Afslutning og begyndelse

[Galeron af Ravntoft]

Vivenne af Ravntoft

D. 16. november 525 M.T.

Det havde været en lang dag, lang og begivenhedsrig og selvom han burde være træt, følte han sig lysvågen. Han havde fået vin nok til at det kunne forklare den summen der vandrede i kroppen på ham, men det var mere visheden om, at dagen var på vej mod sine ende, der skabte følelsen i ham.

Månen stod allerede højt på himlen og selvom festen stadig var i gang, var han ikke blind for de mange blikke der blev sendt mod højbordet, hvor han selv og Vivenne sad på ærespladserne. Alle vidste hvad der snart skulle ske og alene det, gjorde ham beklemt, men også forventningsfuld og nervøs. Det var et underligt sammensurium af følelser, men smilet da han drejede hovedet og så på sin hustru, var varmt ”Er du tilfreds?” han var nødt til at læne sig lidt ind mod hende for at være sikker på det kun var hende der ville høre ham og let tøvende lod han sin ene hånd finde hendes under bordet.

[Vivenne af Ravntoft]

Det var et stykke tid siden at Vivenne var gået over til frugtsaft, men det gjorde ikke hendes humør mindre. Tværtimod kunne hun dårligt lade være med at smile, som hun lod blikket glide ud over sine bryllupsgæster og snakkede hjerteligt med hver eneste, der kom for at ønske tillykke. Om hun så kendte dem eller ej.

Da Galeron fangede hendes hånd under bordet, drejede hun hovedet og så på ham med et varmt smil og et udtryk i øjnene, der allerede havde svaret på hans spørgsmål før han havde stillet det. Hun lænede sig til siden og trykkede et blidt kys mod sin husbonds ene kind (til stor fryd for de af gæsterne, der havde blikket vendt mod ægteparret). "Det er perfekt."

[Galeron af Ravntoft]

Da Vivenne drejede hovedet mod ham, var Galeron igen ikke sikker på, om det var vinen der fik ham til at føle sig svimmel, eller om det var glimtet i hendes øjne. Uanset hoppede en imaginær frø i hans mellemgulv og det i forvejen brede smil blev lidt større for så at svinde ind til en lille, forlegen trækning da hendes læber strejfede hans kind ”Virkelig?” han rømmede sig, rankede sig lidt og rettede sig selv ”Jeg mener.. det er jeg glad for.” han fandt sin mor i mængden, ganske kort, for hans blik blev helt på egen akkord ved at vende tilbage til Vivenne og hendes uimodståelige, kobberrøde krøller ”Jeg tror ikke jeg kunne have gjort det bedre selv.” et øjeblik eller to lykkedes det ham at se seriøst ud. Så revnede han i et nyt smil og kom til at grine. Ingen var vist i tvivl om, at det var Grevinden af Ravntoft der skulle have roserne, men det mentale billede af sig selv, helt optaget af blomsterdekorationer og dagens menu morede han glimrende, i hvert fald et sekund eller to.

[Vivenne af Ravntoft]

Vivenne smilede varmt og lod diskret fingrene glide ind mellem Galerons under bordet, skønt det sikkert blot ville skabe endnu mere hvisken i krogene, hvis resten af selskabet fik lov til at se det. Hun havde det dog ganske glimrende med at det ikke var tilfældet.

Hun lo lavmælt og så kun flygtigt ud over rummet, før blikket var tilbage i Galerons. "Din mor har gjort et fabelagtigt stykke arbejde," svarede hun oprigtigt. Vivennes egen mor var ikke just typen, der satte sig ned og planlagde et bryllup til punkt og prikke. Den nylige Nådigfrue Ravntoft fugtede sine læber og så på sin husbond med et mildt smil, modstående den fristelse det var at stryge en tommelfinger over hans kindben. "Nyder du aftenen?"

[Galeron af Ravntoft]

Galeron spredte helt naturligt fingrene lidt og gjorde plads til Vivennes imellem sine egne. Selvom han ikke rigtigt kunne løbe fra, at han var blevet mere end bare venskabeligt glad for sin hsutru, var det ikke fordi de havde brugt oceaner af tid på at flette fingre. Nu det skete, tog han sig selv i at tænke på, hvor godt hendes slanke fingre egentlig passede mellem hans.

Han smilede, eller rettere holdt han aldrig helt op med det, og nikkede sin enighed ”Det har hun.” han havde lukket fingrene om hendes og lod uden at tænke over det, tommelfingeren stryge blidt over hendes mens han nikkede ”Meget.. selvom..” hans smil blev skævt og et sekund så han ned før han igen lod blikket møde hendes og fortsatte med antydningen af en rynke på panden ”Det er en underlig størrelse, er det ikke? At blive gift. Jeg føler mig ikke anderledes, men alligevel er alting nyt fra nu af.”

[Vivenne af Ravntoft]

Vivenne musede i et øjeblik over Galerons ord med et underfundigt smil. "Ja," gav hun ham endelig ret og rynkede eftertænksomt på brynene. "Og nej. Jeg tror, at meget kommer til at blive det samme. I hvert fald de næste år," bemærkede hun, i tryg formodning om at Greve Veldon var ved godt helbred.

"Jeg kommer til at fortsætte mit studie, du fortsætter med at tjene kronen..." Læberne krøllede sig op i et varmt smil, der fik rækken af tænder til at komme til syne. "Vi kommer bare ikke længere til at gøre det helt alene."

[Galeron af Ravntoft]

Galeron rynkede brynene næsten synkront med Vivenne, men rynker udglattedes helt mens hun talte. Han endte med at nikke langsomt ”For nogle måneder siden var alene tanken lidt skræmmende, men nu..” han smilede skævt og så ned på de sammenflettede fingre der selv for hans blik var halvt skjult under bordet ”Nu er jeg ikke sikker på andet, end at jeg ser frem til det.” han løftede hovedet igen med et lille, lidt genert smil ”Det hele.” rynken viste sig mellem han bryn igen mens hans blik gled langsomt over de fine træk der udgjorde hendes ansigt. Så lænede han sig impulsivt (det skete forbavsende ofte i dag) helt ind mod hende og lod flygtigt læberne strejfe hendes.

[Vivenne af Ravntoft]

Vivennes hjerte sprang et slag over, da Galeron kyssede hende og da han trak sig tilbage nåede smilet næsten fra øre til øre. Hun fugtede læberne en enkelt gang og slog kun blikket kortvarigt væk, for hurtigt at række ud efter frugtsaften og tage en tår.

Så snart kruset var sat igen, var hendes opmærksomhed tilbage på ridderen. Hun havde i mellemtiden ikke sluppet hans hånd. "Også mig, Galeron."

[Galeron af Ravntoft]

Et langt øjeblik sad Galeron med ansigtet nogle få tommer fra Vivennes mens han betragtede hende med et uudgrundeligt blik. Så smilede han næsten drenget og rettede sig lidt mere op uden at slippe hendes hånd og i det hele taget også uden at slippe hende med blikket. Selvom det var ganske sandt, at han glædede sig til at starte sit nye liv med hende, så var det også stadig en smule skræmmende. For ham, der gerne ville have alt planlagt måneder, gerne år, i forvejen, havde der været rigeligt med tid til at tænke på, hvad der forventedes af dem på længere sigt; børn blandt andet. Hans mellemgulv knugede sig lidt ved tanken om små rødhårede drenge- og pigebørn og hans mundvige sitrede lidt ”Tak.” mumlede han dybfølt, men uden helt at være sikker på hvad pokker han takkede for.

Hans blik blev fanget af Grev Veldons da han momentært lod det forlade Vivenne. Et næsten ikke synligt nik og et opmuntrende smil, huskede ham på, at der på langt kortere sigt også var noget der var forventet af dem. Han sank en klump der pludselige materialiserede sig i hans hals. Hvordan bragte man lige sådan noget på banen, uden at lyde som en gammel gris ”Ehm.. måske..” begyndte han og så på Vivenne igen med et tøvende smil ”Jeg tror snart vi skal forvente at blive opfordret til at bryde op.” hans blik flakkede et sekund mens han mentalt tog en dyb indånding.

[Vivenne af Ravntoft]

Vivennes mellemgulv gav et lille vrid over Galerons konstatering og i et splitsekund var smilet næsten genert. Hun fik det dog snart under kontrol og virkede alt i alt temmelig afslappet, som hun nikkede.

"Jeg er også efterhånden parat til at trække mig tilbage," svarede hun stille, velvidende om hvad det betød. Med det sagt kunne hun dog også mærke dagens længde og de enkelte krus vin hun havde fået.

[Galeron af Ravntoft]

Igen flakkede Galerons blik da hans mening tydeligvis gik op for Vivenne og selvom han havde valgt sin formulering med omhu, følte han sig alligevel lidt varm omkring ørerne. Han vendte ansigtet bort et øjeblik og greb sit krus med vin, men nåede kun lige at lade en lille mundfuld rulle over tungen før Vivenne igen talte.

Hvad han havde forventet var han ikke helt sikker på, men uanset gik han i stå med kruset halvt sænket og så på sin hustru med et let overrasket blik ”Er du?” busede det ud af ham før han smilede skævt og satte kruset helt ned ”Jeg mener.. det er jeg også.” nu brændte ørerne for alvor og det var komplet umuligt ikke at tænke på hvad der blev forventet skulle foregå mellem dem når de havde forladt selskabet. Et selskab, som han ud af øjenkrogen kunne se begynde at røre på sig i form af flere konspiratoriske blikke i deres retning.

[Vivenne af Ravntoft]

Vivenne kunne ikke lade være med at lade sig påvirke bare en anelse af Galerons reaktion og hun rakte ud efter sit krus endnu engang, med kinder der føltes en anelse varmere end normalt. Hun skjulte smilet ned i kruset, skubbede den nervøse følelse i mellemgulvet bort og så tilbage på sin nylige husbond.

"Lad os trække os tilbage," svarede hun stille, men beslutsomt og gav hans hånd et klem, tydeligt opfordrende til at han skulle takke gæsterne. Det var trods alt i større grad hans lod end hendes, omend hun sagtens kunne sige et par ord.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron var sikker på hans hjerte sprang et slag over, eller måske var det nærmere at det tog et ekstra. Han var ikke sikker og det var ligegyldigt da han nikkede og så tøvende ud over samlingen af gæster. Selvom størstedelen var mennesker han kendte, ville han aldrig komme til at synes om at stå foran en større mængde og være midtpunktet. Faktisk var han ret sikker på, det var en af de ting han hadede mest, men ikke desto mindre var det ikke til at undgå, hverken nu eller på senere tidspunkter - og hvem ville afsløre sig selv som en mindre kujon overfor den kvinde der lige havde giftet sig med ham.

Han rømmede sig og rejste sig langsomt. Ubevidst klemte han lidt fastere om Vivennes hånd da hun fulgte hans eksempel. Han tog en dyb indånding mens den glade summen af stemmer langsomt svandt ind efterhånden som folk opdagede de havde rejst sig. Han rømmede sig, kiggede kort mod sine forældre og fik endnu varmere ører over det flabede smil han fandt på sin fars ansigt. Grevindens var opmuntrende og da han vendte ansigtet mod Vivenne, fik hendes smil ham til at finde modet ”Min hustru og jeg har haft en dag vi kommer til at huske længe, takket være jer, for uden jer, var det aldrig blevet det samme.” han måtte diskret trække luft helt ned i lungerne igen før han fortsatte ”Men.. men det er blevet sent og vi vil trække os tilbage.” den konstatering affødte spredte opmuntrende ytringer - især fra de yngre gæster ”Tak.” afsluttede han og så til mens alle gæsterne rejste så lyden af skramlende, skrabende stole dominerede i adskillige sekunder.

[Vivenne af Ravntoft]

Vivenne rejste sig op sammen med Galeron, uden at give slip på hans hånd. I stedet gav hun det et lille klem, som hun stod smilende ved siden af ham og kun udviste tegn på at være enig i, hvad han sagde.

Hun bøjede nakken en anelse i taknemmelighed, da gæsterne rejste sig for at se dem ud og kastede et enkelt blik og et forsikrende smil mod sine forældre, før en tjener trak hendes stol ud og hun sammen med Galeron forlod salen, der havde huset alle bryllupsgæsterne. Der var underligt stille på den anden side af døren og Vivennes skuldre faldt en anelse. "Tænk at vi begge slap helskindede igennem det," musede hun med et suk og så op på Galeron med sitrende mundvige, der afslørede at hun spøgte.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron holdt godt fast i Vivennes hånd hele vejen ud af salen, lige så meget for sin egen skyld som for hendes, og først da de var på vej ned ad gangen, blev han bevidst om, at hans håndflader føltes klamme. Han ville aldrig blive god til det. Aldrig, men nu mens de lagde større og større afstand mellem festen og dem selv, faldt også hans skuldre lidt. Det var rart at kunne høre hvad man selv tænkte - også selvom tankerne var nervøse.

Han drejede hovedet og så på Vivenne med et let hævet øjenbryn der passede fint til antydningen af et smil på hans læber ”Du regnede måske med det modsatte?” halvt drillede han og førte hende med sig omkring et hjørne. Før i tiden ville han være gået i en anden retning for at komme til sine egne gemakker, men på længere sigt ville de ikke være passende for to (og måske flere). De nye gemakker, der var blevet gjort i stand til dem, havde han ikke engang selv set endnu. Han havde prøvet, men på det punkt havde Grevinden givet ret klare ordrer.

Alt det tænkte han på meget få sekunder før smilet vandt lidt kraft ”Jeg tror ikke din far slipper fra min tante foreløbigt.” sagde han, bare for at bryde tavsheden. Tanten havde straks øjnet chancen til at tale om sine roser da der var en plantemagiker til stede - og det var hun så fortsat med det meste af aftenen.