Svaret af Murray af Naxen on Mar 8, 2018 21:08:04 GMT
Den 8. marts 529 M.T.
SOLOPOST
Vinteren var endnu på tilbagetog, men sneen var i det mindste tøet, og isen på søen var for længst smeltet. Murray gik de fleste af sine ture derude alene med hundene, siden Vania efterhånden ikke orkede at gå turen. Graviditeten lod til at udmatte hende, men i følge helbrederen var det ikke unormalt, at den første graviditet føltes hård.
Børneværelset var for længst blevet gjort klart, og far var nået hjem i god tid, så nu var det kun spørgsmål om at vente. Der var endda allerede fundet en amme.
Og så en formiddag skete det. Murray var ude i smedjen for at undgå sine dynger af papirarbejde for en stund, da en tjenestepige kom styrtende ud og fortalte, at Vania var begyndt at få veer. Hertuginden havde trukket sig tilbage til deres private værelser, så han gik op for at se til hende og tale med helbrederen, der allerede var inde hos hende.
Alt gik tilsyneladende som det skulle, så han kyssede Vania farvel og gik tilbage til sit arbejdsværelse for at se på Naxens budgetter. En mand havde intet at gøre ved en fødsel, så han overlod Vania til helbrederen og de assisterende tjenestepiger. De havde vitterligt mere forstand på situationen, end han selv havde.
I starten tog han sig ikke af, at der gik flere timer. Det var endnu en ting, som var ganske normalt – i følge far og helbrederen. Et barn kom ikke til verden på et øjeblik. Det tog sin tid. Efterhånden blev det dog vanskeligere ikke at blive en smule nervøs og distraheret, så han lagde arbejdet til side og fandt far, så de kunne tage sig et glas sammen og vente på nyt om Vania.
Imens de ventede, diskuterede de, hvad barnet skulle hedde. Far talte for, at en pige burde opkaldes efter den forrige hertuginde, og Murray måtte vel indrømme, at han var enig. Hvad en dreng burde hedde, var det vanskeligere at lægge sig fast på, men Vania måtte næsten allerede have sine egne navneideer.
Det blev mørkt udenfor, og der kunne ikke være lang tid til, at aftensmaden ville blive serveret. Murray blev kun mere og mere urolig. Burde det virkelig tage så lang tid? Da aftensmaden endelig kom, havde han ingen appetit og sad i stedet og stirrede på døren. Ventende på nyheder om fødslen.
Og der kom nyheder.
Men de var ikke gode.
En tjenestepige kom rendende ned og fortalte dem, at barnet tilsyneladende lå forkert, så fødslen var hårdere end forventet. Murray blev straks bekymret igen, men både tjenestepigen og far forsikrede ham om, at det ikke var en unormal hændelse. Det gjorde fødslen mere besværlig, men ikke nødvendigvis farlig.
Så Murray konkluderede blot for sig selv, at det her måske var et tegn på, at barnet var lige så trodsigt som sin mor.
Et par timer senere var han dog ved at gå til af bekymring, så han gik op og ventede udenfor deres værelser, hvor Vania i øjeblikket lå. Han var ikke sikker på, om det var klogt gjort, for han kunne høre lyden af klynk og skrig, der blev dulmet gennem væggene og dørene.
Og pludselig holdt lydene op.
Var det overstået?
Han kunne lige præcis høre noget, der bestemt lød som et vrælende spædbarn, og han åndede straks lettet ud. Guderne være lovet. Endelig var det overstået.
Udover barnegråden lød der en værre tumult inde på værelserne. Folk talte, men han kunne ikke tyde, hvad de sagde, og pludselig væltede en tjenestepige ud af døren med et panisk blik i øjnene. Så snart hun spottede hertugen, udbrød hun: ”Hertuginden! Hun bløder voldsomt!”
En isnende følelse greb fat om ham, imens han fulgte med indenfor. Han kunne høre sin søn eller datter græde et sted blandt de mange folk, som tog sig af barnet i øjeblikket. Han var dog fokuseret på sengen, hvor Vania lå ligbleg og svedende. Der var en pøl af blod omkring hendes underliv, som farvede madrassen nedenunder hende rød.
Helbrederen var optaget af at forsøge at stoppe blødningen, så Murray satte sig hos sin hustru og tog hendes hånd. Han strøg tommelfingeren over hendes håndryg, og hun smilede mat op til ham. ”Jeg sagde jo, at vi nok skulle få et barn,” hviskede hun, men lød ikke så selvtilfreds, som hun burde.
Han smilede ned til hende. ”Takket være dig.” Det var i hvert fald ikke hans egen fortjeneste, siden det var ham, der havde haft problemer.
Vania smilede blot og lukkede øjnene.
Og så var hun væk.
Hans jordbær mistede al sin farve og sank bort, langt væk fra ham.Afsluttet