Varm dag.

[Adalia af Vårfos]

I dag var der nogen sol på himlen, hvilket var godt nok vejr til, at et vis antal af hofdamerne ville begive sig med udenfor – til stor glæde for Adalia. I stilhed sad de alle på stole i en opstillet cirkel, så tæt på huset som muligt, med synål og tråd i hænderne. Det hele – stilheden og selve broderingen – var langtrukkent for Adalia. De andre hofdamer var umulige at snakke med, kun få gange blev stilheden brudt, når en af dem viste sit værk frem, hvor de andre ville smile og kommentere med få ord, inden de i stilhed forsatte deres arbejde. Adalia forsøgte at føre en samtale, men hver gang hun åbnede munden, blev hun mødt af sigende sukke og diskrete blikke, der bad hende om at stoppe.

Adalia så sukkende ned på sin broderiramme. Adalia var en håbløs sag når det kom til brodering. Hvor de andres broderinger rent faktisk lignede noget, så syede Adalia bare ikke pænt i hånden, og trådene endte hele tiden med at blive for ujævne. I det mindste stak hun sig ikke på nålen – det havde hun gjort nok på klosterskolen.

Til sidst gav Adalia op, og lod i stedet blot som om hun lavede noget, mens hun i virkeligheden betragtede omgivelserne. Til sidst blev hun for rastløs, og kom med en ligegyldig undskyldning, hvorefter hun forsvandt længere ned i haven. Hun startede ud med at bevæge sig væk i fine, små skridt, men jo længere væk hun kom, jo hastigere og mere frie blev hendes skridt.

Outfit: here.

[Rikash Salmalín]

Det rørte på sig rundt omkring i verden, og paladsets magikere havde endnu engang været samlet, med alle deres farverige forslag og tanker til, hvordan man bedst kunne beskytte Tortall. Mødet var overstået, og under normale omstændigheder ville Rikash umiddelbart efter være vendt tilbage til sine værelser i Fabeldistriktet. Han var dog i en klemme, med en halv idé, en halv forestilling om en besværgelse, som han ikke kunne knække. Svaret lå ikke i de bøger, papirer og mærkværdige substanser, der var spredt ud over hele hans arbejdsværelse. Det lå et sted i hans tanker, han var bare ikke nået frem til det rigtige endnu.

Så derfor var han ikke gået hjem, men holdt sig fra bøgerne for en enkelt gangs skyld. At læse det samme igen ville ikke give ham svaret, og han tænkte godt med lyden af fuglekvidder og raslen af blade omkring sig. Rikash kom ikke meget ud, men han kunne godt lide naturen og endnu bedre, de dyr der levede i den. Paladsets haver var ikke just vild natur, men fuglene fløj alligevel mellem træerne og der var stadig dyr, der to år efter Rikash' farmors død, opførte sig mere intelligent end, hvad der var normalen. En af dem var ilderen Spidstand, som piskede nysgerrigt frem og tilbage. Troldmandens blik fulgte den, uden egentlig at se. I stedet var han fordybet i tanker, stille som en statue. Det eneste der afslørede, at det ikke var tilfældet var det krøllede hår og den ankellange, blommefarvede kjortel der bevægede sig lydløst i den milde vind. Han var i øjeblikket tabt for omverden, uden sans for, hvad der skete omkring ham.

[Adalia af Vårfos]

Adalia var kun nået omkring et par buske, da hun fik øje på en adelsdreng, der løb rundt og skød til en bold i eget selskab. Da han fik øje på hende stoppede han forpustet op. ”Lady Adalia”, hilste en lys drengestemme, og Adalia sendte et smil det runde drengeansigt, tilhørende en af de adelige børn, som hun i løbet af sin korte tid på slottet, havde lært at kende godt. ”Ivan, jeg har sagt at du kan kalde mig Adalia når det bare er os to”, sagde hun venligt. Hun skævede til bolden han stod med i sine hænder. ”Må jeg spille med?”, spurgte hun. Drengen tøvede kort. Så nikkede han, smed bolden til jorden, og skød den mod hende. Hun skød tilbage, og der gik ikke lang tid, før de begge grinende løb rundt på græsset, ivrig efter at tage bolden fra hinanden.

På et tidspunkt ramte Adalia bolden skævt, og i et forsøg på at redde den, sparkede Ivan sådan til den at den fløj højt op i luften, og endte øverst i et af de mange træer. Ivan udbrød et gisp. Adalia skar en grimasse. ”Det er ikke slemt. Bolden falder sikkert ned af sig selv om lidt.”, sagde hun i en beroligende tone. ”Åh nej. Bolden er min brors. Jeg tog den uden at få lov. Nu får jeg ballade.” Adalia fik ondt af den yngre dreng. Hun vendte sig mod drengen. ”Bare rolig. Jeg skal nok hente din bold, Ivan. Vent her.”

Adalia trak op i sin kjole, og placerede sin fod på en af de nederste grene, mens hun med sine hænder trak sig op i en af grenene over hende. Kjolen gjorde det en smule besværligt for hende, men efter et stykke tid, var hun højt nok oppe til at nå bolden. Tanken om, hvad Sira mon ville tænke om at en af hendes hofdamer klatrede i træer, ramte hende. Ikke rare ting, kunne hun forestille sig. Klosterskolen ville blive dybt forarget. Hun rakte ud, og tog om bolden, som hun rev til sig. ”Ivan”, råbte hun, men ingen svarede. Hun råbte igen. Stadig intet svar. Han var sikkert smuttet. Adalia vendte blikket mod jorden. Det var umuligt at kravle ned i kjole og med en bold i hænderne. Hun tog et hurtigt valg, og gav slip på bolden, for at lade den dumpe ned selv. Hun bad til at ingen ville få den i hovedet. Så begyndte hun kort efter selv at kravle ned.

[Rikash Salmalín]

Rikash var helt væk i sit eget, lille tankeunivers som han gik igennem paladshaven, da noget relativt hårdt slog imod hans ene ben. Brat blev han revet ud af trancen og drejede nakken så hurtigt, at det var utroligt at det ikke gav et smæld i den. Han lignede mest af alt en, der lige var blevet præsenteret for en ubrydelig kode, som han med et borende blik så ned på bolden på jorden, og langsomt bukkede sig for at samle den op.

Da han stod med den i hænderne, gled det skeletagtige blik ud over haven, i et forsøg på at beslutte, hvor den måtte være kommet hoppende fra. Hans blik var nær gledet forbi et helt bestemt træ relativt tæt på, men ud af øjenkrogen fangede han svagt en sammensmeltning af hvid og rød. Snart var hele opmærksomheden rettet mod det, lige tidsnok til at se en kvinde - der tydeligvis var adelig - på vej ned fra træet. Rikash var så vant til kvinder der klatrede i træer, men det at hun var af finere slægt, fik ham alligevel til at hæve øjenbrynene lidt.

Det blev da også kun endnu mere udtalt, da han øjeblikket efter genkendte hende og han var i et øjeblik uendeligt tæt på at tabe bolden. Rikash var ikke mere end en halv snes skridt fra træet og Adalia, nok til at han ikke behøvede at gå tættere på, for at kunne tale så hun hørte det. Det da også mest af overraskelse og dyb, dyb forvirring at han udbrød: "Lady Vårfos?

[Adalia af Vårfos]

Der gik ikke lang tid efter Adalia havde smidt bolden, før hun igen var tæt på at have fast jord under fødderne. Den pludselige mandestemme kom ud af den blå luft, og forskrækkede Adalia i sådan en grad, at hun nær var væltet bagover af ren chok. I stedet missede hun en gren, og Adalia ramte derfor jorden ganske elegant med enden først. Adalia kom hurtigt på benene, børstede flovt hår væk fra ansigtet, hvorefter hun kiggede ligefrem.

”Mester Salmalín” udbrød hun tilbage, lige så overrasket over at se ham, som han så ud til at være over at se hende. Hun gjorde et forsøg på at glatte sin kjole ud, velvidende at hendes hår var et håbløst tilfælde, og hendes kinder stadig var røde efter en masse fysisk aktivitet. Adalia studerede Salmalín nærmere, og fik straks øje på bolden mellem hans hænder, hvilket fik et smil frem på Adalias læber. Det var et finurligt syn som hun ikke kunne lade vær med at kommentere på. ”Rikash Salmalín, jeg vidste ikke at De var til boldspil”