Hos Rikash

[Liam af Drotvig og Masbo]

Liam sad på sit værelse i det kongelige universitet. Han sad på sin seng med et brev i sin hånd, og hvis nogen var kommet ind på hans værelse i det øjeblik ville det være tydeligt at han langt fra vær glad for brevets indhold.  Han lod igen blikket glide ned over brevet. Det var fra hans forældre, de havde åbenbart ment at det var deres opgave at finde ham en lærermester, det var egentligt også fint nok, problemet var bare at hans kommende lærermester var krigsmagiker. Han vidste godt at hans forældre sikkert mente det godt, men det var bare så langt fra det han havde ønsket!
Han rejste sig og kastede en enkelt blik ud af vinduet, han kunne lige så godt  gå ned til sin nye lærermester mens vejret var godt. Han tog en kappe på og gik ud af døren.

Et lille stykke tid senere stod Liam nede foran det hus som burde tilhøre hans nye lærermester. Han stod og stirrede lidt på døren, han havde mest af alt lyst til at gå tilbage til universitetet og begrave sig i bøgerne men han nænnede ikke at skuffe sin far igen, desuden, hvor slem kunne hans nye lærermester være? Han tog en dyb indånding og bankede på døren et par gange.

[Rikash Salmalín]

Rikash havde næsen halvt begravet i en af de mange krukker med alverdens instekter, og lod et tusindben vandre op langs sin finger, over den ene kno og ind i håndfladen. Et fascineret blik fulgte de små, men hurtige bevægelser, som han listede en fingerspids på den anden hånd ind foran dyret, og betragtede den fortsætte sin vandring langs den.

Sådan kunne han været blevet stående længe, hvis ikke det havde banket på døren og troldmanden fór en anelse sammen. Han havde ikke samme slående ro, som når han arbejdede med sin gave. De mørke øjenbryn over de dybe øjenhuler trak sig en anelse sammen, før han med et lavmælt suk lempede tusindbenet ned i sit hjem igen, sikrede sig at låget var lukket forsvarligt, før han med en håndbevægelse og kortvarig koncentration, fik den lukkede dør ind til værelset til at åbne sig. På den anden side var en smal, slidt og stejl trappe og for enden af den gled også hoveddøren op - skønt der ikke var nogen til at åbne den.
"Kom i-indenfor," lød Rikash' stemme pludselig, uden at troldmanden selv besværede sig med at gå ned ad trappen. Han trak i stedet en træskammel hen mod sig selv med magisk hjælp og trådte op på den, for at sætte glasset på den tomme plads. Fingrene strøg igennem krøllerne, og fik dem til at hoppe viltert og ustyrligt. Han kunne ikke huske, at have en aftale. Det ville dog ikke være første gang, han havde glemt det.

Rikash trådte ned fra skamlen, samtidig med at en lyshåret, ung mand dukkede op i døråbningen. Troldmanden glippede med øjnene et par gange, men stoppede ikke op og så på ham mere end et øjeblik, før hans opmærksomhed halvt var andetsteds. "K-kender jeg dig?" spurgte han, samtidig med at han fik en strøm af mørklilla ild til at flytte en massiv bunke bøger fra arbejdsbordet, og med håndkraft flyttede rundt på en rodet bunke pergament, prydet af usammenhængende notater. Hans blik var ikke rettet mod den ukendte knægt.

[Liam af Drotvig og Masbo]

Da døren åbnede sig trådte Liam, en smule overrasket, et skridt tilbage. Han så et kort øjeblik på den tomme døråbning. Så vidt han vidste havde hans forældre taget kontakt til Rikash, så han havde forventet en mere.. personlig velkomst.
Han stod lidt og overvejede mulighederne for at stikke af, det var ikke for sent, han kunne bare vende sig om og løbe væk.

Han tog en dyb indånding og trådte ind af døren. Han stod stille et øjeblik mens han samlede mod til at gå op ad trappen. Han så op ad trappen, han kunne ikke rigtig se så meget. Han rystede kort på hovedet af sig selv, hvor slemt kunne det være? Det var jo ikke fordi at han blev sendt ind til en eller anden fuldkomment utilregnelig person.
Han begyndte langsot at gå op ad trappen mens han stadig forsøgte at overbevise sig selv om hans nye lærermester sikkert var en ganske fin person. 

Da han kom ind i det, mildt sagt, noget rodede rum faldt hans blik hurtigt på den blege skikkelse. Han kunne mærke at alle hans gode argumenter for at en lærermester var en god ting, begyndte at blegne, han vidste ikke hvad han havde forventet, men han havde i hvert fald ikke forventet denne blege nærmest forvirrede person.
Ikke desto mindre rankede han ryggen inden han sagde: "Mester Rikash, jeg er Liam af Masbo og Drotvig, mine forældre bør meget gerne have lavet en aftale med dem" Han så spørgende på Rikash.

[Rikash Salmalín]

Rikash stoppede ikke med at rode rundt med sine papirer, bare fordi drengen gjorde anstalter til at svare på det spørgsmål, troldmanden selv havde stillet. I stedet mumlede han uhørligt for sig selv, da han brat gjorde omkring, talte på fingrene og med en skarp håndbevægelse, flyttede endnu en stak bøger, uden så meget som at være i fysisk kontakt med dem. Det betød også, at han kun halvt hørte Liams præsentation, og at der gik nogle lange øjeblikke, før han egentlig registrerede, hvad der var blevet sagt.

Rikash glippede svagt med øjnene, og fæstnede endelig blikket på den yngre, lyshårede mand. "Liam... Drotvig og Masbo..." mumlede Rikash utydeligt, som forsøgte at han at stykke et puslespil sammen. Det var da netop også sådan han så på Liam, som var han en gåde, der skulle løses.

Det var tydeligt i Rikash' blik, da der pludselig gik et lys op for ham og han klappede hænderne sammen en enkelt gang. "Selvfølgelig! Hvor g-gjorde jeg nu af..." Rikash drejede sig rundt, og rodede den bunke han ellers lige havde forsøgt at samle pænt sammen, ud over det meste af bordet i sin jagt på et enkelt dokument.
"Ah!" udbrød han, da det lykkedes og viftede let i luften med det, før han drejede sig mod Liam igen, hurtigt skimmende igennem brevet. "Ja, s-selvfølgelig." De grå øjne fløj op og fæstnede sig ved den lyshårede lærling, undersøgende ham med et skarpt blik. "Jeg aftalte med dine f-forældre, at du først s-s-skulle være her sidst på ugen?" Der var to ting, der gik Rikash forbi. Den ene var manglen på tiltaleform (i hans hoved, var Liam allerede en elev, og ikke en kommende hertug). Den anden var, at det allerede var sidst på ugen.

[Liam af Drotvig og Masbo]

Liams blik fulgte kort bunken med bøger, det var ikke fordi at det overraskede ham at de flyttede sig uden hjælp, han havde trods alt mødt troldmænd før, men han følte ikke at han bare kunne blive ved med at stå og kigge på Rikash, Han lod kort blikket glide rundt i rummet. Han vidste godt at han selv kunne rode og hans værelse på universitetet var da også fyldt med bøger, men det var intet sammenlignet med dette rum. Han måtte vel bare håbe på at resten af huset ikke var lige så rodet.

Han lod igen sit blik lande på Rikash, han havde dog en ide om at Rikash ikke lagde mærke til om han så på ham eller ej. Da Rikash så på ham som var han en gåde kunne han ikke lade være med et føle sig en smule utilpas, det var stadig for tidligt til at han turde gøre sig nogle meninger om denne blege mand, men han havde en foruroligende fornemmelse omkring sin kommende læretid.

Da Rikash åbenbart fandt ud af at de trods alt havde en aftale var Liam lige ved at sukke lettet, men så gik det op for ham at Rikash åbenbart ikke havde nogen ide om at det rent faktisk var sidst på ugen. "Men.. Mester Rikash, det er sidst på ugen" sagde han langsomt. Han havde godt lagt mærke til at Rikash ikke brugte nogle formelle talemåder men det generede ham ikke rigtig.

[Rikash Salmalín]

Rikash' blik forblev låst fast på den lyshårede knægt - Liam - med et undersøgende, lettere uforstående blik. Irettesættelsen fik de mørke øjenbryn til at hæve sig, og ubevidst trak mesteren fingrene igennem de ustyrlige krøller en enkelt gang, og lignede mere eller mindre en, der lige var faldet ned fra månen. "Nåh. J-jamen, så..." mumlede han forundret, før han rømmede sig en enkelt gang og så sig lettere desorienteret omkring, som kunne han ikke beslutte, hvad han skulle gøre af sig selv.

Han endte med at rømme sig igen, før blikket fæstnede sig på Liam. "Jamen, n-nuvel. Beklager ulejligheden. D-dagene h-har det med at flyde sammen, forstår du nok." Rikash slog let ud med den ene hånd, og trak med hjælp fra en mørkelilla ild, en træskammel ud midt på gulvet. Der var intet andet bord end Rikash' lange arbejdsplads, som var bedst egnet til at stå ved. Troldmanden mente dog tilsyneladende ikke, at det var noget problem for den unge mand at tage plads midt i rummet, og han slog bydende ud med den ene hånd i retning af skamlen, før han vendte sig mod bunken af papirer igen, og gav sig til at bladre dem igennem.

At papirnusseriet absolut intet havde med Liams tilstedeværelse at gøre, var ganske underordnet. "Jeg f-formoder, at du endnu h-har et værelse på universitetet eller h-hos dine forældre. Du vil n-naturligvis få s-stillet et værelse til rådighed, og jeg f-forventer, at du ledsager mig til Gudernes By, n-når det er nødvendigt. Om d-du vælger at bo her i m-mellemtiden, er op til dig selv." Rikash' stemme var lettere fraværende, som var han mentalt et helt andet sted. Han trak et stykke pergament til sig, hvor halvdelen allerede var fyldt med tætskrevne, sirlige bogstaver. Med fjerpennen fra blækhuset på bordet, noterede han hurtigt, at han måtte huske at skaffe lærlingen en seng, før han skubbede det fra sig og vendte sig imod Liam. "Vi k-kan begynde din oplæring i m-morgen, når..." Rikash afbrød sig selv i at sige, at de kunne begynde, når han rent faktisk havde forberedt sig på at skulle tage vare på en anden end sig selv. I stedet rømmede han sig. "J-ja. Spørgsmål?"

[Liam af Drotvig og Masbo]

Liam lod sit blik glide ned til gulvet så han ikke skulle møde Rikash’ blik. Han vidste ikke hvordan hans nye lærermester havde det med at blive irettesat, han vidste kun at mmange mænd langt fra brød sig om det, så han frygtede en lille smule at han allerede havde fornærmet sin nye lærermester. Det virkede dog ikke som om at Rikash blev fornærmet over irettesættelsen.

Ved Rikash’ næste kommentar forsøgte Liam at fremkalde et overbærende smil, det blev dog mest ved forsøget, han kunne sagtens stille en facade op overfor folk, men det der med at smile på de rigtige tidspunkter og komme med de rigtige bemærkninger faldt ham ikke nær så let, og så følte han sig heller ikke vidre sikker ved Rikash. Derfor tøvede han også et øjeblik inden han satte sig på skamlen. Han betragtede Rikash mens denne stod og rodede igennem bunken med papirer, og et kort øjeblik undrede han sig over hvorfor hans forældre havde sendt ham hen til denne mand. Trods deres forskelle vidste han at hans forældre elskede ham, så det kunne ikke være en eller anden underlig form for straf.. Den eneste forklaring var at Rikash måtte være en dygtig troldmand.

Han var så fordybet i sine tanker at han først ikke registrerede at Rikash talte til ham igen, han nåede dog at få fat i noget om et værelse. Han måtte indrømme at tanken om at flytte hje til Rikash langt fra var tillokkende, men det var bestemt det letteste, og forhåbentligt havde Rikash et værelse som var mindre rodet end det de befandt sig i.
”Jeg tror at jeg vil være i stand til at lære mest hvis jeg bor hos dem” sagde han med en stemme der forhåbentligt ikke afslørede hans modvilje. Han tænkte sig kort om, havde han nogen spørgsmål? ”Jeg har et enkelt spørgsmål.. Hvis jeg skal bo hos dem, vil det så være til ulejlighed hvis jeg tager min hund med? Hun er stille og rolig og jeg lover at de dårligt nok vil ligge mærke til hende.” Han vidste ikke hvad han skulle gøre hvis Rikash nægtede at lade hunden bo hos ham, der var ikke nogen som betød så meget for ham som hans hund, og han ville blive knust hvis han blev nødt til at sende den hjem til hans forældre.

[Rikash Salmalín]

Rikash nikkede til hertugsønnens valg, i stilhed lavende mentale noter om de ting han måtte sende bud efter inden morgendagen. Havde han ikke skrevet det ned et eller andet sted...? Varslen var godt nok kort, men det burde kunne lade sig gøre...
Rikash' tankestrøm blev brudt af Liams spørgsmål, og i nogle øjeblikke så han blot lettere himmelfaldent på ham. Så trak det antydningsvist op i mundvigene, noget som fik ham til at se langt mere menneskelig ud, end han ellers havde tendens til. "N-naturligvis. H-hun er velkommen." Det var måske lidt paradoksalt at Rikash måske næsten følte sig mere entusiastisk ved tanken om endnu en firbenet logerende end den tobenede, men han var nu engang også barnebarn af Veralidaine og evigt med en forkærlighed for dyr, der bare strakte sig lidt udover den for hans tobenede artsfæller.

Rikash' blik forblev hvilende på Liam nogle øjeblikke endnu, som forventede han et eller andet. Da det tilsyneladende ikke kom, åbnede han selv munden igen med et spørgende blik. "Var d-det alt?"