Gode nyheder (fællestråd)

[Gudinden]

Rodlund d. 24. juni 525 M.T.

Nyheder løb hurtigt i en by som Rodlund - gode nyheder løb endnu hurtigere. Det var i forvejen ikke gået nogen næser forbi, at et marensk sendebud var ankommet til Rodlund dagen før. Grunden til ankomsten havde der dog været utallige spekulationer om indtil det var blevet bekræftet, at Maren havde en ny regent - der ønskede fred.

Da først den nyhed havde bredt sig, tog det ikke længe før folk på de tre hærføreres ordre, begyndte at samle sig på den store åbne plads midt i byen. Efterhånden som dagen gik på hæld og flere kunne lægge pligterne fra sig, begyndte tønder med øl at dukke frem fra skjulte gemmer, fade med mad fandt ind på opstillede borde og de der havde instrumenter (og kunne finde ud af at bruge dem) lod det gode budskab sprede sig på glade toner.

Tanken om at komme hjem var ikke længere en fjern drøm, men en realitet der løftede humøret mere end det havde været i adskillige måneder. Krigen var slut.

Dette er en fællestråd hvor alle der på nuværende tidspunkt opholder sig i Rodlund, har muligheden for at fejre krigens ende. Om man smider en enkelt post som reaktion, eller spiller sine karakterer som i fællestråden fra Beltane, er helt op til den enkelte. Har man lyst kan man også altid oprette separate tråde ved siden af. Se desuden her for mere information.

[Emry af Masbo]

Lettelse. Glæde. Håb. Det var ikke til at fatte, at krigen var slut. Det var nærmest for godt til at være sandt. Men stemningen i Rodlund var alt for høj til, at man kunne dvæle ved sådanne tanker. Der var ikke andet at gøre, end at glemme sine sorger, og deltage i festlighederne. For fest skulle der være. Endelig turde man håbe på, at komme hjem i ét stykke. Og man skålede for dem, der havde måtte lade livet. Den bittersøde fornemmelse, blev langsomt afløst af glæde, og troen på, at det hele nok skulle gå.

Tanken om at vende hjem, fik dog ambivalente følelser op i Ridderen. Han havde ikke nået at modtage noget svar fra Gwyneth af Gyldensø, så han anede ikke, om han vendte tilbage til en kvinde med åbne arme, eller om hans drømme om en fremtid med hende var knust. Lige siden han havde sendt brevet til hende, havde han haft en knude i brystet. Og den blev bestemt ikke mindre af, at han nu måtte vende hjem og se hende i øjnene, uden at havde fået et svar. Havde han været en kryster, havde han slet ikke turdet komme hjem. Men han elskede hende, og han måtte tage sig sammen, og tage hendes svar som en mand. Hvad end svaret måtte være.

Alle disse tanker, var dog glemt i øjeblikket. Emry havde travlt med at finde sine venner, han ville udbringe en skål sammen med dem, og som han nærmede sig, blev han mere og mere ivrig. En rødhåret Tusaini kvinde, stod ham i vejen, og med et grin, svang han hende rundt, mens hun hvinede. Der var især én bestemt han ville finde. Sin gode ven Galeron. Han takkede guderne for, at de begge var sluppet igennem dette, med livet i behold. De to riddere mindede på mange punkter om hinanden, så han måtte af alle, forstå hans glæde og bekymringer. Og at miste ham, ville have været det største slag af alle.

Musikken spillede om kap med glædesråb og latter. Der var på ingen tid pisket en stemning op, og med så mange mænd samlet på ét sted, var der ingen tvivl om, at det ville blive noget af en aften. Emry havde dog på fornemmelsen, at han ikke var den eneste, hvor den bittersøde fornemmelse, lurede lige under overfladen. Mange havde mistet nogen de havde holdt kær.

[Aenne Rødmanke]

Aenne bandede over sig selv. Hvorfor kunne hun ikke glæde sig over, at krigen var slut? Hun ønskede ikke krig. Hun ønskede ikke død og ødelæggelse. Men Rodlund var efterhånden begyndt at føles som hendes hjem, og nu vidste hun ikke, hvad der skulle ske. Der var mennesker her i Rodlund, som hun var begyndt at holde af, og nu hvor de snart skulle drage hjem, havde hun ingen undskyldning for, nogensinde at se dem igen. Tanken fik tåre til at glide ned af hendes kinder. Ville hun nogenside se sine nye venner igen?

Stædigheden fik hende dog hurtigt til at gnide tårerne væk. Hun ville ikke stå her og græde, mens de andre festede. Hun måtte for en gangs skyld, sætte sig selv til siden, og acceptere, at hun ikke længere kunne kalde Rodlund for sit hjem. Hun måtte tale med Niel senere, finde ud af, hvad han havde tænkt sig at gøre. Hun havde på så kort tid, lært at holde af disse tortallanere, og deres historier og deres glæde over deres hjemland, havde fået rødtoppen til, at ønske sig en fremtid dér.

Hun rystede den sidste bitterhed af sig, og besluttede sig for at deltage i festlighederne. Dette var måske en af de sidste chancer for, at være sammen med de mennesker, der på en underlig måde, havde føltes som hendes nye familie. Hun stoppede op et øjeblik, for at orientere sig, men følte pludselig et par stærke arme om sig. Et øjeblik troede hun, at det var Gareth, og hun vendte sig om med et smil, men det ansigt hun så, havde hun aldrig set før. Denne ukendte ridder (hun gik ud fra at han var ridder, hans mondering taget i betragtning) svang hende rundt, og hun hvinede. Hun kunne dog ikke lade være med fortsat at smile til ham. Han så lettet og glad ud, og ridderens smil var smittende.

Aenne fortsatte fremad, nu med lidt mere glæde, og lidt mindre bitterhed i sin krop. Gad vide om Niel tog del i festlighederne lige nu, og gad vide hvor Gareth var. Hun ville kalde på sin bror, men larmen var så øredøvende, at det ville være nyttesløs. Hun måtte simpelthen se, om hun ikke kunne få øje på en af dem i stedet.

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth havde været på sin post da nyhederne var nået ham og han havde som alle andre været utroligt glad for at høre det. Han var også blevet en smule irriteret, mest fordi han ikke følte han havde været til nogen nytte i denne krig overhovedet. Han var kommet hertil, blevet taget til fange og brugt resten af tiden på at få sin tidligere styrke tilbage. Efterhånden var han i ligeså god form som han havde været før han blev taget til fange og nu skulle de hjem. Derfor var han ikke i så godt humør som de andre, selvom han glædede sig til at se sin søster igen. Han var dog sikker på hun ville le så snart hun hørte om hans klodsethed, men han havde aldrig haft noget problem med hendes drillerier og dette ville ikke blive undtagelsen.

Da hans vagt var ovre fulgte han med et par soldater ned til den store plads, hvor de påstod der var øl. Det var sød musik i Gareths ører, han var virkelig tørstig og havde i lige så høj grad brug for at feste sammen med de andre. Humøret blev kun bedre af de andres glæde og han kunne ikke lade være med at glæde sig endnu mere til de skulle hjem. Derfor var det med en grådig tørst at han satte kruset med øl for munden og drak halvdelen af det. Det var ikke specielt klogt når han ikke havde fået noget at spise, men han var ikke rigtig i humør til at lytte til sin fornuft.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron delte i høj grad alle andres glæde over den nyhed der havde spredt sig over det sidste døgn, men selvom det var med et smil på læben han nærmede sig Emrys, var han stadig ikke helt afslappet. Det ville han nok ikke være for alvor før han sad i sin foretrukne stol foran pejsen i den lille stue på Ravntoft.

Han var lige ved at blive rendt over ende af et par opstemte soldater med fyldte krus. Den ene tilbød ham gavmildt et lignende, men ridderen takkede nej med et venligt smil og en let hovedrysten. Han var blevet bedt om at holde igen med festlighederne og tog påbuddet ganske seriøst. Det betød dog ikke at han ikke kunne være til stede og fejre krigens afslutning som alle andre.

Han nåede op til vennen mens han stod med ryggen til og gav sig til kende ved at lægge en hånd på Emrys ene skulder ”Hvis du er heldig er vi i Corus om under to måneder. Så får du masser af tid til at gøre dine hoser grønne.” han så sigende på vennen med et drillende glimt i de lyse øjne.

[Emry af Masbo]

Emry havde stået i sine egne tanker, da han følte en hånd på sin skulder. Synet af Galeron, fik ham til at lyse op. "Jeg skrev til hende Galeron. Og nu når jeg højst sandsynligt ikke at få noget svar. Så der venter mig sikkert en overraskelse i Corus" han rullede med øjnene, men sendte så vennen et smil "Tænk at krigen er slut. Det er slet ikke til at fatte" han ville ikke kede ham med hans bekymringer. Desuden, så havde Emry en mavefornemmelse der fortalte ham, at det hele nok skulle gå. At Gwyneth ville tage imod hans kurmageri. Han bestemte sig også i samme øjeblik, om at tale med sin fader. Han måtte få hans families velsignelse for ægteskabet, hurtigst muligt.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron lod hånden blive liggende på Emrys skylder nogle sekunder længere end nødvendigt og trak den først til sig da vennen gjorde et kort ophold i sit svar ”Forhåbentligt en god en af slagsen.” nåede Galeron at få indskudt, før Emry fortsatte og bragte et både bredt og lettet smil frem på Galerons ansigt ”Nej, det er ikke sunket ind endnu her heller.” han fnøs muntert og sneg sig til at se ud over de forsamlede mennesker. Det var der i sig selv intet usædvanligt i og det var kun ham selv der vidste, at han så efter en bestemt person.

”Når vi er på tortallansk jord igen tror jeg måske jeg slapper lidt mere af.” han vendte ansigtet tilbage mod Emry med et glimt af alvor i blikket, på trods af det stadig brede smil ”I det hele taget tør jeg ikke tro på noget før vi er på vej væk herfra.” han skar en lille grimasse, der dog endte i et nyt smil ”Vi er her mindst en uge endnu, så måske når der at komme brev til dig.” emneskiftet var ikke helt så glat, men det var hvad det var.

[Emry af Masbo]

Et smil var at finde på ridderens læber. Han følte sig godt tilpas i Galerons selskab "Heller ikke jeg" det venlige ansigt blev et kort øjeblik afløst af en rynket pande, da Ridder Ravntoft snakkede om, ikke at turde tro på noget, før de var på vej hjem. "Det gør der måske" sagde han, og trak på skuldrene, selvom han vidste at brevet ikke ville kunne nå at komme frem.

Emrys forsøg på at skifte emne, var absolut ikke mere elegant, men det betød ikke så meget. "Er du også blevt bedt om at holde dig i skindet mht. festlighederne?" hans øjne afsøgte også området. Men det var nu ikke fordi han søgte nogen bestemt. Blot fordi han følte sig en smule utilpas i folkemængden, og bedst kunne lide at have overblik over situationen.

[Robin Salmalín]

Robin vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på. Hun var bare glad for at være i nærheden af Arram og lykkelig for at ledelsen af Rodlund havde fundet ryttere og ikke behøvede hende til at flyve til Corus. Krigens afslutning var bestemt en glædelig nyhed, men hun var i forvejen tilfreds med tilværelsen – med den ene sorte plet, der sodede andre ting til. Arrams svoger var død og han var ikke alene. I dag var dog en festdag, hvor man fejrede at der ikke var flere, der ville dø. Hun og Eda havde fugle i skoven, der ville komme hvis der var fare på færde og hun burde i den grad kunne slå sig løs – så længe hun ikke drak stærke sager. Eftersom det generelt var en praksis hun holdt sig fra, var det intet større tab.

Hun smilede til to soldater hun passerede og hørte en stump samtale om at holde sig i skindet fra en ridder i nærheden. Ganske umotiveret stoppede hun op og drejede sig imod dem med begge øjenbryn lidt hævet. Hun genkendte den ene svagt. Primært fordi han lignede sin far. ”At holde sig fra de stærke drikkevarer behøver ikke at lægge en dæmper på feststemningen, Ridder Masbo. Der er brug for dansepartnere og her er det rent faktisk en fordel, at koordinationen stadig er i top.”

[Cullum Spydferm]

Der var et stort smil på Cullums læber som han ubesværet bevægede sig ind og ud mellem de mange mennesker, Tyraboere, Tortallanere og Tusaini samlet i gaderne for at fejre den gode nyhed. Den daglige trussel om nye kampe, der havde hængt over Rodlund som en mørk sky, var ny skrumpet ind til en let skygge og Cullum skænkede den ikke nogen tanker. I dag var en festdag og heldigvis var han ikke blevet pålagt at være ædru. Derfor havde han et stort krus øl, tilsat et skvæt mjød, som han drak af mens han gik. Som Cullum fik tømt sit krus blev hans skridt mere fjedrene og han indså at en så glædelig begivenhed, måtte fejres med dans. Men hvor blev der danset? Cullum var ikke helt sikkert, så da han hørte en snakke om dansepartnere snurrede han rundt. Foran ham stod en kvinde med endnu flere krøller end ham selv. "Min balance fejler intet." sagde han mens han balancerede på ét ben for at underbygge sin pointe "Du vil måske være så venlig at fortælle mig vejen til dans og musik?"

[Galeron af Ravntoft]

Galeron hævede brynene lidt og så så væk med et skævt smil mens han konkluderede, at de mindede lige meget om eventyrenes kæmper, i forsøget på at skifte emne ”Mhmm.” brummede han som svar på spørgsmålet og nikkede bekræftende, men nåede ikke at sige mere, før en yngre kvinde kom ham i forkøbet.

Han smilede skævt over hendes konstatering og endte med selv at være den der brød ind ”Så sandt som det er sagt. Desuden hár jeg har smagt Bødkers hjemmebrændte og det var en gang for meget.” han skar ansigt ved tanken om det han var blevet budt af den ældre soldat ved en tidligere lejlighed og så fra den ene til den anden ”Jeg tror faktisk det ville have egnet sig perfekt til at rense vognhjul for gammelt fedt.” han tav igen da endnu en person blandede sig i samtalen, denne gang en af de yngre soldater.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn havde for en gangs skyld ikke tøvet det mindste med at slutte sig til samlingen af opstemte mennesker, der alle fejrede krigens ende med en entusiasme hun ikke havde set magen til i de efterhånden mange måneder hun havde opholdt sig i Rodlund.

Hun var dog ikke kommet længere end til at sætte sig på en bænk, hvor hun faldt i snak med to af de unge kvinder der var blevet i Rodlund da de fleste andre pakkede sammen og tog derfra da tropperne gjorde deres indtog. Begge hendes samtalepartnere var blevet budt op til dans, men selvom hun selv hellere end gerne følge efter dem, var hun hverken modig nok til at danse alene, eller rent faktisk spørge en af de mange mænd selv.

Så hun blev siddende på bænken og kunne ikke undgå at overhøre samtalen mellem de to riddere der stod lidt fra bænken med et halvt øre. Hun kunne heller ikke lade være at smile for sig selv over netop samtalen som flere blandede sig i den, selvom hun prøvede at lade være og fortælle sig selv det var uhøfligt at lytte til andres samtaler.

[Arram Dalben]

Festlighederne havde allerede været i gang et stykke tid da Arram tilsluttede sig den glade menneskemængde. At krigen så ud til at være endt forholdsvis fredeligt, betød for hans vedkommende ikke, at der havde været mindre arbejde at se til. Snarere tværtimod.

Tilsidst var han dog nået et punkt hvor han følte han med god samvittighed kunne holde fri, og følte at han rent faktisk havde fortjent det. På den åbne plads så det ud til tyraboer, tusainere og tortallanere blandede sig, snakkede, dansede og drak på tværs af nationaliteter og social status. Det i sig selv var nok til at få ham til at smile og det varede ikke længe før han selv havde et krus i den ene hånd for at kunne skåle den den tusainske soldat der havde stukket det i hånden på ham. Det var også da han satte kruset til læberne han fik øje på en velkendt, krøllet hårpragt og smilet helt af sig selv voksede betydeligt.

Han overvejede. Robin så ud til allerede at være optaget, men der gik alligevel ikke mange sekunder, før troldmanden takkede før øllet, undskyldte sig og satte kursen i retning af krølhovedet han havde delt seng med siden hun ankom til Rodlund.

[Emry af Masbo]

Emry nikkede til Robins udsagn. Faktisk, så kunne han godt tænke sig at danse. Selvom han absolut ikke ville påstå at han var god til det. Han kunne dog ikke svare hende, før Galeron var færdig med at tale om Bødkers hjemmebrændte, og da han åbnede munden for at sige noget, blev han igen kommet i forkøbet, denne gang af en ung mand han ikke havde hilst på før. Da det - endelig- blev hans tur, fik han svaret: "Korrekt, men når man har fået lidt indenbors, har man i det mindste en undskyldning for at træde lidt ved siden af" Han sendte hende et smil.
Det var sjovt, som de havde gået fra kun at være Galeron og han selv. Nu var antallet pludselig fordoblet, og hvis han ikke tog meget fejl, var Arram Dalben også på vej hen til dem. Ikke at Emry havde noget imod deres selskab altså. Bestemt ikke.

[Robin Salmalín]

Robin fnøs muntert af soldaten og den mere ukendte ridders indspark. Hun pegede i retning af et par selvudnævnte musikere, der spillede op til dans. ”Lige der, Mester,” svarede hun kækt, før hun så smilende tilbage på Ridder Emry med et glimt i øjet. ”Har De virkelig brug for en undskyldning? Det var ellers mit klare indtryk, at væbnerskolen lærte jer at svinge rundt på et dansegulv. Er der så stor forskel på den slags og det vi borgerlige kender som dans?”

Svaret var vist ja, men koordination var et fællestræk og hun havde den. Desuden ville hun ikke have noget imod at trække Ridder Emry ud på dansegulvet en tur. Han var underholdende selskab og han lod ikke til at være af det indtryk, at alle borgerlige kvinder var let bytte eller villigt selskab i høet.