Ankomst (plot!)

[Robin Salmalín]

9. maj, år 525 M.T.

Mindet om ruinerne i Gransted sad stadig friske i Robins bevidsthed, da synet af Rodlunds fæstningsværk dukkede op i horisonten. Hun kneb øjnene sammen, men hendes syn var ikke skarpt som en falks i menneskeskikkelse og hun havde opgivet at forvandle halvdelen af sin krop efter første gang, hvor de tusainske soldater nær anklagede hende for hekserier på stedet og klyngede hende op i det nærmeste træ.

Hun himlede med øjnene ved tanken og opgav at se våbenskjoldene, der blafrede i vinden, før de kom nærmere byen. Hekserier eller ej, så var hun deres eneste vej ind. 800 Tusainske soldater blev ikke uden videre budt velkommen. En krigserklæring fra deres regent til Maren skulle til gengæld nok åbne portene, såfremt den marenske hær ikke allerede havde erobret byen. Det håbede hun virkelig ikke, for så skulle de til at ride tilbage igen og det ville sikkert byde på flere møder med marenerne - og intet møde med Arram for hendes vedkommende. Desuden ville hun blive snydt for glæden ved at informere Rodlund om, at både Majestæter og Råd nu ønskede en langt mere offensiv krigsindsats.

Hun rullede lidt med skuldrene, før hun så over på manden med kommandoen, en stivnakket gammel Ridder ved navn Jemis. Han gav hende et enkelt nik, hvorefter hun hoppede ud af sadlen. Hun knækkede fingre og krummede sig sammen, før et pip forlod den gråspurv, der svang sig i luften.

Den landede igen i en ukendt by. Farverne på de flag, der vejrede i luften, fyldte dog det lille bryst med stolthed og hun sang lystigt, som hun udså sig en snor med vasketøj. Hun fløj over til selvsamme, dumpede ned på jorden og forvandlede sig tilbage til sin menneskeskikkelse. I den, fik hun hurtigt snuppet et par bukser, stukket benene i dem og trukket en skjorte over hovedet. Hun prikkede den første forbipasserende på skulderen og bad om at få at vide hvor Arram Dalben befandt sig. Med en retning udpeget, smuttede hun hurtigt gennem ukendte gader. Hun lignede i den grad en, der havde et formål, og det måtte man sige at hun havde.

Et kort øjeblik betragtede hun døren foran sig. Hun rystede lidt på hovedet, før hun åbnede den uden den store ståhej med en rimelig forventning om, at han var hvor hun synes hans skulle være. Det ville ikke være helt så nemt at gå op til Rodlunds ledelse selv og levere det glade budskab. “Mester Dalben?” Hun kneb øjnene lidt sammen, da først hun var trådt ind af døren og så i et langt øjeblik intet i husets kontrasterende mørke.

[Arram Dalben]

Den forgangne uge i Rodlund havde været alt andet end rolig. Selvom der ikke havde været flere sammenstød med de marenske tropper, var alle på vagt og forsvaret i højeste alarmberedskab. På samme tid var der stadig mange sengeliggende på lazarettet og helbrederne havde nok at se til. Arrams dage havde været udmattende, selv for en troldmand af hans kaliber. Når han ikke sad i strategiske råd med officerer og andre personer af højerestående rang, forbedrede, eller reparerede han den magiske beskyttelse i palisadeværket, eller tilbød sin hjælp på lazarettet. Ikke at han havde de store evner for helbredelse, men han kunne give de uddannede helbredere et tiltrængt skud energi (og magi) - på bekostning af sin egen.

Da døren blev åbnet sad han, eller nærmere lå han, ind over et bord med hovede hvilende på sine egne arme (og snorkede måske en lille bitte smule), men rørte kun svagt på sig uden at vågne og registrere han ikke længere var alene. På trods af den akavede stilling, havde han sovet ret glimrende. Måske fordi han ikke havde sovet ret meget natten før, eller natten før det og da ingen endnu i dag havde behøvet ham, var han endt med at blunde hen over bordet, midt i et brev til sin søster i Corus. Først nu havde han fundet tiden til at skrive det og fortælle hende at en af patruljens ofre, havde været hendes mand.

[Robin Salmalín]

Robin missede med øjnene og vænnede sig så småt til den svagere belysning indenfor. Hendes blik faldt på et bord midt i rummet og på den skikkelse, der lå hen over det og snorkede. Begge øjenbryn røg et godt stykke op, før hun smilede varmt. For hendes egen skyld, kunne hun blive stående og betragte ham sådan indtil han vågnede op af sig selv, men soldaterne et par kilometer væk ville næppe være tilfredse med en forsinkelse på den baggrund. I stedet, gik hun derfor over til ham, hvilede den ene hånd mod bordpladen og løftede den anden, for at stryge den igennem de mørke krøller, som mindede frygtelig meget om hendes egne, men alligevel havde været savnede. ”Der er ikke tid til at snorke, Trolle. Tortalls fremtid afhænger sådan set af dig.”

Hun smilede skævt og trak hånden til sig, for også at plante den anden håndflade mod bordpladen og læne sig lidt frem. ”Godmorgen, prinsesse.”

[Arram Dalben]

Det gav et sæt i troldmanden da noget strøg gennem hans hår og på samme tid brat afbrød hans behagelige slumren. Han satte sig op med et ryk der fik benene på stolen til at give sig faretruende og rodede sig selv i håret med den tanke at det havde været en mus, eller en edderkop, eller måske en af Edas fugle. Så dæmrede det for hans stadig halvt sovende hjerne, at han ikke var alene i rummet og hans blik fandt et velkendt ansigt. Hånden faldt langsomt og han blinkede flere gange hurtigt i forsøget på at vågne rigtigt "Robin?" kvækkede han hæst, rømmede sig og var et langt øjeblik ikke sikker på hvor han var, ikke når Robin stod der. Drømte han måske endnu? Det havde været en ganske rar drøm.

Hun så dog ganske virkelig ud og da han først var sikker på hun stod der, og han stadig var i Rodlund, bredte et smil sig på hans læber "Vi kan prale af at have en prins, men ingen prinsesser." gav han igen, blev overmandet af et gab og rejste sig så i en hurtig bevægelse og indfangede hende med begge arme "Hvordan.." hans blik afsøgte hendes ansigt og han gik i stå da han huskede på hvad hun rent faktisk var "Hvorfor er du her?" ændrede han sit begyndte spørgsmål uden at give hende tid til at svare før han lagde hovedet lidt på sned og kyssede hende flygtigt.

[Robin Salmalín]

Robin grinede over Arrams svar. Hun holdt ikke op, fordi han hev hende ind til sig. Tværtimod så hun på ham med spillende øjne og et behageligt sug i maven. At han reagerede sådan på at se hende var et godt tegn. Hun havde dog ikke tid til at dvæle ved hans opførsel, hans mørke øjne eller hans læber, da han kyssede hende alt for flygtigt.

”Jeg kommer med de bedste nyheder,” konstaterede hun selvtilfredst. ”Og nogen virkelig sure mænd med havregrød i skægget. Du skal vise mig til hvem der end har kommandoen her. Hvad var det du sagde med en prins? Hvem af Condiaerne er her?”

[Arram Dalben]

Arram kunne på ingen måde ignorere den behagelige iling der tog turen ned langs hans ryg de sekunder hans læber var i berøring med Robins. Han prøvede heller ikke på at ignorere det og havde lænet sig lidt frem for at følge det første kys op med et mere. Der gik han i stå, rettede sig lidt op igen uden at slippe hende og rynkede brynene "Kronprinsen." svarede han og var lige ved at skære ansigt.

Selvfølgelig var der en god grund til hun var i Rodlund, og sikkert også en der var vigtig. I hvert fald vigtigere end ham. Han smilede skævt og gav hende et let klem fulgt af et kapitulerende suk "Kom. Du kan give mig detaljerne om havregrødsskægget på vejen." han slap hende modstræbende og slog ud mod den stadig åbne dør hun var kommet ind ad og forsøgte at overbevise sig selv om der ville blive tid til at tale med hende under fire øjne senere.

[Robin Salmalín]

Robin hævede øjenbrynene en anelse over den nye oplysning, før hun nikkede en enkelt gang. Hun smilede til ham og greb hans hånd, da han slog ud imod døren. ”Bare rolig. Jeg får ganske lang tid til at fortælle dig alle detaljer om hvad jeg har lavet – og høre hvilke ulykker du har forårsaget.” Hun gav hans hånd et klem og ledte vejen ud af døren, før hun lod ham overtage. Hun kendte intet til byens opbygning, selvom der virkede til at være en hvis logik over den. ”Har du savnet mig?”

Hendes blik fandt hans og hun indså, at hun holdt måske lidt vel hårdt fast i hans hånd. Det fjernede dog ikke smilet fra hendes læber. Hun løsnede grebet lidt og så frem for sig igen, imens hun tog en dyb indånding. Arram. Gid der var tid til at fortabe sig i ham nu. Hun havde ingen relation til Kronprinsen og ingen rigtig fornemmelse af hvad han var for et menneske. Heldigvis ville hendes brev forhåbentlig tale for hende.

[Arram Dalben]

Arram hævede det ene øjenbryn spørgende, uden rent faktisk at stille spørgsmålet og protesterede ikke da hendes fingre lukkede sig om hans ene hånd. Også hendes hånd fik et klem på vej ud af døren "Ingen tiltro, det er typisk." beklagede han sig påtaget fornærmet, men formåede kun at smile halvhjertet ved tanken om hvilke ulykker der var hændt uden at han overhovedet havde været involveret. Spørgsmålet var derfor en kærkommen distraktion og smilet lurede igen da han stoppede lidt udenfor døren og så på hende et langt øjeblik før han nikkede og holdt den frie hånd op "Måske lidt." hans tommel og pegefinger rørte næsten ved hinanden og de brune øjne spillede.

Han slap ikke hendes hånd da han begyndte at gå igen, målrettet mod en af byens større bygninger der, udover at huse de midlertidige beboere af højere rang, også var det sted de store beslutninger blev taget "Har du allerede hørt hvad der skete i sidste uge?" en rynke havde indfundet sig på hans pande og han skævede kort til siden for at se på hende.

[Robin Salmalín]

Robin smilede varmt over Arrams gestus. Hun havde savnet ham langt mere end hvad der kunne være mellem tommel- og pegefinger, men det ville blive en mærkelig forestilling at give sig til at redegøre for det nu. For at demonstrere, havde hun brug for tid, tosomhed og hans fulde opmærksomhed. Hun nøjedes med at stryge sin tommelfinger over hans, før hendes bryn nærmede sig hinanden og hun rystede på hovedet. ”Hvad skete der i sidste uge?”

For en uge siden havde hun ikke set Gransted endnu. Hendes tanker om fremtiden havde været anderledes end efter det rygende fæstningsværk og synet af stormvinger, der stadig svævede rundt og ledte efter et sidste lig at mutilere. Hun rystede mindet af sig og så på ham imens de gik.

[Arram Dalben]

Rynken på Arrams pande blev til flere og han så flygtigt på hende. Uden at tænke over det sænkede han farten lidt og tog tilløb med en dyb indånding før han svarede hende ”En af vores patruljer stødte på marenerne. Ingen regnede med det, så ingen var for alvor forberedte. Det..” han tav og skar en grimasse ”Det var ikke kønt.” han klemte uden at tænke over det lidt hårdere om hendes hånd og spændte kæben hårdt da han bed sammen.

”Jeg har ikke hørt den endelige optælling, men udover de der er gjort op for i lysningen eller på lazarettet, så sidder en tortallansk ridder i marensk lejr i øjeblikket.” han følte sig pludselig meget træt igen ”Evin var blandt de faldne.” tilføjede han tonløst efter et øjebliks overvejelse og tav så helt da de nåede det store hus der havde været målet.

[Robin Salmalín]

Begge Robins øjenbryn fløj op, men hun var mindre overrasket end hun måske havde forventet – eller han havde. Granfortet var faldet, krigen var en realitet. At det var begyndt at gå ud over Rodlund også var forventeligt. Måske var det endda positivt på en måde. Det ville i hvert fald gøre hendes egen opgave væsentligt nemmere.

Hun nikkede langsomt, alvorligt, imens hendes hjerne arbejdede på højtryk. Fanger var dårlige nyheder, når man befandt sig i en ellers realtivt sikker fæstning. Fanger talte – og bragte død til hundreder eller tusinder af andre.

Evins navn fik hende til at bremse op – både fysisk og mentalt. Hun sænkede blikket med adskillige rynker i panden og nikkede langsomt. ”Evin er din.. Svoger. Det er jeg oprigtigt ked af, Arram,” sagde hun dæmpet. ”Vi skal nok nå at hævne ham.”

Hun begyndte at gå igen. Det hastede at få Kronprinsen og tyraboerne i tale. Hendes mindre hær ville ikke vente for evigt. De var utålmodige mennesker.

[Arram Dalben]

Arrams fingre lukkede sig lidt fastere omkring Robins uden at han tænkte over det da han nikkede en enkelt gang, og slog blikket ned med skyggen af et sørgmodigt smil "Hævn bringer ham ikke tilbage til Gemma i live." konstaterede han lavmælt og sukkede tungt "Jeg er i gang med et brev til hende, men ordene bliver ved at glide fra mig." han skar en grimasse og skubbede så mentalt brev og dødsfald om bagerst i sin bevidsthed "Men hvis du har 800 mænd ventende udenfor portene, skulle vi så ikke skynde os at få meldt deres ankomst?"

Spørgsmålet var retorisk og han slap hendes hånd for at åbne døren til det store hus uden at vente på svar. Vel indenfor henvendte han sig til rette vedkommende, men måtte være ganske insisterende, før den midaldrende mand gav sig og bevægede sig op ad trappen til husets øverste etage. Halvt oppe vinkede han dem med sig med en irriteret håndbevægelse og Arram himlede med øjnene mens han slog ud med den ene hånd for at lade Robin gå først "Altid charmerende selskab." kommenterede han lavmælt med et himlende blik mod den anden mand, der forsvandt ind i et rum for toppen af trappen og bad dem begge vente.

[Robin Salmalín]

Robin gav Arrams hånd et klem, uden at svare. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til en sådan nyhed. Hendes instinkt dikterede hende at stoppe op og trække ham ind i et kram, men hun havde arbejde at gøre. Alt hvad hun endte med at gøre, var at stryge sin tommel over hans og nikke, før han slap hendes hånd og hun fortsatte ind bag ham i det, der mest af alt lignede en borgmesterbolig – ikke hovedkvartert for en større hærstyrke.

Hendes ene bryn røg lidt op over den uvenlige mand, men hun lod sig ellers ikke mærke med noget. Da han gik sin vej, strøg hun en enkelt hånd over Arrams ryg, før hun sendte ham et mat smil og rettede lidt på det stjålne tøj, der kunne have siddet bedre og været mere præsentabelt. Hun ville dog stadig tilbagelevere det når hun havde sit eget igen.

Et suk forlod hende og hun knækkede fingre med en ubehagelig lyd til følge. ”Jeg håber vi får tid til at tale sammen senere,” sagde hun dæmpet med et alvorligt blik, før en dør gik knirkende op og afslørede et selskab, der fik selv Robin til at bukke dybt.

[Arram Dalben]

Arram smilede momentært og løftede hånden for at stryge en krølle om bag Robins øre (velvidende at den ville smutte tilbage med det samme igen) "Også jeg." de kom ikke til at vente længe før døren gik op igen. Denne gang gik Arram foran Robin ind, ikke for at være uhøflig, men for at gøre præcis det hun selv havde bedt om - at få de høje herrer i Rodlund i tale. Han var måske selv en af dem, i hvert fald højere end så mange andre, selvom han sjældent selv så sig selv på samme måde.

Som Robin bukkede han da han først var inde i rummet. Måske ikke helt så dybt som hun, men det var et respektfuldt buk ikke desto mindre "Jeg undskylder for min insisteren, Deres Kongelige Højhed.." hans blik fandt helt automatisk kronprinsen først, derefter de højererangerende soldater der var til stede også "Mine herrer." han nikkede igen høfligt og vendte sig halvt mod Robin "Frøken Salmalín bringer både nyt og forstærkninger hvis De kan afse tiden til at lade hende få ordet." han tav og så afventende raden rundt. Det afskrækkede ham ikke at tale til folk langt over sin egen rang. De var mennesker ligesom han og i en situation som den nuværende, næsten mere end ellers.

[Jonathan af Condia]

Collab mellem Jonathan af Condia, Akos
Tisza, Robin Salmalín og Arram Dalben

Jonathan registrerede knapt en ukendt krøltop, der bukkede dybt for ham, så snart hun og Mester Dalben trådte ind i det, der engang havde været borgmesteren af Rodlunds spisestue. Han så dog en ekstra gang, da Frøken Salmalín nævnt. Man skulle være døv og dum for ikke at kende det efternavn - og hun lignede da også sin storebror, da han først kiggede efter. “Forstærkninger, Frøken? Hvorhenne befinder disse sig?”

Da først Robin rettede sig op, var hun ivrig efter at komme over formaliteterne. Hun var ikke bange for adelige og så den kommende konge lige i øjnene, da han stillede hende et spørgsmål, ironisk eller ej. “Fem kilometer bagude af hovedvejen fra Gransted, Deres Højhed. Dette er fra Hendes Majestæt Lianokami, samt Hans Majestæt Hoshua af Tusaine.” Hun kastede et enkelt, tøvende blik på Tyraboen, før hun rakte sin Kronprins et sæt forseglede breve.

Arram trådte tilbage med et respektfuldt nik så snart kronprinsen flyttede opmærksomheden fra ham til Robin og lod hende overtage. Hans rolle var udspillet for nu.

Akos Tisza, den ledende tyranske hærfører, havde fulgt det lille optrin, eller forstyrrelse alt efter hvordan man så det, med et skeptisk blik. Det blev ikke mindre skeptisk da den unge kvinde tog ordet og rakte breve frem mod den tortallanske kronprins ”Og hvad får disse forstærkninger til at følge en bette en som dig?” hans drævende accent vidnede tydeligt om, at han ikke brugte fællessproget som sit primære. Ligeledes var det tydeligt, at han ikke anede hvem hun var - efternavnet til trods.

Robin havde nær himlet med øjnene - men hun var trods alt bedre opdraget end det. Hun mødte tyraboens blik uden at blinke og smilede selvtilfredst. “De følger naturligvis ikke bette mig. De følger deres Konges ordre. De fulgte den til Gransted - og de fulgte den her. Kaptajn Jemis af Noor vurderede, at en tortallaner med kontakt til Rodlunds mest magtfulde magiker havde størst chance for at få Hans Højhed og Dem selv i tale.”

Under udvekslingen mellem den unge dame og Akos Tisza, havde Jonathan skimmet indholdet i de to breve. Hans pande var rynket, som han holdt en hånd op og forlangte stilhed. “Ottehundrede af Tusaine’s dygtigste og tusind andre på vej sydpå? Er dette korrekt, Frøken Salmalín?”

Tisza fnøs og lænede sig tilbage i stolen uden at sige mere, men var tydeligvis ikke tilfreds med at blive sat til vægs af et pigebarn han uden problemer kunne være far til. Bag Robin måtte Arram rømme sig bag den ene hånd for at holde et smil tilbage, og han var igen alvorlig da kronprinsen tog ordet. Han fulgte samtalens udvikling med undren og måske en smule overraskelse. 800 mænd mere var overvældende, men at Tusaine havde valgt at tage side, til Tortall og Tyras fordel, var den største gevinst.

Robin prøvede at lade være med at smile alt for meget, som hun bøjede hovedet en enkelt gang for Kronprinsen. “Det er korrekt, Deres Højhed.”

Jonathan udvekslede et blik med Tisza og rakte ham brevet fra Tusaines konge. “Jeg går ikke ud fra, at vi behøver diskutere hvorvidt de er velkomne, efter de sidste par ugers hændelser?”

Tisza så fra brevet, til Robin, tilbage til kronprinsen og tog så brevet med en snap bevægelse fra den anden mands hånd.Nogle sekunder var der helt stille mens han læste. Så mumlede han noget uforståeligt og rystede på hovedet ”Hvem har kommandoen derude.. Frøken Salmalín?”

“Kaptajn Jemis af Noor. Ridder af Tusaine og Kongens grannevø.”

Tisza nikkede langsomt, rynkede brynene og kapitulerede med et dybt suk mens han vinkede en ung mand nærmere ”Giv Lecso ordre til at åbne portene og lade vores..” han trak på det et øjeblik ”Gæster ind.” han vendte opmærksomheden mod kronprinsen ”Med mindre De har noget at tilføje?”

Jonathan rystede langsomt på hovedet, imens han genlæste sin mors ord. “Send en af vores folk… Sergent Veron ud efter dem med et par mænd. Han har styr på hvor vi har plads til nye tropper, ikke sandt?”

Endnu et nik, selvom tanken om at skulle finde plads til 800 mere, allerede gav Tisza nye panderynker ”Frøkenen kan passende gå i forvejen og sørge for tusainerne er klar. Vi har ikke hele dagen.” han rejste sig mens han talte og så afventende på Robin.

Robin blev stædig af det blik hun fik fra tyraboen. Fint, tænkte hun for sig selv. Hun vendte hovedet kort imod Arram og smilede svagt. “Jeg skal bringe dem beskeden,” svarede hun. “Deres Højhed.” Hun bøjede hovedet en enkelt gang for Kronprinsen, før hun forvandlede sig. Den lille falk gjorde sig fri af det ‘lånte’ tøj, vraltede over gulvet og kastede sig ud af vinduet, før den steg til vejrs.

Optrinnet efterlod Jonathan med et muntert glimt i øjnene, som han så over på Tisza. “Typisk foretrækker jeg selv at have styringen med mine tropper, men jeg vil tilgive denne ene episode. Mester Dalben, var der andet De ønskede at tilføje?”

Overraskelse blev til skepsis for til sidst at blive til en stram grimasse på den garvede soldats ansigt. Så bukkede han stift og forlod rummet. Arram havde betragtet hele optrinnet med en ikke helt udtryksløs maske og rystede på hovedet ”Nej, Deres Højhed. Jeg var vist i dette tilfælde blot med for at bane vej for den egentlige budbringer.”

Jonathan smilede og lignede et kort øjeblik mere en stor dreng end en voksen mand. Han var yderst tilfreds med at have set munden lukket på Tisza. “I så fald vil jeg nøjes med at bede dig om at fjerne tøjbunken der. Hun skal sikkert bruge den senere, kunne jeg forestille mig.” Han så på troldmanden med spillende øjne og lænede sig tilbage i stolen med brevet, der holdt tilfredsstillende opdateringer.

Arrams blik var ikke mindre muntert da han rettede sig op efter at have bukket ”Uden tvivl, Deres Højhed.” han samlede tøjet Robin havde forladt op på den ene arm. Så nikkede han let igen ”Fortsat god dag, Deres Højhed.” og forlod selv rummet uden nogen forhåbninger om at få skrevet sit brev færdigt lige med det første.

T r å d     a f s l u t t e t