Det andet slag (fællestråd)

[Kyprioth]

Det var en blæsende dag, der gav lyd i trækronerne, som en blanding af tortallanere og tyraboer red igennem en lysning på patrulje i området omkring Rodlund. De var årvågne og der blev slået alarm, før de nåede den marenske lejr. Desværre var også marenerne ganske vågne og en af deres vagter undslap forsøget på at gøre ham stille, imens livet forlod hans kammerat. Soldaterne myldrede pludselig frem, nogen på heste og andre til fods.

Første slag

Marenerne har overhånden. Folkene fra Rodlund er overraskede og kun nogle kender landskabet lige så godt som marenerne. Derudover er de også langt færre. Rodlund får derfor 3 terninger og Maren 5.

Rodlund: 3,3,2 = 0 sejre Maren: 1,5,1,2,1 = 1 sejr

Marenske bueskytter får fældet op til flere tortallanere og tyraboer. Patruljen trækker sig tilbage imod Rodlund, imens de signalerer efter hjælp.

Andet slag

Tortall og Tyra får, som taberne af første slag, frataget en terning. Da hjælpen dog er på vej, vinder de selvsamme tilbage og får en til, således at de slår med 4 og Maren med 5.

Rodlund: 1,3,2,2 = 0 sejre Maren: 5,2,6,6,6 = 4 sejre

Det hjælper ikke patruljen, at fortet sender hjælp ud. Primært fordi hjælpen ikke når frem, før tyraboer og tortallanske soldater må flygte over hals og hoved til fortet. De har mistet adskillige af deres kammerater på vejen og flere er sårede.

I denne tråd får hver enkelt karakter mulighed for at beskrive sin egen oplevelse af og indsats i kampen. Det er her vi vil høre om eventuelle skader, om hvilke forfærdelige ting din karakter har set etc. Vi anbefaler at man har krigs playlisten kørende i baggrunden imens man skriver. Én post per karakter. Det bliver ikke fællestråde med samtaler mellem karaktererne. Dem må man meget gerne have i det korrekte subforum, men det er valgfrit.

[Jessamine af Ravntoft]

Jess red ved siden af en af de tortallanske riddere, der havde rejst til Rodlund med Emmet og hun selv. Hun så efter sin egen ridder, så snart den første pil borede sig igennem en marensk vagtpost, men det gjaldt om at holde rækkerne og hun fulgte instinktivt ordre. Hendes sværd var hurtigt trukket og hun sad rank i sadlen, da de fjendtlige soldater pludselig myldrede frem og tydeligt overmandede patruljen. Adrenalin og nødvendighed styrede hendes handlinger, da hun stak en marensk soldat ned uden at tænke over det. Hun hørte nødkaldet og indså den håbløse situation allerede inden de fik ordre om at trække sig tilbage. I det øjeblik, kom en marensk fodsoldat løbende direkte imod hende, svingende en krigsøkse øvet. Han ramte Klodshans direkte i lysken og hesten kollapsede med en smertefuld vrinsken.

Rytteren faldt af i sin tunge rustning. Hun var adræt, men det tog hende alligevel et øjeblik at komme op. Et øjeblik for meget, skulle det vise sig. Den krigeriske marener, dunkede sin økse direkte ned i hendes baghoved og hele verden blev sort.

Fortsættes her.

[Enze af Bavera]

Enze lå på maven på det kolde gulv og hvilede ud efter sin selvpålagte træning. Han var forskrækket over sin krops fysiske tilstand og havde presset den lidt længere, end han normalt ville. Nu lå han altså og fik vejret tilbage, da han pludselig hørte råb og hektisk aktivitet fra pladsen foran hans vindue. 

Han kæmpede sig på benene og tog fat i vinduesrammen, inden han hævede sig op, så han kunne kigge ud. Børn og voksne løb omkring hinanden i noget, der kunne minde om kontrolleret panik. Der var flere riddere på pladsen, som var i gang med at spænde den sidste rustning på og bestige deres hest og Enze forstod, at der var tale om en træfning. Udmattet måtte han holde pause lidt og han forbandede sig selv for, at han ikke var derude og kunne hjælpe, i stedet for at sidde her og rådne op. 

Senere på dagen så han adskillelige bårer komme forbi hans vindue og de mennesker, der lå på dem, så alle godt medtagne ud. Det var tydeligt, at det havde været en hård kamp og han så flere, der græd som pisket, sandsynligvis over tabet af én af deres kære. Endnu engang forbandede han Kong Leban, inden han faldt på knæ og bad Den Sorte Gud om at tage sig godt af de faldne - på begge sider af slaget.

[Eda Fuglehvisker]

Eda havde brugt det meste af dagen på at træne sin vilde magi og havde diskret sendt en falk afsted med patruljen. Hun var blevet gode venner med et par af dem der befandt sig blandt tropperne og havde det bedst med, at hun kunne holde lidt øje med dem. Falke var hurtige og havde gode øjne og selvom hun ikke havde troet det da hun sendt den afsted, viste det sig at den ville blive nyttig. Med solsorten på skulderen forsøgte hun at finde dens artsfælle, blot for at opdage at den allerede var på vej hjem og ligeså var dem den havde våget over. Eda var hurtig til at trække sig tilbage til sig selv og hun åbnede sine øjne hurtigt, mens hun ligbleg stirrede ud i luften. Hun var den første der gav sig til at løbe, hun stoppede først da hun fandt ham hun ledte efter, en hun vidste havde en form for leder rolle i alt dette, som hun kunne fortælle hvad hun havde set.

Eda skyndte sig derefter tilbage til lazaret teltet, for at se om patruljen allerede var kommet tilbage. Da de første sårede begyndte at komme ind, hjalp hun til hvor der var brug for hende, hun havde lært et par grundlæggende ting i løbet af rejsen og selvom hun ikke kunne helbrede, var det bedre end ingenting. Eda kunne dog næsten ikke holde synet ud eller lugten ud, hun havde egentlig mest lyst til at gemme sig, men tvang sig selv til at forsætte arbejdet.

[Elias Taranis]

Elias befandt sig bagerst i patruljen der bevægede sig mod den marenske lejr. Han sad på sin hest, med bue og pil i den ene hånd, mens hans blik vandrede hen over omgivelserne. Der gik blot et øjeblik fra han opfattede at der var fare på færde, til at de pludselig blev angrebet og af mange flere mænd end de selv var i patruljen. Elias forsøgte dog at holde hovedet koldt, mens han skød pile af sted mod de marenske soldater. Den første ramte ikke, men derefter sendte han en pil i hovedet på en af de to mænd der nærmede sig en af de tortallanske soldater ved navn Erik. Selvom han fik ramt på de næste, blev det hurtigt klart for ham at selv hvis han fik ramt på alle, var det en håbløs kamp. Fjenden var i overtal. 
Elias endte derfor med at vende sin hest, mens han forsøgte at skyde et par pile tilbage mod de marenske bueskytter.. Det var dog forgæves, Elias blev selv ramt af en pil der borede sig igennem hans skulder, mens en anden ramte ham i ryggen. Derfor satte han hesten til at ride tilbage til fortet så hurtigt som muligt. Han forsøgte at holde sig på den, mens den galopperede tilbage til Rodlund, men da han ankom var han så svag at han gled ned af sin hest, mens det sortnede for hans øjne.

[Galeron af Ravntoft]

Et advarende råb var alt Galeron nåede at registrere før en sværm af pile dannede fortrop for de marenske soldater. Han strammede grebet om Tarrentos tøjle og drev hingsten fremad i det kaos der brød ud. En fodsoldat ved siden af ham faldt slapt til jorden med en pil gennem halsen og et overrasket blik i øjne der snart blev matte. Galeron så ikke på ham mere end et sekund, men sendte en lydløs bøn til både Mithros og Moderen da han stak sit sværd dybt i en marensk soldat.

De var i undertal, så meget var soleklart og mens han plantede en støvle i ansigtet på en anden soldat der forsøgte at få fat i hingstens tøjle, fangede hans blik et glimt af kobberfarvet hår. Hans indvolde blev på et splitsekund pakket ind is da han så skikkelsen falde til jorden sammen med en lidt for velkendt hest. ..nej nej nej.. Han brølede en ordre til sin væbner og pressede hingsten videre frem, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Adrenalinen pumpede allerede rundt i kroppen på ham og fik selskab af et ubehageligt sug da han så sin søster på jorden.

Soldaten med øksen var blevet distraheret af en fodsoldat før han nåede at gøre mere. Den tyranske soldat gik i jorden med øksen i skulderbladet, mens Galerons sværd øjeblikket efter sendte også ejeren af øksen til dødsriget. Så adræt som muligt sad han af, klar over risikoen, men uden på nogen måde at kunne lade væbneren ligge hvor hun lå. Hingsten prustede oprørt, men var trænet godt og blev stående mens ridderen med adrenalinens hjælp baksede den livløse, lille skikkelse op at ligge hen over dens ryg. En skarp smerte i siden fik hans ben til at give efter under ham og han vendte sig hurtigt, kun for at se en marensk soldat falde og en af de yngre riddere i patruljen med sværdet trukket. Han fik øjenkontakt et splitsekund før han tvang sig selv i sadlen igen og trak sig tilbage med resterne af patruljen og en slap krop foran sig på hingsten.

[Gareth af Maloris Tinde]

Pil vrinskede og stampede uroligt i jorden, mens Gareth tvang hende til at blive hvor hun var. Sværdet var trukket allerede da den første advarsel nåede hans ører og det varede kun et øjeblik, før han huggede klingen i en marensk soldats hoved. Alting udviklede sig på to sekunder til kaos og den unge ridder forsøgte så godt som han kunne, at forsvare sig selv og sin hest, men det var dømt på forhånd.
Blandt alle de kæmpende soldater og riddere, fik han øje på krøltoppen og blev et øjeblik så distraheret, at han næsten havde fået et sværd i benet. Han forsøgte at nå hen til væbneren, nogen kom ham dog i forkøbet, men han kæmpede sig alligevel beslutsomt derhen.
Det var i sidste øjeblik at Gareth nåede at stige af sin hest, tage tre skridt hen til den marenske ridder og lade sit sværds spids glide igennem manden, der havde angrebet krøltoppens broder. Hurtigt mødte han den anden ridders blik, men vendte sig derefter for at forsætte kampen, mens ridderen red væk med den sårede væbner. Han indså dog med det samme, at det ikke var nogen kamp der var værd at tage og skyndte sig i stedet tilbage til Pil, som nu lå død med hovedet hugget af på jorden. Skrækslagen begyndte Gareth i stedet at løbe, mens han slingrede i et forsøg på at undgå at blive ramt af en pil. Det var dog forsent, han var allerede forsinket i forhold til resten af patruljen og der gik ikke lang tid, før en bueskytte sendte en pil i benet på ham og fik hans ben til at knække sammen under ham, hvorefter han mærkede et slag i baghovedet og faldt om på jorden.

[Erik Almsted]

Det skulle have været ren rutine. Afpatruljering af området, med både mænd (og kvinder) der havde været i Rodlund et stykke tid og nye der lige var ankommet dagen før og ikke kendte området. Det var bare ikke sådan det gik og før nogen for alvor nåede at forberede sig, var lysningen et kaos af kæmpende akkompagneret af en kakofoni af råb, skrig, hestes vrinsken, metal mod metal og pile der hvislede gennem luften.

Erik var til fods og hans spyd var et af de første til at gennembore en fjendtlig soldat. Et velrettet udfald og den skarpe od smuttede ind i en samling i læderpanseret. Manden gik i knæ med en punkteret lyd og Erik måtte med besvær vriste sit spyd fri. En pil susede faretruende tæt forbi hans kind og trak et svidende spor, fuldt af en varm, klæbrig fornemmelse. Han tørrede sig over kinden og vendte sig, kun for at se manden bag sig gå i knæ med pilen i halsen. Med et ubehageligt stik i mellemgulvet genkendte han den anden hjemmefra. Evin Snedker. Erik gik halvt på knæ, uden at kunne tillade sig at give den døende mand sin fulde opmærksomhed. Det blev hurtigt klart at yderligere fremgang var en utopi. Allerede før råbet om tilbagetog blev brølet ud over slagmarken, var de tortallanske og tyranske tropper på vej.

Ingen behøvede yderligere overtalelse for at tage benene på nakken, heller ikke Erik der, med en nagende følelse af skam måtte efterlade den døde soldat på jorden da en marensk ridder til hest kom galoperende. Erik gjorde omkring og det lykkedes ham at vælte ridderen til jorden. Manøvren købte ham tid til at slippe væk, men kostede ham også spyddet. Ubevæbnet så han en marensk soldat komme tromlende imod sig som en olm tyr og i sit stille sind sendte han en bøn til Den Sorte Gud mens det mentale billede af Karas smil passerede for hans indre blik. Så stoppede den fremstormende soldat brat op, og gik i knæ med en pil som en grotesk udsmykning gennem hovedet. Erik nåede ikke at se hvor pilen kom fra og forsøgte heller ikke at finde ud af det da han satte i løb så hurtigt hans lange ben kunne bære ham, tilbage mod sikkerheden bag Rodlunds palisader.

[Catherea Guldblomme]

Catherea var langsomt ved at lære lazarettet at kende og denne dag, skulle være brugt til at komme til at kende den, og dens besætning endnu bedre. Hun opgav dog hurtig planen for dagen, da hun hørte hornsignaler. De mere erfarne på lazerettet kunne fortælle hende at det var signalet for forstærkning. Hurtigt derefter begyndte folk at gøre senge og værktøj og te klar til de faldende som måtte komme efter et møde med fjenden. De havde dog ikke set at der ville komme så mange på besøg i lazarettet. Det ville blive en lang dag.

[Emmet af Vårfos]

Lyden af krigsråb, klageskrig og klingende stål omgav Emmet af Vårfos, som han trak sit sværd til sig og så en marener synke til jorden. Stridshingsten Bæst var forsvundet for hvad der føltes som evigheder siden og jorden var glat af blod og mudder. Kampen var stadig på sit højeste, da tortallanerne blev kaldt tilbage og Emmet vristede sig fri fra endnu en marensk soldat. Det var ikke muligt at skabe sig overblik over situationen, kun tage besyv af de fjender der nærmede sig. Forpustet og med en svidende smerte over det ene øjenbryn, hvor huden var flænget, trak ridderen sig tilbage mod fortet.

Han nåede dog ikke mange meter, før endnu en klinge mødte hans. Om han ville have sejret, fandt han aldrig ud af, for snart efter gennemborede en pil modstanderens ryg og sendte den tortallanske ridder på tilbagetog igen. På nær flængen over hans øje, havde han ikke taget skade og bevidstheden omkring omgivelserne var skarpere end nogensinde før. Han lod sig ikke distrahere. I hvert fald ikke før et kvindeskrig trængte ind i periferien af hans bevidsthed...

Med et glimt af rødt hår farende forbi sit indre blik, gjorde han omkring. I samme øjeblik hans opmærksomhed forsvandt, gik et smertefuldt jag igennem hans ene ben og før han vidste af det, kolliderede hans knæ med jorden. Det sortnede for Emmets blik, og det var kun i sidste øjeblik han løftede sværdet, for at fange det angreb, der fulgte fra den marenske fodsoldat. Smerten i benet var næsten ubærlig, og det krævede styrke han ikke anede han havde at holde paraden oppe. Hele hans arm dirrede og et eller andet sted, var han klar over at styrken var ved at svigte.

Netop som alt håb virkede tabt og Emmets albue gav efter, dejsede soldaten om og afslørede en lyshåret væbner, som Emmet svagt genkendte. Mere nåede han ikke registrere, før selvsamme gled på knæ ved hans side og med et hæst "Beklager, Sir," frembragte en knasende lyd, der tvang et smerteudbrud fra Emmet og truede med at frarøve ham bevidstheden. Da den alligevel holdt fast, fangede ridderen endelig et glimt af den spydspids der sprang frem bag rustningen fra hans ene knæskal og resterne af det skaft, som væbneren netop havde knækket af. Sveddråber piblede frem på hans pande, da et insisterende greb trak i ham og det var kun med nød og næppe, at Emmet fik trukket sig selv på benene. Han var ikke klar over om det var sin egen, stakkende vejrtrækning han kunne høre eller om den stammede fra væbneren, der langsomt trak afsted med den harniskklædte ridder. Han var til gengæld klar over, at det ikke var ham selv der kaldte ud til en tortallansk soldat om hjælp og med tænderne bidt hårdt sammen, tvang han sig selv til at bevæge sig fremad, med væbneren som støtte.

Først da de var igennem porten, svigtede styrken helt og Emmet sank sammen på jorden. Kollisionen mellem underlaget og det sårede knæ, stadig gennemboret af spydspidsen, trak en høj, forpint lyd fra ridderen og han nåede kun lige at genkende Anders af Piratklippen, der lænede sig over ham, før han mistede bevidstheden helt.

[Emry af Masbo]

En pil susede tæt fordi Emrys øre, hvilket fik sveden til at pible frem på ridderens pande. Han havde ikke i sinde at dø, ikke endnu, der var for mange mennesker derhjemme der ventede på ham. Han satte bestemt hælene i stridshingsten Caracs side, og drev ham fremad. Det varede dog aldrig før patruljen havde indset at det var en tabt kamp. Der blev signaleret efter hjælp og de trak sig tilbage. Det sved i Emrys arm efter en marensk soldat havde ramt ham med spidsen af sit sværd. Det var dog kun et overfladisk sår, og ikke noget han bekymrede sig om lige nu.

Han stak sværdet i en soldat der prøvede at angribe ham, og troede egentligt at han var sluppet helskinde igennem, da en pil gennemborede hans højre skulder. Stødet, og ikke mindst chokket, fik Emry til at slippe tøjlerne, men heldigvis fattede han sig hurtigt, og holdte sig fast med benene. Han havde tabt sit sværd, og havde ikke ligefrem tid til at hente det igen.
Først da han var udenfor fare, og andrenalinen havde lagt sig, kunne Emry føle den fulde smerte hans skulder forvoldte ham. Han havde ikke fjernet pilen fra sin skulder, for ikke at miste for meget blod. Han følte sig svagere for hvert minut, og da de endelig nåede tilbage, begyndte det at sortne for hans øjne.