Svaret af Jonathan af Condia on Jun 23, 2014 21:10:33 GMT
Collab mellem Jonathan af Condia, Jemis af Noor og Akos Tiszaden 23. juni år 525 M.T.
Jonathan tog en dyb indånding og kløede sig i nakken. Han så over på hærføreren fra Tusaine og Rodlunds kommandant. Begge virkede anspændte og det var intet under. Alting havde stået stille i for lang tid efter udleveringen af den enkelte krigsfange, som Maren havde taget. Ordet om, at en marensk budbringer netop var ankommet, var nok til at gøre de fleste stramme i betrækket.
Den vejrbidte tyraner der havde kommandoen i Rodlund, var påfaldende tavs i sit sæde. De fleste ville ellers uden problemer kunne bevidne, at det ikke lå til ham at holde mund når der var noget han var utilfreds med. At han var netop det, levnede hans sammenbidte udtryk ingen tvivl om. Den tusainske hærfører, Jemis af Noor, var ligeledes tavs mens han stod ved vinduet, men var både yngre og en anden støbning end den ældre tyrabo. Begge rettede sig op da det bankede på døren og Tisza bjæffede et brysk ”Kom ind.” døren gik op mens den tusainske hærfører satte sig.
Det Marenske sendebud var udmærket klar over, at han befandt sig i fjendtligt territorium - lidt endnu. Men man skød ikke den, der kom med nyheder og da særligt ikke, når det var gode nyheder. Det holdt han lige så grundigt fast i som sin meddelelse, da en bredskuldret soldat holdt døren åben for ham og han trådte ind foran de tre magtfulde mænd, hvis dag han skulle til at gøre meget bedre. Han bukkede dybt. “Mine Herrer. Jeg bringer bud fra Hans Majestæt Kong Etian den første af Maren.”
Vagtsomme, hårde og nysgerrige blikke fulgte budbringeren ind i rummet og afmålte nik blev givet som hilsen. Den ellers urørlige Tiszas buskede øjenbryn skød i vejret da mareneren begyndte at tale og han lænede sig frem så stolen under ham knagede i samlingerne ”Kong Etian?” Jemis var stadig tavs, men hans blik ikke mindre spørgende.
Buddet rettede ryggen og nikkede. “Ja, min Herre. Hans Majestæt Kong Leban den tredje sov ind efter en jagtulykke for to uger siden. Hertug Etian var hans arving.” Ingen ved paladset var for alvor i tvivl om, at ulykken havde været orkestreret, men det var formentlig for det bedste. Leban ville ikke have standset krigen før alle marenere var døde. “Hans Majestæt er allerede i gang med at trække sine tropper tilbage og beklager enhvert tortallansk, tyransk og tusaini liv, der er blevet tabt i hans fætters krig. Han beder om tilsagn om, at hans tropper ikke vil blive efterfulgt.”
Øjenbryn blev igen løftet og blikke blev udvekslet de tre mænd i mellem. Alle kunne de læse mellem linierne, men ingen påpegede hvad der lå der. Hvis Tisza følte nogen lettelse, viste han det ikke. Han var stadig skeptisk da han lænede sig lidt tilbage igen uden at slippe den marenske budbringer med blikket ”Kan din nye konge give os en lignende garanti?” at sænke paraderne for derefter at blive angrebet var ikke i hans planer.
“Naturligvis, min Herre. Hans Majestæt har beordret alle sine tropper til at trække sig tilbage, så snart de får ordet herfra. Jeg har ordren med Hans Majestæts underskrift. Den mangler kun De Herrers.” Han holdt et sammenrullet pergament med seglet intakt frem.
Tisza sænkede blikket fra budbringerens ansigt til pergamentrullen han holdt frem. Et langt øjeblik betragtede han rullen som om den var giftig. Så rakte han langsomt frem og tog den. Det gav et lille knæk da lakseglet blev brudt, så var der igen stilhed mens han læste og derefter rakte pergamentet videre til den tortallanske kronprins ”Jeg går ud fra Hans Nåde Hertug Giram er underrettet?” han hævede igen brynene lidt ”Og Deres Majestæter Dronning Lianokami og Kong Hoshua?”
Buddet rankede sig en anelse. “På vej til. Vores troldmænd kunne ikke nå til Tortall med deres meddelelse, men vi håbede, at Kronprinsen kunne give sit tilsagn i sin mors sted.” Jonathan tog imod pergamentet og læste. Hans panderynker glattedes en anelse ud, før han rakte det videre til Jemis. “Jeg kan ikke trække vores tropper ud i Hendes Majestæts sted, men hvis Tyra ikke længere ønsker vores støtte, er det uden den store relevans. Uanset hvad, har vi brug for en mere konkret sikkerhed for at din konge virkelig har tænkt sig at følge sine ord op med handling.”
Tisza nikkede sin enighed da kronprinsen talte og drejede hovedet for at se på Jemis der nu rankede sig i sædet ”Jeg kan sende et bud til Hans Majestæt straks og jeg går ud fra det samme er tilfældet for de tortallanske udsendinge.” han kastede et spørgende blik i kronprinsens retning ”Men heller ikke jeg kan sætte nogen underskrift før jeg har Hans Majestæts samtykke.” Tisza nikkede igen, det samme gjaldt for ham ”Hvor fristende det end er at sætte en underskrift og tage hjem, så er processen mere omstændelig end det.”
Jonathan nikkede. “Vi bliver, men så længe Marens hær ikke krummer et hår på en tyrabos hoved, kan jeg ikke se hvorfor de ikke skulle få fri passage - hele vejen tilbage til den tidligere grænse, som der står her. Når de er ude af Tyra og vi har ord fra vores respektive regenter - og Hertug Giram - kan vi ligeledes trække os tilbage. Men din nye konge skal ikke være i tvivl om, at vi holder øje med ethvert skridt han tager.”
Budbringeren havde samlet hænderne på ryggen efter at have overdraget pergamentet. Et øjeblik så han både træt og måske en smule skuffet ud, men så nikkede han da de tre mænd alle var enige om næste skridt ”Forståeligt, mine herrer. Jeg vil sørge for at viderebringe budskabet til Hans Majestæt.” Tiszas garvede fingre trommede i bordpladen som om han overvejede noget før han tog ordet igen ”Jeg skal sørge for De bliver indkvarteret her i huset indtil en endelig beslutning foreligger.” det var ikke et egentligt tilbud, men mere en prøve. Hvis den nye konge i Maren vitterligt havde gode intentioner, ville det sende et godt signal at have en mand i byen ”Med mindre De allerede har andre planer?” han så afventende på budbringeren, der ikke tøvede før han rystede på hovedet ”Det er ikke tilfældet, Kommandant Tisza. Jeg takker og tager gerne imod Deres venlige tilbud.” Tisza brummede noget ikke helt tydeligt og rejste sig så ”Hvis det var alt, vil jeg sørge for at sende besked til Hans Nåde Hertug Giram med det samme. De Herrer.” han hilste høfligt og det lille selskab brød op.