Svingende kemi

[Raoul af Condia]

Marielle af Keir
9. november

Middagen var overstået og den høflige samtale det kommende ægtepar havde ført havde været passende for situationen, men nu de havde forladt bordet og havde indtaget sofaen i den lille stue, var stemningen en smule mere afslappet. Raoul havde meget bevidst ladet en hofdame og en tjener blive i rummet med dem hele aftenen, måske hun var uforsigtig, men han ville helst ikke have at de endte i en krise med Tusaine på grund af rygter om en uanstændig prins. Disse ting var dog ikke i hans tanker lige nu, da den vin han drak var alt for sød til så fornuftige ting.
"Sig mig Prinsesse, har De set frem til dette? Eller har De helst ville blive hjemme hos Deres familie? Giv mig et ærligt svar.. Jeg vil gerne vide hvor jeg står.. " Sagde han og blottede sine tænder i et smil mens et diskret glimt skinnede i hans øjne.

[Marielle af Keir]

Marielle sippede til den søde vin og nød den varme følelse, hun fik i kroppen af den. Prinsens spørgsmål kom bag på hende, og de lyse øjenbryn løftedes i overraskelse. "Deres Højhed," sagde hun tøvende og betragtede ham et langt øjeblik, før hun skilte læberne ad igen. "De må forstå at det har været noget af en forandring. Jeg kommer fra et sted, der var været mit hjem, hvor jeg har kunnet sige og gøre, hvad jeg vil, og befinder mig nu her, hvor jeg skal være opmærksom på hver enkelte detalje," svarede hun og følte et stik af utilfredshed. Overfor Raoul smilede hun dog. "Men jeg må indrømme, at det hele føles lidt nemmere, når jeg er med Dem," tilføjede hun og så ned i sit vinglas. Prinsessen blev egentlig aldrig flov, men det var de mere upassende tanker i hendes hoved, der gjorde, at det begyndte at prikke let i kinderne. Det behøvede prinsen dog ikke at vide, selvom hun havde overvejet hans reaktion, hvis hun droppede den uskyldige facade, hun var blevet påduttet.

[Raoul af Condia]

Raoul løftede sine øjenbryn og så undersøgende på den unge kvinde. De gjorde det virkelig anderledes i Tusaine, han havde aldrig kunne gøre hvad han ville, det var ikke ensbetydende med frihed at være prins. Hans ansigt blev mere mildt over hendes sidste ord og han smilede varmt.
"Det er jeg glad for at høre, men lad os så lægge formaliteterne lidt til side.. nu det bare er os to.. De kan kalde mig Raoul hvis De har lyst" Sagde han og så venligt på hende. Han var måske mere betænksom end han normalt var i andres selskab, men hun virkede som om hun havde brug for det
"Og Deres fornavn er.. Marielle.. ikke sandt? Må jeg kalde Dem det?" Spurgte han og så afventende på hende.

[Marielle af Keir]

Marielle så op fra sit vinglas og smilede forsigtig til den anden. "Raoul," gentog hun og mærkede et sug i maven. Hun nikkede til hans efterfølgende kommentar. "Ja. Det må De gerne," svarede hun og sippede til den søde vin. Det forundrede hende, at han sådan spurgte hende om tilladelse. Det måtte man give ham, han var virkelig høflig.

"Hvad så med Dem? spurgte hun, da hun igen havde sænket glasset. "Har De set frem til dette?" tilføjede hun, og smilet på hendes læber voksede en anelse. Det gjorde hende glad, at han udviste sådan en interesse, og hun kunne ikke lade være med at føle sig speciel.

[Raoul af Condia]

Raoul smilede varmt til hende og fik en vis tilfredsstillelse ud af at føle han havde gjort hende en smule tilpas. Han burde måske have set det næste spørgsmål komme, men blev alligevel en smule overrasket, selvom det ikke kunne ses på hans ansigt. Han var glad for at han var så dygtig til at holde sin maske, han havde jo overhovedet ikke set frem til dette, for en måned siden havde han foreslået Uline at de skulle løbe bort sammen.

"Det er selvfølgelig altid en lidt.. kunstig situation.. men jeg er bestemt blevet mere glad for ideen efter jeg har mødt Dem Marielle" Sagde han og blottede sine tænder i et varmt smil. Hun var egentlig vældig sød når hun smilede, det var ganske charmerende.
"Hvis jeg må være så direkte" Tilføjede han og så på hende med et glimt i øjet, inden han drak en tår af sin vin.

[Marielle af Keir]

Marielle havde lyst til at hvine piget, da Raoul brugte hendes navn på den måde, men holdt det inde. "Det gør mig ikke noget," sagde hun og så ham i øjnene, der kun virkede endnu mere tiltrækkende nu, "overhovedet." Det gik op for prinsessen, hvor indgående hun så på ham, og hun løftede vinglasset for at tage en tår. Men det var tomt. Marielle så væk fra Raoul og hen på tjeneren, og i løbet af et sekund skiftede hun totalt karakter. "Vin," beodrede hun tjeneren i en tone, der overhovedet ikke klædte hende. Snart var glasset fyldt igen, og uden at skænke den anden blikket, vendte Marielle sig mod Raoul igen. Smilet fra før var genfundet.

"Er De altid så direkte? I Tusaine pakker folk altid alt ind og gør det svært at tyde, så jeg foretrækker hellere det," sagde hun med et efterfølgende grin og løftede glasset op til læberne igen.

[Raoul af Condia]

Raoul betragtede hende mens hun fik hældt mere vin op og overvejede om det var godt for en lille kvinde som hun, at drikke så meget på en gang. Han smilede varmt over hendes ord og strøg fingrene gennem håret.
"Hvis jeg ikke jeg skal tale direkte med min kommende hustru, hvem så? Jeg bliver træt af hoffets tvetydige dialoger.. Det er rart at have en i sit liv, man ikke behøver lege marionetdukke for" Svarede han og løftede sine øjenbryn, mens han så på hende med et sigende blik.
"Foretrækker De virkelig det?" Spurgte han og så spørgende på hende, med et venligt blik.