En særlig dag [R]

[Micah Brygger]

Micah var ubeskriveligt nervøs. Det var slet ikke til at forklare hvor meget hans hjerte bankede afsted, som han afsluttede dagens gøremål og til sidst fik lov til at gå. Dina havde haft fri i flere timer nu og han forlod Tågelygten for at hente hende. Overraskelsen over at finde hende i kjole gjorde hans håndflader endnu mere svedige og han var fanget et sted mellem hele tiden at skæve til hende med et fjoget smil og have et stærkt behov for at synke i jorden, knugende den lille ring i bæltepungen.

Allerførst, tog de dog i teater. Dina stod på den lille forhøjning og han udnyttede lejligheden til at holde om hende, kysse hende i nakken og spekulere som en gal på hvordan hun senere ville reagere. Det var begyndt at blive godt og grundigt koldt i Corus, men han havde en idé til en måde de kunne få både privatliv og varme. Grågåsen var en pæn kro med små båse og da først de var indenfor, var det også tydeligt, at de havde fyret godt op. Micah følte sig skjoldhed uanset, som han smilede mat til en kropige, der stillede et eller andet spørgsmål. ”En bås, tak,” pippede han op, uden at skænke de dansende mennesker i en anden del af kroen den mindste smule opmærksomhed.

[Demadina Brygger]

Hvis Micah opførte sig anerledes end ellers, havde Dina ikke bemærket det. Hun var til gengæld i fantastisk humør over at have fået lov til at få endnu en aften alene sammen med Micah, sparsomme som de ellers var. Et smil hvilede stadig over hendes læber, som hun med lidt besvær fik pakket skørtet ind under sig og gled ned at sidde på bænken.

Hun varmede hænderne ved at gnide dem lidt mod hinanden og løsnede først da halstørklædet. Kjolen var heldigvis rigelig varm i sig selv, men efter et par timer udendørs i stilstand, var det godt at komme ind i varmen. "Det var næsten bedre end sidste gang," kommenterede hun entusiastisk, uden nogen tvivl om, at hovedstadens teater tiltalte hende temmelig meget.

[Micah Brygger]

Micah havde knapt set hvad der foregik på scenen og nøjedes med at nikke dumt, imens de gik blev vist igennem kroen. Han slog sig ned på modsatte side af Dina og ignorere den kriblende, kravlende, nervøse følelse i mellemgulvet, der spredte sig til resten af kroppen og gjorde ham opfarende.

”Et krus øl,” bad han kropigen. ”Og en dagens. Hvad serverer i?” Han godkendte hendes udlæg af stegte oksestykker med svampe og følte sig helt højt til hest, da han så afventende over på Dina. Hun var så køn, som hun sad der med røde kinder af kulden udenfor og hans fingre lukkede sig om bæltepungen atter engang. De forsvandt ned i den og kort efter sad han med ringen i den ene hånd under bordet og fumlede rundt med den.

[Demadina Brygger]

Dina smilede op til kropigen. "Det samme, tak," bad hun simpelt og skubbede ærmerne en anelse op mod albuerne, da værtinden forsvandt. Hun lænede sig på underarmene mod bordpladen og rettede blikket mod Micah.

Selv var hun ganske godt tilpas, men Micah slog hende som en anelse ved siden af sig selv. Hun så undersøgende på ham, med et svagt muntert smil på læberne. "Er der noget i vejen?" Hendes gæt var, at han bare virkelig var sulten. Det kunne nemt gøre folk rastløse, havde hun erfaret.

[Micah Brygger]

Micah fumlede med ringen, før han løftede den anden hånd op over bordpladen. Han fangede Dinas ene hånd i sin og rystede på hovedet med et nervøst smil. Var det nu? Han var ikke sikker. I hvert fald dansede hans mellemgulv rundt, som hans fingre flettede sig ind imellem hendes.

”Jeg har det godt,” begyndte han forsigtigt, imens hans blik flakkede lidt. ”Rigtig godt.” Han rømmede sig en anelse. ”I virkeligheden... Har jeg aldrig haft det bedre. Og det er på grund af dig alt sammen.” Smilet var mere end nervøst, som han så bestemt ind i de ravfarvede øjne.

[Demadina Brygger]

Dina mødte Micahs blik og smilede beroligende, før hun så efter køkkenpigen med drikkevarer og mad. Hendes mave var efterhånden også begyndt at gøre opmærksom på sig selv. Da Micah ikke var færdig med at tale, drejede hun naturligt ansigtet tilbage mod ham. Et genert smil gled over hendes læber. "Du er sød," svarede hun simpelt, uden helt at kunnet tage imod eller gengælde hans kompliment.

I stedet gav hun hans hånd et klem og så ud mod rummet igen. "Jeg er også ved at være sulten..."

[Micah Brygger]

Micah strammede grebet hårdt om ringen. Han havde det varmt og koldt, var nervøs og stålsat på samme tid. Også hans greb om hendes hånd strammede han en smule, før han rettede sig lidt op og rømmede sig.

”Vil du gifte dig med mig?”

Det røg ud af ham uden yderligere planlægning. De ord han havde tænkt på og vendt rundt i sit hoved i de sidste to uger væltede ud over hans læber og undslap ham på ingen tid. Tilbage sad han med en underlig blanding af kvalme og forhåbning og så på Dina.

[Demadina Brygger]

Det strammede greb fik hende til at se tilbage mod bryggeren med et spørgende blik. Hun nåede dog aldrig at spørge om noget, før han var kommet hende i forkøbet med et andet spørgsmål.

Hun gik i stå. Helt og aldeles. Med et dumt ansigtsudtryk stirrede hun på ham, uden på nogen måde at kunne overskue at hun for et øjeblik siden bare havde siddet og kigget efter sin mad og nu sad med et ægteskabstilbud, der stirrede hende lige i ansigtet. Alle forsøg på at sige noget blev effektivt afbrudt, da maden rent faktisk kom - sammen med et styks uvidende personale, der muntert sludrede og efterlod to dampende skåle på bordet efterfulgt af et par fyldte krus.

Dinas blik var gledet ned mod førstnævnte og havde låst sig fast på det. Stilheden var rungende. En dyb rynke hvilede mellem hendes øjenbryn og der gik adskillige sekunder endnu, før hun endelig så op på Micah igen. "Jeg..."

[Micah Brygger]

Micah så ikke på personalet. Alt han gjorde var at stirre på Dina, imens hun i meget lang tid ikke svarede ham. Intet svar var ikke noget godt svar. Hendes forfærdelse begyndte så småt at træde frem og han trak hånden til sig med rystende fingre.

Her burde han sige noget afvæbnende og han forsøgte virkelig at skrue sig op til et smil, et grin og en kommentar om, at det bare havde været for sjov. Det kom bare ikke. I stedet sad han og stirrede ned på sin mad, pludselig ikke det mindste sulten.

Han kunne nærmest høre afvisningen i det ene ord, da hun talte og måtte tvinge sig selv til at se op. ”N-nej det er ligemeget,” røg det ud af ham. ”Jeg forstår.”

[Demadina Brygger]

Micahs ansigtsudtryk sendte en ubehagelig følelse igennem hele hendes krop. Ordene havde siddet fast i halsen, men hun havde pludselig lyst til at række ud efter hans hånd igen. Intet ville dog helt bevægelse igen. "Nej, Micah," røg det endelig forvildet ud af hende og hun rynkede endnu engang på brynene, som hun så på ham med et flakkende blik.

"Det er bare... Jeg forventede ikke..." Hun knyttede frustreret den ene hånd i skødet og stirrede i et øjeblik intenst på svamperetten. Ægteskab? Hun havde aldrig nogensinde overvejet, om hun i det hele taget ville giftes. Men så så hun på Micah og hans ansigtsudtryk gjorde så ondt på hende, at hun ikke var i tvivl om, at der måske i virkeligheden ikke var så meget, hun ikke ville gøre for ham. Hun vidste jo også godt, at hun elskede ham.

"... Ja?"

[Micah Brygger]

Micah hørte ordet nej og lukkede helt ned. Han stirrede på en kødstrimmel så intenst, at man skulle tro det var den han lige havde friet til. Øjnene sved, selvom han prøvede at skyde følelsen af nederlag fra sig. Lige så meget som han stirrede på tallerkenens indhold, lige så hurtigt løftede han hovedet, da Dina fortsatte. Han følte sig forpustet og kvalm, men også ganske svagt forhåbningsfuld. Hvordan han skulle fortstå hendes ja var han ikke helt sikker på, men det var ikke et nej som for et øjeblik siden.

Han sank en klump og strammede grebet om ringen igen. ”Du skal ikke svare, hvis du ikke... Jeg mener. Du må godt tænke over det.” Det havde han hørt skete. Til tider. Han havde absolut ikke lyst til at hun skulle tænke over noget som helst, men hvis det var nødvendigt... Hans mave gjorde knuder.

[Demadina Brygger]

Så snart det sidste ord var ude, gik det først egentlig op for Dina, hvad det helt var der skete. Hundrede tanker fløj igennem hendes hoved i det øjeblik, men synet af Micah fik det hele til at glide i baggrunden. Hun havde altid været god til at klare sig selv, men over de sidste to måneder... Det ville være løgn at sige, at hun ikke havde været gladere end hun havde været... Nogensinde?

Det var en underlig følelse. Men den var oprigtig. "Jeg vil ikke tænke over det," hørte hun sig selv sige med sikkerhed i stemmen. Blikket flakkede dog alligevel en anelse, som hun prøvede til med et svagt, forsøgende smil. "Jeg bliver... Glad og varm indeni, hver gang jeg er sammen med dig," prøvede hun, stadig ikke god til at sætte ord på, hvordan hun havde det. "Så ja. Jeg vil godt gifte mig med dig." Hele hendes krop summede af nervøsitet, som hun så afventende på bryggeren.

[Micah Brygger]

Micahs øjenbryn fløj op over Dinas pludseligt bestemte udmelding. Han stirrede på hende, imens det ganske forsigtigt trak i hans mundvige, på trods af vantroen i blikket. Den sidste bekræftelse gjorde udslaget. Han rejste sig brat op, lod mad være mad og sank øjeblikke senere ned på knæ for hende.

”Undskyld,” mumlede han forlegent, med en skæven til siden. ”Jeg ved godt du ikke vil have opmærksomhed, men...” Han viftede lidt med ringen og rakte tøvende ud efter hendes hånd, uden rigtig at give hende tid til at se selve ringen. Ikke før den sad på hendes finger.

[Demadina Brygger]

Hjertet galopperede i brystet på hende, selvom hun virkede rolig. Hun var ikke helt sikker på, hvad det var hun lige havde sagt ja til. Kun at det betød, at hun netop havde lovet sig selv væk til Micah... Resten af sit liv. Og at han havde gjort det samme til hende. Tanken gjorde hende helt svimmel, men hvor hun var nu, var det på en god måde. Hun havde svært ved at forestille sig, at skulle undvære ham igen.

Det var alt sammen så overvældende, at hun virkelig mente det var nok bare at sidde og se himmelfaldent på bryggeren. Han var dog tydeligvis ikke enig og øjenbrynene gled overrasket op, da han gled ned på knæ. Det næste der skete, var at blodet strømmede op i kinderne på hende og hun nåede ikke engang at se forlegent ned, før Micah rakte ud efter hendes hånd og smøg et glat stykke metal om hendes finger.

Kinderne brændte, som hun så ned på det delikate bånd, som pyntede en hånd der ellers var præget af arbejde og hun var svagt bevidst om, at den også dirrede en anelse. Hun var helt optaget, uden at kunne forholde sig til at Micah ikke både tydeligvis havde planlagt det på forhånd, men også mente at hun havde fortjent noget så pænt, som det lille, snoede bånd.

Ordene fejlede igen og hun måtte pludselig blinke hurtigt. Det var alligevel afslørende da hun så på bryggeren og i en impulsiv bevægelse, skubbede sig frem på bænken og - på trods af at han sad med det ene knæ i gulvet - slog armene om ham.

[Micah Brygger]

Micahs egne øjne sved en hel del, da han skubbede den lille ring af jern på Dinas finger. Helt nysmedet af Marek, så den ganske flot ud. Det var dog ingenting i forhold til den lille tyrabo, der mere eller mindre kastede sig i armene på ham.

Overvældet, men med et voksende smil på læberne, greb han hende og rejste sig op med begge arme omkring hende. Hans greb svækkedes kun kortvarigt, før han strammede det igen og gemte ansigtet mellem hendes hals og skulder. ”Jeg elsker dig,” mumlede han kærligt, før han trak sig lidt væk og så ned på hende med gallopperende hjerte. Han stjal et kort kys og hvilede panden imod hendes efterfølgende.

”Kan du lide den?” Svagt nervøs, skævede han imod ringen. Den slags valg var nervepirrende. ”Marek har smedet den.”