Øjne i nakken

[Brishen Cipris]

Nymeria Rebmager

Det var en aften som alle andre på Den Dansende Due, men stemningen var måske lidt bedre end den havde været et stykke tid. Siden det forfejlede angreb på den falske skattetransport nogle uger forinden, havde der været stille. For stille næsten. Nok til at meget af slyngelhoffet - Bryce inklusiv - gik konstant vagtsomme rundt. Bryce var nok altid en smule paranoid, men som tingene stod i øjeblikket, var der gode grunde til at se sig over skulderen og sove med det ene øje åbent.

Derfor var han også ekstra opmærksom på hvad der foregik i krostuen, selvom han tilsyneladende sad afslappet i sin stol ved det store ord tæt på pejsen. Han vidste hvem der kom. Hvem der gik og alt hvad der skete omkring ham mens han mundfuld for mundfuld fik indholdet i sit krus til at synke.

Hans blik stoppede, låst fast på en mørkhåret kvinde som han fik øjenkontakt med netop som hun satte sig ved et af de andre borde. Han holdt hendes blik fast et langt øjeblik og løftede så den ene hånd, for med en opfordrende håndbevægelse vinkede hende nærmere. Det var en usagt ordre. Han havde givet hende flere dage til at melde sig, men siden det så ud til hun ikke selv tænkte så langt, måtte han gøre det for hende. Da han var sikker på hun havde fanget vinket, skubbede han med den ene fod, stolen på sin venstre side ud fra bordet mens mændene ved bordet så stiltiende til.

[Nymeria Rebmager]

Nymeria havde lige fundet et sted, hun kunne slå sig ned for at spille, da hendes blik faldt hen over pejsen. Stolen ved siden af pejsen, havde været tom alle de aftner hun havde været her, og hun havde derfor ikke værdiget den et blik før nu. Men nu var den optaget af en velkendt mand, og han sad i stolen, som om at det var den mest naturlige ting i verden.

Nymeria stoppede midt i hendes bevægelse, og sank. Hun fik en dask på skulderen af en af hendes medspillere, og satte sig med et bump. Hvordan kunne hun have overset ham, da hun først kom ind? Var hun da helt ude af træning? Hun undskyldte sig, og rejste sig, da han vinkede hende hen til sig.

Hun gik op, bestilte en øl, og da hun havde fået den, gik hun med lange skridt hen mod pejsen. Hvad skulle hun forvente? Hun havde ikke meldt sin ankomst med det samme, da hun ikke havde set ham. Og hun havde ikke rigtig tænkt på at spørge krofatter, om hvor han kunne være henne. Så det var nok en skideballe, eller noget lignende. Hun smilede lidt diskret, da hun morede sig over tanken.

"Bryce." Hun nejede for ham, og smilede, før hun satte sig i stolen, som han havde peget ud.

[Brishen Cipris]

Bryce vedblev at følge den mørkhårede med blikket mens hun tog sig tid til at bestille et nyt krus øl, før hun fulgte hans opfordring. Om det morede ham eller irriterede ham var svært at aflæse på hans ansigt, der virkede næsten udtryksløst, hvis ikke det havde været for det altid årvågne, vurderende glimt i de mørke øjne.

Han trak foden til sig da hun stoppede ved bordet og anerkendte hendes hilsen med et afmålt nik mens hun satte sig "Nymeria." han lagde hovedet lidt på sned uden at have sluppet hende med blikket og uden at kunne erindre, at de havde været så familiære sidst hun var i Corus. Når sandt skulle siges, havde han ikke rigtigt kunnet huske hende før Siri havde genopfrisket hans hukommelse "Min søster siger du har været tilbage i Corus nogle dage." den skjulte reprimande var ikke helt så skjult endda "Hvad skylder vi æren?"

[Nymeria Rebmager]

Nymeria kom i tanke om hendes manglende manerer. Hun havde helt glemt de formelle tiltaleformer, og hendes kinder blev svagt rosa. Hun var virkelig kommet ud af træning på det sidste.

Hun havde haft ret i, at han ville give hende en skideballe, og hun kæmpede med at lade være med at smile. Men hun nåede at stoppe smilet, men det glimtede i hendes øjne.

"Jeg er flyttet til Corus nu, Deres Majestæt." Hun huskede sine manerer denne gang, men den rosa farve ville ikke forsvinde fra hendes kinder. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til hvorfor hun var. Hun ville gerne være en af hans loyale undersåtter, men hun turde ikke foran de andre mænd, der sad omkring bordet. Det var ikke privat nok for Nym, men det kunne være at hun blev nødt til det alligevel.

[Brishen Cipris]

Bryce hævede et øjenbryn i mild overraskelse. Overrasket var han nu ikke. Han havde vidst et stykke tid, at pigen var tilbage i byen, men hun havde ikke set det passende selv at informere ham om det, før han hørte det ad omveje "Det hører jeg." bekræftede han roligt og lod den ene hånds fingre tromme rytmisk mod armlænet på sin stol "Har du haft travlt.. Nymeria?" spurgte han videre og hævede begge bryn spørgende og betragtede hende vedholdende.

[Nymeria Rebmager]

Nymerias kinder var stadig røde, og det hjalp ikke da han åbnede munden igen. Han vidste jo godt at hun var tilbage. Selvfølgelig vidste han også at hun var flyttet ind i Corus.

"Det har gået lidt sløvt for sig, her på det seneste." Hun smilede, og håbede at han ikke lagde mærke til hendes kinder. "Men det er vist ikke tilfældet her?" Hun løftede også sine øjenbryn, og mødte hans blik.

Hun havde hørt nogle historier fra de gutter, hun havde spillet med de sidste par gange, hun havde været her. Hun havde også gået rundt på markedspladsen, for at lytte til sladder. Hun havde hørt om Shema Benknuser, men hun var ikke sikker på hvad konflikten helt præcist var.

[Brishen Cipris]

Bryce hævede brynene igen og et sekund eller to spillede de mørke øjne underholdt "Sløvt? Sådan kan man også sige det." han slap hende med blikket for første gang siden hun havde sat sig, udvekslede et kort blik med en anden mand ved bordet og løftede sit krus til læberne mens hun fortsatte "Der er sjældent sløvt på Duen." kruset var blevet sat ned igen og han sukede utålmodigt "Hvis der er noget du vil vide, så stil mig i det mindste et direkte spørgsmål i stedet for at sno dig som katten om den varme grød." hans fingre trommede i bordpladen og selvom han ikke havde nogen intentioner om at indvie hende i de finere detaljer, kunne han stadig ikke fordrage når folk fiskede i stedet for at spørge direkte.