Banke, banke på

[Arram Dalben]

Til:   Gemma Farver

Født og opvokset i Tortall og uden at have opholdt sig særligt lange perioder udenfor bymurene, var der dog stadig ét af hovedstadens distrikter, han kendte bedre end bedre end alle de andre. Naturligt nok, når det var det distrikt han både var født i og nu selv boede i. Fabeldistriktet var også der hans forældre stadig boede og ydermere der hans yngre søster havde valgt at slå sig ned med sin husbond.

Netop søsteren var i hans tanker da han denne dag forlod sit eget hus med en kurv i den ene hånd og en skindpose over skulderen. Det var efterhånden et godt stykke over middag, men som skyerne drev over himlen og skjulte solen, var det svært at bedømme hvor meget. Ikke at det var særlig vigtigt i sidste ende.

Han bevægede sig hjemmevant gennem kvarteret og nåede snart Evin Snedkers lille hus, men i stedet for at banke på døren ud til gaden som de fleste andre måske ville gøre, lukkede han sig selv ind i baggården og skridtede over den op til køkkendøren. Uden at have en hånd fri til at banke, brugte han den ene fod til at puffe til døren og gik så et skridt tilbage mens han ventede på der blev lukket op.

[Gemma Farver]

Evin og Gemma Snedker boede i et simpelt, lille hus med lerklinede vægge og jordstampede gulve. De var ikke blandt de mest velhavende i borgerskabet, men led såmænd heller ingen nød. Ægteparret kunne endda snarligt se frem til, at beklæde gulvet med træ, med stor hjælp fra Evins far, en af Corus' snedkere og en tømrer, der skyldte selvsamme en tjeneste.
Det så Gemma frem til, som hun satte kosten fra sig og spredte friske strå, for at holde på den begrænsede varme i efterårstiden. Gemma havde gjort det mange gange gennem årene efterhånden og hun arbejdede effektivt og hurtigt. Sådan var hun, Gemma Snedker, arbejdsom og ikke til at ændre på det punkt.

Hun tørrede hænderne af i forklædet og stoppede en forvildet hårlok tilbage ind under hovedlinet. Selvom hun ikke brugte dagen på at farve, var der stadig meget at gøre, inden det blev tid til at lave aftensmaden. I hjørnet nær ildstedet og et af de mindre vinduer, stod en lodret væv, som Gemma havde været på vej i retning af, da det bankede på bagdøren.

Gemma kastede et kort blik mod døren, før hun rettede lidt på sin brune kjole under forklædet og trådte udenom spisebordet, så hun kunne fjerne haspen og åbne ud til baggråden.
Der kom ofte folk forbi, og det var aldrig til at regne ud, hvem det var. Hun havde dog ikke regnet med at det var Arram, den travle troldmand og af samme grund røg de røde øjenbryn en anelse op, og et afdæmpet, men dog varmt smil trak hendes læber op. "Nu har jeg aldrig. Jeg var begyndt at tro, at du havde for travlt til at besøge en gammel dame, Arram." Hun sendte ham et påtaget strengt blik, før hun rakte insisterende frem for at tage, hvad storebroren bar med sig. "Kom indenfor i varmen. Hvad skylder vi æren?"

[Arram Dalben]

Et varm, og temmeligt bredt smil, trak helt naturligt Arrams mundvige op og blottede hans tænder, da døren gik op og afslørede hans yngre søster som forventet. Han fnøs påtaget indigneret mens han gik forbi hende ind i det hyggelige køkken, uden at give hverken kurv eller pose fra sig lige med det samme "Hvis du mener du er gammel, så vil jeg ikke vide hvad du mener jeg er." han trådte tæt nok på hende til at bøje sig og plante et kys på hendes ene kind i mangel af frie hænder til at omfavne hende "Jeg har desuden altid tid til dig, Gem." han blinkede oplagt og smilede stadig varmt mens han så sig søgende omkring.

"Er Evin på vagt?" spurgte han da hans blik igen fandt søsteren, uden at han var synderligt i tvivl om svaret. Han rakte hende først nu kurven hvor et stykke klæde dækkede to fuldfede ænder "Madam Bødkers søn havde mere end almindeligt held i går. Jeg tænkte du ville kunne bruge dem bedre end jeg." forklarede han efter at have overladt hende kurven.

[Gemma Farver]

Gemma rynkede utilfreds på panden, da Arram ikke gjorde som hun tydeligt opfordrede til og lod hende overtage noget at al hans oppakning. Det var dog også typisk ham, og hun sukkede lavmælt over det, omend mere eller mindre halvhjertet, som han plantede et kys mod hendes ene kind. Gemma tørrede hænderne af i forklædet og lukkede døren ud til efterårskulden til, for ikke at lukke mere varme ud end nødvendigt.

Rettende lidt på hovedlinet, vendte Gemma sig mod Arram igen. "Han er hjemme til aftenstid. Det er i det mindste ikke nattevagter denne uge." Den rødhårede kvinde smilede antydningsvist, med et spørgende udtryk i de lysbrune øjne, som hun tog imod kurven fra sin ældste bror. Naturligt nok løftede hun klædet en anelse, og kunne ikke gøre andet end at smile varmt over indholdet. Blikket vendte tilbage til Arram. "Jeg håber så sandelig, at du har tænkt dig at blive til aftensmad med al den mad. Evin kan sætte meget til livs, men jeg er bange for, at det ville gå ud over hans helbred, hvis ikke der er ekstra hjælp. Og jeg vil ikke høre nogen undskyldninger," lød det bestemt fra hende, krydsende rummet for at sætte kurven fra sig på køkkenbordet. "Sæt dig ned. Hvad vil du have at drikke? Lad mig høre, hvad du får tiden til at gå med efterhånden."

[Arram Dalben]

Arram ignorerede fuldkomment sin søsters fremstrakte hånd (i øvrigt med fuldt overlæg) og tog sig tid til at gå indenfor, hilse på hende og snakke videre. Først da han selv havde fået svar på sit spørgsmål rakte han kurven frem mod hende med et nik og et smil "Perfekt. Jeg har noget jeg skal spørge ham om." oplyste han og viklede det uldne tørklæde han havde om halsen af og hængte det på knagen ved siden af døren sammen med læderposen han havde haft over skulderen.

"Det var alt sammen en del af min lumske plan." indrømmende han med et smørret smil mens han vendte sig og så på sin søster med et glimt i øjnene "Jeg behøver ikke huske dig på hvordan det gik sidst jeg skulle plukke et stykke fjerkræ, vel?" han skar en grimasse og gik så hen til det lille bord hvor han fulgte hendes opfordring og satte sig ned "Men at spise mig en pukkel til sammen med min svoger kan jeg lige klare." fortsatte han og tilføjede et svar på hendes spørgsmål "Noget varmt hvis du har det. Det er blevet koldt." han gned hænderne mod hinanden for at understrege sin pointe.

[Gemma Farver]

Gemma smilede, som hun satte ænderne fra sig på bordet og gik i retning af sit mindre, men passende køkken. På en skammel stod en spand med vand fra brønden, og den rødhårede kvinde havde snart fyldt en lerkande til randen. Et muntert fnys undslap hende, og hun hævede et enkelt, skeptisk øjenbryn. "Det er aldrig for sent at lære, kære bror. Lad dig endelig ikke narre til at tro, at jeg ikke forventer, at du gør dig nyttig." Lød det med et drillende blik, men endog med tydelig alvor. "Det må være tid at vise, at du forstår at holde dig selv i live. Eller har du på nuværende tidspunkt hyret nogen til at sørge for det praktiske?" Gemma pakkede sjældent tingene ind, og selvom hun ofte fremstod en smule brysk, så var det dog med et smil på læben. I hvert fald denne gang.

Få gryder i forskellig størrelse hang på kroge nær ildstedet, og med kanden i den ene hånd, løftede hun den mindste af dem ned, for at hænge den på en lignende krog over ilden. Snart efter forsvandt kandens indhold ned i den, og pligtskyldigt gik hun tilbage til køkkenbordet for at sætte den på sin rette plads. I stedet for at slå sig ned og slappe en smule af, fortsatte hun med at finde to trækrus frem og en mindre pakke viklet i et klæde. "Kom så," hun så på ham over skulderen. "Fortæl hvordan tingene står til, før jeg må revne af spænding."

[Arram Dalben]

Arram skar en grimasse mens han lænede sig ind over bordet og fulgte hende med blikket "Din tro på mine evner er rørende, kære søster." gav han igen med et smørret smil og rystede på hovedet mens hun fortsatte "Ikke et sekund i tvivl, men Madam Bødker sørger godt for mig." han nikkede mod ænderne "Som du kan se." at han ikke selv ligefrem var en ørn i et køkken var ingen hemmelighed, men han havde da overlevet indtil nu.

Han var i gang med at se sig om efter nye ting i køkkenet da Gemma talte igen og fik ham til at klukke af latter "Du får det til at lyde som om jeg er spion for Kronen og har dramatiske eventyr hver dag, Gem." han fnøs muntert og satte den ene albue i bordet for at kunne hvile hagen i sin hånd "Der er ikke så meget at fortælle er jeg bange for. Ikke siden mit ufrivillige sammenstød med ordensmagten." han skar en grimasse og var ikke fuldt ud nået til at kunne more sig over, at svogeren havde været en af de drabanter der troppede op på hans dørtrin for nogle måneder siden. Hans tanker cirkulerede omkring grunden, og han rømmede sig spontant med et underfundigt smil "Jeg vandt i terninger nede på Grågåsen i aftes. Tæller det?"