Tiden ruller

[Jessamine af Ravntoft]

Galeron af Ravntoft

Jessamine var efterhånden ved at være stresset, da de sidste, forsinkede gæster endelig var ankommet og brylluppet endelig kunne sættes i gang. Bevares, det var teknisk set en fornøjelse af være i sit gamle barndomshjem, men hun blev mere rastløs for hver dag der gik og der var nu kun nøjagtig fem uger til midvinter.

Da hun selv havde fået sat sit hår i en usædvanlig kompliceret frisure - hun var vandt til at nøjes med en stram fletning - og var blevet hjulpet i en ny, knitrende kjole i smaragdgrøn, der fik hendes hår til at flamme, var hun efterhånden endnu mere utålmodig. De skulle rejse den følgende dag og ville gå glip af en del af festlighederne, men hun ville ikke risikere at blive lænket til Ravntoft og nattefrosten var sat ind tidligt i år, selvom der ikke for alvor plejede at være problemer med sne før i januar.

Hun gik derfor rundt i de private gemakker som en bjørn i bur og endte med at forlade dem for at aflægge sin bror et besøg. Det var trods alt ham det hele stod og faldt med. Ham og Vivenne af Disart. Hun bankede på, men ventede ikke mange øjeblikke, før hun åbnede døren og trådte uindbudt ind.

[Galeron af Ravntoft]

At påstå Galeron var rolig og afslappet mens han gjorde sig klar til ceremonien ville være en grum overdrivelse. Det samme ville det være at sige han havde fået en god nats søvn. Det var ikke fordi han egentligt tvivlede eller fordi han ikke brød sig om den unge kvinde der om ikke så længe ville være hans hustru. Det var dén tanke der fik en ubehagelig følelse af panik til at boble i hans mellemgulv og fik ham til at stå uroligt mens kammertjeneren med utrolig tålmodighed hjalp ham i tøjet og sørgede for, at ikke en fold sad forkert.

Da han endelig var klædt på forlod den aldrende mand rummet med en lykønskning og et ærbødigt buk og lod Galeron alene. Alene var næsten endnu værre og uden at tænke over det begyndte han at trave rastløst frem og tilbage foran de store vinduer der gav ham udsigt ned over den oppyntede borggård og spidsen af klipperne. Et øjeblik stoppede han op og stirrede stift mod sidstnævnte. Prøvede at forestille sig hvordan han om ganske kort tid ville gå op ad den ryddede sti med alles øjne hvilende på sig. Han sank hårdt. Midpunktet for alles blikke. Hvad nu hvis han snublede i sin kappe? Eller glemte sine løfter. En opgivende lyd forlod ham ved tanken om at stå overfor Vivenne, præstinden, sin familie, gabende som en fisk der var skyllet op på land.

En banken på døren rev ham ud af tankerne og det gav et sæt i ham før en irriteret rynke viste sig på hans pande "Jeg har ikke brug for noget!" gav han den lukkede dør besked, kun for at se håndtaget blive trykket ned og Jessamine træde ind. Selv gennem sin nervøse tilstand måtte han smile ved synet af hende "Undskyld.. jeg troede du var.." han slog ud med den ene hånd, smilede skævt og strøg sig rastløst over nakken mens han lod blikket glide ned over den grønne kjole "Hvornår blev du så smuk, Jess?" han forsøgte at smile igen, men det blev mere en grimasse mens han håbløst forsøgte at finde et eller andet han kunne gøre med sine hænder. Til sidst stak han dem i lommerne på de pæne bukser som en anden daglejer.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa ignorerede blankt protesterne og lukkede døren efter sig med et lille, tilfredst smil over sin storebrors overraskelse. Hun kastede dog et kort blik ned over sig selv og trak på skuldrene, som om han havde spurgt hende om noget temmelig faktuelt. "Jeg har altid været ganske køn," konstaterede hun nøgternt og ganske sandfærdigt. Hun betragtede hans skikkelse kort, uden at gengælde komplimenten. "Du ligner til gengæld en, der er på vej for at fortælle nogen, at deres yndlingshoppe er død under foling."

Hun hævede et øjenbryn. "Jeg kender flere hemmelige flugtveje, hvis det er..."

[Galeron af Ravntoft]

Galeron åbnede munden for at sige noget, i halv forventning om, at Jessamine ville have reageret på en anden måde end hun gjorde ”Ehm.. ja.” mumlede han fåret og gned sig over nakken igen efter at have ladt den ene hånd forlade bukselommen. Var der ikke mere end almindeligt varmt herinde?

Hendes sammenligning fik ham til at se overrumplet på hende ”Det gør jeg ikke..” protesterede han, men de blå øjne flakkede ”Og der bliver ikke brug for nogen flugtveje.” fortsatte han en smule spidst og fortrød det med det samme ”Undskyld, det er bare.. jeg er bare lidt.. lidt rastløs.” fingrene på den ene hånd pillede nu manisk ved den nederste knap i den blå skjorte.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessamine grinede hæst og hævede begge øjenbryn over sin storebror. Hun trådte frem, greb fat om begge hans arme og trak dem ned og væk fra hans stakkels, nye skorte. ”Slap af, storebror,” bød hun roligt. ”Du skal giftes. Ikke hænges.”

Hendes blik hvilede fast på ham, som hun slap ham igen og blinkede en enkelt gang med et drillende glimt i de grå øjne. ”Medmindre du ødelægger dit tøj inden ceremonien. Så kan det være mor overvejer at tilkalde bødlen alligevel. Men lad nu være med det. Jeg har det lige så godt med ikke at have noget ansvar.”

[Galeron af Ravntoft]

Galeron så undrende ned på sin søster da hun greb fat i ham, men den undren blev hurtigt til et lettere skyldigt udtryk da hun fortsatte ”Det ved jeg godt. Det er bare..” han måtte stoppe sig selv da hans ene hånd helt på egen akkord igen var på vej op til skjortekraven mens han talte. Han knyttede hånden og lod den falde igen med en hovedrysten der blev fulgt af et svagt smil og et muntert fnys ”Hvorfor skulle du få mere ansvar ved at mor pudser skarpretteren på mig?” han glattede skjorten, selvom den ikke rigtigt kunne blive glattere og lod sig så tungt synke ned på den nærmeste stol i stedet for at give sig til at trave rastløst frem og tilbage igen ”Bare vent til det bliver din egen tur.” konstaterede han tørt og kastede et blik mod vinduet selvom han ikke ville kunne se hvad han gerne ville gennem det.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa betragtede Galeron temmelig sigende, før et muntert fnys forlod hende og hun himlede med øjnene. "For det første skal jeg ikke giftes. Jeg har nemlig intet ansvar for at producere arvinger til noget len. Modsat visse andre." Hendes tænder blev synlige i et drillende smil, før hun skar en lille grimasse. "Og netop derfor har jeg selvfølgelig en stor interesse i at se dig overleve vielsen, kære storebror. Grev Galeron lyder meget bedre end Grevinde Jessamine."

Hun rettede lidt på hans skjortekanter med et sigende blik, før hun puffede til hans skulder. "Hvornår kommer I til Corus igen?" En svag, nervøs følelse meldte sig i hendes eget mellemgulv. At blive gift var ingenting. Prøvelsen, derimod.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron rynkede brynene ganske let, men for en gangs var han ikke i humør til at prikke til hende. Han kunne dog stadig ikke forestille sig, at hun aldrig ville ende med mand og børn af sine egne, uanset hvor sikker hun var nu ”Må jeg godt lige blive gift før jeg skal tænke på at gøre dig til faster.” spøgte han tørt og fandt sig tavst i at få skjorten rettet af sin lillesøster ”Til Midvinter, selvfølgelig.” han blev stående med hagen løftet lidt mens hun rettede på kraven, men så på hende igen så snart hun havde taget hænderne til sig ”Du regnede ikke med jeg holdt mig væk, vel?”

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa trak på skuldrene, før hun rynkede lidt på næsen og rankede sig. "Nej, din orgre, men jeg kunne jo ikke vide om I havde tænkt jer at komme før, vel?"

Hun rystede lidt på hovedet af ham og tog en dyb indånding. "Du bliver ikke mere klar. Nu skal du bare sørge for ikke at krølle den eller spilde ned over dig selv, før der kommer nogen og henter dig. En stor udfordring?"

[Galeron af Ravntoft]

Galeron smilede skævt, en del roligere nu, men stadig ikke helt. Han trak selv på skuldrene ”Det har vi. Tænkt os at tage herfra i god tid i hvert fald. Man ved aldrig hvordan vejret arter sig på den her årstid.” han kløede sig på halsen hvor hendes fingre havde strejfet hans hals da hun rettede på kraven og smilede igen ”Kun hvis jeg har noget at spilde.” spøgte han igen halvhjertet og tog en dyb indånding der fik hans brede brystkasse til at hæve sig tydeligt og så falde sammen igen ”Hun bliver en god grevinde.. tror du ikke?” han var egentligt ikke selv i tvivl, men søgte alligevel sin families accept, måske allermest sin søsters siden deres forældre i første omgang var dem der havde valgt Vivenne for ham.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessamine hævede begge øjenbryn, før hun trak på skuldrene. Det hev lidt i hendes mundvige. "Jeg kender hende ikke, Galeron. Det gør du. Hvad tror du selv?"

Hun glattede sit skørt en anelse med fingrene og rettede ryggen. Det var godt, at hun nåede at deltage i brylluppet. Så kunne hun helt reelt, med god samvittighed, stikke af med Garreth, hvis hun overlevede prøvelsen.

[Galeron af Ravntoft]

Galerons blik flakkede før han så ned og trak på skuldrene ”Jeg tror hun er perfekt.” mumlede han og smilede svagt før han løftede blikket igen og på vejen lod det glide op over hendes grønne kjole før han mødte hendes blik og vendte tilbage til emnet før ”Vi tager tilbage til Corus først på måneden.” han slog ud med den ene hånd og fortsatte ”Vivenne kan ikke blive væk fra sine studier for længe uanset.” han løftede en hånd, tøvede og lagde så hånden på hendes skulder ”Du klarer det, Jess.” hans blik var alvorligt, selv med antydningen af et opmuntrende smil i mundvigen ”Og når du kommer ud, er vi der alle sammen.”

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa var blevet kynisk. Hun formåede lige at bide en kommentar i sig om, at ingen mennesker var perfekte, før den slap ud over hendes læber og ødelagde stemningen. I stedet for at sige mere, smilede hun udglattende og rettede lettere unødigt på hans skjorte en sidste gang, før hun trådte tilbage og vendte hovedet væk.

"Koncentrer du dig nu bare om at overleve i dag," opfordrede hun i en munter tone, før hun sendte ham et opmuntrende smil. "Vi ses på scenen, Ridder Ravntoft."

med et enkelt hævet øjenbryn, åbnede hun døren og gik ud igen. Hun lukkede den forsvarligt efter sig, hvilede sig kort imod den og tog en dyb indånding. Tak guderne for, at væbnere kunne sige fra overfor latterligt stramme snøreliv.

Forlader tråd

[Galeron af Ravntoft]

Galeron var en smule ensporet og selvcentreret i øjeblikket og opdagede ikke nogen ændringer hos sin yngre søster, som han måske på andre tidspunkter ville have lagt mærke til. Han løftede hagen igen da hun rettede på hans skjorte og så afventende på hende da hun trådte tilbage. Uanset hvor gammel man blev, betød det åbenbart noget hvad ens søster mente, i hvert fald for ham.

Et skævt smil viste sig på hans læber ved hendes ord og han nikkede "Hvis ikke jeg gør, vil jeg begraves ved siden af farfar." konstaterede han tørt og nikkede igen "Ja.. ja vi gør." han fulgte hende med blikket ud af rummet og stod nogle minutter bare og så på døren efter den havde lukket sig bag hende. Så tog en en dyb indånding, trak vejret helt ned i tåspidserne og rankede sig - både mentalt og fysisk "Du kan gøre det her." forsikrede han sig selv og satte sig hen til skrivebordet for at gå over de ord han havde skrevet til sin kommende hustru. God til ord havde han aldrig rigtigt været, men hvis ikke anledningen var der i dag, ville den aldrig komme.

Tråd lukket