Kærlighedsfacader

[Marielle af Keir]

Raoul af Condia
Den 9. November, 525 M.T.

Marielle sad i et af Paladsets mange stuer ved et vindue, der vendte ud mod haverne, og broderede. Himlen var tæt af mørkegrå skyer, og en tung regn slog mod ruderne. Selvom prinsessen ikke var alene, herskede en stilhed i rummet, der kun blev afbrudt af den konstante regn. Det var kun få dage siden, hun var ankommet til Corus, og hun kendte derfor ikke nogen - altså heller ikke sin nye hofdame.

Marielle skævede op til pigen, der også sad og broderede, men da hun også så op og smilede, fnøs prinsessen næsten uhørligt og vendte tilbage til sit arbejde. Hvor var det dog kedeligt. Kunne der ikke snart ske noget spændende?

[Raoul af Condia]

Hvis det ikke havde været for Uline havde Raoul nok været nogenlunde glad for sin nye forlovelse, men han havde svært ved at glemme grevinden og hans glæde var derfor mest påtaget. Han havde haft det fint med sine børn og sin elskerinde og mindet om sin tidligere hustru. Nu skulle han tage sig sammen og starte ud med en ny, tanken irriterede ham en smule. Alligevel havde han bevæget sig ned til den stue hvor prinsessen befandt sig, han måtte vel lære hende bedre at kende på et eller andet tidspunkt.

Det var i sandhed en skønhed der sad i sofaen og broderede og han vidste han burde være tilfreds, men alligevel kunne han ikke lade være med at sammenligne hende med sine tidligere kvinder. Slet ikke retfærdigt, men det var dog det der skete.
"Prinsesse Marielle" Hilste han og nikkede høfligt som hilsen. "Har De noget imod lidt selskab?" Spurgte han og blottede sine tænder i et høfligt, men svagt drillende smil.

[Marielle af Keir]

Marielle betragtede sit halvfærdige værk, da en mørk stemme lød i rummet. Overrasket så hun op og blev mødt af synet af sin kommende ægtemand, der fik det til at prikke let af rødmen i hendes kinder. "Deres Kongelige Højhed," hilste hun høfligt og rejste sig fra stolen. Hun rystede på hovedet ved hans spørgsmål, og det trak lidt i mundvigene. "Overhovedet ikke. Regnen skaber sådan en kedsommelig stemning," tilføjede hun og gestikulerede mod ruden bag sig.

Og som om hun havde glemt, at hofdamen var til stede, så hun hen på den anden med hævede øjenbryn. Uden at sige noget vippede hun med hovedet mod døren og fulgte kortvarigt pigen, der forstod hentydningen, før hun fangede Raouls blik igen. "Det er dejligt endelig at være på tomandshånd," sagde hun, og farven i kinderne tiltog. Hun tog fat med begge hænder om broderiet foran sig og så forsigtigt, men vurderende på den anden.

[Raoul af Condia]

Raoul skulle anstrenge sig meget for ikke at stirre forbløffet efter hofdamen der bare gik sin vej. Han overvejede om man gjorde tingene anderledes i Tusaine, han havde i hvert fald aldrig set unge adelsdamer sende deres hofdame væk når en man var til stede, selv hvis denne mand var deres forlovede.

"Ja.. bestemt.. hvad synes De om Deres nye hjem? Kan det måle sig med paladset i Tusaine?" Spurgte han mens han blottede tænderne i et smil og blev stående fordi hun også havde rejst sig, hvilket måtte være en anden omgangsform fra det fremmede land som han ikke kendte.
"Sæt Dem endelig ned Prinsesse, De behøver ikke stå op for min skyld" Bemærkede han og gik hen til sofaen for at sætte sig ved siden af hende.

[Marielle af Keir]

Marielle bemærkede ikke, at hofdamen stillede sig lige uden for døren. Hun forstod ikke, at det var mærkeligt for hende ikke at være i samme rum som prinsessen, men sådan havde hun altid gjort hjemme - når hun ville være alene, sendte hun de tilstedeværende ud. Ansatte som familie.

Marielle nåede akkurat at åbne munden, da Raoul bad hende om at sætte sig ned. Med et lille nik satte hun sig, mens blikket nysgerrigt fulgte den anden. "Det er ikke det samme," svarede hun ærligt og så sig omkring, "men det er bestemt flot." Hun formede et høfligt smil, selvom det kunne anes under overfladen, at hun hellere foretrak sit hjem i Tusaine. "Jeg forestiller mig, at der findes mange skjulte døre og hemmelige gange i et palads som dette. Det ved De, måske?" tilføjede hun, så hen på den anden og rørte fortænderne med tungespidsen. Af en eller anden grund havde det været en af de første tanker, prinsessen havde gjort sig, da hun trådte ind over dørtærsklen, og nu kunne hun ikke dy sig for at spørge.

[Raoul af Condia]

Raoul smilede venligt, han håbede hun ville falde til med tiden, selvom han stadig havde svært ved at se hende som sin hustru. Hun måtte være mere end ti år yngre end ham og han var ikke en af de typer mænd der havde en fascination af ungdommen. Hun var dog heldigvis ikke så umoden som mange på hendes alder.

"Ja.. " Svarede han tøvende og kneb øjnene tænksomt sammen, mens han overvejede om hun havde planer om at benytte sig af disse gange. Forhåbentlig ikke til det som Uline og han havde brugt dem til. "Det er mest tjenestefolkene der bruger dem dog" Tilføjede han og smilede en anelse.

[Marielle af Keir]

Marielles forventningsfulde ansigtsudtryk forsvandt ved prinsens kommentar, og hun trak på skuldrene. "Nå. Ærgerligt," sukkede hun og så kortvarigt ned på broderiet mellem hendes hænder. Det var ikke et sted for hende, hvis tjenestefolkene benyttede sig af det.

"Er De en eventyrlysten mand, Deres Højhed?" spurgte hun med en passende uskyldighed og så op på den anden igen. Indtil videre var der ikke sket noget spændende på paladset, men forhåbentlig ville det ændre sig, når klimaet blev varmere, og man kunne bevæge sig udenfor uden at risikere alverdens slags sygdomme. Marielle var nemlig en ung kvinde, der gik meget op i sit helbred, og selvom hun havde mange salver og olier der forebyggede, var kulden alligevel stærkere. Hun holdt det derfor til korte ture for at få frisk luft, ellers forblev hun indenfor paladsets fire vægge.

[Raoul af Condia]

Raoul var ikke så sædvanligvis så akavet, men noget ved denne opstillede situation fik ham helt ud af sin sædvanlige naturlighed når han var i selskab med andre mennesker. Hendes spørgsmål fik dog et skævt smil frem på hans læber og han løftede tænksomt sine øjenbryn.
"Jaeh.. Det vil jeg mene jeg er - selvom mine eventyr oftest foregår indenfor paladsets grænser.. hvad med Dem Prinsesse? De har jo selv lige været på eventyr" Sagde han og hentydede selvfølgelig til den rejse hun lige havde været på.

[Marielle af Keir]

Marielle trak lidt på mundvigene ved Raouls svar og pillede fraværende ved stoffet i sit skød. Det var ærgerligt, at han holdt det så begrænset - prinsessen holdt af erfarne mænd der kunne fortælle spændende historier - men i det mindste sad han ikke ved et skrivebord dagen lang.

Prinsessen trak let på skuldrene. "Jeg er desværre nødt til at styre mig selv, da mit helbred altid har været skrøbeligt. Hvis rejsen herhen ikke havde foregået i regnvejr, havde jeg kunnet nyde den mere," sagde hun med en klang i stemmen, hendes søskende altid havde hadet. Marielle var egentlig ikke særlig eventyrlysten, men hun havde forstået, at visse mennesker fandt det interessant, når hun påstod det. Hun brugte kun hemmelige gange til at komme hurtigt væk fra ulidelige situationer - ikke for at tage på opdagelse.

[Raoul af Condia]

Raoul havde mest af alt lyst til at grave sig langt ned i et dybt hul, hvordan kunne han gifte sig med en kvinde som hende? Hun virkede forkælet og irriterende og han kunne næsten ikke have det. Hun virkede heller ikke særlig interesseret i ham. Det var fantastisk.

"Så er det da heldigt at De nåede frem" Forsøgte han og smilede venligt. "Jeg var egentlig kommet for at invitere Dem til en privat middag i aften, hvis De har lyst" Sagde han og så afventende på hende, mens han blottede tænderne i et smil. Han blev nødt til at gøre et forsøg, han ville ikke ende i et ulideligt ægteskab.

[Marielle af Keir]

Marielle lyste op ved prinsens invitation, og hun rettede ryggen en smule. Hun forsøgte at lægge skjul på sin begejstring, men det lykkedes ikke lige så godt, som hun ønskede. Nu skete der endelig noget spændende.

"Meget gerne. Det er venligt af Dem at spørge," tilføjede hun af ren høflighed og så på ham. Hun havde ingen idé om, hvad en privat middag kunne føre til - hun vidste generelt ikke, hvad hele trolovelsen kunne finde på at byde på - men det betød mere tid sammen med Raoul. Hun ville jo egentlig gerne lære ham bedre at kende og blive mere komfortabel i hans nærvær, så hun kunne være sig selv. Bare tanken om, at den første tid på Paladset skulle være ren og skær høflighed, fandt hun trættende. "Så vi ses senere?" tilføjede hun en anelse utålmodigt, men med en god hensigt.

[Raoul af Condia]

Raoul nikkede og rejste sig op mens han smilede varmt, i det mindste virkede hun glad for invitationen, måske ville det ikke blive helt så forfærdeligt som han havde troet for et øjeblik siden.

"Det gør vi bestemt Prinsesse" Sagde han smilende og tog hendes hånd og kyssede den mens han så hende i øjnene."Jeg ser frem til det" Tilføjede han og rejste sig op, nikkede en enkelt gang og vendte sig så for at gå ud af den lille stue.

Lukket