Efter højtiden

[Aria af Masbo]

Til - Sira af Masbo

Det havde været en travl tid i Corus de sidste par dage, også selvom en del af byens indbyggere var draget i krig. Højtiden var stadig blevet fejret, så godt man nu kunne og selvfølgelig havde en ung, ugift pige også deltaget i disse festligheder. Aria var udmattet efter at have danset og konverseret så meget, at hun næsten ikke kunne gå. Hun havde knapt nok styr på hvem de fleste af hendes dansepartnere egentlig var, men heldigvis kunne hun være sikker på at hendes mor, Sira, havde helt styr på denne del.

Det var dog rart for den unge pige at det nu var ovre, det havde været underholdende, men hun havde savnet sine bøger og det var sådan en hun sad med inde i stuen denne formiddag. Hun var klædt i en lysegul hverdagskjole og hun lænede sig op ad ryglænet på en måde som hun kun tillod sig, fordi hun var hjemme og ikke havde nogen gæster. Hendes hår sad løst, men det foran var sat op i en fletning på hendes baghoved. Hun var glad for endelig at have en dag, hvor hun ikke behøvede at bruge flere timer på at klæde sig på og få sat sit hår. Alt var godt nu, hvis bare hendes far og bror kom helskindet hjem, hvilket hun forsøgte ikke at tænke på, selvom det var svært.

[Sira af Masbo]

Sira var iført en simpel, vissengrøn kjole da hun kom ned ad trappen fra byhusets førstesal. Den ville næppe nogensinde være passende til hoffet, men var stadig nydelig og ganske passende til de planer hun havde for dagen. En sjælden fridag hvor Majestæten havde kunnet klare sig med andre end hende, gav hende selv mulighed for at tilbringe tid i sin elskede have.

På vej gennem hallen lagde hun mærke til den døren til stuen der stod på klem, ændrede retning og skubbede stille døren op. Et varmt smil krusede sig på hendes læber ved synet af datteren og et øjeblik var hun tæt på at lukke døren til igen og forsvinde ubemærket. Så rømmede hun sig i stedet og samlede hænderne foran sig "Aria.. det er lunt og dejligt udenfor. Gør mig selskab i haven med din bog?"

[Aria af Masbo]

Aria sad og snoede en lok af sit hår om sine fingre, mens hun læste i sin bog. Hun kunne dog ikke rigtig fokusere på hvad der stod, så det var ret belejligt at hendes mor valgte at forstyrre hende i samme sekund. Hun så op og blottede tænderne i et lille smil, hvorefter hun klappede bogen sammen og rejste sig op.
”Det havde jeg slet ikke lagt mærke til mor” Bemærkede hun og gik hen til den ældre kvinde, som hun elskede højt, på trods af de mange år de havde haft væk fra hinanden da hun var på klosterskole.
Aria strøg forsigtig forbi hende i døråbningen og stoppede derefter op, for at de kunne følges derud, mens hun foldede armene om sin bog. Hun håbede virkelig at der var sommerfugle, hvis der var det, ville hun blive lykkelig.
”Mor, har du hørt fra dem?” Den unge pige spurgte så tit at det ikke var nødvendigt at specificere hvem hun talte om. Hun så forventningsfuld på den ældre kvinde, mens tankerne om de to mænds rejse til Rodlund udviklede sig til en hjemkomst i hendes fantasi.

[Sira af Masbo]

Sira smilede varmt og betragtede sin yngste datter med mild overbærenhed "Det undrer mig ikke." konstaterede hun selvfølgeligt og gled et skridt til siden for at lade datteren passere forbi ud i hallen igen. Et kort sekund rynkede hun brynene lidt da Aria stoppede op med et spørgsmål og lukkede den korte afstand hen til hende "Ikke endnu." hun lagde en arm omkring sin datters skuldre og gav dem et beroligende klem "De skal nok skrive. Før du aner." hun lod armen blive liggende om hendes skuldre og begyndte at gå mod døren ud til husets have "Hav tålmodighed lidt endnu." forsøgte hun, på én gang opmuntrende og formanende. Hun ventede selv nøjagtigt lige så utålmodigt på nyt, men formåede trods alt at tøjle det betydeligt bedre end sin datter.

[Aria af Masbo]

Arias bekymrede blik blev ikke meget bedre af det hendes moder fortalte hende. Hun smilede dog en anelse, da hun lagde en arm om hendes skuldre og nikkede et par gange, hvorefter hun sukkede dybt. Derefter gik hun med sin moder mod døren til husets have, mens hun tænkte på hvad familiens riddere mon lavede lige nu, var de i kamp? Eller sad de og havde et stille øjeblik? Hun så ud til at være fraværende et øjeblik, men så dog op på sin mor, øjeblikket inden de nåede døren.
”Jeg håber bare De har det godt.. ” Mumlede hun og åbnede derefter døren, hvor synet af det gode vejr og den smukke have straks gjorde hendes humør bedre. Hendes tanker blev ledt hen på noget andet og hun overvejede om sommerfuglene var begyndt at dukke op nu, men hun kunne ikke umiddelbart få øje på nogen.
"Solskin!" Bemærkede hun og svingede lidt med sine arme, hvorefter hun snurrede rundt engang og grinede let til sin mor.

[Sira af Masbo]

Sira smilede stadig mildt da hun trak Aria lidt ind til sig og plantede et kærligt kys på hendes lyse hår mens de stadig gik "Det ved jeg, min ven." hun slap sin datter og lod hende gå først ud på den brede trappe, der med nogle trin førte ned til den grusbelagte sti der snoede sig gennem haven i et nøje anlagt mønster "Jeg er sikker på de begge to passer på sig selv." det var ingen løgn. Hun vidste at hverken Piers eller Emry var dumdristige, men hvorvidt de havde det godt..

Hun fortrængte bestemt tanken og så op mod den blå himmel der kun var plettet af enkelte uldne skyer der drev forbi. Tilfreds i solen lod hun være at formane Aria om at huske sit sjal og rystede i stedet på hovedet af hendes smittende glæde ved noget så simpelt som solskin "For nu. Nyd det så længe det varer." hun tog en dyb indånding, lod den friske luft fylde lungerne og åndede ud med et tilfredst suk før hun begyndte forcerede trappens trin og snart havde knasende grus under støvlesålerne.

[Aria af Masbo]

Aria elskede denne have ligeså meget som hendes mor gjorde og det var derfor ingen overraskelse, at synet af den frembragte stor glæde hos den unge pige. Hun havde dog overvurderet det gode forårsvejr, det var en smule køligt, selvom solen stadig varmede, men Aria havde ikke tænkt sig at lægge mærke til de mindre vigtige detaljer.
”Jeg er så parat til at sommeren kommer.. Med sommerfugle og lange varme dage..” Hun vendte sig mod sin mor og smilede til hende, hvorefter hun ventede på at hun var nået hen til hende og gik derefter ved moderens side. Det var ikke bare sæsonen hun ventede på, Aria havde fået den ide at de to riddere ville komme tilbage til sommer. Ingen kunne stadig være i krig på den tid af året havde hendes konklusion været. Hun overvejede om der ville være flere fester til den tid, hun håbede det, Beltane havde ikke været så bejler frembringende som ønsket havde været. Aria var dog ikke ligefrem ked af dette, hun havde ikke så travlt som hun måske burde.

[Sira af Masbo]

Sira rystede på hovedet, i hvert fald mentalt, og smilede varmt mens de begyndte at gå af grusstien mellem de sirligt anlagte bede i haven "Du må væbne dig med tålmodighed lidt endnu." det var ret ofte Aria fik den formaning, men denne gang var den kærligt ment "Om Gudinden vil, så holder det gode vejr ved og vi får sommer før du aner det." hun stoppede op ved et bed der senere på sæsonen ville bugne med primula og marguritter, men for nu var dækket af spirende singrønt og de sidste stædige marts-violer.

"Hent min kurv henne ved egen, min ven." bad Sira, mens hun bøjede sig over bedet og rykkede en undseelig ukrudtsplante op med rode. Den slidte kurv med handsker og flere andre ting hun brugte i haven, var blevet sat i skyggen under det gamle egetræ der dominerede det ene hjørne af haven. Det var også nogenlunde det eneste sted, hvor der blot var græs og ingen bede. Den lille plet havde været brugt til adskillige "skovture" da Aria og hendes søskende var yngre og utallige bøger var begyndt og læst færdige under egens skyggende krone.

[Aria af Masbo]

Aria var hurtig til at reagere da hendes mor bad hende om at hente kurven og løb med små skridt hen til egen, hvorefter hun skyndte sig tilbage og gik hen til Sira, der nu var gået i gang med at luge. Da hun var stoppet op ved den ældre kvindes side, satte hun kurven imellem dem og placerede hænderne på ryggen. Hun betragtede sin mor et øjeblik, en smule fascineret af hendes erfarne bevægelser, selvom hun havde set det så mange gange før.
”Fortæl mig igen mor.. hvorfor må den plante ikke være der?” Spurgte hun og var interesseret, selvom hun havde hørt lignende forklaringer før om andre planter. Hun var dog ivrig efter at få dagen til at virke så triviel som muligt, i et forsøg på at glemme at to af familiens medlemmer var i draget i krig og hendes moders forklaringer om planter virkede så familiær og bekendt at det gjorde det nogenlunde muligt for Aria, at opretholde illusionen om det sædvanlige familieliv.
"Du må sige til hvis jeg skal hjælpe" Aria var ikke bange for at tage fat, men hun havde ikke så mange kræfter som sin mor og var derfor ikke til meget hjælp, når det kom til det tunge arbejde.

[Sira af Masbo]

Sira børstede hænderne af mod hinanden og så op på sin datter uden at rette sig op "Fordi den eller ville overtage hele bedet og overskygge mine violer." hun løftede den slidte pude øverst i kurven op og lagde den på kanten af bedet før hun satte sig på knæ "Det er nemmest at tage dem mens de er små." fortsatte hun og fandt også et par handsker i kurven. Nok var hun ikke bange for at få jord under neglene, men hun foretrak alligevel ikke at have det.

Hun så op på Aria igen før hun fortsatte, med let rynkede bryn og et overvejende blik på datterens påklædning. Så nikkede hun og smilede igen "Måske du skulle gå ind at skifte til en anden kjole så. Det ville være synd og skam at få jord og græs på den du har på." hun satte sig tilbage på sine lægge og holdt en behandsket hånd op mod panden for skygge.

[Aria af Masbo]

Aria betragtede sin mor mens hun satte sig til rette i bedet og mødte hendes blik, da hun så på hende. Hun afventede hendes svar et kort sekund og efter hun havde tænkt over det et øjeblik, nikkede hun og smilede.
”Ja, jeg går ind og skifter.. Er tilbage om lidt..” Derefter forlod hun sin flittige mor og småløb tilbage til huset, hvor hun fandt vej til sit værelse og knælede ved den kiste, hvor hun havde sine mindre kostbare klæder. Hun fandt hurtigt en mørkegrøn kjole frem i mindre fint stof end den hun havde på nu og efter et øjeblik havde hun taget tøjet af og trukket den grønne over hovedet.

Bogen lod hun ligge på sin seng og gav sig i stedet til at flette sit hår, hvorefter hun bandt det med en lille snor og strøg et par løse lokker bag ørene. Det måtte være i orden, tænkte hun og skyndte sig derefter ud i haven igen, som om der var risiko for at planterne ville løbe fra hende hvis hun ikke nåede derud i tide.
”Sådan” Bemærkede den unge pige en anelse forpustet, da hun igen stod ved sin mors side og satte sig ned på hug, mens hun så undersøgende på Sira og afventede nye instrukser.

[Sira af Masbo]

Sira så op og da lyden af hurtige trin i gruset bag hende, drejede hovedet og smilede endnu en gang varmt, da Aria kom til syne. Hun var selv flyttet en meters penge længere ned langs kanten af bedet. Hun klappede opfordrende på en ny af de små puder der var dukket op ved siden af den hun selv hvilede knæene mod. Der var ingen skam i at få jord under neglene, men heller ikke i at passe på sig selv og sit tøj "Kom herned."

Hun blev siddende med hænderne hvilende sirligt mod lårene indtil Aria sad på knæ ved siden af hende og rakte hende så den ene af sine egne handsker "Du må have dit eget par hvis du planlægger at gøre det til en vane at hjælpe mig herude." drillede hun mildt, og trak en undseelig lille plante op. Stænglen var rødlig og bladene ovale "Hvis du ser flere af de her, så skal de op, men lad være at ødelægge dem. Put dem i kurven så vi kan tage dem med ind til Eleni."

[Aria af Masbo]

Aria placerede den ene fod bagved puden og trak det andet ben under sig, da hun bøjede sig ned. Det gjorde det en del mere behageligt ikke at sidde på jorden og hun slap for at få skidt på sin kjole. Derefter smilede hun let over morens kommentar og nikkede. ”Det vil jeg gerne, hvis det ikke koster for meget..” Aria var godt klar over at de på trods af deres adelige slægt, ikke var så rige som mange andre og hun havde ikke lyst til at være grund til flere bekymringer end højst nødvendigt. Imens stak hun hånden i handsken og rettede den til, så den sad rigtig om hendes fingre.

Den lyshårede pige betragtede den lille plante, som hendes mor havde trukket op og nikkede, mens hun rynkede sine øjenbryn let. ”Kan de da bruges til noget?” Spurgte hun og tog selv fat i en af de små planter, men endte med bare at hive et af bladene af. Aria tabte dog ikke modet, men tog bedre fat og denne gang fik hun hele planten med. ”Undskyld, jeg fik ikke ordentlig fat..” Hun lagde planten og det lille stykke blad ned i kurven og så på Sira med et mut blik.


Afsluttet