Svaret af Miri Iskandar on Nov 20, 2013 17:39:15 GMT
Sigøjneren i vinduet nikkede med påtaget overbevisning. "Selvfølgelig," gav hun ham ret, uden at lægge særligt meget skjul på, at hun troede det var cirka lige så sandt, som han selv gjorde. Det antydningsvise smil på hendes læber voksede en anelse, blot for at falme igen, da kræet nærmede sig hende. Miri trak sig den mindste smule sammen i vindueskarmen, ikke just tryg ved det store dyr, uanset om den havde hjulpet hende med at slippe væk tidligere. Fingrene krummede sig den mindste smule samme ind mod håndbeskytterne, og hun nøjedes med at fnyse muntert - måske en lille smule utroværdigt.
Hun brød sig ikke synderligt om den insisterende snude, men hun fortalte sig selv, at hvis hun kunne overkomme en flok drabanter, så kunne hun også godt lige klare en ulv - på størrelse med en mindre hest. Af samme grund stak hun til sidst en hånd frem imod den, uden at tage blikket fra dyret. Den reagerede dog blot ved at lade tungen glide over hendes revnede fingre, og uvilkårligt kom hun alligevel til at trække på smilebåndet.
Det forsvandt ikke over Galerons næste spørgsmål, men udtrykket i hendes brune øjne, da hun så op, var alligevel alvorligt. I nogle øjeblikke sagde hun intet, overvejede blot.
"Du har en dronning, jeg har en konge." Det var alt. Mere sagde hun ikke, mere var ikke nødvendigt for at bekræfte, hvad han havde spurgt om. Som Tyvenes Dronning, var der ingen tvivl om hos hvem hendes loyalitet lå. Og hun havde en klar mistanke om, at det var lige det modsatte for manden foran sig.