Uvelkommen opmærksomhed

[Rebekah Væver]

Erik Almsted & Amos Søfarer

Rebekah var i godt humør og forlod sin søster ved bordet uden nogen form for separationsangst. Hun skulle lige en tur op til baren for at bestille to skummende krus og endte med at vente et godt stykke tid, fordi hun ikke var alene om at ville have kropersonalets opmærksomhed.

Det var dog ikke som udgangspunkt et problem. Lygten var altid et muntert sted og der var trygt, selv for en pige fra Markedsdistriktet. Hun nynnede lidt med på en sang, der lød fra et bord tæt på og vippede lidt på tæerne. Der var ofte dans på kroen og hun kunne næsten tænke sig til det.

[Amos Søfarer]

Amos skyllede den sidste mundfuld øl ned fra sit tredje krus øl på ganske kort tid og rakte det tomme krus frem imod kroværten for at få det fyldt op igen. Med et let irettesættende blik, gjorde kromanden, som han ønskede og Amos drak endnu en stor mundfuld. Guderne skulle vide, at han havde brug for det. Og hvis Serena troede, hun havde noget at sige om det emne, så kunne hun roligt tro om. Hans humør var sort som graven, mens han tænkte på det skænderi de lige havde haft. Men hvis hun ikke ville give ham, hvad han havde brug for, så havde han heldigvis andre muligheder for at få sit behov dækket.

Han havde netop tænkt denne tanke til ende, da en ung, smilende kvinde kom op til baren. Hun stod og ventede en tid, uden at dette syntes at genere hende, og Amos rejste sig på sikre ben og gik de få skridt hen til hende uden at vakle. Han havde fået nok til, at han selv begyndte at mærke virkningen af brygget, men det kunne endnu ikke ses på ham. "Godaften, frøken." Han førte et par fingre op til en imaginær hat og bukkede let. "Sikke en munter stemning, der er her i aften, synes du ikke?"

[Rebekah Væver]

Rebekah smilede høfligt til manden, der rejste sig op, men hun var på vagt fra første øjekast og det lette svaj i hofterne, som hendes stillestående vippen til musik havde fremkaldt, forsvandt da hun rettede sig op. Hun fugtede sine pludseligt tørre læber og gik et lille skridt frem imod baren, hvor der stadig var optaget.

"Der er altid muntert på Tågelygten, Mester," svarede hun venligt med et blik over på de unge mænd, der langede øl over disken. "De kan ikke komme her ofte."

[Amos Søfarer]

Amos hæftede sig ved kvindens indbydende smil og gik selvsikkert hen imod hende, mens han fortsatte. "Det er der måske. Men det er ikke alle aftener, der også er godt selskab." Han stillede sig uden videre ved siden af hende og så allerede for sig, hvordan hendes mørke hår ville se ud, spredt ud på puden under ham. Et kort øjeblik huskede han, hvordan Serena så ud i samme stilling og han tog en stor slurk af sit glas, for at skylle hende væk fra sine tanker.

"Nej, jeg kommer her ikke så ofte. Faktisk er jeg ret ny i byen." Dette var en let bøjning af sandheden (meget let), men han havde ikke dårlig samvittighed over det. Somme tider var kvinder venligere over for en fremmed i byen.

[Rebekah Væver]

Rebekahs smil var mere end halvhjertet, som den fremmede kom tættere på. Hun trådte bevidst et halvt skridt til siden og rankede sig lidt, selvom det ikke gjorde hende højere eller mere frygtindgydende at se på. Tværtimod understregede hun sin talje og de former, der mere end en enkelt gang havde gjort mænd unødigt interesserede.

Hun selv havde ingen interesse i manden, men hun var godt opdraget og han havde ikke begået nogen forbrydelse. Af samme grund nikkede hun blot let i hans retning og kastede et flygtigt blik på krodrengene. "De ligner heller ikke en tortallaner," bemærkede hun observant og med et kort, høfligt smil. "Galla, måske?" Nu måtte det gerne snart være hendes tur.

[Amos Søfarer]

Amos reagerede på hendes nye positur med et varmt glimt i øjet. Hun var en flot kvinde og vidste det åbenbart også selv. Og det var helt tydeligt for ham, at hun spillede op til ham på den lette måde, som kvinder ofte var mestre i. Hvis han spillede sine kort rigtigt, så kunne han måske gå herfra med hende om ganske kort tid. "Jeg må indrømme, at du er observant." Det faldt ham ikke et øjeblik ind, at skifte tiltaleform til "De" i hans berusede tilstand. "Du kommer måske selv meget i Galla?" Han havde stillet sig lidt tættere på hende og lagde en hånd let på hendes lænd.

[Rebekah Væver]

Rebekah var ikke så meget stødt af tiltaleformen, som hun i den grad blev, da manden stillede sig alt for tæt på til høflig samtale og øjeblikket senere placerede sin store hånd imod hendes lænd. Det vendte sig i hende og hun trak sig instinktivt væk med en klemt lyd og et skarpt blik.

"Hold fingrene for dig selv," røg det ud af hende, inden hun nåede at tænke sig om. Hendes udbrud fik de nærmeste mennesker til at vende sig for at se hvad der foregik og farven steg op i kinderne på den unge væverske.

[Amos Søfarer]

Amos så et øjeblik overrasket på kvinden over hendes voldsomme reaktion, hvorefter hans øjne blev til smalle sprækker. Han var ved at have fået nok af kvinder, som spillede op og derefter trak i land, når de først havde fået hans opmærksomhed. Hvad var det lige, de fik ud af det? Magt? Jamen så skulle han gerne vise dem, præcis hvor meget magt, de havde over ham. 

"Der hvor jeg kommer fra, spiller kvindfolk ikke op, med mindre de vil noget mere." Hans stemme var faretruende lav, som han trådte hen imod hende igen og han nød at se, hvordan hans fremtoning påvirkede hende. "Det eneste jeg gjorde var at lægge en hånd på din ryg og dette er din reaktion?" Han spillede bevist sine ord, så folkemængden omkring dem måske ville vente med at kaste sig over ham. Han nærede ingen illusioner om, at han ville komme herfra uden kamp, hvis ikke han stoppede nu, men når sandt skulle siges, så trængte han gevaldigt til at svinge næverne lidt i aften. 

"Nu skal jeg give dig noget at råbe op over." I samme nu trådte han helt tæt på kvinden og lagde en stærk hånd på hendes skulder, så hun ikke kunne rykke sig væk og nappede hende hårdt bagi med den anden. Det kunne sikkert lære hende at lade være med at spille op en anden gang.

[Rebekah Væver]

Rebekah slap en forurettet lyd. "Jeg spillede ikke op til noget som helst!" Hendes stemme var en anelse skinger. Manden her var ikke den første, der gjorde uvelkomne tilnærmelser og anklagede hende for selv at ville have det. Hun bakkede naturligt bagud, men kom ikke langt, før han var trådt tættere på, så tæt at hun kunne lugte hans sved og kvalmen overmandede hende.

Hun var så chokeret, at hun ikke fik andet frem end et smertensklynk, da han klemte om hendes bagdel. Øjeblikket efter var vreden dog skudt op i hende og fingrene forsvundet ned i lommen, hvor de lukkede sig om et stykke tråd. Hendes lillefinger sneg sig ind i en løkke og et vindpust blæste pludselig manden bagud. Rebekah rystede af angst og ubehag.

[Erik Almsted]

Erik havde været på kroen nogle timer efterhånden, men det var først da han begav sig op mod baren for at bestille endnu en omgang til selskabet han sad i, at han blev opmærksom på endnu et kendt ansigt mellem de mange andre der allerede var til stede. Smilet der impulsivt blottede hans tænder stivnede og han stoppede nogle skridt fra Rebekah med tomme ølkrus i begge hænder. Smilet forsvandt helt og blev erstattet af en spændt kæbe og et hårdt blik.

Han kunne dog ikke lade være at trække svagt på smilebåndet da Rebekah svarede den nærgående mand igen, både fysisk og verbalt. Det var dog væk igen da han benyttede den øgede afstand mellem hende og den anden mand, til selv at gå i mellem og sætte de tomme krus på baren før han vendte sig mod Rebekah med et afslappet smil "Hvor blev du af? Jeg var næsten på vej ud at lede efter dig." blikket han sendte hende var påfaldende alvorligt i forhold til smilet mens han forsøgte at give hende en nem vej væk og håbede brushanen på den anden side af ham, ville opgive sine tilnærmelser på den bekostning.

[Amos Søfarer]

Amos ventede, at nogen ville gribe ind, men hvad han ikke ventede, var det vindpust, som blæste ham flere skridt tilbage. Et øjeblik var han lettere forvirret over udviklingen, men forstod snart efter, at kvinden var magiker. Amos var generelt ikke særligt glad for, at det blev udøvet magi over for ham, men i denne situation lod han det glide. Han smilede en lille smule over, at hun blot havde skubbet ham væk, efter det han havde gjort og følte ærligt talt, at han var gået af med sejren.

Han var netop ved at samle sig sammen til at gå sin vej, da en mand stillede sig imellem dem – tydeligvis nervøs over for sin veninde. Amos kunne ikke dy sig og sagde højt, henvendt til den lyshårede fyr. ”Lad være med at spilde tid på hende, kammerat. Hun er mere snerpet end min bedstemor til havnefest.”

[Rebekah Væver]

Rebekah blinkede overrasket, da Erik dukkede op. Hun var dog ikke distraheret længe af ham, før hendes blik faldt på den langhårede, vamle mand igen og vreden og ubehaget flammede op i hende. Hendes kinder brændte og uretfærdigheden sved. "Det er nemt at kalde en kvinde snerpet, når man selv både ligner og lugter som en rendestensrotte," svarede hun skarpt. "Men De skulle nu hellere vende blikket imod dem selv først og overveje hvilken type kvinde, der frivilligt ville indlade sig med sådan en ækel fyr."

Hun rystede, men hendes hænder holdt et stykke ufarvet tråd imellem sig og hun mente at være klar, hvis han synes han skulle prøve på noget. I det mindste ville hun være det, hvis ikke hendes ben bukkede sammen under hende.

[Erik Almsted]

Først da man den talte igen, tilsyneladende af den type der ville have sidste ord, så Erik på ham med et afslappet udtryk, selvom der lå en slet skjult advarsel i de grå øjne der mødte den andens blik uden at vige ”Jeg tror jeg tager chancen.” han smilede afmålt og vendte ansigtet mod Rebekah igen, men han håbede, mere end han forventede, at hun ville følge med og lade emnet ligge, hvor uretfærdigt og provokerende det end var. Han var virkelig ikke i humør til en nævekamp lige i aften, eller nogen aftener for den sags skyld.

Hans håb smuldrede dog en smule da Rebekah åbnede munden igen. På samme tid kunne han ikke lade være at more sig lidt over hendes skarpe tunge. Havde hun altid været så.. ilter? Det klædte hende egentligt glimrende. Han sukkede dog opgivende og endte med igen at stå afventende imellem, ikke sikker på hvad der ville ske næst.

[Amos Søfarer]

Dette var tydeligvis ikke et publikum, som han kunne ophidse til at give det første slag. Og Amos var ikke typen, som slog nogen uden en god grund. Derfor gjorde han blot en affejende bevægelse med den ene arm, mens han smilede lidt over, hvad det var for en bunke tøsedrenge, man kunne finde i de finere distrikter. Derefter vendte han sig imod døren og begav sig tilbage imod Nedre By. Måske skulle han endda forsøge at finde Serena og se, om hun havde nået at skifte mening?

*forlader tråd*

[Rebekah Væver]

Rebekah så iltert efter manden med et hjerte, der slog hurtigt og røde kinder. Hun følte sig ulækker og så snart den langhårede slyngel var gået, begyndte hun at spørge sig selv om hun havde en del af skylden. Om hun havde lagt op til noget. De opmærksomme blikke og en latter fra et af bordene, som hun ikke kendte oprindelsen til, fik hendes øjne til at brænde og hun knyttede hænderne sammen.

"Undskyld mig," mumlede hun til Erik, før hun hastigt forlod Tågelygten. Frisk luft var det hun havde brug for. Bare et øjeblik, så hun ikke stod og gjorde sig selv endnu mere til grin.