På biblioteket [Åben]

[Roald af Condia]

Roald sad alene på biblioteket denne dag, mens han skiftevis læste og skrev på et stykke papir, som lå ved siden af ham. Han havde allerede siddet her igennem to timeslag og han sukkede tungt. Han var i tvivl, om han nogensinde ville blive færdig med alt det her.

Et kort øjeblik overvejede han bare at lukke sine bøger og smutte hen til sine venner, som allerede var færdige med deres, men med endnu et suk vendte han tilbage til sit referat. Det var et strafarbejde, han havde fået, for ikke at have lavet lektierne til timerne på denne dag og han var nødt til at få det lavet nu, da han i morgen havde straffetjeneste i staldene, hvor han ellers kunne have haft tid til det.

Hvor er livet dog bare uretfærdigt.

[Andriana af Masbo]

Det var et velkendt syn; Andriana der fløjtende slentrede ned ad en af Paladsets mange gange. Den ene hånd var begravet i bukselommen, men den anden - der var forbundet med et stykke hvidt stof - holdt om en bog, der var stukket op under armhulen.
Selvom det var en regel at være stille på biblioteket, fløjtede ridderen lystigt videre uden at skænke reglen en tanke. Ofte blev hun tysset på, men i dag så der ikke ud til at befinde sig andre i det bogfyldte rum.
Som Andriana bevægede sig længere ind i biblioteket, lagde hun ikke mærke til den lille skikkelse, der sad og arbejdede ved et bord, selvom hun gik i retning mod, hvor han sad.

[Roald af Condia]

Roald var næsten færdig med at referere det angivne kapitel, da han pludselig opdagede, at han sad og fløjtede og stoppede overrasket. Han fløjtede aldrig. Og da slet ikke, når han sad med hjemmearbejdet. Han så sig om og opdagede en pige, som kom gående - fløjtende - hen imod ham. Hun så ikke ud som om stille-reglen i biblioteket generede hende det mindste og han syntes omgående om hende. Hun var vel egentlig også meget køn af en pige at være. 

"Hvis du var page, kunne du risikere at få straffetjeneste for dét der." Han smilede over hele hovedet og ignorerede den lille stemme, som sagde, at han blot forsøgte at finde en grund til at udsætte resten af arbejdet. 

[Andriana af Masbo]

Andriana stoppede overrasket op, da en stemme pludselig lød. For et øjeblik så hun ganske forvirret ud, men da de grå øjne fandt kilden, formede hun et skævt smil på læberne. "Jeg har været page - og jeg fik straffetjeneste for det," sagde hun og grinede roligt. "Gamle mennesker er vist ikke så glade for fløjteri," tilføjede hun og nærmede sig et par skridt, så hun var i en passende taleafstand fra drengen. Ridderen syntes at have set hans ansigt før, men kunne ikke sætte fingeren på hvor, og hun så kort ned på hans papirarbejde.

"Straffetjeneste?" spurgte Andriana kortfattet og nikkede sigende ned mod bordet og tænkte ikke over, at drengen burde udnytte hvert sekund han havde på at blive færdig og ikke snakke med hende.

[Roald af Condia]

Roald var meget tilfreds med, at det ikke lod til, at hun genkendte ham som Prins af Tortall. Det var meget længe siden, han havde oplevet at det skete - alle hans lærere og venner på væbnerskolen vidste præcis hvem han var - og han besluttede at nyde det, så længe som muligt. "Du er måske ridder?" Han grinede tilbage. "Gamle mennesker er vist ikke glade for ret meget, af dét som vi unge finder på." 

Han så dystert ned på bordet foran sig, lettere utilfreds med at være blevet mindet om det igen så hurtigt. "Ja." Han skar en grimasse. "Mester Sander gav mig det for, fordi jeg ikke nåede at læse det igår aftes." Han havde været så træt, så han bogstaveligt talt faldt i søvn over sine bøger. At han var blevet så træt, fordi han havde brugt tiden i paladskøkkenet i stedet for på sine lektier, så han var nødt til at sidde med det til sent ud på natten, valgte han ret bekvemt at glemme.

[Andriana af Masbo]

"Det er lige det, jeg er," sagde hun stolt og smilede skævt. Hun nikkede efterfølgende til drengens kommentar og grinede kort. Hun kunne godt lide ham.

Andriana kunne ikke tyde, hvad det var, han arbejdede med, men hun kunne tydeligt se, hvor meget arbejde der var. En flygtig lettelse over at være over det stadie ramte hende. "Er det så kedeligt?" spurgte hun med et glimt i øjet og tog et skridt hen til en stol ved det samme bord og satte sig. Det lod umiddelbart ikke til, at drengen ville have noget imod det.

[Roald af Condia]

Roald smilede, da hun satte sig ved siden af ham. "Du skulle bare vide." sagde han med følelse. "Det er bogen om den tortallanske digtnings fine kunstform." Han slog bogen sammen om en finger, så hun kunne se forsiden. "Findes der noget mere kedeligt i denne verden end digtning? Jo måske hofetikette." Det sidste tilføjede han som om han lige kom i tanke om det og lavede en ansigtsgrimasse bare ved tanken. 

"Hvordan er det så at være kvindelig ridder?" Roald lænede sig interesseret frem på begge albuer for at lytte ordentligt efter. Han var reelt bare interesseret i, hvordan det var at være ridder, men han kunne ikke forestille sig, det kunne være det samme at være kvindelig som mandlig ridder og nu havde han faktisk chancen til at spørge nogen.

[Andriana af Masbo]

"Og tørt brød," tilføjede hun og skar ligeså en grimasse. Hun mente det både halvt i sjov og halvt i alvor.

De mørke øjenbryn trak sig sammen i en uforstående mine ved drengens spørgsmål. "Kvindelige ridder? Det er ikke så meget anderledes end at være mandlig," sagde Andriana og lænede sig tilbage i stolen. Hun havde altid forstået sig på den slags forskelsbehandling. "Riddere skal ikke defineres ud fra et køn - vi er et fællesskab, der alle har det samme til fælles; en titel der er fortjent." Andriana havde endnu ikke udført heltemodige gerninger, men hun var indstillet på, at hendes plads som ridder ville få stor betydning en dag.

[Roald af Condia]

Roald smilede lidt for bredt over den halvdårlige morsomhed. Han havde været ved at dø af kedsomhed, inden hun dukkede op og derfor fandt han nok hendes selskab en smule sjovere, end han ville have normalt. 

Han rynkede brynene spekulativt. "Undskyld, det var ikke for at fornærme dig." Han lænede sig lidt ind over bordet. "Jeg kunne bare forestille mig, man blev mødt med en anden attitude som kvindelig ridder, end de mandlige gør." Han havde hørt især hans mor og bedstemor fortælle om, hvordan de kvindelige riddere stadig stod på skud fra den mandlige del af befolkning og var nødt til at bevise for eksempel deres styrke og kampduelighed, inden de vandt mændenes respekt.

[Andriana af Masbo]

Andriana trak på skuldrene. "Mange går for meget op i attitude. Jeg mener, at dueligheden er vigtigst, og hvis den er på plads, er der ikke mere til det end det," sagde hun og et smil fandt frem til hendes læber. "Mange har tendens til at snakke for meget end rent faktisk at gøre ting," tilføjede hun og lagde bogen på bordet for at kunne krydse armene over brystet.

I sin underbevidsthed vidste ridderen vist godt, at drengen havde fat i noget rigtigt, men det ville Andriana aldrig indrømme - hun mente, hvad hun sagde; kønnet var ligegyldigt. Drengen foran hende kunne dog tage fat i hvem som helst og med stor sandsynlighed for det stik modsatte at vide, end hvad Andriana sagde til ham lige nu.

[Roald af Condia]

Roald trak på skuldrene. Han mente overhovedet ikke, at kvinden foran ham havde ret i, hvad hun sagde. I hvert fald ikke den del med, at kvindelige og mandlige riddere havde fuldstændig ens vilkår. Men han var endnu ikke så gammel, at han havde fundet modet til at sige personer, som var så meget ældre end ham selv imod. Derfor nøjedes han med et lille smil og et nik, som om han var enig med hende.

I stedet så han ned på bogen, som hun lagde på bordet. "Har du læst noget interessant?" Han var egentlig temmelig ligeglad med hendes bog. Bøger sagde ham ikke det store, med mindre altså at de handlede om krig og kamp. Men han følte ikke rigtigt for, at hans improviserede pause allerede skulle slutte.

[Andriana af Masbo]

Da drengen så ud til at forstå, hvad hun mente, og nikkede enig (troede hun), foldede Andriana tilfreds armene over kors. Ridderens ord var måske ønsketænkning, men der skulle meget til at overbevise hende om andet.

"Ja!" sagde hun og rettede sig op igen. Hun lagde en hånd på bogens forside. "Den handler om en ridder og hans oplevelser både personligt og ude på slagmarken. Han mistede tilsidst benet, hvilket var anledningen til, at han valgte at skrive alt ned." Det var tydeligt, at den unge kvinde kunne lide bogen, da hendes toneleje kun blev alt mere ivrigt. De mørke øjne så afventende på den anden.

[Roald af Condia]

Roald blev en lille smule overrasket over den andens entusiastiske svar. Det var svært for ham at sætte sig ind i, at en bog kunne være så spændende. Men da hun uddybede, blev han alligevel lidt fanget af hendes forklaring. "Mistede han benet i et slag?" Han lænede sig lidt længere ind over bordet, mens han forsøgte at skimte bogens titel igennem det hvide stof. "Hvem er det, der har skrevet den? Er han kendt?"

Hans ansigt blev et øjeblik mere tænksomt. "Hvorfor er det ikke den slags bøger, vi læser på væbnerskolen? Alt vi kan få lov til at kigge i, er mindst hundrede år gammelt."

[Andriana af Masbo]

Andriana nikkede, mens hun så ham i øjnene. "Han fik en økse i låret! Såret blev derefter betændt, og tilsidst var der intet andet at gøre end at amputere det," sagde hun med et skuldertræk. Ved drengens efterfølgende spørgsmål åbnede hun bogen, bladrede et par sider frem og vendte derefter bogen mod ham. "Her er et portræt af ham - Bjeorn af Stenklippen. Han er ikke lige så kendt, som han burde være," tilføjede hun, nu med hentydningen af beundring i hendes stemme.

Ridderen lo af drengens kommentar. "Sådan er det at gå i skole, men der er ingen der forhindrer dig i at låne dine egne bøger på biblioteket," sagde hun med et sigende udtryk og puffede let bogen hen imod ham. "Men det har du ikke hørt fra mig."

[Roald af Condia]

Roald's øjne spillede af ophidselse, da hun fortalte om den fremmede ridders eventyr. "Er det sandt? Det lyder voldsomt." Hans tanker strejfede overhovedet ikke den stakkels ridders kvaler, men fokuserede i stedet på, hvilken voldsom kamp der kunne have udløst så stor en skade. "Jeg tror måske, jeg har set et billede af ham før. Et eller andet sted på paladset. Måske her i biblioteket? Eller også var det i mor og fars gemakker?" De sidste par sætninger sagde han mest til sig selv, mens han tænkte og var sig egentlig overhovedet ikke bevidst, at han sagde dem højt.

"Ja, men med alle de ekstra lektier, jeg pådrager mig for tiden, så tror jeg ikke, at jeg nogensinde får tid til at læse bøger 'bare for sjov'." Hans grin var stort og afslørede, præcis hvor seriøs han var. Eller måske netop ikke var.