På kanten af noget nyt

[Galeron af Ravntoft]

Vivenne af Ravntoft
- og alle andre der ved de vil være til stede -

Da først det lille anfald af panik havde lagt sig (han ville herfra og til næste midvinter benægte det overhovedet var panik) var der kun en spændt, nervøs følelse tilbage i den kommende greve af Ravntoft. Til gengæld fyldte den hele kroppen på ham og fik både fingre og tæer til at prikke mens han gik gennem de velkendte gange der udgjorde Ravntoft. Han var klædt som den adelsmand han var, men stadig uden at føle sig som om han ikke var sig selv. Det hele var nyt. Hvis ikke man skulle have nyt tøj til sit eget bryllup, hvornår så, og holdt i Ravntofts mørkeblå og grå farver.

Da han nåede udgangen til den indre borggård, stod en tjener parat med en kappe, blå som skjorten han havde under den og kantet med sølvgrå ulvepels. Han stod helt stille mens tjeneren fæstnede kappen, men det var kun ren viljestyrke der forhindrede ham i at trippe nervøst på stedet. Et andet sted i borgen var Vivenne. Mon hun var ligeså nervøs? Med den tanke i hovedet trådte han ud i borggården og stoppede et øjeblik for at beundre de mange farvede bånd der bølgede i vinden. Vinden der altid susede omkring Ravntoft. Kunne han i det hele taget huske nogensinde at have oplevet en helt vindstille dag?

Tankerne svirrede hid og did mens han fortsatte over gården mod porten der førte ud til spidsen af det brede klippefremspring Ravntoft var bygget på. Mens han gik ramte noget koldt hans kind og han så op. Sne. Små, hvide snefnug dalede doven og spredt ned fra skyerne og smeltede næsten før de nåede jorden. Et impulsivt smil fik hans ansigt til at lyse op. Han havde altid holdt af sne og i dag bidragede det lette snefald kun til stemningen. På den anden side af porten havde magikere i dagens anledning, skabt en usynlig kuppel der skærmede for både vind og sne, ikke helt og lette briser af vind fandt stadig ind og purrede op i hals hår og pelsen på kappen, men snefnuggene smeltede når de ramte den usynlige barriere der sørgede for at holde temperaturen adskillige grader højere end der ellers reelt var udenfor den.

Nervøsiteten voksede da han trådte ud gennem porten og fik øje på alle de mennesker der havde taget turen til Ravntoft for at være der når han og Vivenne blev bundet sammen og gav deres løfter til hinanden og Guderne. Det krævede en dyb indånding før han begyndte turen op mellem de mange mennesker og han strammede grebet om sværdskæftet under kappen, smilede, nikkede og hilste på både kendte og mindre kendte ansigter på sin vej for til sidst at nå enden, ikke mange meter fra klippekanten. Her hilste han varmt på sin egen nærmeste familie, fik de sidste opmuntringer og formaninger og stillede sig så på den ene side af præstinden før han som alle andre, rettede blikket tilbage mod borgen - og ventede.

[Vivenne af Ravntoft]

At sige at hun havde sommerfugle i maven, ville have været en underdrivelse. Hele Vivennes krop sitrede af spænding og nervøsitet, som de sidste benknapper blev lukket og kun kunne lade fingrene glide ned over kjolen. Hun havde aldrig ejet noget i så mørk en blå nuance og som hun spejlede sig i et vindue, måtte hun erkende at tjenestepigerne havde gjort et godt stykke arbejde. De røde krøller var nålet fast med en sløsethed, der stadig tillod dem at danse ned over skuldrene.

Netop skuldrene var så godt som blottet over den pelsbeklædte, lige udskæring. De var til gengæld dækket af en halvkappe udskåret af det samme skind, der var brugt til at pynte kjolen og alt i alt var det et smukt stykke håndværk. Det var dog ikke hvad der fyldte mest for Vivenne. Det var tværtimod samlingen af mennesker hun kunne se ud gennem vinduet og den sugende, nervøse fornemmelse i mellemgulvet.

Alvoren af situationen var tydelig, da Tristan af Disart kom efter sin datter og den ellers altid kvidrende adelsfrøken var pludselig bemærkelsesværdig tavs. Hun var overvældet på alle tænkelige måder, og da de trådte ud i vinden, sad vejret fast i halsen på hende. Det kom så naturligt som intet at afholde den fra tøj og hår og hun fandt en hvis ro i det. Nok til at fødderne flyttede sig af sig selv og hun før hun vidste af det, gik igennem porten og blev mødt af det fulde syn af bryllupsgæsterne. I et ganske kort øjeblik, før hendes blik fæstnede sig ved den lyshårede mand for enden af menneskemængden og resten gled i baggrunden.

[Tristan af Disart]

Tristan af Disart var normalt svær at ryste, med mindre det var ham selv der gjorde det, så gik det ganske nemt med at miste tråden eller blive distraheret. Men nu stod han her med sin eneste datter, sit eneste barn, der havde den ene hånd lukket hårdt om hans underarm og så op mod den unge mand han selv havde været med til at vælge til hende. Uundgåeligt drev hans tanker på langfart et øjeblik, til den dag han selv havde stået på nogenlunde samme måde og set ned på Sariah og hendes far, Grev Danuel af Cavall. Tanken fik ham til at smile fordi han havde en formodning om, hvad der foregik i hovedet på den unge ridder der om ganske kort tid ville være Vivennes mand og hans egen svigersøn.

Han løftede hånden og lagde den over hendes mens han drejede ansigtet mod hende med et varmt smil der nåede helt op i hans øjne og fik de tydelige kragetæer til at stå endnu tydeligere frem "Du er smuk, Tusindfryd. Tag en dyb indånding, helt ned i tæerne." brummede han lavmælt og gav hendes hånd et beroligende klem før han begyndte at gå sammen med hende.

Det var ingen lang tur, men han var ganske sikker på, at den for både Vivenne og Galeron føltes mindst dobbelt så lang som den reelt var. Han stoppede ved Greven og Grevinden og hilste respektfuldt på både dem og den unge komtesse før han vendte sig mod Galeron og et ligeså varmt smil som før. Stadig uden et ord tog han sin datters hånd, gav den et kys og overlod så den, og hende, til den kommende greve før han indtog sin plads ved siden af sin hustru på modsatte side af greveparret.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron vidste ikke hvor længe han stod der og stirrede stift mod porten ind til borggården. En halv menneskealder? Måske mindre, men knuden i hans mellemgulv voksede lidt for hvert minut. Hvad nu hvis hun slet ikke kom? Man havde før hørt om brude der fik kolde fødder, og brudgomme for den sags skyld. Hans hals føltes pludselig tør og han sank hurtigt et par gange mens hans blik flakkede til først hans egne forældre og dernæst til Vivennes mor der stadig stod på modsatte side. Hun ville vel ikke stå der og smile hvis der var noget galt, ville hun?

En kollektiv, synkron bevægelse blandt gæsterne fik ham til at løfte blikket, og denne gang stod Vivenne og hendes far i porten. Et øjeblik eller to glemte Galeron helt at trække vejret, men så opløstes knuden i hans mave og blev i stedet til en mindre sværm af sommerfugle der gik på vingerne på én gang og på deres flugt opefter trak hans mundvige med sig så han tilsidst smilede bredt. Nervøsiteten blev ikke mindre jo tættere Vivenne kom. Til gengæld lagde han ikke rigtigt længere mærke til alle andre, men kun hende. Han havde altid syntes hun var køn, men lige nu var hun meget, meget mere end det.

Først da Tristan bukkede let for ham samlede han sig, slap Vivenne med blikket og gengældte den høflige gestus før han overtog Vivennes slanke hånd og vendte sig med siden til præstinden, men front mod sin tilkommende uden at slippe hendes hånd igen.

[Elenore af Ravntoft]

Elenore stod i første række sammen med resten af Ravntoft familien og så ud til at være på kanten til at græde. Hun vidste ikke hvad der rørte hende mest, men det var pludselig overvældende for hende at hendes søn skulle giftes og med så smuk en brud. Det var så vidunderligt det hele og hun var stolt over at have arrangeret så meget af det selv. Nu håbede hun blot at resten af festen ville gå godt og at hendes søn ville blive lykkelig. Hun var dog snart ikke i tvivl længere, hun glædede sig over at have Vivenne boende, hun bragte i den grad en del liv til deres lille familie og det var meget bekræftende. Elenore måtte til sidst tørre sine øjne diskret mens hun vendte blikket mod præstinden med et smil. 

[Vivenne af Ravntoft]

Hjertet sad oppe i halsen, men det hindrede ikke et overvældet smil i at bryde frem over Vivennes læber. Hun fandt ikke ordene til at sige noget til sin far, men så på ham med et blik der tydeligt fortalte, at hun elskede ham og var taknemmelig for det hele. Så rettede hun blikket mod sin fremtidige husbond og blinkede et par gange, som tænderne kom til syne i et nervøst smil.

Hun tog hans hænder og en dyb indånding. Hun ville have sagt noget, men ingen ord kom til hende. I stedet gav hun blot hans hænder et blidt klem og blinkede endnu en hurtig gang, da præstinden løftede hænderne og krævede alles opmærksomhed.

[Galeron af Ravntoft]

Galerons brede smil dampede lidt af, mens alvoren lagde sig omkring ham, men forsvandt aldrig helt. Helt naturligt gengældte han det diskrete klem Vivenne gav hans hænder og vendte ansigtet mod den midaldrende præstinde der skulle forestå ceremonien.

Hun smilede også og blev stående med hænderne løftet indtil alle var tavse og kun lyden af vinden og bølgerne mod klipperne var konstante. Så lod hun hænderne falde, samlede dem foran sig og så på Vivenne ”Vivenne..” hun flyttede blikket til Galeron og fortsatte med en blød, rolig stemme ”Galeron. Vid at siden jeres livsveje har krydset hinandens, har I skabt et evigt og helligt bånd. Fordi I ønsker at træde over tærsklen til ægteskab, bør I stræbe efter at leve op til de idealer der ligger til grund for denne ceremoni. for ægteskabet og for jer selv.” hun gjorde en kunstfærdig lille pause og fortsatte så igen ”Vær åbne og vid, at indenfor denne cirkel er det ikke kun overfor hinanden, jeres venner og familie i afgiver løfter, men også overfor Den Store Moder, Mithros og resten af de Guder der vejleder og fører os gennem livet. Løfterne der bliver afgivet her i dag og de bånd der bliver bundet, vil styrke jeres forening og skabe det fundament I skal bygge jeres fælles liv på.” hun tav igen momentært og så alvorligt fra den ene til den anden ”Vidende alt dette, ønsker I så begge at fortsætte?”

Galeron kendte ordene, han havde hørt dem før, eller i hvert fald variationer af dem, til andre bryllupper, men det var noget helt andet nu de blev sagt til ham selv. Han så et langt øjeblik på Vivenne, smilede svagt og vendte så ansigtet mod præstinden med et enkelt nik og en dyb indånding ”Ja.”

[Vivenne af Ravntoft]

Hjertet slog hurtigt i brystet på Vivenne, lidt af nervøsitet, men endnu mere af spænding. Det var en ganske umulig tanke, at det var et spørgsmål om øjeblikke, før hun ikke længere var Komtesse Vivenne af Disart, men blev til Nådigfrue Vivenne af Ravntoft. Det var noget hun havde forestillet sig hele sit liv og når hun så på sin fremtidige husbond, så kunne hun ikke andet end at smile overvældet. Det var mere end hun kunne have drømt om.

Præstindens ord lød tydeligt for hende, selvom tankerne vandrede rundt. Hendes fokus var ét sted og alle steder på samme tid. Komtessen fugtede læberne en enkelt gang og fulgte Galerons eksempel ved at se på præstinden. "Ja."

[Galeron af Ravntoft]

Galerons mave knugede sig lidt sammen da et enkelt, bekræftende ord fra Vivenne fulgte hans eget. Igen lod han blikket finde hendes og følte sine hænder og fingre føles varme og en smule svedige mellem hendes mens præstinden løftede begge hænder mod den grå-blå himmel og fortsatte "Vi beder Guderne velsigne denne forening og trækker kraft fra alle fire verdenshjørner." hun drejede sig halvt i en bestemt retning "Mod Øst trækker vi på Luften, for åbenhed, renhed og kommunikation mellem hjerte, sind og krop. Fra Øst får I en ny begyndelse med hver solopgang og bevidstheden om, at hver dag er en ny mulighed for at vokse.." hun så kort på det unge par og vendte sig en kvart omgang "Mod Syd trækker vi Ildens kraft, for energi, lidenskab, kreativitet og varmen i et kærligt hjem. For ilden indeni hver af jer i nu vil dele og varme hinanden med i selv de mørkeste tider." for tredie gang drejede hun sig lidt "Mod Vest strømmer Vandets kraft os i møde og husker os på at lytte til vores følelser. I ægteskabet giver I hinanden fuldkommen tillid og åbne hjerter i både sorg og glæde. for fjerde og sidste gang drejede hun sig og stod nu igen med front mod det unges pars samlede hænder "Mod Nord hilses vi af Jorden der skænker os næring, frugtbarhed og tryghed. Lad den føde og berige jer og hjælpe jer til at bygge et sikkert hjem I altid kan vende tilbage til."

Hun tav og så fra Vivenne til Galeron før hun lukkede begge hænder omkring deres samlede "Vivenne og Galeron. Se hinanden i øjnene." Galeron sank en klump og havde for længst opgivet at undertrykke den sitrende fornemmelse han havde i hele kroppen. Det ar nu. Nu var det virkelig nu og han tog en dyb indånding så diskret som han kunne mens hans blik fandt Vivennes igen "Vil I ære og respektere hinanden og stræbe efter aldrig at forkaste den ære?" Galeron nikkede og sank hurtigt igen før han svarede med en stemme der var mere rolig end han selv havde forventet "Ja."

[Vivenne af Ravntoft]

Vivennes hænder dirrede en anelse og hun var oprigtig taknemmelig for at Galeron havde fat i hende. Hun var kun svagt bevidst om alle menneskerne omkring dem, der så forventningsfuldt frem til at se den fremtidige Greve af Ravntoft gift. Det var selvfølgelig vigtigt og hun måtte på et tidspunkt nå en bevidsthed om, at hun også skulle gøre en figur udadtil.

I lige de øjeblikke kunne det dog udsættes lidt endnu og hun lod sig indhylle i præstindens ord, før hun som befalet så Galeron i øjnene. Hendes hjerte hamrede hurtigt i brystet og der gik et kort øjeblik, før hun selv tog til mæle. "Ja."

[Galeron af Ravntoft]

Præstinden smilede og nikkede en enkelt gang mens hun tog et smukt broderet bånd fra sit bælte og draperede det en enkelt gang omkring deres samlede hænder "På det løfte binder I bånd." erklærede hun og de simple ord, kombineret med den glatte følelse af båndet over sin hånd, fik en illing til at glide ned over Galerons ryg. Præstinden havde uden tvivl udført ritualet før og gjorde det med en ro der dog ikke helt smittede af på ridderen da hun fortsatte "Vil I dele hinandens smerte og søge at lette den?" hun så afventende på begge parter indtil de igen bekræftede og hun kunne vikle båndet endnu engang omkring deres hænder "På det løfte binder I bånd." gentog hun og gik videre "Vil I bære hinandens byrder og dermed vokse sammen i denne forening?" for tredie gang fik hun bekræftende svar og båndet blev lagt omkring de samlede hænder en tredie gang før hun fortsatte til ritualets fjerde og sidste spørgsmål "Vil I dele hinandens latter og søge de lyse sider i livet og hinanden?" nu følte Galeron sig som om hele kroppen sitrede og han var sikker på Vivenne ville kunne mærke det på hans hånd da han tog en sidste dyb indånding og smilede mens det fjerde "Ja." gled over hans læber.

[Vivenne af Ravntoft]

Ritualet syntes at virke uendeligt, i hvert fald som Vivenne stod der med rystende hænder og et nervøst smil spillende over de smalle læber. Hun tog en dyb indånding, som præstinden fortsatte og da hun endelig afsluttede sin tale, kom Vivennes tænder til syne.

"Ja," svarede hun endegyldigt og så ikke ned, da knuden blev båndet og signalerede til både ægteparret og gæsterne, at to var blevet til en.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron måtte for guderne vidste det hvilken gang synke hårdt da Vivenne for sidste gang fulgte hans ja og med et af samme. Om han så havde prøvet, ville han ikke have kunnet lade være at smile bredt, stadig nervøst, men på ingen måde utilfredst. Det hele føltes stadig uvirkeligt mens præstinden smilede varmt og rundede ritualet af ved at binde båndets to ender sammen omkring deres samlede hænder.

”Vivenne og Galeron, som jeres hænder nu er bundet sammen, således er også jeres liv og ånd forenet i kærlighed og tillid. Over jer er stjernerne og under jer er jorden. Må jeres kærlighed som stjernerne lyse op i mørket og må det fundament i skaber sammen være så solidt som jorden alting gror af.” hun gjorde en lille pause og trak nu hænderne til sig, blot for at løfte begge arme mod den grå-blå himmel ”For Guder, såvel som for mennesker er i nu ægtefolk. Således ske det.” afsluttede hun og det varme smil blev kun bredere da Galeron fulgte traditionen, bøjede sig frem og kyssede sin hustru. At han måske var lidt længere om at trække sig væk end han behøvede, fik kun en spredt latter til at brede sig.

[Vivenne af Ravntoft]

Vivennes tænder kom til syne i et fuldt smil, da præstinden afsluttede ritualet. Hele hendes mellemgulv var levende af sommerfugle og hun så godt som strålede, da Galeron bøjede sig frem og deres læber mødtes.

Der var ikke tegn på den tøven, som ellers ikke var fremmed hos adelige der indgik arrangeret ægteskab. Det var tydeligt for alle, at ingen af de to havde de fjerneste indvendinger, og hvis der var nogen tvivl, så afgjorde Vivennes smil og blik i hvert fald sagen, da hun trak sig tilbage og så op på sin husbond.

Bundet sammen ved hænderne virkede det ganske naturligt for hende at dreje håndledet en anelse og lade fingrene glide ind mellem hans, som de drejede sig ud mod forsamlingen og lod dem tage det nye ægtepar i syne.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron smilede så mundvigene truede med at sætte sig fast nær ørerne da hans læber forlod Vivennes og han kunne se et lignende smil på hendes ansigt. Uden at det blegnede det mindste vendte han sig sammen med hende mod deres samlede gæster og den boblende fornemmelse der sprudlede indeni ham, tog kun til i styrke da alle rejste sig og klappede deres accept og glæde på det unge pars vegne.

Han drejede hovedet og så igen et langt øjeblik på Vivenne, men der var ikke så meget at sige, ikke endnu. Til gengæld var der en masse han gerne ville sige til hende når han igen kunne få ørenlyd og måske ikke havde et helt bryllupsselskabs øjne hvilende på sig. I stedet gav han hendes hånd et fast klem og lænede sig impulsivt ind mod hende igen, for denne gang at plante et flygtigt kys mod hendes kind før han slog ud med den frie hånd mod midtergangen tilbage mod borggården hvor festlighederne for alvor skulle skydes i gang.

Tråd lukket