Øl og terninger

[Brishen Cipris]

Til:   Mira Smed   -   Påklædning:   Her

Bryce sad ved sit sædvanlige bord, i sin sædvanlige stol på Den Dansende Due, kroen der i flere år en nogen efter hånden kunne huske, havde været hovedsæde for Tyvenes Konge, Slyngelen. Stemningen denne aften var en mere munter end sædvanlig, men det var ikke noget særsyn sidst på ugen. Bryce selv var i strålende humør og var i gang med at banke sine bordfæller i et højlydt spil terninger. Terningerne fløj lige så hurtigt omkring, som tyvene hældte krofatters gode øl indenbords.

Stolen ved siden af Slyngelen, hvor hans højre hånd (og søster) plejede at sidde, var tom. Nogle få ved bordet, ham selv inklusiv, vidste hvor hun var, og hvorfor. Bag munterheden, de spillende mørke øjne og smilet, grublede Bryce stadig over den sidste besked han havde fået fra Caynn. Havnebyen var nemlig hvor Miri befandt sig og han havde selv sendt hende dertil for over en måned siden.

Med endnu en sejr i lommen, drejede han sig i stolen for at fange den nærmeste af kroens piger og få fyldt krusene op. I stedet fangede hans blik en undseelig skikkelse, der, som vanligt, ikke gjorde noget væsen ud af sig selv. Han kneb øjnene lidt sammen og holdt blikket på kvinden indtil hun så i hans retning og han kunne fange hendes blik. Han holdt det et øjeblik mens han overvejede, skubbede så stolen tilbage med en skraben mod stengulvet og stilede direkte i Miras retning mellem borde og mennesker, noget der måske gik lettere for ham fordi folk automatisk flyttede sig for ham, måske ikke meget eller særlig tydeligt, men nok.

[Mira Smed]

Til: Bryce Sarka - - - - Iført: dette.

Det var oftest at Mira kun holdte til på Den Dansende Due når hun var i selskab med James. (og når hun blev trukket til forhør fordi hun havde dummet sig). Til aften opholdte James sig dog andetsteds, sikkert på en eller anden kro, men Mira havde ingen intentioner om at rende rundt og bruge tid på at lede efter ham.

Mira slog sig ned ved et bord, og sippede svagt til sin øl, mens de andre slyngler hældte alkoholen i sig. Mira havde de sidste par år taget afstand til de fleste slyngler, og hun sad derfor blot og lyttede og observerede til gruppen af slyngler, som hun ikke vidste meget mere om end deres navn. I starten var det hyggeligt, men som aftenen skred frem og øl blev hældt ned i større og større mængder, stod Mira af.

Mira rejste sig, og nåede at gå et par skridt, inden hun fik øje på et par øjne der stirrede direkte på hende. Hun så tilbage på den velkendte skikkelse, og holdte blikket, indtil han rejste sig op, og begav sig over mod hende. ”Aften”, hilste hun. Hun havde for vane aldrig at sige ’godaften’. Hun kunne jo ikke vide om hans aften var ’god’. Synet af ham fik hende til at huske på deres sidste møde og det fik hende til at smile svagt. Hun skævede hen mod bordet han var kommet fra. ”At dømme ud fra dine bordfællers lettede smil da du gik, går jeg ud fra at du klarede dig godt.”, sagde hun, med et hovedkast mod bordet han havde siddet ved. Mira havde ikke observeret bordet længe, dog nok til at hun kunne drage den konklusion.

[Brishen Cipris]

Når Bryce rejste sig fra sin faste stol og selv opsøgte en person i krostuen fremfor at vinke dem hen til sig selv, så var der altid en grund. Det var der også denne gang og alle vidste det sikkert. Han stoppede foran den yngre kvinde og så ned på hende med øjne der spillede i den dunkle belysning. Hendes hilsen blev besvaret med et nik før han som hende kastede et blik tilbage mod bordet ved pejsen og et muntert fnys undslap ham "Jeg ville være et skarn hvis jeg brokkede mig.." nøjedes han med at svare da han igen vendte ansigtet mod hende.

Han rynkede brynene lidt og det ulæselige udtryk vendte tilbage "Det var dog ikke terninger jeg ville tale med dig om." han behøvede ikke se sig omkring for at vide de blev betragtet fra flere retninger "Kom." bød han kort og kontant, før han fortsatte mod trappen op til kroens førstesal. Man behøvede ikke være mere end almindeligt begavet for at regne ud hvad flere ville antage, men det ragede Bryce mindre end lidt. At Mira måske ikke havde det på samme måde kom han først til at overveje da han var tre trin oppe ad trappen og vendte sig for at se efter hende med et diskret spørgende blik.

[Mira Smed]

Mira studerede ham eftertænksomt. Noget sagde hende at det ikke var for igen at få hendes selskab på egen hånd at han hev fat i hende. Hendes mavefornemmelse blev bekræftet kort efter. Mira krydsede sine arme, og så på ham med en undrende mine, mens et hav af tanker fór igennem hende. ”Hva..”, hun skulle til at spørge hvad han ville, men blev afbrudt, før hun fik muligheden for at tale færdig. Mira blev stående lidt da han begyndte at gå, og en rynke viste sig i panden på hende, før hun endelig fik taget sig sammen til at følge med.

Mira var lige bag Bryce, og på vejen mod hvor end Bryce ville føre hende hen, opfangede hun stirrende blikke alle vegne. Mira kunne ikke holde et smil tilbage. Hun vidste ikke hvad der var mest morsomt. De syrlige, misundende blikke hun modtog fra damerne.. Eller de forvirrende blikke fra mændene, der tydeligt indikerede, at de ikke forstod at det var Mira af ”alle” han havde valgt at tage med sig.

Mira opfangede at han vendte sig om for sent, og da hun var lige i hælene på ham, kom hendes ansigt pludselig rigtig faretruende tæt på hans. Instinktivt trådte Mira et skridt ned, og stirrede ulæseligt på ham i et par sekunder. ”Hvorfor stopper du?!”, mumlede hun, forvirret over at deres ’næsten’ sammenstød fik hende til at reagere sådan. Hun passerede lige efter trinnet Bryce stod på, for at tage styringen ved at forsætte videre op, trods hun ikke vidste hvor hun skulle hen.

[Brishen Cipris]

Bryce var vant til de blikke der altid var på ham. Det kom med jobbet og han vidste det meste af hvad der foregik i krogene. Mange gange kunne han regne sig frem til resten og ligenu var han ikke i tvivl om hvad størstedelen af krostuen (i hvert fald den del der var knyttet til ham på den ene eller den anden måde) troede skulle foregå; Enten havde pigebarnet lavet ballade, eller også ville hun ende som ekstra varmekilde i hans seng.

Ingen af delene var dog det han havde i tankerne og da Mira nær var gået ind i ham på vej op ad trappen, spillede hans mørke blik underfundigt "For at give masserne noget at sladre om når vi er væk." kom det flabede svar, uden skyggen af fortrydelse og med et tilhørende ulvegrin. Han blev stående et øjeblik og fulgte hende med blikket da hun gik forbi ham, for så selv at følge efter.

Det blev hans tur til at gå forbi hende da de nåede fast gulv hvor trappen endte "Herned." informerede han kort og fortsatte ned ad den smalle gang. Der var døre på begge sider og fra bag flere af dem var lyden af stemmer, snorken og aktiviteter der kunne få en adelsfrøken til at rødme. Han stoppede momentært foran døren for enden af gangen, så overvejende på Mira og åbnede den så. Klog af skade gik han ikke lige ind, men afsøgte hurtigt rummet med alle sanser (man kunne aldrig vide) før han gik først ind og holdt døren åben indtil hun også var indenfor "Hvor nysgerrig er du, Mira?" han lukkede døren bag dem, sendte hende et svagt drillende blik og fortsatte hen til et lille bord. Han bevægede sig ligeså sikkert i halvmørket som med lys, men øjeblikket efter blev det bløde lys fra en olielampe tydeligt og voksede i styrke.

[Mira Smed]

Mira stoppede som hun fik passeret det sidste trin. Det var ikke første gang at hun var heroppe. Det var sket en gang eller to at hun havde været nødsaget til at vække James fra en brandert i en af kroens senge. Hun havde dog aldrig selv ligget i en. Mira drejede hovedet i det Bryce gik forbi hende, og hun fulgte instinktivt efter ham, stadig uden at sige noget. (trods hendes irritation for længst var forduftet)

Mira holdte sig på afstand da han stoppede op, men som han åbnede døren, kunne hun ikke lade vær med at træde et skridt frem, for ligesom Bryce at sikre sig at der ikke ventede dem uventede overraskelser derinde. Mira vurderede at det var sikkert, og da Bryce kort efter den konklusion bevægede sig hen over dørkarmen, tænkte hun at han måtte være kommet frem til det samme.

Mira trådte ind i rummet, og selvom rummet var halvt skjult i mørke, så dannede Miras trænede blik sig hurtigt et overblik over stedet. Det lignede nu meget de værelser hun havde hevet James ud fra. Hans spørgsmål kom ikke som en overraskelse, og hun kunne ikke lade vær med at more sig halvt over hans pirrende ord, mens hun tog sig tid til at tænke over det. Hun svarede ham med ryggen til ham. ”Nysgerrig nok til at blive.”, Mira vendte sig om, og lod kort de brune øjne hvile i det voksende lys, inden hendes blik ramte hans.

[Brishen Cipris]

Hvide tænder blev igen synlige i skæret fra lampen da et lydløst grin bredte sig på Slyngelens ansigt over Miras svar. Det spillede ingen rolle at hun ikke ville se det med ryggen til, for det var forsvundet igen da hun vendte sig. Han havde sat sig på kanten af det solide bord, uden at fødderne forlod gulvet og med begge hænder lukket om bordkanten.

"Godt." han nikkede langsomt en enkelt gang mens hans blik vurderede hende kritisk og overvejende adskillige sekunder før han fortsatte "Kan jeg stole på dig, Mira?" alle spor af munterhed var forsvundet fra hans ansigt og i stedet erstattet med alvor "Stole på at du ikke sætter en kniv i ryggen på mig som størstedelen af forsamlingen dernede hvis de fik chancen." fortsatte han uden at slippe hende med blikket. Han var forholdsvis sikker på svaret, men ventede alligevel tålmodigt til hun svarede. Så nikkede han igen og de brede skuldre faldt umærkeligt "Jeg har en opgave til dig." han gjorde en lille pause og aflæste hendes ansigt for reaktioner mens han talte "Hvordan ville du have det med at tage en tur til Caynn?" han tav og så denne gang afventende på hende.

[Mira Smed]

Mira stod oprejst et stykke fra Bryce, og lod blikket dvæle hos lyset fra olielampen, inden hun fik øjenkontakt med tyven foran hende. Da hun blev mødt af Bryces forandrede ansigtsudtrykt, faldt et strejf af alvor straks over Miras ansigt. Havde han ikke talt videre havde hun selv spurgt ind til hvorfor hans ansigt lå i de seriøse folder. ”Ja.”, hun tøvede ikke med sit svar. Tillid var en stor ting at give til folk, selv stolede Mira kun på sig selv. Mira var langt fra fejlfri, men en ting kunne man vide om hende med sikkerhed – hun var til at stole på.

Mira nikkede forstående. Hun var altid klar på en opgave. Hans næste ord fik hende dog til tænksomt at hæve brynene. ”Hvorfor vil du have mig til Carynn?”, spurgte hun. Hun gik et par skridt hen mod ham. Han var tydelig i mørket nu.

[Brishen Cipris]

Bryces blik hvilede indgående på Mira i flere sekunder, selv efter han havde fået det svar han havde regnet med (og håbet på). Enhver kunne sige de var til at stole på. De fleste ville sige det uanset om det var sandheden eller ej, men med kvinden foran sig, troede han rent faktisk på det. Så meget som man nu engang troede på en anden end sig selv.

Han fortsatte uden at fortrække en mine selvom hans kropssprog diskret forandrede sig en lille smule mens han fortsatte. Han vejrede stadig stemningen og holdt øje med hendes reaktioner, både de synlige og knap så synlige "Det er ingen hemmelighed at min søster er i Caynn.." begyndte han og skiftede vægten lidt mellem fødderne "Men grunden er lidt mere alvorlig end en hyggetur for at nyde godt af havluften." han gjorde en lille pause igen før han med rynkede bryn fortsatte "Hvad har du hørt om Shema Benknuser?" han vrængede let på tilnavnet og viste tydeligt sin mening på den måde. Den kvindelige leder af tyvene i havnebyen havde et ego på størrelse med et mindre slot og havde ikke givet andet end problemer så længe han kunne huske.

[Mira Smed]

Mira kunne godt mærke at hun blev vurderet. Det var klogt af ham. Der var mange i deres erhverv der ikke var til at stole på. Der ville lyve så snart de fik chancen, selv over for Tyvekongen, hvis de troede på at de kunne slippe godt fra det. Alligevel kunne hun mærke at det gik hende på at han ikke med det samme stolede på hendes ord. Tillid var af stor betydning for Mira. Det var vigtigt for hende at folk vidste dette.

Mira lænede sig op af en kommode, med sin højre hånd hvilende derpå, og den anden hængende løst ned langs hendes side. Hun lod langsomt fingerspidserne køre langs det flade areal. Blikket lå stadig låst fast på Bryce. Den ene mundvige trak op i et skævt smil, og sammen med blikket indikerede det tydeligt, at Mira som Bryce sagde havde kendskab til at hans søster opholdte sig i Caynn. Det næste Bryce sagde var ikke noget hun havde hørt i krogene, men hun havde haft sine spekulationer, så det kom ikke helt bag på hende. I det han nævnte Shena Benknuser stoppede hun alt bevægelse i sin højre hånd. ”Jo. Hende har jeg godt hørt om.”, mumlede hun med tydelig foragt i stemmen. Hendes blik blev hårdt. ”Hvad med hende?

[Brishen Cipris]

Bryce havde for længe siden gjort det til an vane aldrig at stole helt på nogen, heller ikke selvom hans mavefornemmelse sagde ham, at han kunne. Mira faldt udenfor størstedelen af slænget han rådede over, men det var i lige dette tilfælde noget der talte klart til hendes fordel, nærmere end det modsatte. At han måske engang i mellem var for mistænksom blev fortrængt, som altid, mens han fortsatte og holdt blikket opmærksomt på hende imens.

Han nikkede selv da hun bekræftede at have hørt om den berygtede kvinde der styrede tyvene i Caynn "Det regnede jeg også med, og alt du har hørt om hende er sikkert sandt et eller andet sted i større eller mindre grad." han fnøs, uden skyggen af munterhed og kneb øjnene lidt sammen "Hun tager sig lidt for mange friheder." fortsatte han med et stramt drag om munden "Jeg har brug for at få et brev leveret til Siri.." han gjorde en lille pause "..og være sikker på det bliver leveret direkte i hendes hænder, eller slet ikke."

[Mira Smed]

Med spændte kæber lyttede Mira til Bryce, og prøvede at komme i tanke om hvad det helt præcist var ved Shema Benknuser, der gav Mira lyst til at slå på et eller andet. Om det var kvindens store ego, det at Bolter engang havde ’stolet’ på hende, eller det faktum at hun var en løgnagtig, fæl person der skabte ulykke hvor end hun gik, vidste hun ikke. Det var nok alle kombineret.

”Og du vil have mig til at levere det til hende.. tilføjede hun til hans ord. Det var en konstatering, ikke et spørgsmål. Hun kneb tænkende øjnene sammen. Han ville have hende til at tage af sted alene, han stolede nok på hende til…. Noget gik pludselig op for hende, og hun kunne ikke forhindre det smalle smil der nåede hendes læber. ”Du stoler på mig.”. Hun kunne ikke skjule tilfredsheden i sine ord. Der var også en undertone af beundring, trods hun forsøgte at undertrykke det. Hendes ansigt blev langsomt hårdt igen. ”Hvad hvis jeg bliver fanget?”. Det var ikke noget Mira regnede med at blive, alligevel ville hun høre ham svare, for hvor langt regnede han med at hun ville gå, for at beskytte brevet? Mira kendte allerede sit eget svar.

[Brishen Cipris]

Bryce blev stående med korslagte arme og et stenansigt af alvor mens Mira tyggede på hans ord "Mhmm.." brummede han bekræftende, nikkede og kneb øjnene lidt sammen uden at sige mere. Udspillet var Miras og nu hvor hans hensigt var lagt mere eller mindre åbent ud, var det næste træk hendes. Den konstatering der kom næst var han ikke komplet forberedt på og et kort sekund trak det lidt i hans mundvige. Så nikkede han igen, men alvoren sad stadig i hans blik "Jeg har en god fornemmelse af jeg kán stole på dig i hvert fald." tilføjede han og lod armene falde.

Hendes spørgsmål fik ham til at rynke brynene, men svaret kom uden den store betænkning "Så sørger du for brevet aldrig har eksisteret og du kender hverken mig eller Siri." det var en risiko, ja, men det kunne ikke være på andre måder. Dertil var indholdet af brevet og den opgave hans yngre søster var på, for vigtig. Han rettede sig op og stod fri af bordkanten uden at slippe hende med blikket "Du kan tænke over det til i morgen før du bestemmer dig, men jeg kan ikke give dig mere tid end det." fortsatte han med en let beklagende tone før han igen tav og så afventende på hende.

[Mira Smed]

”Kender hvem?”, svarede hun tilbage med et glimt i øjet, med en tone der tydeligt forsøgte at prikke lidt til ham, men samtidig bekræfte ham i hvad hun var sikker på han ønskede at høre. Hun ville ikke skuffe ham.

Mira rettede sig op, og gik langsomt tværs gennem rummet, mens hun trak stilheden efter hans sidste ord ud. Hun behøvede ikke tid til at tænke. Hun kendte allerede sit svar. Et svar der nok havde været klart for hende siden han nævnte Shema. Det var hvornår hun skulle give ham svaret, hun ikke var sikker på. Hun stoppede op, få meter fra hvor han stod, og holdte sit blik i ro i hans et par hurtige sekunder, inden hun vædede sine læber for at svare. ”Jeg gør det.”, svarede hun alvorligt. Kort og simpelt. Hun sendte ham et skævt smil. At hun især gjorde det fordi hun havde en klar fornemmelse om at det ville skade Shema behøvede hun ikke sige. Hun skævede hurtigt fra ham, til døren, og tilbage igen. ”Var det det?”

[Brishen Cipris]

Bryces ene øjenbryn skød i vejret over Miras egentligt ret flabede svar og et øjeblik så han bare på hende. Så trak hans mundvige opefter i et ulvesmil der blottede hans forbavsende velholdte tandsæt "Dygtig pige.." drillede han med et glimt i de mørke øjne der fulgte hende mens hun skabte større afstand mellem dem. Om det var bevidst eller ej kunne han kun gisne om og det blev ved tanken da hun igen vendte sig mod ham og mødte hans blik.

Han besvarede ikke hendes skæve smil, men det tilfreds udtryk der gled over hans ansigt var tydeligt. Selvom han hele tiden havde virket ganske afslappet, faldt de brede skuldre umærkeligt mens han nikkede, først én gang, så endnu en "Det var det." bekræftede han og gik de få skridt hen til hende hvor han stoppede lige foran hende. Som konsekvens måtte han bøje hovedet for stadig at se hende i øjnene "Kom herned ved daggry og brug vinduet så ingen ser dig." han gjorde et kast med hovedet mod rummets enlige vindue uden at bryde øjenkontakten med hende "Er der noget du har brug for ud over en hest?" han rynkede brynene lidt og antydningen af et smil spillede igen på hans læber "Jeg går ud fra du kan ride?"