Kobberøerne

[Junimi af Trebond]

Tag: Benek Varrasra

4. november 525 M.T.

Skibet lagde til i en afsidesliggende naturlig havn, præcis som de havde betalt kaptajnen ekstra for at sørge for. Junimi ønskede ikke, at deres landgang skulle være almindeligt kendt og derfor var de også gået i land over fyrre kilometer nord for Rajmuat i nærheden af Sorgsletten. Hun sprang let og elegant ind på bredden med et tov over armen og bandt skibet fast til et træ i nærheden. I den næste tid fik de arrangeret en landgangsbro og fik hestene manøvret over på land. 

De sagde farvel til besætningen uden de store scener. Det var dog sen aften og de gav sig med det samme til at lede efter en god plads til at overnatte på. Junimi så over på Benek og smilede. "Det gik jo smertefrit." Hun satte den ene fod i stigbøjlen og svang sig i sadlen på Spillop. "Hvis alt her går lige så let, så sætter vi sejl tilbage mod Tortall om et par uger."

[Benek Varrasra]

Benek var umådeligt tilfreds da de endelig lagde til og han havde udsigt til fast grund under fødderne. Han nød måske nok at opholde sig tæt ved havet, men med turen over Smaragdhavet til Kobberøerne, havde han kun fået bekræftet, at han ikke var skabt til at opholde sig på havet. Der var faldet nogle drillende kommentarer om hans manglende sø-ben, men de var ebbet ud på et tidspunkt.

Han fnøs over Junimis kommentar og skævede kort til Eda for at fange hendes mening uden held. Så svang han sig selv i sadlen og tog en dyb indånding af luft der ikke var domineret af tang og saltvand ”Det kommer vel an på hvordan man ser på det.” kommenterede han tørt og slog med tungen. Lyden kombineret med det lette pres fra hans hæle fik hans godmodige ridedyr til at sætte i gang.

[Junimi af Trebond]

Junimi så et øjeblik helt forvirret på ham, indtil hun forstod hans kommentar. Hun havde været så fokuseret på, at alting skulle gå glat under deres landgang, at hun fuldstændig havde glemt, hvilke problemer han havde haft at slås med på sejladsen. Hun smilede let. "Måske vi bare skal håbe på, at alt går lige så gnidningsløst som min overfart." Hun sluttede af med endnu et smil og så sig vagtsomt omkring. De var ikke i decideret fjendtligt territorium, men det skadede aldrig at være opmærksom. 

De red hen af en dyreveksel, som førte væk fra havnen og Junimi styrede Spillop sydpå, uden at benytte tømmene. Hun havde efterhånden lært ponyen alle de signaler, den skulle kende og hun kunne derfor styre den udelukkende ved brug af knæ og schenkler. "De næste stykke tid lover jeg dog, du ikke behøver at tænke på skibe. Vejen til Rajmuat foregår udelukkende på hesteryg." Hun syntes, det var lidt skægt, at så stor og mægtig en kriger som han var, at han kunne bukke under for noget så almindeligt som søsyge. Hun kunne dog godt huske historierne om sin oldemor og hendes søsyge og derfor drillede hun ham ikke helt så meget, som hun havde lyst til. 

[Benek Varrasra]

Benek prøvede virkelig at se misfornøjet ud da han fnøs over Junimis slet skjulte hentydning, men i stedet trak det afslørende i hans mundvige mens de begyndte dagens rejse ind mellem træerne der begyndte ikke langt fra vandet ”Bare spark en mand der ligger ned.” gav han påtaget fornærmet igen.

Fakta var dog, at han var tilfreds med udsigten til ikke at skulle stå på et dæk lige med det samme igen og han havde selvironi nok til at lade andre få et godt grin på sin egen bekostning ”Og hvad var det helt nøjagtigt vi skulle i Rajmuat?” han havde fået det at vide, men han kunne godt lide at få ting bekræftet. I sær ting der potentielt kunne udvikle sig i en uheldig retning.

[Junimi af Trebond]

Junimi smilede bare af hans kommentar. Det godmodige drilleri var begyndt tidligt på rejsen fra Corus og de vedholdte den lette omgangstone. Det var sjovt. Hun blev dog alvorlig igen, ved hans næste spørgsmål. Det var bestemt ikke en let sag, de var kommet her for at ordne.

”Jamen, vi er her for at finde ud af, hvorfor vi ikke længere modtager rapporter fra Kobberøerne. Vi har længe haft en veletableret spionring på alle øerne, men pludselig for en måneds tid siden, er der ikke kommet flere rapporter og det er af allerstørste vigtighed, at vi får fundet ud af hvorfor og får tingene på rette spor igen.” Uanset hvordan hun vendte og drejede det, kunne situationen kun betyde arbejde for dem. Det mest sandsynlige var, at spionerne var deserteret eller slået ihjel, hvilket betød at de skulle oprette et helt nyt hold – og det kunne godt komme til at tage sin tid.

[Benek Varrasra]

Benek havde måske nok haft sine tvivl omkring hvorvidt det var en god idé, at han havde sagt ja til det arrangement han nu var en del i. På den anden side oplevede man aldrig noget nyt hvis ikke man tog chancer og indtil nu havde turen været stille og fredelig. Næsten for fredelig.

Han lyttede tavs mens hun gav en smule mere uddybning på situationen, rynkede panden over alvoren i den og fulgte diskret Eda med blikket da hun red lidt foran, for at lade sine fugle rekognoscere ”Er der nogen gisninger, nogen spor, eller er vi på helt bar bund?” han tog blikket af Edas skikkelse og vendte i stedet et afventende blik mod Junimi.

[Junimi af Trebond]

Junimi kunne godt lide Benek. Der var humor og spøgefuldheder i ham, men han tog også vigtige ting seriøst og gav dem sin fulde opmærksomhed, når det var krævet. Hende blik fulgte hans frem til Eda og blev igen glad for, at de havde hende med. Hendes evner med fugle havde sparet dem for en hel del vagttjanser og rekognosceringsarbejde. 

Hun rystede dog beklagende på skuldrene. "Nej. Ingenting. Kun hvad vi selv tænker. Mit gæt er, at spionerne enten er blevet dræbt eller er deserteret, men jeg ved det jo ikke." Hun lod sine øjne søge omgivelserne omkring dem af gammel vane, mens hun fortsatte. "Jeg tror, det bedste vi kan gøre, er at komme uset til Rajmuat og så stille nogle diskrete henvendelser der og se, om vi ikke kan finde ud af, hvad der er sket."

[Benek Varrasra]

Beneks pande fik flere tydelige rynker mens han lagrede de nye oplysninger mentalt. Ingen af Junimis to muligheder var specielt optimistiske, men han havde selv haft samme tanker "Kender du nogen af dem?" han drejede hovedet efter igen at have søgt Eda med blikket et kort sekund "Har du selv forsøgt at kontakte dem, eller har du det hele fra trediemand?" han dukkede sig for en lavthængende gren da de passerede under et træ og holdt blikket fremad for at undgå ubehagelige overraskelser i form af andre grene, eller det der var værre. Han havde flere spørgsmål, men de havde et godt ridt foran sig og dermed tid nok til at snakke grundigt om planerne.

[Junimi af Trebond]

Hun rystede afkræftende på hovedet. "Det er mange år siden, jeg sidst var på Kobberøerne. De fleste er blevet skiftet ud nu." Det håbede hun i hvert fald. Det var også begrænset, hvor mange af de tortallanske spioner, hun havde mødt gennem sit ophold på øerne, da hun var blevet uddannet af det kypriske spionkorps. Hun havde fortalt Benek om sin ungdom og vejen til spionlivet og hun var glad for at se, at han ikke havde glemt det.

Endnu engang blev det til en afkræftende hovedrysten. "Vi har været på rejse, mens det er sket, husker du nok. Jeg fik et brev fra spionmesteren med ordren i, fordi vi allerede befandt os i Legan og dermed var det tætteste hold, han kunne finde at sende afsted." I sit stille sind tænkte hun, at han nok også havde valgt netop dem, fordi de havde en Shang-kriger med og - håbede hun da - fordi han også stolede på hendes egne evner til at få styr på sådan en situation.

[Benek Varrasra]

Benek nikkede igen. Det var første gang han selv var på Kobberøerne, men han vidste fra tidligere samtaler, at Junimi havde et helt andet og tættere tilhørsforhold til øerne. Indtil videre havde der heller ikke været noget vanvittig fantastisk ved det hele. Nogle skift i bevoksningen og fugle han ikke genkendte, men når ret skulle være ret, så var de lige gået i land.

”Det lyder fornuftigt.” konstaterede han overflødigt. Hans tanker grublede allerede omkring hvad der kunne være hændt de tavse spioner, mens eventyreren i ham så frem til at møde Kobberøernes befolkning når de nåede Rajmuat.

[Junimi af Trebond]

Junimi accepterede uden videre, at emnet nu var uddiskuteret. Det var trods alt heller ikke første gang, de havde diskuteret emnet på vejen herover og mange andre argumenter var allerede blevet fremført. "Vi må simpelthen bare vente og se, hvad vi bliver kastet ud i på denne mission. Men det skal da også blive spændende med noget ukendt." Ligesom ham, havde der været lidt for lidt gang i den for hende i den sidste tid, men hun havde dog ikke kedet sig helt så meget, som hun forventede at han gjorde. Hun var også glad for at rekognonsere og - ja - spionere, hvor hun havde en fornemmelse af, at Benek nok var mere til de håndfaste udfordringer.

I stedet gav hun tegn til, at de skulle slå ind på en bredere sti i sydgående retning, da de stødte på én. "Jeg mener - og nu må du ikke hænge mig alt for meget op på det - at der er en afskærmet plads på den anden side af skoven her. Der kunne vi måske slå lejr." Til højre for dem strakte der sig en skov, som fortsatte laaaangt bag dem, men som næsten havde nået sin ende fra den anden ende. Hun satte Spillop i trav og snart efter var den lille flok godt på vej. 

[Benek Varrasra]

Benek brød sig ikke om uvisheden, men der var ikke rigtigt noget han kunne gøre ved den. Den gik uden tvivl Junimi ligeså meget på og tilsidst nikkede han langsomt en enkelt gang og ånde tungt ud ”Ja.” svarede han kort og fulgte hendes blik fremad mod den plads der endnu ikke var i syne ”Det lyder som en plan.” medgav han og slappede lidt af.

Han var tavs et langt øjeblik endnu, før det trak i hans mundvige og han vendte ansigtet mod spionen med et undersøgende blik ”Du nyder det, gør du ikke?” han rynkede brynene lidt uden at slippe hende med blikket igen ”Ikke at vide hvad der kommer næst.”

[Junimi af Trebond]

Junimi rynkede kortvarigt på panden, da han sagde, at hun nød det. Hun forstod ikke helt, hvad han mente, men et spontant og glad smil bredte sig på hendes ansigt, da han talte igen. "Jeg elsker eventyr. Hemmeligheder og opklaringsarbejde er en stor del af min profession og jeg er rigtig dygtig til det, hvis jeg selv må have lov til at sige det." Hun mærkede ligefrem i maven, hvordan det kriblede efter at komme i gang.

"I mit fag ved man aldrig, hvor det ender henne. Man skal tænke hurtigt og kreativt og engang imellem er det nødvendigt at slå en prober næve eller løbe stærkt." Hun grinede lidt og tænkte på de dage, hvor hun havde trænet med Benek på turen. For selvom han kunne slå hende i de fleste kamp-arter, med undtagelse af knivkast og ting som hoftekast og lignende, så slog hun ham i spurtløb hver eneste gang. Hun havde dog heller aldrig fortalt ham, at hun var en ottendedel krage. Dette var en oplysning, hun kun delte med helt særlige personer.

[Benek Varrasra]

Beneks smil blev bredere da Junimi bestemt ikke satte sit lys under en skæppe. Han tog dog ikke anstød af det, ikke når det kom fra hende. Som han havde lært hende at kende, var hun langtfra typen der gjorde sig selv bedre end hun var ”Hvis ikke du skulle have lov, så ved jeg ikke hvem.” konstaterede han tørt, stadig med et smil lurende i mundvigene.

Resterne af smilet blev siddende selvom blikket blev alvorligt. Det gav god mening hvad hun sagde og han kunne ikke sige sig fri for selv at have det på samme måde. Ikke hele tiden, men ofte. Han sloges ikke bare for at lange øretøver ud. Ej heller opsøgte han ballade, men hvis ikke han tog chancer og kastede sig ud i ukendte situationer, føltes de mange års træning som lidt af et tidsspilde ”Og du har aldrig lyst til at slå dig ned.. slå dig til ro?” hans blik havde hvilet på Edas ryg, men nu vendte han det igen spørgende mod Junimi.

[Junimi af Trebond]

Hun tillod sig selv at blive glad over Benek's kommentar og hun gengældte hans smil. Han var virkelig en flink mand og hun havde erfaret, at han sjældent sagde noget, han ikke mente. Hun red lidt i tavshed, mens hun tænkte på den kommende mission. Det var nok bedst, hvis de fik sig indlogeret et sted i Rajmuat. Måske på Den Væltede Tønde - den havde hun haft gode erfaringer med i sine år på Kobberøerne. Hun sad så meget i sine egne tanker, at hun blev overrasket, da han talte igen.

"Aldrig." Ordet kom lidt for hurtigt og lidt for hårdt, så hun skyndte sig at forklare. "Mit liv er præcis, som jeg gerne vil have det. Når jeg er i Corus og skal bruge mit dække, får jeg en forsmag på, hvordan det ville være at være helt almindelig, og jeg bryder mig ikke om det. Jeg føler mig indelukket og klemt, når jeg skal forsøge at passe mig ned i den kasse, som en adelig ugift kvinde skal forsøge at udfylde."