Kunsten at plukke høns

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

Arram var ankommet til Gudernes By tidligere på dagen og var blevet indlogeret i et midlertidigt logi efter den lange tur nordpå. Selvom der var flere specifikke grunde til turen, var det lidt som at komme hjem og han mindedes tydeligt den tid han selv havde tilbragt bag de solide mure. Den sidste uges begivenheder taget i betragtning var han dog mere end lettet over at slippe fra Corus for en tid og hellige sig andre opgaver end de sædvanlige.

Aftenen var så småt faldet på og aftensmåltidet indtaget da han opsøgte Mester Salmalín og hans hustru andensteds i byen og blev ligeså venligt modtaget som altid. At han denne gang havde en personlig bagtanke med besøget holdt han for sig selv og så ingen grund til at indvie det aldrende ægtepar i den høne han havde at plukke med deres datter. Hun var dog ikke tilstede da han kom og snart efter var grunden til han havde forladt Corus skubbet i baggrunden til fordel for en interessant diskussion med den ældre troldmand over et krus dampende te.

[Robin Salmalín]

T i l e g n e t :      A r r a m      I f ø r t :      Dette

Der var mange gode grunde til, at Robin havde forladt Corus. Eftersøgningen efter den, der havde røget hele købmandsfamilien Doreys hus til var ganske vist indstillet, da beviser for deres ulovlige aktiviteter var blevet afsløret og hendes egen medvirken forblev ukendt for alle andre end hendes arbejdsgiver, men det var selvfølgelig ikke det eneste. Kort og godt kunne det dog opsummeres i skyldfølelse og efter hun havde hørt, at Arram havde været dum nok til at give hende sporbare røgbomber med, var hun kun alt for tilfreds med at indlogere sig hos sine forældre i Gudernes By. Hun tilbragte dagene med at diskutere magiens teorier, spiste som en kongelig og undgik strategisk at tænke på, at hun snart blev nødt til at vende snuden imod hovedstaden igen. Det gik sådan set temmelig godt, indtil den dag, hvor hun vendte hjem til en ekstra gæst. Hendes fars oldgamle tjener fortalte hende, at det var en mægtig troldmand, men eftersom navnet var forsvundet i tågerne, var der intet ekstraordinært i det. Omtrent enhver stor magiker i Tortall og nabolandene havde vist efterhånden været forbi byhuset på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Desværre for Robin, var denne troldmand ikke enhver af de andre. Da hun trådte ind i stuen var det med et nysgerrigt blik, men hun stivnede brat ved synet af krøller og et voldsomt kendt ansigt. ”Robin! Vi har fået en gæst,” annoncerede den vindtørre magiker hen over sit krus med te. Han havde tilsyneladende ikke opdaget af hans datter så aldeles forkert ud i ansigtet. ”Jeg... Glemte lige noget udenfor. Undskyld mig Mester Dalben.” Hun drejede hastigt rundt, forlod rummet med begge øjne spærret op og stoppede først op på den anden side af hoveddøren. ”Moder,” hviskede hun chokeret ud i luften, som hun stod ret op og ned af ydervæggen. ”Ikke ham...”

[Arram Dalben]

Arram lyttede opmærksomt til den ældre magikers nyeste teori, ikke kun af ren høflighed, men fordi han rent faktisk fandt den interessant. Han opdagede ikke at endnu en person kom ind i stuen, ikke før Mester Salmalín afbrød samtalen og henvendte sig direkte til sin datter. Den yngre magiker rettede sig op i en hurtig bevægelse og drejede hovedet mod den nyankomne med et meget ukarakteristisk stenansigt.

Han nikkede afmålt mens han satte tekruset fra sig på et lille bord "Robin.." hilste han høfligt, også mere end han plejede og hævede brynene ganske lidt da hun gjorde omkring og forlod stuen igen som om nogen havde sat ild til hendes skørter. Hendes reaktion talte ganske tydeligt for sig selv, men Arram smilede mere afslappet end han følte sig til mester Salmalín efter at have hørt hoveddøren smække "Jeg synes nok det var et stykke tid siden jeg havde set hende i Corus." halvt løj han, nu fuldkommen overbevist om, at han selv havde været en del af grunden til hendes fravær. Han tav et øjeblik, rømmede sig og lagde hænderne mod sine lår "Måske er det også på tide jeg kommer videre." begyndte han overvejende, rakte ud og tømte kruset i en enkelt mundfuld "Jeg fortsætter gerne snakken i morgen." han måtte tage sig selv i nakken for ikke at se mod hoveddøren og overveje hvor langt Robin var nået, men slog sig til tåls med i det mindste at vide hun var i Gudernes By som han havde antaget og nu fået bekræftet.

[Robin Salmalín]

Robin antog, at hun var rød i ansigtet. Hun havde det i hvert fald pludselig vældig varmt, som hun styrede hurtigt ud af huset og endte lige foran det. Tanken om hvilken ballade Arram måtte være havnet i var... Ikke så rar og det ansigtsudtryk hun lige var blevet mødt med fortalte en sikker historie om, at han ikke ligefrem var klar til at give hånd og ryste det af sig. Hendes hjerte slog hårdt i brystet, som hun stirrede ud i luften og gennemgik mulige måder at sno sig ud af en reel samtale på, uden decideret at stikke af. Hun kunne altid gøre en hastig exit, men med sine forældre i huset var det ganske aldeles tåbeligt. Da hun tog til Gudernes By havde hun virkelig håbet på at udskyde det øjeblik, hvor hun stod ansigt til ansigt med troldmanden, men der var ikke tid til at ærgre sig nu.

”Forklar det med et uheld,” mumlede hun hen for sig, imens hun forsøgte at konstruere en troværdig løgn. ”Et besøg hos en tjenestepige, der ville komme i unåde...” Hun stykkede små dele sammen, nikkede for sig selv og skubbede sig fri af muren, da hun var tilpas sikker på at have en forklaring. Med den i sikre hænder, forfalskede hun et høfligt smil og åbnede døren igen. Hun trådte ind over tærsklen og gik... Direkte op af trappen imod sit værelse. Rent instinktivt bar hendes ben hende væk fra Arram og faren for at løgnen ikke holdt.

[Arram Dalben]

Arram rejste sig og takkede Mester Salmalín for te og blev fulgt af den ældre magiker ud mod hoveddøren. Han hørte ikke hoveddøren gå igen, men hans blik faldt hurtigt på Robin, halvt oppe ad trappen og han stoppede selv midt i en sætning til hendes far. Han formåede ige at bevare et komplet neutralt ansigtsudtryk, et der sædvanligvis var forbeholdt folk helt andre mennesker end hende "Robin." han ventede tålmodigt til hun stoppede og anerkendte hans tilstedeværelse "Når du får et øjeblik ledigt har jeg et problem jeg håbede du kunne hjælpe mig med." han smilede svagt, uden at det nåede hans øjne som det ellers altid gjorde og han vendte ansigtet mod hendes far et øjeblik "Rotter, i staldenes kornlager." forklarede han kort, men ikke det mindste i tvivl om, at Robin ville fange den skjulte hentydning.

Han så på hende igen med et fast blik "Hvis dine forældre kunne undvære dig lidt ville jeg sætte pris på dine tanker på sagen." han nikkede let til hende, vendte sig mod hendes far og gav ham hånden sammen med et mindre stift smil "Mester Salmalín." så forlod han huset gennem hoveddøren og stoppede nogle skridt nede ad gaden efter døren var gået i bag ham uden helt at vide om han forventede hun ville komme ud med det samme, eller om han overvejede selv at gå tilbage.

[Robin Salmalín]

Robin stivnede igen, da hendes navn lød fra underetagen. Hun vendte sig rundt på trappen for at se ned på Arram og krympede sig over udtrykket i hans ansigt. Da han gav en plausibel grund for at kræve at se hende igen, nikkede hun langsomt, uden at se på sin far. Hun var sikker på at hendes ører brændte, men lod sig ikke mærke med det. Så snart troldmanden havde forladt huset, gav Rikash Salmalín sig ud i spørgsmålene. Robin fejede dem dog væk så respektfuldt som hun nu kunne, undskyldte sig igen og fulgte en mærkelig impuls, der bød hende at forlade huset. Hun så sig rundt, da hun var ude på gaden, fik øje på den hun søgte og havde næsten allerede fortrudt der.

”Mester Dalben,” sagde hun dog alligevel, som hun gik efter ham med den ene hånd halvt hævet og et høfligt smil, der fuldstændig blegnede, da hun nærmede sig. ”Det er bedst at få klaret problemer med rotter på loftet med det samme.” Hendes konstatering havde tydeligvis ikke meget med skadedyrene at gøre, men det lød meget godt.

[Arram Dalben]

Arram havde udelukket at han ville gå tilbage til huset igen. Det ville se for underligt ud og han havde ingen intentioner om at blande hendes far ind i sagen, hvis han kunne undgå det. Det var mellem ham og Robin og han foretrak det blev ved at være det. Han nåede ikke så langt ned ad gaden før en stemme bag ham fik ham til at stoppe op. Han tøvede et sekund og vendte sig så langsomt for at kunne se på stemmens ejer "Ja.. Robin." svarede han roligt og fulgte hende med blikket mens hun kom nærmere.

Han smilede ikke selv, men var ikke direkte afvisende da hun begyndte at tale. Han nikkede en enkelt gang da hun tav "Og før de formerer sig mere end hvad godt er." kommenterede han tørt og så indgående på hende "Jeg antager du slap af med dine rotter lettere end jeg slap af med drabanterne fra Dragestræde." han skar en mindre grimasse over sig selv og den skarpe tone i sin stemme. Så sukkede han tungt og så væk et øjeblik "Hvordan du passer ind i hele det puslespil er jeg slet ikke sikker på jeg vil vide, men jeg vil morderligt gerne vide hvorfor jeg skulle trækkes ind i det." han så op igen og forsøgte at fange hendes blik uden at kunne skjule skuffelsen i sit eget.

[Robin Salmalín]

Robin smilede på ingen måde, da først Arram vendte sig om. Hun sænkede blikket og tyggede lidt på det inderste af sin underlæbe, før hun talte igen og tvang sig selv til at se på ham. Hans ord gav hende dårlig samvittighed, men hun var glad for, at han i det mindste ikke gav sig til at hæve stemmen midt i det hele eller krævede komplicerede svar. ”Nej, rotterne var noget af et problem at komme af med, faktisk,” konstaterede hun lavmælt og skamfuldt, som hænderne borede sig lidt ned i ikke-eksisterende lommer og i stedet endte med at fange hver sin flig af stoffet. ”Det var virkelig... Meget pinligt alt sammen.”

Hun rødmede på dette yderst passende tidspunkt og klarede halsen. ”Men de må have fundet resterne og er gået ud fra, at der var en eller anden plan med det hele... Jeg hørte godt, at de... Ehm. Pågreb dig. Jeg ville bare ikke have at min veninde fik ballade... Undskyld.” Hun så skyldbetynget på ham, sænkede blikket skamfuldt og gnavede lidt videre i sin underlæbe. Det var overraskende nemt at lyve for ham – men hun havde selvfølgelig også rigelig øvelse i ikke at give ham fulde sandheder.

[Arram Dalben]

Arram ville normalt have kunnet se det komiske i situationen og grine af det, men denne gang endte han med at fnyse opgivende og ryste lidt på hovedet "Pinligt er en underdrivelse." han undlod taktfuldt at fortælle nøjagtigt hvor meget naboerne stirrede når man blev hentet af to drabanter ved højlys dag og hvor ubehageligt det var, at have hele sin karriere hængende i en tynd tråd. Også selvom det kun var for nogle få dage indtil han var blevet renset for mistanke og var sluppet med en advarsel. Han vidste ikke engang hvad der havde vendt situationen til hans fordel og havde en nagende fornemmelse af, at den unge kvinde der nu stod og så brødebetynget på ham, havde langt flere lag end han havde troet.

Han rynkede brynene lidt over farven der steg op i hendes kinder da hun fortsatte og var en lille smule overrasket over at se lige hende rødme "Din veninde." gentog han hende og forsøgte tydeligvis at få det hele til at passe sammen, selvom det bare skabte flere spørgsmål "Hvad var der så forfærdeligt ved at fortælle mig at det ikke var til dig selv, men til en anden når det bare var rotter?" hans blik flakkede mellem hendes øjne i søgen efter svar på de tråde han ikke kunne binde sammen. Han løftede en hånd og strøg fingrene gennem de tætte krøller før han stillede et enkelt, noget mindre interrogativt spørgsmål "Fik du i det mindste jaget de rotter til Carthak?"

[Robin Salmalín]

Robin lod være med at spørge Arram hvordan han vidste, at det var pinligt for hende og nøjedes med at bøje hovedet skamfuldt. Hun løftede først rigtig hovedet fra den omgang igen, for at se undskyldende på ham. Da han spurgte til en årsag for hendes løgn – antagende at der havde været en – spærrede hun øjnene lidt op og rystede på hovedet. ”Jamen det var det ikke. Det var det pinlige,” afbrød hun ham overrasket, som om han burde kunne læse hendes tanker (tak guderne for, at han ikke kunne dét). ”Det var til mig. Jeg tabte flasken under et besøg hos min veninde – der er tjenestepige i huset Dorey. Familien er meget streng imod deres folk, så jeg kunne ikke fortælle, at det hele var min skyld. De må nemlig slet ikke have besøg. Hvis jeg havde vidst at de kunne spore.. Ja, så ville jeg måske alligevel have sagt noget.” Hun bed ned i underlæben igen og så fortrydeligt på sine gule sko.

Det var ikke rart at lyve så gennemgående for ham, men han kunne ikke bruge sandheden til noget. Desuden var hun ked af at hun havde stillet ham i en dårlig situation og familien Dorey kunne snildt have været strenge ved deres folk. ”Hvorfor var de overhovedet sporbare. Er du ikke... Fantastisk dygtig?” Hun løftede blikket med et nysgerrigt glimt i de mørke øjne. Der skulle ganske vist en del til at imponere Rikash Salmalíns datter, men eftersom det var Arram. Behøvede han ikke kunne få sig selv til at svæve for at få et fascineret blik eller to med på vejen. Han så stadig dejlig ud.

[Arram Dalben]

Arram rynkede brynene endnu mere da Robin fortsatte sin forklaring. Den lød ganske troværdig, men der var alligevel en enkelt detalje der fik endnu et spørgsmål til at dukke op i hovedet på ham "Hvordan pokker bar du dig ad med at få det antændt i samme ombæring?" han så spørgende på hende et langt øjeblik før han løsnede lidt op og lod armene der indtil nu havde været krydset over den grønne tunika, falde ned langs siderne.

Hans afmålte udtryk var forsvundet, selvom alvoren stadig var tydelig i hele hans udtryk og holdning. Han vidste stadig ikke hvad han skulle mene om hele misæren, men han havde ingen grund til ikke at tro på hende selvom der stadig var adskillige detaljer han ikke helt kunne få til at passe. Uden at være bevidst om det trak det et splitsekund i hans ene mundvig da hun tog ordet igen og et mørkt øjenbryn gled lidt op "Fordi, magi har det med at være ret nemt at spore for de rigtige mennesker. Især når man ikke har fået at vide der måske var en grund til at gøre den umulig at spore." gav han halvt provokerende igen uden at kunne finde ud af om hun lige havde gjort uskyldigt grin med ham, eller om hun rent faktisk mente det.

[Robin Salmalín]

Robin havde forventet spørgsmålet og sænkede blikket igen med varme ører. ”Jeg tabte det ned lige ved siden af det ildsted hun havde tændt,” mumlede hun flovt. Hun krydsede selv armene over hinanden og lignede en, der følte sig voldsomt dum. Reelt set synes hun nærmere, at hun var genial. Hun flyttede lidt på sig, drejede hovedet væk og kastede et blik imod det hus, som hun lige havde forladt. Det gik ikke at se for meget på ham, hvis ikke hun havde lyst til at ende med at ligne en tomat i ansigtet.

Arram var desværre stadig sig selv, selvom hun vitterligt havde gjort en indsats det sidste stykke tid og prøvet på at tænke på ham som en gammel mand. Det burde være nemt nok at overbevise sig selv om jævnaldrende drenges mange kvaliteter, men der var han igen og det med et lige så tåbeligt skæg som altid. Alligevel mindedes hun hans kærtegn af hendes katteskikkelse med noget nær en kuldegysning og følte sig rastløs i sit behov for at komme væk fra ham. Det gik ikke at have det sådan.

[Arram Dalben]

Arram så et langt øjeblik indgående på hende. Så fnøs han næsten muntert og rystede opgivende på hovedet mens fingrene tog en tur mere gennem krøllerne "Mithros.." mumlede han for sig selv, sukkede dybt og vendte ansigtet mod hende igen efter at have nærstuderet facaden på bygningen overfor "Godt." han lagde hovedet lidt på sned "Vi slår en streg over det." bestemte han og var lige ved at række en hånd ud og purre op i hendes krøllede hår. Han gjorde det dog ikke, men holdt i stedet hånden opfordrende frem mod hende og ventede på hun tog den.

Da han lod sin egen falde igen var der dog ét spørgsmål mere der blev ved at presse sig på "Er jeg virkelig så skræmmende at du var nødt til at flygte helt herop for at komme væk fra mig?" på trods af den spøgende tone var der et alvorligt glimt i hans blik mens han så afventende på hende.

[Robin Salmalín]

Robin gnavede videre på sin egen underlæbe og drejede langsomt hovedet tilbage imod Arram. Hans udbrud lød som om han accepterede løgnen og hendes selvtilfredshed voksede eksponentielt med sikkerheden på netop det, selvom hun stadig lignede en blanding imellem en druknet mus og en hund, der havde væltet en fin vase ud af vinduet. Det var ganske heldigt for hende, at han ikke gav sig til at purre op i hendes hår, for hun havde ærligt talt ikke behov for at blive mere distraheret end hun allerede var. Det endte bare med at hun kom til at afsløre enten det ene eller det andet. En hånd kunne hun klare og hun trykkede hans med et forsigtigt og næsten taknemmeligt smil.

Da hun trak sin egen til sig igen, strøg hun den let ned over sine skørter, kun for at se en lille smule for hurtigt op over spørgsmålet. Hendes smil var kunstigt, ligesom latteren, der fulgte op. ”Jeg besøger mine forældre,” mindede hun ham om, imens hun sparkede sig selv mentalt. Det var fristende at flygte, men hun vidste godt, at det ikke gik.

[Arram Dalben]

Arram gav Robins hånd et fast klem og mens han lod hånden falde igen, forsvandt også den sidste tilbageholdenhed i hans ansigt. Svaret på hans næste spørgsmål fik hans øjenbryn til at skyde i vejret og han krydsede igen armene over brystet mens han så sigende på hende, tydeligvis uden at købe grunden til hun var taget til Gudernes By "Selvfølgelig." et halvt smil krusede sig på hans læber "Og jeg tog herop fordi jeg savnede hundrede år gammelt støv i lungerne." sarkasmen var tydelig og ligeså tør som det omtalte støv.

Han rystede på hovedet igen og gik et halvt skridt tættere på husmuren for at lade en kroget, gammel magiker komme forbi. Han morede sig momentært over mandens kåbe der var mindst tyve centimeter for lang og fik det til at se ud som om manden var skrumpet uden at kåben var fulgt med "Ridse er forresten på benene igen, alle fire af dem, men virker til at mene det tilbud om fisk var en længerevarende aftale." han smilede skævt og trak på skuldrene "Det og at min seng er glimrende sted at opholde sig når jeg ikke selv bruger den. Hvad sagde du lige til ham?"