheden havde sænket sig derovre fra. "Jeg kan ikke regne ud hvorfor du skulle give dig til at skifte lagener - medmindre det har noget med dine private affærer at gøre," konstaterede hun tørt, men med et yderst underholdt glimt i de lyse øjne.

"I øvrigt er jeg jaloux. Al den tid du har til at lade unge mænd kurtisere dig... Til at flirte med dem..." Hun sukkede en anelse overdrevet og overgav sig til det insisterende træk i sine mundvige. "... Hvad jeg har af tid til den slags er så begrænset, at min mor stadig tror hun skal arrangere mit fremtidige ægteskabelige liv for mig. Jeg ville hellere gifte mig med en smedesøn eller din selvtilfredse storebror, end nogensinde at overveje Liam af Drotvig."