Ukendt farvand

[Serena Løveklo]

Rispah Væver

Serena kom ikke særlig tit i Markedsdistriktet, med mindre der var noget hun skulle købe. Når hun gjorde, var det næsten altid for at besøge det nærmeste hun var kommet en rigtig ven, siden hun for flere år siden var kommet til Corus. Hun kendte vejen til Madam Vævers værksted i søvne og da hun nåede dertil, stoppede hun ikke ved døren ud til gaden, men lukkede sig selv ind i baggården og stoppede først for at banke på døren til køkkenet.

Det var altid en smule forsvarsberedt hun stod der og ventede på at døren gik op. Det lå for dybt i hende at forvente andres kritik og nedgørende blikke, frem for åbne arme. Desværre gjaldt det også selvom hun aldrig havde mødt andet end det sidste i Væverhuset.

[Rispah Væver]

Rispah løftede hovedet, da det bankede på døren. Hun var dog i færd med at løfte en gryde af ilden og kunne ikke umiddelbart slippe det, før hun havde sat den sikkert på gulvet, hvilende på de tre tæer. Det skulle gøres med lidt forsigtighed, men da først den stod, tog Rispah til gengæld tre, lidt hurtigere skridt og åbnede døren.

Et varmt smil bredte sig over sine læber og hun tog sig ikke meget af, at hun stadig havde kluden der havde afholdt hende fra at brænde fingrene i den ene hånd, da hun trådte frem og omfavnede sin veninde. "Serena," hilste hun mildt og trådte tilbage, gørende plads til at den anden kunne komme ind. "Hvor er det godt, at se dig igen."

[Serena Løveklo]

Serenas indre stemmer tav da døren gik op og det, som hun havde håbet, var Rispah der åbnede døren frem for andre medlemmer af Væver-familien "Jeg håbede du var hjemme." tilkendegav hun og lagde den ene hånd mod venindens ryg et øjeblik, mens hun akavet tog imod omfavnelsen. Hun blev aldrig vant til fysiske udtryk for følelser på den måde, når de rent faktisk var ærligt mente, men i Rispahs tilfælde gjorde hun en undtagelse. Gudinden skulle vide hun havde prøvet at undgå netop de fysiske hilsener længe, men Rispah havde vundet lige den kamp og i sidste ende gjorde det nok ikke så meget.

Hun samlede sjalet tættere omkring sig da veninden slap hende og trådte ind i det varme køkken med et svagt smil "I lige måde. Det er ved at være længe siden." hun var virkelig heller ikke god til overfladisk, høflig samtale, men det var ikke desto mindre sandt og hun vendte sig mod Rispah med et ukarakteristisk varmt blik "Der er sket alt for meget siden branden." havde hun rent faktisk fortalt om den? Hun blev i tvivl.

[Rispah Væver]

Omfavnelsen var impulsiv, men ganske godt begrundet. Hun var lettet over at se sin veninde i god behold. "Jeg hørte godt om den, men ingen jeg kendte, vidste hvor I blev af," svarede hun, mildt forvirret og svagt spørgende.

"Men jeg er glad for at se, at du er uskadt. Hvordan har du det?" bad hun, som hun gjorde tegn til at den anden skulle sætte sig. Selv gav hun sig til at finde krus til varm saft frem.

[Serena Løveklo]

Det lå virkelig ikke til Serena at undskylde. Ikke engang bare fordi det var blevet en principsag. Det lå bare ikke naturligt til hende, men omkring Rispah kom de episoder hvor hun pludselig kunne føle trangen. Den havde indfundet sig lige nu, men i stedet for at sige det med ord, så hun undskyldende på veninden ”Nej, jeg ved det. Ingen kom noget alvorligt til og vi har midlertidigt tag over hovedet.” hun skar en lille grimasse ”Ikke lige det sted jeg ville foretrække, men man kan vel næppe tillade sig at være kræsen i en situation som denne.” hun nikkede med antydningen af et flygtigt smil, og satte sig på en ledig stol hvor hun lod sjalet falde lidt ned over skuldrene. Der var dejlig varmt i køkkenet ”Hvordan jeg har det..” hun fnøs følelsesløst og sukkede tungt ”Jeg er ved at blive vanvittig over, at vi skal bo som sild i en tønde. Måske havde vi ikke meget frihed før, men vi var i det mindste sikre på en hvis kvalitetskontrol af de mænd der kom på Liljen. De typer der kommer på Duen…” hun tav og skar en lille grimasse.

[Rispah Væver]

Rispah rynkede lidt på brynene og så på Serena med oprigtig bekymring, mens hun fyldte krusene fra den gryde hun netop havde taget af ilden. Hun smilede dog en anelse opmuntrende, men mest af af mildt, som hun satte kruset foran den usandsynlige veninde.

"Hvis det bliver for meget og du mangler et andet sted at være..." tilbød Rispah, velvidende om at det var højst sandsynligt at Serena nogensinde ville tage imod det. Hun mente det dog alvorligt og det afslørede hendes blik, som hun satte sig overfor den anden. Hun havde aldrig været på Duen. Faktisk var hun ikke engang helt sikker på hvor det var. Hun var ikke fordømmende overfor Serenas levevej, men hun var ikke så bramfri, at hun ikke rødmede svagt. Øjenbrynene trak sig lidt sammen. "Har I ikke lov til selv at vælge, hvem I...? I hvert fald i en lille grad?"

[Serena Løveklo]

Et svagt smil viste sig igen på Serenas ansigt da Rispah satte et dampende krus foran hende på bordet. Gudinden skulle vide det endnu ikke var varmt udenfor og især efter det ufrivillige flyt til Den Dansende Due, havde hun måttet erkende, at solidt overtøj var noget hun ejede alt for lidt af. Tøj der kunne få en mand til at glemme sit øl havde hun masser af, men tøj der rent faktisk var beregnet til at blive på og skabe varme, knap så meget.

Hun rystede på hovedet og denne gang blev den lette trækning i hendes mundvige siddende "Tak, men jeg tror næppe resten af din familie ville synes om det arrangement." afslog hun høfligt med den smule opdragelse hun trods alt havde "Desuden har jeg fået et andet tilbud." det var sandt nok, men i dette tilfælde også brugbart som et venligt afslag. Mere for Rispahs skyld end hendes egen. Hun løftede kruset og pustede på indholdet før hun forsigtigt nippede til det. Hen over kanten på kruset så hun på veninden med et spillende blik "Det sker." indrømmede hun og fortsatte "Men det er oftest fordi man indynder sig tilstrækkeligt hos en kunde, til at han en anden gang vil vælge dig frem for en anden pige. Og forhåbenligt blive ved med det." Amos dukkede op i hendes tanker, men hun forviste stædigt tanken igen. Som om han skulle regne med hun ville sprede ben for ham hver gang han blinkede.

[Rispah Væver]

Rispah smilede mildt, rynkende lidt på øjenbrynene, men tog ikke kampen op. Serena havde ret, men det betød ikke at Rispah ikke i et nødstilfælde ville sørge for, at der blev plads til hende.

Hvis hun ikke kunne gøre andet, så kunne hun i det mindste lytte. Hun dømte ikke, men hun kunne heller ikke ærligt sige, at hun ikke havde svært ved at forestille sig, hvordan det måtte være at leve som Serena gjorde. Rispah havde eksperimenteret sit, men bestemt ikke til at hun kunne komme med forfærdeligt mange råd. Hun smilede prøvende. "Jeg håber, der kommer en som gør det. En som du kunne blive glad for."

Hun var ikke så naiv at tro, at det ville betyde en løbetur mod solnedgangen, men hun kunne kun forestille sig at det ville lysne Serenas dage en anelse. Og det var det bedste hun kunne håbe på.

[Serena Løveklo]

Serena så ned i kruset med en let skuldertrækning og pustede på den varme saft igen "Jeg har et par stykker. Nogle mere interessante end andre, og en enkelt der har ejerfornemmelser." indrømmede hun henkastet og så op for at møde Rispahs blik igen. Hendes egne, grå-blå øjne spillede frækt, halvt udfordrende "Hvorfor den pludselige nysgerrighed?" hun lagde hovedet lidt på sned og betragtede veninden drillende "Du har nogen i tankerne selv. Hvem er det, Ris?" hun satte kruset fra sig og lænede sig nysgerrigt lidt ind over bordet "Afled mig lidt." det var så meget lettere at tale om andres privatliv frem for sit eget.

[Rispah Væver]

Rispah lo lidt overrasket over Serenas emneskift og himlede godmodigt med øjnene af veninden. "Jeg har ikke nogen i tankerne," svarede hun bestemt, men med et blik der afslørede, at det måske ikke var helt sandt. Problemet var bare, at det ikke var helt så ligetil.

Hun rystede smilende på hovedet og løftede hagen lidt, udtrykket i de mørke øjne svagt spøgefuldt. "Jeg interesserer mig blot for min gode veninde."

[Serena Løveklo]

Serenas øjenbryn krøb endnu lidt i vejret, ganske sikker på hun havde ramt rigtigt da veninden lo "Jeg tror ikke på dig, Ris." hun lænede sig igen lidt frem over bordet og havde tydeligvis ikke tænkt sig at slippe emnet lige med det første "Hvem er han?" hun overvejede et splitsekund og tilføjede "Eller hun, det gør ikke den store forskel." hun vidste med rimelig sikkerhed, at den anden ikke havde den interesse i sit eget køn, men hendes egen levevej havde om ikke andet gjort hende åben for muligheden, uden at dømme "Kom nu. Fortæl mig om ham."

[Rispah Væver]

Man kunne sige meget om Serena, men hun var i hvert fald vedholdende. Rispah smilede stadig, da hun slap et opgivende suk og lukkede fingrene om den lune kop. Varmen trængte hurtigt helt ind til knoglerne.

"Jeg har kun mødt ham en enkelt gang," svarede hun med et svagt formanende blik, der blev spoleret af en lille trækning i den ene mundvig. "Du ved godt, at jeg ikke er typen, der er på vej mod solnedgangen efter ganske få timer, men han var behageligt selskab. Og jeg vil gerne se ham igen." At hun ikke havde fortalt særligt meget om netop hvem det var eller hvad der var foregået, det var hun helt klar over.

[Serena Løveklo]

Serena tog ikke blikket fra Rispah, men vedblev at betragte hende med et afventende blik mens hun varmede sine stadig kolde fingre på det varme krus. Momentært spillede et triumferende smil på hendes læber, da veninden talte igen og det formanende blik blev ignoreret ”Spændende.” medgav hun og lagde hovedet koket på sned igen ”Skal du så det? Se ham igen.” det var underligt befriende at tale med en anden kvinde på den måde. Som om hun selv var en hvilken som helst anden kvinde, og ikke en der havde været sammen med flere mænd end hun til tider brød sig om at tænke på ”Hvor mødte du ham henne?” fortsatte hun med nysgerrigheden intakt.

[Rispah Væver]

Rispah lo lidt over mængden af nysgerrige spørgsmål der blev stillet, uden at hun havde tid til at nå at svare på dem. Hun så på hende med et underholdt blik og sukkede lettere resignerende, som hun nippede til den varme saft.

"Jeg gled i sneen og kom slemt til skade med min fod. Han hjalp mig hjem og sørgede for, at jeg blev tilset af en helbreder." Hun smilede hele vejen gennem den korte fortælling og strøg tommelfingeren let over kruset. "Jeg opfordrede ham vistnok til at finde mig igen."

[Serena Løveklo]

En kort, munter latter undslap Serena. Det skete ikke så tit, men i Rispahs selskab oftest ”Nærmest en ridder altså. Hvad er det med dig og de galante redningsmænd. Først render du lige i armene på en Shang og nu endnu en af de få mænd der rent faktisk har glemt hvad det vil sige at behandle en kvinde med respekt.” hun så drillende på veninden overfor sig mens hun nippede til den varme saft igen ”Faldt sådan.. helt tilfældigt, eller meget velplanlagt?” det var sagt i spøg, men spørgsmålet sagde måske alligevel en del om Serena selv. Hun ville på ingen måde være bleg for at lave sådan et nummer, hvis manden var interessant nok.