Et kald om hjælp

[Aidaya Sarkietha]

Tilegnet Rikash Salmálin

Det var blevet sen eftermiddag. Himlen var ved at rødme og solen var ved at gå ned. Dagen havde været lun, og det havde været svært at mærke at efteråret havde overtaget i stedet for sommeren. Alligevel virkede det som om, sommeren ikke helt ville slippe sit tag. Aidaya havde ikke været særligt længe i Corus. Hun var kommet aftnen forinden. Men allerede nu følte hun sig sært hjemme. Folk var meget imødekommende og havde taget varmt imod hende, selvom de ikke vidste hvem hun i grunden var. Da hun havde forhørt sig, om nogle vidste hvor Rikash Salmálin boede, havde adskillige talt i munden på hinanden. Men det var kromutters stemme der skar klarest igennem:
”Han har et værelse i Grønnemarksdistriktet. Jeg sender min søn med dig i morgen, så du kan finde vej.” Hun havde været vældig taknemmelig. For første gang i lang tid, kunne hun sove i en ordentlig seng. Dog tændte hun ikke op, for ilden gjorde hende nervøs, og fik hende til at tænke på den rædselsfulde nat for ikke så lang tid siden. Det virkede som flere år siden, men i virkeligheden handlede det kun om små to ugers tid. Det skræmte hende en smule at det stadig var så tæt på. Hun kunne ikke tage afstand til det. I hvert fald ikke endnu.
Næste morgen var hun vågnet tidligt. Hun havde klædt sig på og indtog et dejligt morgenmåltid. Hun havde sluppet falken fri, før hun indtrådte Corus’ byporte. Hun vidste ikke om falken ville finde hende. Hvis den gjorde, ville det være på sin plads at hun fandt et navn til den. Da hun åbnede døren ud til byen, blæste en kold brise i mod hende. Hun skuttede sig. Det var ved at blive koldt. Dagen brugte hun på at gå rundt i byen og få et indtryk af den. Efter at hun havde købt noget kødpostej af en vældig fed dame, så hun en lille skikkelse komme flyvende. Det var falken. Den havde fundet hende.
Som dagen gik, kunne hun mærke en form for spænding. Før dagen var omme, ville hun have fundet frem til Rikash Salmálin. Hun så frem til det at møde ham. Hun vidste hvem han var barnebarn af. Hun havde tit hørt historierne omkring Numair Salmálin. Hun følte på en eller anden led at hun kunne identificere sig med ham. Han havde selv været en flygtning fra Carthak. Men selvom hun beundrede Numair Salmálin, var det ikke derfor hun opsøgte Rikash Salmálin. Det var på bagrund af hans gode ry.
Hun havde mødt med kromutters knægt sent på eftermiddagen. Det tog dem ikke længe, før de stod foran Rikash Salmálins dør. Hun nikkede til knægten og takkede ham for at have vist vej. Tøvende løftede hun hånden og bankede på døren.

[Rikash Salmalín]

En triumferende latter fyldte det mørke rum, som med ét lod sig lyse op, da adskillige lysende kupler steg mod loftet og lagde sig langs de tværgående loftsbjælker. Det var det eneste der kastede lys over det dunkle lokale, hvor skodderne var slået for, men skinnede til gengæld hurtigt klarere end et håndfuld tællelys ville gøre det. Rikash' øjne strålede, som han endnu engang begravede næsen i bogen ved læsepulten og kærtegnede de tætskrevne sider med fingerspidserne, som ville man gøre det med en elsker. Det puslede i de mørke krøller, da ilderen Spidstand indtog sin sædvanlige plads på troldmandens skulder, uden at forstyrre ham, selvom den egentlig godt kunne tænke sig et tørret kirsebær fra øverste hylde i det store møbel, som fyldte hele den ene væg og var prydet af glas og krukker i alle former og størrelser.

De grålige øjne glinsede af ophidselse, som en knoklet finger fulgte linjerne og læberne bevægede sig i takt med at han læste, gentog i stilhed hvert eneste ord og lagrede det i...

En banken på døren rev brat Rikash ud af sit eget, lille univers og instinktivt greb fingrene hårdt fast omkring læsepultens træ og han rettede gennemborende blikket mod den lukkede dør, som ville det afsløre, hvem der stod for enden af trappen på den anden side og forstyrrede.
Det gjorde det naturligvis ikke, og med fortrydelse og stor forsigtighed, som var det skrøbeligt glas, lukkede Rikash det læderindbundne bind i, trak en hånd gennem de mørke krøller (som kun gjorde dem mere ustyrlige) og satte med hastige skridt imod døren, der ledte ham ud af rummet og ned af en snæver trappe til yderdøren.

Med en let håndbevægelse gled slåen fra, selvom han kun var halvvejs nede af trappen og ikke havde rørt jernbeslaget. Det var ikke nødvendigt for ham, ligesom den mørkelilla ild, umiddelbart kun synlig for ham selv, også sørgede for at trække den utætte og vejrbidte dør halvt op, og i sprækken afsløre den viltert udseende troldmand. Over den lettere krogede næse, forsvandt øjnene ind i et par mørke, usundt udseende øjenhuler og han var hvid som et lagen, noget der vidnede om at hans hud ikke ofte fik lov til at se solens lys. De sorte krøller var ukæmmede og faldt uregerligt omkring ham, ikke hjulpet på vej af ilderen Spidstand, der stak hovedet frem fra hans skulder og snusede nysgerrigt i retning af den fremmede på dørtrinnet.
Rikash genkendte ikke kvinden på den anden side og kneb øjnene lidt sammen. Havde han en aftale, han havde glemt? "Ja? K-kan jeg hjælpe d-dig med noget?"

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya havde adskillige gange formet sin tale igen og igen, men nu hvor hun stod foran hans dør, forsvandt alle ord, og hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Hun havde længe holdt det hele for sig selv, og hun vidste ikke hvordan det ville lyde når hun åbnede munden og lod ordene komme over hendes læber. Hun hørte en trampen ned af trapper, gik hun ud fra, og kort efter stirrede et par grå øjne på hende. De grå øjne tilhørte et vældigt blegt ansigt. Det første der fór igennem hovedet på hende, var at den der stod i døren, lignede et levende lig. Det var tydeligt at han måtte holde sig en del inde døre. Han var den komplette modsætning af hvordan hun havde forestillet sig Numair Salmalín så ud. Og det skuffede hende en anelse. Det fik hende næsten til at tvivle om hun var gået rigtigt. Hun selv lignede dog nærmest også et lig. Der var nærmest et gråligt skær i hendes mørke glød. Hendes øjne var mere eller mindre opsvulmet og røde på bagrund af manglende søvn. De sorte klæder hang lyst på. Hun virkede udslidt og lignede slet ikke den Aidaya hun havde været engang for mange år siden. ”Er De… Rikash Salmalín?” spurgte hun med en undertrykt undren. Falken havde sat sig på hendes skulder, og nappede en smule i hendes øre. Hun lagde knap nok mærke til det, for hun havde efterhånden vænnede sig til dens tilstedeværelse. ”Mit navn er Aidaya Sarkietha og jeg har brug for din hjælp,” spurgte hun før hun hørte hans ord. Hun smilede et lille tøvende smil, som fik en lille gnist i de brune øjne til at dø hen.”Undskyld… Ja jeg har brug for Deres hjælp,” bekendtgjorde hun. Hun begyndte så småt at føle en tvivl. Var det her det rigtige valg? Hun vidste at der fandtes adskillige gode troldmænd her i Tortall, men hun vidste jo egentlig godt hvorfor hun havde valgt at gå til Rikash Salmalín. Hun stolede på ham. Han var barnebarn af selveste Numair Salmalín. Hun følte at hun kunne relatere til en som ham, eftersom han også havde været en flygtning. Der var ikke noget at være i tvivl over. Hun måtte tage det som det kom, for lige nu og her hvilede hendes skæbne i Rikash Salmalíns hænder.

[Rikash Salmalín]

Rikash' øjne gled kort over den sortklædte skikkelse, uden han gjorde mine til at flytte på sig. Han genkendte hende ikke, men han havde heller aldrig været god til at huske ansigter. Kvindens ord afslørede dog, at der denne gang måske nok var tale om en fremmed og Rikash skubbede døren den mindste smule mere op, så han kunne være der. Et hvæs lød fra Spidstand på hans skulder i retning af fuglen på kvindens, og Rikash så ned på ham og løftede en hånd, for at stryge en beroligende pegefinger over det lille, pelsede hoved.

Så vendte hans blik tilbage til kvinden - Aidaya, uden helt at kunne skjule sin mangel på forståelse. De store, lysegrå øjne i de mørke, skeletagtige huler betragtede hende nærgående, længere end det måske var høfligt, uden at give hende et svar. Det var såmænd ikke for at fornærme hende heller, Rikash tænkte ganske enkelt blot ikke nærmere over det.

Til sidst hævede begge hans øjenbryn sig antydningsvist. "Min hj-hjælp? Hvordan det?" spurgte han direkte, og kløede sig en enkelt gang i krøllerne.
Sekundet efter slog det ham, at han endnu blokerede døren og hurtigt rømmede han sig en enkelt gang. "Vi kan t-tale nærmere om d-det indenfor. Det e-er varmere end her-herude," tilbød han påfaldende hurtigt og rømmede sig en enkelt gang mere. Sandheden var, at det ikke var så meget varmere, fordi Rikash ikke havde fyret op, og havde holdt varmen glimrende ved sine små ildkugler i sit arbejdsværelse, men det var dog det mindste problem. Han kneb øjnene spørgende sammen, som han trådte til side. "Hv-hvor sagde du, at jeg kendte d-dig fra?"

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya spjættede da falken nappede hende hårdt i øret. Hun tog hånden op til øret og da hun så på dem igen, var de røde af hendes eget blod. Hun sank en gang og så hurtigt væk. Synet af blodet mindede hende om ting hun ikke ønskede at tænke på. Hun skulede en smule mod hvad der end sad på Rikash skulder og flyttede fuglen over på den anden skulder. Hun rev en lille flid af skjorten og pressede den op imod det blødende øre. Hun så op imod Rikash igen. Han stirrede sådan, og det fik hende til at føle sig skidt tilpas.
Da han inviterede hende ind i varmen, fulgte hun med ham. Varmen var ikke-eksisterende i rummet. Hun vendte sig om i mod ham. ”Her er en smule koldt, er her ikke?” Aidaya havde forsøgt at lære fællessproget, men hun kunne endnu ikke skjule sin carthakianske accent.
”De kender mig ikke, Mester Rikash Salmalín. Jeg har søgt efter Dem i et stykke tid nu. Egentlig siden jeg kom her til Tortall for få uger siden,” startede hun. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare ham, hvorfor hun så desperat havde brug for hans hjælp. Der var en del ting som hun gerne ville udelukke, og ikke ønskede at fortælle ham, men på den anden side følte hun også en underlig trang til at åbne sig op. ”Da jeg forhørte mig, fortalte de fleste mig om Deres gode ry, mester Rikash Salmalín. Derfor valgte jeg at opsøge Dem,” fortsatte hun. Hun fjernede fliden fra sit øre og tørrede blodet af sine fingre. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre ved den, så hun gemte den i sin knyttede næve. Hun var nervøs, hvad falken godt fornemmede. Den vuggede fra det ene ben til det andet og gav et skrig fra sig. ”Jeg har gaven. Jeg ved ikke hvor meget af den jeg har, men jeg har nok til at jeg ikke længere er i stand til at kontrollere den. Jeg har været igennem nogle ting, som har gjort mig mere ustabil, og derfor har jeg mistet grebet. Jeg ville spørge om De kunne hjælpe mig med at komme på rette kurs igen, Mester Rikash Salmalín.” Hun åndede ud. Først da var det gået op for hende at hun havde holdt vejret.

[Rikash Salmalín]

Rikash' øjenbryn trak sig antydningsvist sammen, da falken tiltrak sig opmærksomhed, ved at bryde huden over kvindens øre. "J-jeg finder noget at spise til d-dig," kommenterede han, mere til falken, end til den fremmede udenfor. En af Rikash' mange problemer, var at han blandt andet havde en tendens til at være mere interesseret i dyr end mennesker og falken var særligt fascinerende, på trods af at Spidstand ikke brød sig om rovfuglen.

Han var travlt optaget af at nærstudere den længere end hvad der måske var høfligt, og havde i et øjeblik glemt, at han havde inviteret kvinden indenfor. Det var ikke af uhøflighed, at han ikke spurgte til kvindens blødende øre - han tænkte ganske enkelt ikke over det, i sine milde distraktion i form af falken. Lettere forsinket fik han dog lukket hende ind, og blinkede et par gange med øjnene, da hun kommenterede på temperaturen i den lille opgang, der ikke bestod af andet end trappen i umiddelbar forlængelse af døren. "J-jeg skulle mene, at det er varmere o-ovenpå," svarede han, og så på hende med et besynderligt blik, som havde hun lige fortalt ham at månen rent faktisk var lavet af grøn ost.

Han rømmede sig, og gestikulerede let med den ene hånd i retning af trappen, som tegn til at hun blot skulle følge efter ham. Rikash hørte kun halvt hendes forklarende ord, som de besteg det stejle træ og han åbnede døren ind til arbejdsværelset. Det var varmere, men ikke varmt. Han havde dog taget ved lære af hendes kommentar nedenunder, og med en skæven i retning af hende, slog han let med håndleddet og sendte enkelte kugler af mørkelilla ild over mod det minimalistiske ildsted. Der gik ikke længe, før det blussede op.

Det virkede måske som om, at han ikke havde hørt, hvad hun havde sagt, fordi han endnu ikke havde sagt et ord eller udvist tegn på at have forstået. Til gengæld gik han rundt i rummet med en dyb rynke i panden og et ansigtsudtryk, der indikerede at tankerne kørte på højtryk. Åndsfraværende fik han i mellemtiden produceret en skammel hun kunne sidde på, og et lerkrus, der endnu ikke havde noget indhold. "Hm," lød det endelig fra ham, som han så indtrængende på hende, længere end hvad der var behageligt for et normalt menneske.

Mere blev det dog ikke til, og han vendte sig igen, for at finde en glaskrukke mellem de mange på den ene væg, fyldt med kriblende væsner. Der var intet levende i hvad han trak frem, men strimler af tørret kød. Spidstand, der ellers kendte krukken udmærket, trak sig fornærmet tilbage og forsvandt ind under arbejdsbordet. Endnu en overvejende lyd undslap ham, før han uopfordret stak krukken i hænderne på kvinden - hvad var det hun havde sagt hun hed? "Til din falk," lød den korte forklaring, før han gik over til arbejdsbordet. Han gav sig dog ikke til at rode med noget, men lukkede blot hænderne omkring bordpladen og rettede blikket ud af at det minimalistiske vindue. Han havde ryggen til Aidaya. "Har du a-aldrig fået undervisning i at kontrollere din g-gave?" spurgte han endelig, og drejede hovedet, for at se på hende over sin skulder med et indtrængende blik. Der var intet høfligt smil at finde, men det var der sjældent hos Rikash, der evigt lignede en, der havde fået dårlige nyheder. I hvert fald når han ikke arbejdede. På trods af det, var der dog ingen afvisning, men reel interesse.

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya fulgte med ham op af trapperne. Heroppe var det en smule varmere end hvad det havde været udenfor. Hun var slet ikke vant til kulde. Hjemme i Carthak havde det nærmest været varmt hele året rundt. Dog gav kulden hende en form for tryghed. Så var hun da sikker på at hun ikke længere var i Carthak. Hun var en smule flov over at en så primitiv ting som vejret kunne give hende den tryghed hun behøvede, men var det så underligt igen? Da hun kom op i arbejdsværelset, tog hun sig selv i at stirre på de små kupler der svævede over hovedet på hende. Hun blev mindet om hvordan disse lysende kupler svævede over alt i korridorerne på paladset i Carthak. Hvordan kjolen knitrende omkring hende. Den stolthed hun havde følt, over Kejserens hengivenhed som han viste hendes slægt. Det virkede som en fjern tid, som et andet liv. Hendes slægt eksisterede ikke længere. Aidaya havde ikke længere et sted hun kunne kalde for sit hjem. Hendes forældre lå begravet under jorden og hun var atter alene.

Hun kom til sig selv og havde ikke bemærket, at Rikash havde fremtryllet en skammel og havde tændt ildstedet med violette flammer. Hun satte sig tungt ned, men hun havde knap siddet ned i et minut, før han rakte en krukke frem i mod hende. Hun tog i mod den, og troede at indholdet var til hende. Da hun træk en strimmel tørrede kød op af krukken, sank hun en klump. Det så aldeles ikke særlig appetitligt ud! Heldigvis reddede falken hende, ved at snappe kødet fra hende. Hun smed den blodige flid ind i bålstedet og så det brænde op med en eftertænksom mine. Hun ventede.. hun ventede på at han ville svare hende. Men når hun så op imod ham, virkede det som om at han slet ikke havde lyttet efter! Og pludseligt vendte han ryggen til hende, så det var fuldstændigt umuligt at aflæse hvad der skete inde i hovedet på ham. Hun rejste sig op. Pludseligt hørte hun ham spørge om hun overhovedet havde fået undervisning som barn, hvad gav hende den opfattelse at han slet ikke havde hørt hendes forklaring første gang. ”Jeg fik undervisning som barn, Mester Salmalín. Men som jeg fortalte lige før, har jeg været igennem en meget hård tid, som har gjort at jeg ikke længere kan kontrollere min gave,” fortalte hun ham, med en tålmodig stemme. Da han efterfølgende så på hende med et indtrængende blik, følte hun et vist ubehag. Hun brød sig bestemt ikke om, når folk så så direkte på hende og derfor slå hun blikket ned. Falken kravlede op af hendes arm, med et stykke tørt kød i munden og betragtede hende. Hun smilede til falken og strøg den over fjerdragten og tænkte hun for sig selv at fuglens øjne lyste af medfølelse, men det måtte være noget hun bildte sig ind, var det ikke?

[Rikash Salmalín]

Rikash kløede sig i krøllerne, skiftende vægten fra den ene fod til den anden. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle behandle kvinden foran sig, eller på nogen måde tage stilling til, at hun havde opsøgt ham for hans hjælp. Normalt var han optaget af sine krigsstrategier, planlægning og afprøvning af nye teorier, og undervisning var ikke just det der tilfaldt ham. Mithros, det var sikkert ikke engang en viis beslutning, at have accepteret Hertuginde Drotvigs ønske om at tage hendes søn i lære.

En overvejende lyd fandt vejen ud gennem troldmandens læber, som han med et vurderende og på mange måder, alt for nærgående blik betragtede kvinden. Havde hun sagt sit navn? Han kunne ikke huske, hvad det var. "Javel," svarede han endelig, og tog en kande med vand fra bordet, med et eftertænksomt ansigtsudtryk. Over den blussende ild, hang en mindre kedel (som aldrig var blevet brugt til madlavning fra Rikash' side), og han tømte kandens indhold i den, før han endelig fortsatte og så på den mørklødede skikkelse. "Hvad sker der, når du mister kontrollen over din gave? På hvilken måde reagerer den?" Blikket fra de skeletagtige øjenhuler var indtrængende og han vedblev at stirre (uden at være klar over, at han gjorde det) i nogle øjeblikke endnu. Så kom han til sig selv, og drejede sig arbejdsomt omkring, greb en mindre krukke på en slidt træhylde over ildstedet og hældte en del af indholdet ned i det lunkne vand.

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya havde levet under konstant frygt, lige indtil hun sejlede ind over Tortalls grænser og hun vidste hun var i sikkerhed. Hendes mål havde været allerede fra starten at finde Rikash Salmalín, og da hun så havde hørt sig ad omkring ham, undrede det hende ikke at folk mente han var sær. De fleste råbte højt op omkring hvordan han var et vældigt sært syn: Efter de flestes meninger, lignede han et omvandrende lig også med den underlige pelsklump på skulderen! Og selvom de fleste glædeligt bagtalte ham, kunne Aidaya tydeligt mærke at de følte en dybsindig respekt for den unge troldmand. Der var aldrig nogen som spurgte hvorfor en som hun opsøgte Rikash Salmalín. Hvad hun i sidste ende var glad for. Hvis de vidste hvem hun var og hvorfor hun var her i Tortall, ville de tale bag hendes ryg og rygtet ville spredes som vinden. Hun ville holde sin fortid tæt ind til kroppen, og hvis hun kunne forhindre det, aldrig fortælle det som nogen. Men nu opdagede hun at det var lettere umuligt at skjule hvem hun var overfor Rikash, hvis hun virkelig ønskede hans hjælp. Og det gjorde hun. For det skræmte hende lettere sagt hvordan hun sidst havde mistet kontrollen over sin gave.
Hun stillede krukken fra sig, og falken lettede fra hendes arm og landede med klørene på krukkens kant. Krukken kunne ikke holde til det og væltede idet falken stak sit hoved ned i krukken for at få fat i noget af kødet. Falken fik sig noget af en forskrækkelse da den faldt ned på siden. Der lød et skingert skrig inde fra krukken. Aidaya rejste sig hastigt og prøvede at få krukken af falkens hoved, men det var umuligt at rokke fri. Hun hørte hans spørgsmål og vendte sig fra ham, men den sprællende fugl i hænderne. Det gibbede i hende.
Hun vædede læberne med tungen, før hun åbnede munden. ”Sidst jeg mistede kontrollen for alvor over min gave… satte jeg… jeg… ild til mit eget.. hjem,” sagde hun med en stemme der knækkede. Hun mærkede en skarp smerte da falkens en klo skar sig ind i håndledet på hende. Hun lagde med omhu fuglen ned på bordet. Hendes ansigt var trukket sammen i en grimasse.
”Kan du ikke hjælpe mig?” spurgte hun med en lille stemme og nikkede mod fuglen imens hun holdt den anden hånd om håndledet for at stoppe blødningen. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, da det var umuligt for hende at rive endnu en flid af skjorten for at stoppe blødningen. Hun koncentrerede sig om at kigge op imod de lysende kupler, da tanken om igen at se blod på hendes hænder ikke var særligt tillokkende. Selvom hun havde overbevidst sig selv om at hun ville ligge fortiden bag sig, blev hun altid mindet om den. Hvornår indså hun at det var umuligt at flygte fra fortiden?

[/justify]

[Rikash Salmalín]

Rikash' blik flakkede betydeligt, da krukken væltede med fuglen fanget. Han havde allerede halvt taget et skridt frem, men bremsede brat sig selv, da kvinden kom ham i forkøbet. I stedet måtte han knuge hænderne hårdt for ikke at række frem og tage dyret ud af hænderne på hende. Det ville være uhøfligt, selvom udtrykket på hans ansigt over ikke at kunne hjælpe dyret, mildest talt svarede til, at han lige havde set sin bedste ven blive myrdet. Hjemsøgt og distraheret, reagerede han ikke tilnærmelsesvist på hendes svar på hans eget spørgsmål, men til gengæld med det samme, da hun endelig lod ham overtage.

Rikash havde ikke vild magi, men han var alligevel sin farmors barnebarn og en dygtig troldmand. Fuglen faldt til ro i hans hænder, og med slanke, knoklede fingre fik han i tavshed og dybt koncentreret, frigjort falken fra dens fængsel. De mørke øjenbryn trak sig sammen og han fulgte den med blikket med en dyb rynke på panden, da den med et fornærmet skrig satte i luften og tog plads øverst på Rikash' mærkværdige opbevaringssystem.

Troldmandens blik blev der nogle øjeblikke endnu, før han langsomt blev bevidst om, at han ikke var alene. Fangede man ham på paladset, var Rikash forberedt på andre menneskers tilstedeværelse og kunne tilpasse sig efter det. Overraskede man ham derhjemme, var han noget sværere at kommunikere med - medmindre man var Robin. Rikash stirrede på kvinden nogle lange øjeblikke, før han endelig fik fremkaldt, hvad hun havde fortalt ham i virvaret.

Rynken mellem øjenbrynene blev dybere, og ansigtsudtrykket eftertænksomt, som han uden et ord gik forbi hende og over til kedlen, hvor vandet kogte. I stedet for at tage det af, endte Rikash dog blot med blikket fanget af det boblende indhold og et fjernt blik. "Meditation. Du skal meditere." Hans stemme var ikke høj, og blikket fortsat rettet mod kedlen. "Jeg kan måske hjælpe, lægge nogle bånd på, så det ikke umiddelbart gentager sig..." fortsatte han i samme spor, eftertænksom og overvejende.

[Aidaya Sarkietha]

Aidaya lagde knap nok mærke til at fuglen slappede af i Rikashs hænder. Hun var fulgt ud optaget af at holde blikket op imod loftet og undgå at se ned på sine hænder. Langsomt mærkede hun hvordan håndfladen blev smurt ind i blod. Hvis hun ikke handlede nu, kunne det ende grueligt galt! Så hun hev den sorte skjorten af bandt den stramt om håndledet. Heldigvis havde hun en hvid bomuldstrøje indenunder, tænkte hun for sig selv. Hun slap med den anden hånd og kom kort til at kigge ned på hendes håndflade; Den var dækket af blod. ”Undskyld… mester.. Er der et sted jeg kan skylle blodet af mine hænder?” spurgte hun. Dette var på omtrent samme tidspunkt som hun hørte fuglen skrig og sætte op i luften.

Aidaya følte sig en smule utilpas og satte sig ned på skamlen. Det var tydeligt for hende at Rikash ikke var hjemmevant med andre mennesker omkring ham. Han virkede så fjern, som om han levede i sin egen lille boble. Men Aidaya havde for længe siden netop besluttet sig for at det skulle være ham hun opsøgte, også selvom folk mente at han var sær. Men var det nærmet ikke uundgåeligt at støde ind i en troldmand som ikke var sær?
Hun så ham gå forbi sig og derefter hørte hun ham sige dette ord som hun ikke forstod. Hun havde aldrig hørt det før. ”Meditation? Hvad betyder det?” spurgte hun ham og dukkede hovedet. Hun følte sig forfærdeligt uvidende. ”Lægge bånd på? Mester Salmalín.. det gentog sig i går. Jeg glemte at nævne det. Jeg.. jeg affyrede ild mod et par slyngler som havde stjålet min pung,” hviskede hun. I en lykkelig stund havde hun nærmest forglemt hvad hun havde oplevet sin første dag i Tortall. Hun skammede sig over det.. Det kunne være gået meget værre end det gjorde.

[Rikash Salmalín]

Rikash havde svært ved at finde rundt i de mange skift, de mange forskellige spørgsmål. Hans opmærksomhed havde kun lige nået at centrere sig omkring én ting, før hun spurgte til noget nyt. Denne gang var han nået til rent faktisk at forsøge at finde en løsning på hendes problem, før hun tvang ham til at skulle tage stilling til noget ret simpelt, men helt andet.

Blikket, der havde været vendt mod det kogende vand, blev rettet mod kvinden igen og hænderne, hun holdt frem. Han havde ikke bemærket blodet før, optaget som han havde været af at hjælpe fuglen, og der gik nogle øjeblikke før han endelig nikkede. "S-selvfølgelig."

Ikke længe efter havde han fundet et vaskefad med rent vand frem til hende og placeret det på sit arbejdsbord, alt imens han havde overvejet hendes efterfølgende spørgsmål og historie.
Rikash gik tilbage til kedlen, tog to krus fra hylden over ildstedet og fyldte dem med den dampende te. "Du s-skulle have lært at meditere, da du fik u-undervisning," sagde han endelig, med rynket pande - rettet mod den læremester, der havde sprunget så vigtigt et punkt over. En overvejende, brummende lyd undslap troldmanden, som han tilbød kvinden teen med et ansigtsudtryk der i et øjeblik næsten virkede... Genert?

Det var dog væk igen, så snart han havde sat kruset fra sig på arbejdsbordet og lukket begge hænder om sit eget. Blikket var rettet imod de mange krukker og glas, der indeholdt alverdens insekter. "D-det skulle v-være muligt, med en gave, d-der er stærk nok, at g-gå ind og a-afskærme en d-del af din magi. Hindre u-udslagene i at ske."

[Aidaya Sarkietha]

På den lange rejse som Aidaya havde draget ud på, havde hun haft rigelig med tid til at gennemgå hele samtalen imellem hende og Rikash. Dog braste hele den her forestilling sammen, da hun hørte hvordan folk omkring hende omtalte den bemeldte troldmand. Pludseligt vidste hun ikke hvordan det hele ville forløbe og hun blev på mange måder frygtelig usikker. Så hun træk rejsetiden ud og stoppede op i forskellige byer og spurgte ad om noget arbejde. Hun tilbød sig selv som vaskekone, da det reelt var det eneste erhverv hun kendte til. Desuden havde hun intet andet transportmiddel end sine ben, da der stod den forhindring i vejen, at Aidaya var ufattelig bange for heste. Og en vogn var udelukket.. Så ville hun hellere tilbringe endnu en måned på et vuggende skib!
Til sidst lagde hun forestillingen om mødet med den sære troldmand væk, og besluttede sig for at tage det som det kom.

Men nu hvor hun sad her på skamlen, med blod på hænderne, foran en ung mand som lignede et lig og desuden virkede som om han var vendt på vrangen, blev hun usikker. Men stædigt blev hun siddende. Der var ingen vej uden om. Rikash Salmalín var hendes redning.

Hun tog imod vandfadet og sagde: ”Tak mester.” Hvorefter hun viklede skjorten af armen og vaskede såret. Det lignede et overfladisk sår. Hun vaskede sine hænder i det varme vand og derefter rev hun skjorten i strimler og forbandt såret. Hun hørte ham sige noget og tog ufravendt imod kruset.
”Min.. min læremester havde andre metoder,” svarede hun ham med en bitter tone. Hun havde været bange for sin læremester, men havde aldrig indrømmet det over for nogen. ”Hvad er meditation?”
Hun tog imod kruset og holdt det imellem sine hænder. Dog var hun nær ved at tabe kruset da hun hørte hans udtalelse. Hun satte kruset på bordet for en sikkerheds skyld og stirrede på ham med et løftet bryn.
”Afskræ-æme min gave?” spurgte hun med en al for skinger stemme. Tanken skræmte hende. Han kunne lige så godt have bedt hende om at skære ben og arme af. Men langsomt gik det op for hende, at det måske ikke var en så dårlig idé igen.
Hun rejste sig op. ”Mester Salmalín. Jeg vil gerne lære at kontrollere min gave. På det seneste har jeg været frygtelig uheldig. Og under mange af disse tilfælde har min gave reddet mig selvom den har været ukontrolleret. Lige nu er gaven det eneste jeg ejer.” Hun talte usædvanligt lavt, da hun var lettere bange for at hendes stemme var ved at knække.

[Rikash Salmalín]

Rikash rynkede kraftigt på panden, mistroisk overfor denne læremester, der tilsyneladende havde valgt at ignorere en af de vigtigste aspekter i evnen til at kontrollere sin gave. Han så indtrængende på kvinden, som for at være sikker på, at hun ikke pludselig kom i tanke om det. Det forblev der også, da han endelig svarede hende. "M-meditation er nødvendigt for at g-genoprette energ-gi-b-balancen. Det t-tærer på din energi, hvis magien får lov til at f-f-flyde f-frit, uden din krop får muligheden for r-resitution. I bedste fald k-kan meditationen også give dig bedre ko-kontrol. Rikash blik hvilede stadig på hende, og man kunne reelt blive i tvivl om, om han overhovedet havde blinket.

Øjnene udvidede sig lidt, og fik ham om muligt kun til at se endnu mere hjemsøgt ud, da hun rejste sig. Rynken mellem hans øjenbryn blev tydeligere. "Det ændrer ikke på s-styrken af din gave, men j-jeg kan måske forhindre den i at s-s-slå ud på u-uønskede tidspunkter, som det mindste i-indtil du har s-styr på din meditation. B-begrænsningen kan fjernes hvornår det s-skal være. I t-teorien."